Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23017Visninger
AA

6. ---3---

NATHAN SARCONYS BOPÆL, SAN JOSE, CALIFORNIEN

     

Det første, Nathan Sarcony gjorde, efter at være trådt ind ad døren og hængt sin jakke på plads, var at sætte sig i sofaen af organiske polyesterfibre, flødelys i farven og så behageligt blød, blot sætte sig og læne sig tilbage og lukke øjnene. Hans led var trætte, på en måde, de ikke havde været dengang han var yngre, en ømtålelig træthed, dump men ikke skærende, de var blot trætte, også selvom han jævnligt dyrkede motion - men ikke hver dag - og jævnligt sørgede for at spise så sundt og naturligt, som muligt. Hans led var trætte, ømtålelige, og trætheden mindede ham for en kort stund om det, han ikke ville mindes om. Han sad tilbagelænet med øjnene lukket. Sad sådan længe. Så rettede hans fokus sig nedad, mod den hvidmetalliske smartPad, hans læber blev stramme, og han klikkede den af sin underarm.   

 

SmartPadden foldede sig ud, til en tynd, kvadratisk plade, der mindede ham om de tablets - særligt den mest populære af dem, den såkaldte iPad -, der eksisterede tilbage i hans barndom og det meste af hans ungdom, før japanerne - altid japanere, tænkte Nathan, det folkefærd er jo forud for alle andre - i midt-2020'erne eksperimenterede med en ny form for kommunikationsteknologi, ved at sammensmelte tablets med smartphones og derved skabe et helt nyt apparat - smartPadden - der var for stort til at bære rundt på i lommen, men stadigvæk lille nok til at have på kroppen.   

 

Tanken om, at dette teknologiske apparats forfædre var noget, der eksisterede i hans egen barndom, mindede ham, ligesom den dumpe træthed i hans led, om det, han ikke ville mindes om, mindede ham om de eoner af tid, der var gået, også selvom det ikke var mere end tredive år siden, han afsluttede Junior High som 15-årig, men den teknologiske udvikling, der gik alt for stærkt og som aldrig syntes at ville standse - fra smartphones og tablets og touchscreens i 2010'erne og halvdelen af 2020'erne, til holografiske skærme og smartPads og nanoteknologi i 2030'erne, alt sammen på blot et enkelt årti - fik det til at virke meget længere. Eoner af tid. De var gået, og de var gået hurtigt, alt for hurtigt, og han vidste, at i fremtiden, om tredive år, allerhøjest fyrre, ville eonerne, i hvert fald for hans eget vedkommende, ophøre, fordi det muligvis ville være på det tidspunkt, at døden ville gøre entré og tage ham bort fra denne jord. Den ømtålelige træthed i hans led og denne nu udfoldede smartPad mindede ham om ligepræcis dette.  

 

En ubehagelig tyngde fyldte ham i maven, da han lagde apparatet fra sig på sofabordets glasplade. En dæmpet miaven nåede ham fra venstre, flåede ham en kortvarig stund bort fra tankerne (kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom? spurgte Bonnie Silver, den unge universitetsstuderende med det sortblanke hår og den mælkeblege hud og den skotskternede sweatshirt med opsmøgede ærmer) og ind i den fysiske virkelighed, og han drejede hovedet imod lydkilden. Hans gråstribede huskat, som han navngav Felix, fordi Felix, i hans optik, altid havde været et navn, der passede bedre på katte end på mennesker, strøg imod ham med bløde, bølgende bevægelser, langs sofabunden, og måden, han gik på, bevægede sig med forsigtige skridt og løftet hale, ikke strittende, men blot hævet, var en måde, han altid bevægede sig på, når han var i humør til at blive kælet og ønskede opmærksomhed. Nathan kiggede blot på den, smilte ikke, kiggede blot, og så strakte han begge arme frem. Felix tillod ham, uden den mindste form for modstand, at blive løftet op til hans skød. Nathan kælede lidt, strøg hånden langs med de bløde, varme hår, hen til halen og op til spidsen og gentog bevægelsen, Felix kurrede, han aede videre, og så begyndte han at tale. 

 

"Det er uhyggeligt, er det ikke, Felix? Livet. Det er blot en ... vandring fra en slags ukendthed til en ny slags ukendthed. It scares the shit outta me." Felix svarede ikke med andet end dens kælne, dybe kurren, og den gned opmærksomhedshungrende siden af kroppen mod Nathans mave. Nathan placerede en hånd på dens ryg, fornemmede Felix' bløde livsvarme, og rettede sit blik ud i luften og mod væggen. "Jeg er ved at blive gammel. Forstår du det? Jeg er ved at nå mit livs sidste tidsalder, og jeg er ved at nå den alt for hurtig. Jeg mener ... Det er som om ... Mine led er begyndt at hade mig, og jeg er kun femogfyrre. Felix, når man bliver gammel, er man ikke længere noget værd. Man ender som en gigtramt krøbling, der langsomt mister kontrollen over sine kropsfunktioner. Man ... mister ganske enkelt den værdi, man har som ung."   

