Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23507Visninger
AA

32. ---29---

Fyrregrenene smækkede og flænsede indover Drew og Emmas ansigt, og mørket, der forbipasserede dem, var et rent flimmer af sorthed. Det knitrede i grenene, og jorden under dem syntes næsten at eftergive sig. De hørte skridt bagved. Drew strammede fortsat sin venstre hånd om Emmas højre håndled, imens han med sin anden hånd fægtede gennem både buskbregner og sammenfiltrede grene, der hele tiden syntes at spære sig for dem, som om de ikke ønskede, at ham og Emma skulle slippe væk fra de sortklædte mænd. Drew var i et kortvarigt øjeblik overbevist om, at han drømte, at dette her var et mareridt, men den alt for levende sviden, der brændte sig på hans ansigt, hver gang de spidse fyrrenåle fejede henover huden, afkræftede denne forestilling om, at dette onde scenarium var en drøm. De nåede om en rødbrun træstamme, tyk, og Drew så et kort øjeblik den røde laserprik, der gled henover træets stamme, mod højre og mod dem, og svang sig uden tøven rundt om det. 

Et skud blev affyret. Barkstumper eksploderede bort fra siden af træet i en sortbrun sky, og de spidse genstande stak indover venstre side ad Emmas ansigt, så hun udstødte et hvin, men de fortsatte, de fortsatte, hev begge efter vejret, langs et buskads, der tætnede sig i mørke på deres venstre hånd, hen mod flere fyrretræer, der klumpede sig tættere sammen, og omgivet af bregnekrat. De havde løbet få skridt, da Emma mistede følelsen i sine ben, som om de, i bogstaveligste forstand var forsvundet, dampet væk, og tabte balancen. Hun snublede, hvinede atter kort og landede på maven. Drew mistede grebet om hendes hånd og vendte sig rundt. Det raslede i fyrregrenene, og træet, de havde passeret og som var blevet beskudt, lå bag det tætte krat, de akkurat var passeret igennem, alt for tydeligt i mørket, det knækkede højere af fyrregrene, som agenterne nærmede sig, og bag dem tætnede fyrretræerne sig sammen i tykke klumper, der sammenblandede sig med buskede bregner, og Emma bed tænderne sammen, hun lå på maven, og hendes hænder førte sig ned mod den bløde jord.

"Jeg kan ikke mærke mine ben, jeg kan ikke mærke dem, jeg kan ikke mærke mine ben!" Hun begyndte at hyperventilere, flere tårer, og stemmen var lysskinger. "Hjælp mig, please, hjælp mig, jeg kan ikke mærke mine ben!" Uden tøven kastede Drew sig forover, greb hendes arme og løftede hende op, så kjolen og en blottet sektion af venstre skinneben skrabede henover den tørre jord, der var bestrøet med visne fyrrenåle, han trak hende, om bag det næste træ, netop som han opdagede den ene af agenternes firskårne silhuet i aftenmørkets sorthed længere fremme. De nåede om bag træet, da Emma mistede grebet om ham, og på ny gled ned på maven, hvilket fik Drew til at miste balancen, og vælte bagover. De forsvandt begge ned i bregnerne, ramte mod en naturlig sti i bregnernes underskov, der skrånede sig nedad. Drew hørte Emmas hivende vejrtrækning, kort inden hun sagde "jeg har det ikke særlig godt," og han så hendes hånd, dér, dækket af et bregneblad, og uden tøven vred han sig rundt, langede fat i hånden, og begyndte at trække, samtidig med at han kravlede tilbage. Han trak hende, så hendes maveparti skrabede sig med over jorden, han trak og trak og trak, kravlede længere tilbage, ned ad den skrånende sektion, hvor jordvæggene hævede sig omkring dem, indtil bregnerne ikke længere var på deres sider, men en meter over dem, hvor de dannede et beskyttelsesdække af plante.

Emma vred sin hånd fri fra Drews greb. Hendes ansigt havde fortrukket sig, og nu var det ikke kun tårer, der fugtede sig henover huden, men også sved, hun var uhyggeligt bleg, og hun pressede håndfladerne ned mod jorden, armene dirrede, hun prøvede at løfte sig, men hun havde ikke hævet sin mave mange centimeter bort, før armene knækkede og fik hendes mave til at klaske tilbage på jorden. Skridt raslede nærmere. Drew skulede opad, en kort gang, hvor bregnernes savlende blade voksede sig sammen under en meter over dem, viftede herefter blikket tilbage på Emma. 

