Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23143Visninger
AA

33. ---30---

Agent Bruce fjernede de to fingre, han havde presset ned mod Agent Samuels pulsåre, inden han rettede ansigtet op, så han kiggede fremad. Agent Jake og Agent Will stod på begge hans sider, med deres greb omslynget bregnerne, som de havde skubbet tilbage. "Bevidstløs. Ikke død." 

De to andre agenter sagde ikke noget, kiggede blot nedad, mod Agent Bruce. Øjnene var fortsat ædt bort i solbrillernes tonede mørke. Agent Bruce strakte de samme to fingre fremad, denne gang mod det tørre muldjord, og lod dem synke ned i det skrabespor, Drew havde efterladt sig. Kort stilhed. 

"Jeg finder dem." 

​Han greb fat i Agent Samuels briller, fjernede dem fra Samuels ansigt, vred dem mellem fingrene, så brillerne blev vandrette og stellet vendte sig op imod ham. Siddende med brillerne i sin højre hånd, klikkede han tommelfingeren ind mod den trykfølsomme berøringsflade på sit eget brillestel, og databasen for indstillinger svulmede frem i venstre brilleglas. Agent Bruce begyndte herefter, ganske svagt, at glide tommelfingerspidsen vandret over sit brillestel, gled den, istedet for at trykke, og i venstre brilleglas så han de forskellige indstillingsmuligheder scrolle forbi. Han nåede til INDSTILLINGER FOR BLUETOOTH, trykkede en anelse med tommelfingeren, han, kun kortvarigt, stoppede med at gnide, og gik ind i de trådløse indstillingsmoduler. Han behøvede ikke at scrolle, før han, som det første, fandt PARRING. Han trykkede igen. Den første enhed, der dukkede op under parringsmodulet, var Agent Samuels briller. 

GODKEND var det næste, Agent Bruce trykkede på. Blåblink af skjulte dioder glimtede op langs siden ad Agent Samuels brillestel, det bippede, parringen var fuldendt, og Agent Bruce kunne nu se de samme ting, som Agent Samuel havde været i stand til, kort inden Drew slog ham bevidstløs med stenen fra jordvæggen. Agent Bruce klikkede tommelfingeren to gange mod brillestellet. Indstillingsmodulerne, der udgjorde synet foran det venstre øje, svandt bort. Det næste, Agent Bruce istedet så, var den blåblinkende lokaliseringsprik, der udgjorde radiosignalerne fra Emma Sarconys smartPad mod venstre. I højre side glødede det infrarøde syn i forvrængede, bølgende farvetoner. Digitale tal i elektronisk blåt viste sig over den blinkende lokaliseringsprik. Tallene skiftede, og de skiftede alt for hurtigt.

10 M ... 11 M ... 12 M.

Subjektet, eller subjektets partner, var i løb. Agent Bruce begyndte at tale ud i luften, og hans stemme blev opfanget af den hudfarvede øresnegl, af samme slags som den, Agent Samuel var iført, bortset fra, at denne øresnegl var lysere og identisk med Bruces egen hud. 

"Sir, dette er Agent B. Agent S er nede. Jeg overtager styringen herfra." Imens han talte, strakte han Agent Samuels briller bagud og op, og det var Will, der tog imod dem. Agent Bruce vred derefter ansigtet til højre, mod Agent Samuel, trak sin hånd i hans inderlomme, grebet omsluttede sig kolben, knugede, og han trak pistolen ud. Tjekkede displayet langs magasinets side. 

ANTAL SKUD: 18.

Agent Bruce vendte ansigtet fremad, rejste sig op og satte efter den flygtende Drew. 

 

*

 