 

(Dr. Sarcony, kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom?)  

 

Han viftede blikket væk fra væggen, gled det panoramisk nedover stuen, i venstre retning, indtil han nåede kommoden med portrætbilleder og udstoppede glas i stuens anden ende, lige inden trappen, der vred sig op mod soveværelset. Det var skabslågerne over kommoden, der fangede hans blik. Noget trak i ham, noget, der befandt sig i en af disse skabshylder, det trak i ham, kaldte ham til sig, det fristede, og Nathan kiggede ned på Felix, der fortsat kurrede.  

 

"Og dig? Du er bare skide ligeglad, er du ikke, din dumme kat? Bare jeg kæler med dig og fylder din kattebakke og giver dig din mad, så er du godt tilfreds. Det er ikke fair." Han rystede på hovedet, strøg atter hånden henover ryggen på Felix, der ganske rigtig var ligeglad, for det eneste, den gad beskæftige sig med lige nu, var den behagelige opmærksomhed, dens ejer gav den, og så kunne alt andet rage den en hulens lang skid. "Det er overhovedet ikke fair."  

 

Nathans øjne gled atter opad, til skabslågerne. Det trak i ham, og det trak stærkere nu. Han blev siddende i et kort stykke tid, men så rejste han sig op, efterlod Felix på sofaen, og katten mjavede bag ham, men det var skabslågen, og det, der gemte sig bag lågen, som fyldte hans tanker. Han nåede kommoden. Greb skabslågen, åbnede den og dér stod den jo. Flasken. Flasken med den gulligbrune whisky, der kunne kvæle hans bekymringer og drukne alle hans tanker, drukne følelsen af den ømtålelige træthed i leddene og særligt drukne tomheden, der pludselig ramte ham og bed sig ind i brystkassen. Flasken. Han rakte frem imod den, langede sine hænder fat i toppen og knugede, og idet han fornemmede det kølige glas om sine svedlune håndflader, glimtede et sløret barndomsminde ind foran hans øjne.

 

Først så han sin mor, kræftskaldet, så hun var nødt til at være iført et tørklæde til at dække for sin ellers bare og hudglinsende isse. Hun sad på sofaen, hendes spinkle fingre - huden papiragtig og ubehageligt skrøbelig - strikkede tøjdukken, strikkepindene af metal klirrede, klirrede, klirrede, idet de klikkede imod hinanden, og herefter så han farmand, der stod i køkkenet, med en whisky-flaske svingende i hånden. Han råbte noget ud i luftens tomhed med sin plørede, fordrukne stemme, der trak sig underligt hæs, og whiskyen skvulpede, da flasken blev svunget. Igen så han mor, skaldet af kemoterapi, som sad på sofaen og strikkede tøjdukken. Hendes blå øjne, klattet af træthed, viftede en kort gang bort fra den endnu ikke færdiggjorte dukke i hendes skød, men istedet frem mod fladskærmen, der viste Braveheart, en af hendes yndlingsfilm og som hun bare ønskede at se denne ene gang, denne sidste gang, før det lykkedes svulsterne i hendes krop at æde hende indefra og dræbe hende. Nathan, som var 12 år gammel på det her tidspunkt, det var i 2017, sad ved siden af hende, koncentrerede sig mere om elskede mor, end han koncentrerede sig om Braveheart, selvom Braveheart ganske rigtigt var en fed film og Mel Gibson var en utrolig dygtig skuespiller. Mors tynde fingre blev pludseligt stive, stramme, (Hvorfor forlod du mig, din kælling? Hvorfor kæmpede du ikke imod kræften? Hvorfor forlod du mig? skreg farmand Sarcony hæst, idet han, med tåresvulmede kinder, vred sig omkring i køkkenet, og fortsat svang flasken, så whiskyen skvulpede imod flaskens indre glasvægge) og hendes ansigt blev sammenbidt. Hun stoppede med at strikke (Hvorfor fanden i helvedet forlod du mig?) og næsen rynkede sig smerteligt til. Venstre hånd gled gennem luften og ned til maven, og et svagt klynk af smerte peb fra hendes mund.  