"Jeg ... har det virkelig ikke ... særlig godt."

Dette var det sidste, hun sagde. Hendes fingre borede sig ned i jorden, var stramme et kort øjeblik, indtil hendes øjne flimrede og en slaphed svømmede igennem hendes krop. Øjnene gik fra flimmer til permanent lukket. Hænderne blev slappe, og kinden pressede sig ned mod jorden.

"Emma?" Drew hviskede, og langede fat i hendes hånd, inden han begyndte at ruske, men han fik ingen reaktion. Det knirkede næsten lige over dem. Han snørede læberne sammen, kiggede atter op, inden han på ny betragtede Emma, der blot lå ubevægelig, og tårerne sved sig frem. Måske var hun død, måske var hun blevet slået ihjel og var død, men nej, han fornemmede en svag pulsen i baggrunden af varme på hendes venstre hånd, hun var ikke død, hjertet slog, og hun var ikke død. Han gjorde det eneste, han fandt rationelt, selvom det muligvis ikke var, og gav slip på hendes hånd, inden han kravlede frem og trak sin krop opover Emmas, så hun blev presset ned mod jorden og beskyttet af ham, og han lukkede øjnene stramt sammen, imens han desperat håbede, at bregnetaget over dem ville forsyne nok dække, så de ikke blev opdaget. 

*

Agent Samuel lod pistolen hvile langs højre hofte, nedadpegende, som han trådte indover bregnebuskadset, og forbi den nedadskrånende sti. Han hørte hæse, hviskende stemmer fra højre, efterfulgt af en knirken af bregner i bevægelse, stivnede og drejede hovedet mod lydkilden. En meter længere fremme, men til højre for Agent Samuel, stod der to identiske fyrretræer ved siden af hinanden, med mellemrummet udfyldt af fortætnende bregner. Han blev stående og bestirrede sig i fyrretræernes retning. Kiggede længe. Lyttede. Endnu en knirken af bregnebevægelse. Han vendte hovedet en anelse nedad, og strammede grebet om pistolen. Han løftede venstre hånd. Klikkede indover brillestellet. En grafisk fremvisning med en blå lokaliseringsplet - den plet, der udgjorde Emma - viste sig i venstre brilleglas, imens det højre brilleglas blev omstillet til infrarødt lys. Pletten tændte og slukkede og tændte og slukkede i hidsige intervaller, hvilket lokaliseringspletter altid gjorde, når man var tæt på målet, og han så de dybrøde silhuetter, han vidste ikke kunne være andet end kroppe gennem sit højre brilleglas, og de dybrøde silhuetter af infrarød varmestråling, dog med lyse, hvidskinnende områder enkelte steder, befandt sig foran ham, dybere i buskadset, akkurat mellem de to fyrretræer. Hans læber blev stramme. Det samme gjorde grebet om pistolskæftet. Agent Samuel skridtede fremad.

*

Hjertets hårde tæsken i brystet fik det til at dirre ubehageligt langs siden ad Drews hals, og han syntes også at fornemme en sort hjertesilhuet krampe sig for hans indre syn, trække sig sammen og svulme op, men var ikke sikker. Han skulede atter opad, blikket flakket, intet, og hjertets øredøvende brusen i mellemøret syntes at overdøve alle andre lyde, og det summede i hovedet, hvorfor det summede vidste han ikke, men det summede altså, og han kiggede tilbage på Emma. Hun var bevidstløs. Hun var ikke død, hun var bevidstløs, så meget var han klar over, men hvorfor var hun bevidstløs? Han så hende, i et kort glimt, idet hun skreg op, lige inden de nåede trådhegnet, hun skreg, nej, hun vrælede, og så faldt hun, og hun måtte være blevet ramt af noget, der ikke var et almindeligt projektil, men derimod en form for bedøvelse, og maven isnede dybt og grusomt, for man skød da ikke folk med bedøvelse, medmindre man havde tænkt sig at bortføre dem.

Vær venlig at følge med os.