Emmas arme slaskede og bankede nedover Drews ryg, det gjorde ondt i lænden af hendes vægt og lårene syrede sig til i en hidsig, muskelædende ild, men han gav ikke op, fortsatte, var tæt på at snuble over en buende rod, og så nåede han hegnet, der grænsede af til skrænten, hvor Lincoln Way strakte sig ud til begge sider fire meter længere nede. På den anden side tårnede træerne sig i vejret som en grænse til Golden Gate Park. Natriumlygterne glødede gulligt langs vejens begge sider. Han var fanget. Han kunne ikke kravle over hegnet, ikke uden at efterlade Emma, men efterlod han Emma, ville det hele være forgæves, for hun skulle reddes, det skulle hun bare, men alligevel kastede han sig frem til hegnet, gav slip på Emmas ben, som strakte sig nedover begge sider af hans brystkasse, for istedet at klemme fingrene ind mellem trådhegnets rombeformede huller. Han ruskede, imens øjnene blev våde, og denne gang kildrede tårerne sig helt ud i periferierne, og de ville snart afstøde sig, han var ikke længere i stand til at tilbageholde dem, og han var heller ikke sikker på, at han var i stand til at tilbageholde det skrig, der strammede og svulmede stadigt hårdere omkring strubehovedet, og gråden åd hans lunger i en dræbende varme, han ruskede, ruskede, ruskede, så det klirrede panisk fra hegnet, men det hjalp ikke, folk kunne ikke se ham, og kun enkelte biler stribede forbi på Lincoln Way i den svage aftentrafik, det var forgæves, og det vidste han egentlig godt, og han gav slip på hegnet og vred istedet blikket mod højre. Hegnet strakte sig langs den lige vej, syntes at blive ædt af uendeligheden, og langt borte, flere kilometer væk, så han de svage silhuetter af højhuse fra Indre San Francisco, og de klare lys, der udgjorde vinduerne. Han besluttede sig for at løbe den vej, med forhåbningen om, at han dér ville nå til en ende, eller måske komme forbi et hul i hegnet, han løb og løb og løb, og flere fyrregrene, som han glemte at dukke sig for, smækkede og flåede og rev ham indover ansigtet. Det var da han havde trampet gennem det næste bregnebuskads, at han så det. Hegnet knækkede til højre, ind foran ham, en fire meter høj mur af ståltråd i netformation, der dernæst forsvandt ind i en granitblok, der ikke var fire meter, men seks meter høj, og umulig at forcere.

Drew skreg hæst, et skrig, der lød mere som et vræl end et skrig, han skreg, og kastede sig frem til trådhegnet, klemte på ny fingrene ind gennem hullerne, strammede grebet, og ruskede, voldsommere, end han gjorde før. Han skreg, imens tårerne spejlede sig nedover hans ansigt, skreg i hæs fortvivlelse ud til natten, han ruskede så hårdt, at hegnets ståltråd begyndte at bide ham ind i den bløde hud på håndfladerne. Det var som om han håbede på, at hegnet, ved at blive rusket, på en eller anden måde ville gå i stykker, eller dele sig til siderne, på samme måde som rødehavet delte sig i den der gamle bibelfortælling om Moses og hans stav, også selvom det selvfølgelig ikke gjorde. Hegnet eftergav en klirren, i demonstrativ protest, og da fik Drew øje på det, gennem det brændende saltvand i øjnene, et hvidt hus, der krøb frem mellem savlende graner og ligeså savlende piletræer. Og der var lys, et gulligt skær, fra et af de øverste vinduer, et skær, der bjælkede sig ud mellem piletræernes tunge, nedsunkne grene, og et hus betød mennesker og mennesker betød hjælp, og så skreg han atter, hæst, vridende, "HJÆLP! HJÆLP MIG! DER ER NOGEN, DER ER UDE PÅ AT SLÅ MIG IHJEL! HJÆLP! HJÆÆÆLP!"

Hans skrig var forgæves, ingen kom ham til hjælp, og han snørede læberne sammen. Han kunne ikke komme den her vej, og han vidste, at han ikke kunne forcere hegnet, ikke så længe han bar på Emma, og granitblokken var for kantet og glat, kunne knuse hans og Emmas kranie, hvis han faldt forkert, nej, han måtte vende om og finde en anden vej. Han snurrede rundt. Bregnerne slaskede og fejede mod benene, og igen smækkede grannålene ind i den følsomme ansigtshud, men han var ligeglad, han løb, og han løb noget mere, han løb, og så standsede han næsten omgående. Agent Bruce var dukket op, stod ti meter fra ham, og idet Drew stoppede, vred Agent Bruce hovedet imod ham. Drew så ham løfte pistolen, noget lyste rødt, og en laserprik glødede henover hans midterbryst, præcis det sted, hjertet befandt sig. Drew blev stående, lammet, i få øjeblikke, og så kastede han sig til siden, ind i de tætte bregner, imens han hørte noget hvisle og herefter en knasen, da barken på fyrretræet til venstre for ham blev gennemboret i en brun sky af træflis. 

Ti meter borte sænkede Agent Bruce pistolen, fastholdte den stadigvæk i et tohåndsgreb, lod den pege skråt nedad, og satte sig herefter i bevægelse.