 

Nathan blinkede sig tilbage i nutiden, bestirrede herefter længe sin egen whiskyflaske, fornemmede venstre hånd knuge alt for hårdt og alt for stramt imod glasset. Stemmen, der nu ekkoede sig i hans tanker, var ikke en, der tilhørte hans fortvivlede far, men derimod Bonnie Silver i konferencehallen.   

 

Kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom?   

 

Han fjernede sin hånd fra whisky-flasken, og lukkede skabslågen efter sig. Nej. Nej, i aften skulle han ikke drikke, i aften skulle han holde sig ædru, bevare sin fornuft, i aften skulle han bare ikke drikke, og han kørte hånden op til munden. Pressede. Blev stående foran skabslågen, og selvom det ikke var særlig længe, føltes det som evigheder.  

 

Dr. Sarcony, kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom?  

 

Han fjernede sig fra skabslågen, gik ikke tilbage til sofaen, men vandrede i stedet op ad den vridende trappe, op til badeværelset og soveværelset. Det var badeværelset, som lå til venstre, når man nåede op i toppen af trappen, han trådte ind i, og døren lukkede han efter sig. Han trådte hen til spejlet. Det skarpe lys fra loftet blegnede hans hud. Han kiggede på sig selv, kiggede længe, og det første, der faldt ham rigtig i øje, udover det grå hår, der for blot ti år siden ikke havde været gråt, men skinnende brunt, var synet af rynker, som var begyndt at fure sig til omkring hans øjne, i livsslappe poser, der ganske vist trådte tydeligere frem nu, fordi han var træt, men det ændrede ikke på, at de var der, selvom de ikke altid havde været det. Hans kinder havde flere rynker, det samme havde panden, huden furede sig til, var ved at miste den elasticitet, der gjorde den både glat og ungdommelig, og et dybt stik af fortvivlelse borede sig ind i hans mave. Tyve år. Der ville nok ikke gå mere end tyve år, før alle spor af ungdom definitivt var svundet hen - muligvis ville der ikke gå mere end ti, måske allerhøjest fem - og leddene, de ømtålelige led, de ville sikkert begynde at værke endnu mere, som årene skred sig frem. Igen så han sin mor, med tørklædet bundet omkring den skaldede isse.   Kræft. Godt nok havde mor ikke været mere end 37 år gammel, før kræften tog livet af hende, hvilket var en utrolig ung alder at dø i, men dette ændrede stadigvæk ikke på, at kræft var en af de sygdomme, hvis hyppighed steg i takt med alderen. Måske ville han blive ramt af en form for kræft, der var uhelbredelig, som ikke engang nanostore robotter ville kunne fikse, svulster, der sad så kritiske steder, at de ville have rig mulighed for at æde hans indre organer, og han ville intet kunne gøre, andet end sygne hen i en lidelsesfuld, langvarig dødsproces. Det var ikke af jord, man var kommet, eller til jord, man skulle blive. Man kom fra det ukendte, og når livet fuldendtes, var det atter det ukendte, man ville blive hentet af. Det ukendte. Det skyggede sig altid over ens liv, fra dagen man blev født og indtil man døde, skyggede, vogtede, ventede, og fortvivlelsen i Nathans mave borede sig dybere.   

 

Evig ungdom.  

 

Noget, alle mennesker måske i hemmelighed ønskede at opnå. Evig ungdommelighed, ikke blot ubegrænset levetid, men selve ungdommelighedens ynde. Den onde dronning i fortællingen om Snehvide, en tegnefilm, der havde rundet hundredårs-jubilæummet, og som stadig blev betragtet som både klassiker og mesterværk, dronningen, der nød sin ungdommelige skønhed, men som pludselig blev truet af en snehvid pige - Snehvide -, hvis skønhed overgik hendes egen, fordi hun var meget yngre, eller Tornerose, der var ung og smuk men som skulle sove i et århundrede, eller skønheden fra Skønheden og Udyret, der var en skønhed, fordi hun var ung, og ungdommen gjorde hendes krop både adræt og yndig, ungdommen, det var altid ungdommen. Sangere og sangerinder, der poserede på plakater og internetbilleder, eksotiske kropsformer og muskuløse brystkasser, ungdommeligheden, det var alt sammen ungdommeligheden, og når ens ungdommelighed ophørte, ville værdien forsvinde ssmmen med den. Sangere og sangerinder, der var populære i deres ungdom, blev forglemt og bortgemt i deres alderdom. Værdien lå i ungdommen, det havde den gjort længe, og når ungdommen ophørte, forsvandt ens værdi sammen med den.  

 

Kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom?  

 

Han betragtede sig selv. Øjnene svulmede bag de firkantede brilleglas, da idéen klarede op i hans sind.        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...