Det var det, manden i sort havde sagt. Vær venlig at følge med. Og da hun ikke fulgte med, fordi han greb hendes hånd og flygtede med hende, over græsset og mod skoven - hvilket var dumt, for de skulle jo være flygtet ind i skolen, det sted kendte de begge ud og ind, fremfor en skov, der var beskyttet af staten og som det var forbudt at opholde sig i og som ingen af dem havde set indefra, men kun udefra -, havde de istedet skudt hende med noget bedøvende, og derefter var de blevet beskudt med noget, Drew var sikker på ikke var bedøvelse, men ægte ammunition.

Han havde rodet sig ud i noget, der kunne koste ham livet, det her ville slå ham ihjel, åh, hvorfor var han dog ikke blevet sammen med Allison og Emily og Alvarez, fremfor at prøve at redde Emma, hvorfor var han dog ikke blevet der, hvorfor, åh hvorfor, åh hvorfor, og det blev vådt og brændende, som tårerne smeltede sig op i hans øjne, og han bed tænderne sammen, næsten blev stram, og han ville have grædt, hvis ikke det var fordi, at et koldt pistolløb i samme øjeblik trykkede sig ind mod baghovedet, og fik alle hans kropsmuskler til at stivne fast. 

"Fjern dig fra hende." Agent Samuels dybe stemme var alt for rolig. Drew fjernede sig ikke. Øjnene svulmede, tårerne kløede endnu mere, og han havde det som om, at usynlige fingre gravede sig gennem luftrøret og ned til lungerne. Agent Samuel pressede pistolløbet hårdere mod Drews baghoved. "Fjern dig fra hende." 

Drew adlød, rettede sig op, pistolen fulgte hans bevægelser og fjernede sig ikke fra baghovedet, Drew rettede sig op, indtil han sad oprejst og lodret. Han løftede hænderne i overgivelse. Det gik op for ham, at han skælvede. Agent Samuel skrånede pistolen en anelse. "Væk fra hende." 

Drew snappede efter vejret, og kravlede ud til siden, væk fra Emmas krop, trak sig sidelæns på sine knæ, indtil han nåede jordvæggen. Pistolen forblev sigtende imod ham i få øjeblikke mere, inden Agent Samuel rettede fokus tilbage på Emma. Pistolen sænkede han. Drew lukkede øjnene stramt til, og pressede læberne smalle, og det skælvede og krampede i mundpartiet, imens gråden svulmede op mod tungen. Energien drænede sig fra hans kropsmuskler, og gjorde dem hule og sælsomt substansløse. Han klemte hænderne mod jordvæggen. 

Agent Samuel førte pistolen tilbage i inderlommen, greb Emmas flanker, og vred hende om på ryggen. Munden, der ellers blev trukket skæv, i lukket tilstand, af den kind, som pressede imod jorden, delte sig, og hendes hoved trillede over i højre side, rettede sig mod Drew, og hun forblev slap. 

Agent Samuel delte munden og snakkede, men ikke til Drew. "Subjektet er hermed i min varetægt." 