Drew strammede sit faste, højre greb hårdt om Emmas ene ben, imens han borede venstre hånd ned i muldjorden, i et desperat forsøg på at kæmpe sig op af den stejlt, opadskrånende underskov, flere bregner raslede indover ham, men han fortsatte, så sig ikke tilbage, var sikker på, at han kunne høre de bløde klask af fødder, der trippede nedover muldjord, som Agent Bruce kom stadigt nærmere, men han bed tænderne sammen, flere tårer glinsede på kinderne, han nåede toppen af skråningen, kastede sig på ny fremad, foroverbøjet, under et fyrretræs tætnende grene og mod det næste sammenklumpede buskads, tre skridt, og så braste jorden sammen under ham. Han vrælede atter, hæst som før, imens virkeligheden svandt til mørke, han ramte en hård underflade og noget, som muligvis var Emmas knæ, hamrede dybt op i hans mellemgulv. Sandet muldjord, blandet sammen med småsten, regnede nedover ham, smerten dunkede fra brystpartiet, men Drew gav ikke op. Han spyttede, fordi sandet fik det til at knase ned mellem tænderne, spyttede, én gang, to gange, og så vred han sig rundt, det sved i øjnene, men han lod sig ikke distrahere, hvor var Emma, hvor var hun, og så mærkede han hendes hoved, ved siden af sig, mod venstre, det glatbløde, lange hår, og han blinkede, men alt omkring ham var mørke, og han vred blikket opad, og dér, en stribe af lys, fra det hul, han var faldet igennem. Han vendte blikket fremad, mørke, kulsort og altopslugende, og han famlede sin hånd fremad, forventede at møde modstand, men fri luft, og han trak sig fremad på maven, støttede Emmas hoved med venstre hånd, og en sælsom, dyrisk lugt, tung, fugtig og stikkende af råddenskab, slog ham. Det tog ham dog alligevel nogle yderligere sekunder, før det gik op for ham, at det, han var faldet ned i, var en dyreskabt tunnel, muligvis tilhørende en ræv eller måske en grævling, og selvfølgelig, dette kunne være en flugtvej, eller måske et gennemsted. Uden at spilde den mindste tid, vred han sig om på siden, så han kunne få vristet Emma fri, inden han borede fingrene i den sandede jord, der her var både kølig og fugtig, inden han trak sig en centimeter yderligere ind i rævetunnelenes mørke, og han vred Emma rundt, så hun lå på maven, greb om hendes albue, hendes krop var en svag silhuet og kun lidt lys sprækkede ned fra oven mellem den sammenfaldne jord og de tætnende bregner, han sammenbed tænderne, vred hendes arm nedover skulderen, lagde sig tilbage på maven, og lod sig trække frem og ind i mørket.

 

*

 

Agent Bruce lod pistolen blive udstrakt, som han standsede ved den skrænt, Drew var forsvundet opad, laserlyset skannede sig rødligt op gennem bregnebuskadset under de store fyrretræer, og han fjernede den ene hånd fra pistolkolben og gled den istedet op gennem luften, til højre brillestel, hvor han lod tommelfingerspidsen berøre den følsomme flade. Varmesynet i højre brilleglas glimtede væk. Nu var det kun den blåt blinkende lokaliseringsplet, der nu atter var begyndt at glide i bevægelse, og blinke kraftigere, han kunne se. Læberne pressede sig bort, forsvandt ind i munden, og han gled højre hånd tilbage til kolben, så pistolen på ny blev holdt i tohåndsgreb, og han begyndte at forcere skrænten.

 

*

 

Skarpe småsten flåede ind gennem Drews jakkesæt og bukser, og rev ham i det bløde maveskind og nedover skinnebenene, en varm sviden, men han fortsatte alligevel, trak sig frem ind i det dybe, blændende mørke, borede fingrene i sandet og hev sig frem, borede fingrene i sandet og hev sig frem, sandkorn og småsten regnede nedover hans hovedbund, imens ligeså små, men meget skarpere og meget spidsere, sten flåede i ham nedefra og fra den trange tunnels sider. Venstre hånd klemte han mod Emmas baghoved, tæt, så han fastholdte hende imod sig, og hendes våde vejtrækning dampede lunt imod hans venstre øre. Hjertet pulsede op i ganens bagerste sektion.

 

*

 

Den røde laserprik stregede nedover bregnerne, Agent Bruce bevægede sig frem med forsigtige skridt, og den blå lokaliseringsprik i venstre brillevisir blinkede, og den blinkede kraftigere, og han så det, den sammensunkne sektion af jorden, men det var ikke det, der fik ham til at stivne, for et kort øjeblik. Istedet var det den sorte ballerinasko, der lå halvt begravet i sandet, og han vidste, at subjektet, de skulle indfange, havde været iført den samme slags sko. Han opdagede hullet, smalt, trangt, opstået efter, at det hul, Drew var faldet i, blev udfyldt af nedfalden jord og småsten. Agent Bruce løftede hovedet, kiggede fremefter, og opdagede et fyrretræ, med en aflang jordhøj, der slangede sig frem på træets venstre side. For enden af jordhøjen stod endnu et fyrretræ, dette mere sammensunket end det første. Han kiggede tilbage mod det sammensunkne rævehul med den halvt begravede ballerinasko, som tilhørte Emma. Lokaliseringsprikken glimtede igen. Subjekterne var to meter borte. Fyrretræerne foran ham befandt sig fem meter væk. Dette betød, at de, ganske rigtigt, befandt sig under jorden. Han løftede atter højre hånd, op til brillestellet på samme side, og denne gang var det pegefingeren, han klikkede ned på den berøringsfølsomme flade. Det normale udsyn skiftede til det infrarøde. Han trykkede igen. Infrarød blev skiftet til røntgen. Han vendte blikket skråt nedad, imens han samlede begge hænder på pistolen, lod laserprikken gløde henover jorden, imens han skridtede i en bue om det nedsunkne sted, og han så de blåstregede røntgensilhuetter af Drew og Emma Sarcony, de befandt sig en halv meter under hans fødder - røntgenbrillerne havde en rækkevidde på to meter -, og Agent Bruce begyndte at skridte frem, i samme hastighed som Drew, der mavede sig frem i rævetunnelen en halv meter længere nede. 

 

*

 

Loftet begyndte at blive lavere, og det dryssede stadig kraftigere imod Drews hår, og det var som om, at ilten svandt ind, blev tyndere, hans tænder blev så voldsomt sammenbidte, at det gjorde ondt i kæberne. Han fornemmede lun væske brænde ud fra et snit i skinnebenet, det var muligvis en sten, der havde været skarpere, end han regnede med, og derfor havde skåret dybere, men dette kunne han ikke tage sig af nu. Sand regnede ned, stak ham i øjnene og knasede ned i tænderne, så han spyttede og pustede, og han mærkede noget hårdt, noget, der føltes som træ, lige foran sig, og fingrene kravlede over det, strakte sig længere ind i mørket, og endnu en hård genstand, ligeledes af træ. Drew vred sig et par centimeter længere frem, fik fat, og det var en rod. Han var nået ind til et af fyrretræernes uendelige og alt for solide rodnet, han var fanget, nej, nej, åh nej, han kunne ikke komme videre, men han kunne omvendt heller ikke vride sig rundt og klemme sig tilbage, det var den forladte rævehule alt for smal til. Istedet var der kun én vej, og det var op, uanset om han ville dø i forsøget, for Emma skulle reddes, hun skulle bare reddes, og med sammenpressede øjne løftede han hånden opad, til jordloftet, fik fat i endnu en rod, og begyndte at ruske. Jord delte sig, store klumper faldt sammen og kvastes i hans ansigt, og han rykkede kraftigere, endnu en knasen, noget klumpede sig sammen i hans øre, han kunne ikke få luft, men den skrøbelige jord gav efter. Han brugte neglene, og kradsede sig opad, gennem jords og småsten, det knagede fra trærødderne under ham, men han fortsatte op, det sved i neglene, og denne sviden fulgtes kort efter af våd fortykkelse, der drev nedover hans fingre, en fortykkelse, der muligvis var blod, men han fortsatte, fortsatte, fortsatte. Jorden var tør, og den var skrøbelig, og den sad ikke fast, ikke ordentligt, i hvert fald, han kunne godt nå op, det kunne han godt, det skulle han bare. 

 

*

 

Agent Bruce så hvordan den sandede jord omkring det første fyrretræ, det, der befandt sig direkte overfor ham, før fire meter borte, men nu kun to meter, eftergav sig, og han standsede omgående op. Kiggede atter ned. Røntgensilhuetten af Drew begyndte at skråne opad. Agent Bruce kiggede frem. Løftede pistolen, så laserprikken gled henover græsset og hen til den eftergivende jord, der rystede mere, end hvad den havde gjort før, og han strakte pegefingeren ud og lod spidsen hvile imod aftrækkerens inderside. Laserprikken standsede ved den eftergivende jord, standsede, hvilede og ventede.