Drew åbnede øjnene, blinkede, for at fjerne det vridende slør af fugtige tårer, og så fik han øje på stenen. Den grå sten, der stak en anelse ud fra jordvæggen. Sveden klistrede sig koldt frem fra hans pande, og begyndte at slime nedover huden. Han skulede mod Agent Samuel, hvis hænder gled opover Emmas armhule. Hendes overkrop blev løftet, så hovedet slapt lagde sig bagover. Drews øjne viftede tilbage på stenen, der tittede frem fra jordvæggens dybbrune foran ham, og uden han egentlig helt tænkte over de givne handlinger, han foretog sig, lod han sin venstre hånd glide ned og omslutte stenen. Han rykkede. Stenen eftergav sig, den sad løs, og han kiggede tilbage mod Agent Samuel, der nu havde grebet fat om Emmas kinder, for derefter at skubbe hendes hoved først til den ene side, og derefter den anden, han så ud til at inspicere hende, tjekke efter skrammer eller skader, og Drew rykkede atter, stenen eftergav sig noget mere, blev herefter løsnet, og han strammede grebet. Og netop som Agent Samuel gav slip på Emmas ansigt, spjættede Drew sig frem, næppe en halv meter, fastholdte stenen i et knugende greb og smækkede den så hårdt, han overhovedet kunne, indover Samuels venstre tinding. Samuel gav sig i et hurtigt spjæt. Han blev siddende oprejst i få sekunder. Så stønnede han og væltede om til højre, ind i den modsatte jordvæg, som befandt sig overfor Drew, hvor han blev fastholdt i en skrå stilling, halvvejs siddende og halvvejs liggende. Drew blinkede, forstod ikke rigtig, hvad der lige var sket, chok tågede sig omkring hans hjerne og sløjfede tankerne, gjorde det hele til en udefinerbar suppe af sløret intethed, og han blev siddende med det skælvende, men fast knugende, greb om stenen, imens hans øjne drev mellem den ubevægelige Agent Samuel og den ligeså ubevægelige Emma, der nu lå på ryggen og ikke på maven. Sådan sad han længe. Så hørte han de øvrige agenters skridt knase nærmere et sted fra oven, på den anden side ad det sammenfiltrede tag af savlende bregner, og dette syntes at vække ham tilbage til virkelighedens verden. Øjeblikkeligt smed han stenen fra sig, inden han spjættede sig frem, greb fat under Emmas armhule og løftede hendes overkrop op fra jorden. Agent Samuel fremgav endnu et støn. Han var ved at vågne. Drew stivnede. Flere skridt, de kom lige over ham, og han kiggede fremefter, mod stien, der fortsat skrånede nedad, indtil den syntes at forsvinde ud i en bregnefri lysning, og Drew vidste, at han ikke kunne blive her, for hvis han blev fundet af de andre mænd, eller hvis manden, han lige havde slået ud, vågnede, så var han død og det var der ikke den mindste tvivl om, han var død, og endnu et støn, dette højere og tydeligere end det andet, fremlød fra Agent Samuel. Drew tøvede ikke. Handlede kun. 

Han gav slip på Emma, så hendes ryg dumpede tilbage mod jorden, inden han, foroverbøjet, kravlede om på hendes anden side, om forbi hendes hoved. Han vred sig rundt, der var trængt med plads, så det var besværligt, men det lykkedes, blikket viftede på ny frem, kort stilhed, og herefter flere skridt, der knasede stadigt højere og nærmere, og han løftede Emma op i armhulene, inden han vred hende rundt, så hun lå på siden, og hverken på ryggen eller maven, han vred hende rundt, imens han kravlede tilbage, det knitrede af stof, larmede alt for meget, og pulsen blev hidsigere, imens energien drænede sig hurtigere bort fra hans krop. En osteklokke af uvirkelighed kuplede sig omkring ham, så det begyndte at prikke koldt og dødt nedover hans hud, men han vred Emma atter engang, imens han kravlede tilbage, bregnetaget syntes at blive højere og højere og højere, han kravlede tilbage, og nåede ud i lysningen, hvor den naturlige skråning fladede sig ud. Over ham, for toppen af forhøjningen, hvilket dannede en klippe på godt halvanden meter, strakte fyrretræerne sig højt og majestætisk. Han kunne se rodnettet filtre sig sammen og bue ud fra jorden på hans venstre hånd. Han trak sig omkring hjørnet, indtil han befandt sig foran rodnettet i træets bund, og knælede sig op, inden han på ny løftede Emmas overkrop, hun var tungere, end han regnede med, men det var adrenalinen, der gjorde ham i stand til dette, han løftede hendes overkrop, og trak hende opover sine skuldre, inden han forsigtigt krøb sig frem, og kiggede omkring kanten af den sti, han lige var flygtet fra. Han så dem. Agenterne. De havde samlet sig det sted, hvor Agent Samuel stadig lå ubevægelig, og Drew var hurtig til at spjætte sig tilbage, og istedet kigge fremefter, dybere ind i skoven, og han så lys et sted forude, imellem flere nedhængende fyrregrene, lys, der lignede huse, og uden tøven rejste han sig op, også selvom Emmas krop var tung og hendes tyngde pressede ham nerd på skuldrene, han rejste sig og kastede sig derefter fremad i løb. Vejrtrækningen var hivende. Det kildrede imod nakken, og han var overbevist om, at han stadig blev forfulgt.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...