 

*

 

Lys, lys forude, Drew fornemmede lys, og hans vejrtrækning blev hurtigere, mere intens, det brændte i lungerne fordi han næsten ikke kunne få luft, men lys, han kunne se lys, han var næsten fri, og måske havde det lykkedes ham at undslippe agenterne, og så kunne han muligvis løbe hen til granitblokken, og finde et buskads at gemme sig i og så tilkalde politiet, dæmpet, selvfølgelig, men fri, han var fri, fordi han kunne se lys, og han kradsede sig længere op, over flere rødder, sand regnede i voldsomme stråler nedover ham, blokerede en kortvarig gang lyset, så alt blev sort, men lyset dukkede frem igen, tættere på nu, han var ude, han var næsten ude. Hånden løftede sig atter. Denne gang var det ikke sand, den strejfede, men fri luft.

 

*

 

Bruces håndmuskler blev stramme, og han gjorde klar til at skyde, straks som han så Drews snavsede arm strække sig lodret opad, for derefter at gribe fat i roden, og han klikkede aftrækkeren tilbage, ikke nok til at han affyrede et skud, men nok til, at den mindste bevægelse ville gøre hele udfaldet. Det var ikke Drews hoved, der dukkede op som den første, men Emmas. Hans finger blev øjeblikkeligt mere afslappet, så aftrækkeren gled en anelse fremad, og blev mindre udspændt. Det var for risikabelt at skyde, så længe han havde fingrene i subjektet, for subjektet skulle være i live, det havde hans overordnede selv givet ordre på, men han vedblev med at holde sin Glock fremstrakt, i begge hænder, imens han stirrede ligefrem for sig. Drew trak sin, og Emmas, overkrop op fra jorden, væltede nedover rodnettet og ned på jordhøjen. Han vred sig rundt. Emma gled bort fra ham og landede med ryggen på jorden. Drew opdagede laserprikken, der gled henover først trærødderne, sidenhen Emmas krop og til sidst op til hans brystparti, og han trak sig en anelse op ad jordhøjen, i et sidste desperat forsøg på at slippe væk, men han vidste, at det var forgæves, og som håbet visnede og rådnede fra ham, løftede han sine hænder, hvor blodet fra de flossede negle stadig vred sig i røde, slangende bevægelse nedover fingrene på venstre hånd, han løftede hænderne i overgivelse og fremviste håndfladerne, armene dirrede og tårerne væskede atter bort fra hans øjne. Agent Bruce blev stående, sigtende på hans hjerteregion, fjernede ikke pistolen og det svulmede i Drews mundhule. Han skilte læberne. 

"Please," kvækkede han, grådhæst. En tåre stribede nedover venstre kind i en lodret, lige streg. Armene skælvede kraftigere. "Ikke skyd mig. Ikke skyd mig, please, ikke skyd mig."

Agent Bruce blev stående, hvor han var. Den røde laserprik hvilede fortsat over Drews hjerteparti. To mørke skikkelser, firskårne som Bruce, dukkede op i baggrunden, nærmede sig, det raslede i buskadset, og tåren buede sig fugtigt omkring Drews mundhule. Den røde laserglød, der strålede fra pistolen i Bruces hænder, skar ham i øjnene. Agent Will og Agent Jake strøg forbi Bruce, én på hver side, og hen mod Drew og den ubevægelige Emma. Den skælven, der få øjeblikke tidligere kun havde gennemstrømmet Drews arme, spredte sig nu ud i resten af kroppen, op i læberne og ud i resten af hovedet, og hans vejrtrækning hev. De to agenter standsede foran ham, kiggede kort på ham gennem deres sortnede briller, bøjede herefter deres ansigter, simultant, inden de bukkede sig forover og greb Emmas krop. De løftede hende op, Agent Will i hendes arme og Agent Jake i hendes ben, vred ryggen til Drew og vandrede tilbage mod skoven. Agent Bruce blev stående, lyste fremad med den røde laserstyring, i lange øjeblikke, imens Jake og Will forsvandt i skoven med Emmas bevidstløse krop. Som Drew troede, at nu ville han skyde, snurrede Agent Bruce omkring, så han vendte ryggen imod ham, hvorledes han vandrede efter sine to kollegaer. De forsvandt alle tre i mørket. Først da Drew var helt alene, svulmede hans ansigt op, inden han begyndte at vræle hæst, med savlstrenge, der smeltede sig nedad i en aflang slim fra underlæben. Han vrælede, og det gjorde han højt, og det gjorde han længe.    

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...