Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23034Visninger
AA

31. ---28---

Emma søgte tilbage på badeværelset, hen foran spejlet, og hendes læber vred sig stramme for den stadig mere kvælende klump, der svulmede i hendes hals. Hun ignorerede Drews tilråb, hørte dem næppe, og betragtede atter sig selv, og de vridende fugtslanger, der voksede stadig kraftigere, svulmede op i øjnenes underkanter. En dyb indånding. Hun tændte vandhanen ved atter at vifte hånden henover den bevægelsesfølsomme sensor, den varme stråle hvislede ud, og hun samlede hænderne til en skål, så de fyldtes med vand, inden hun klaskede vandet videre op i ansigtet, for at dæmpe den ophovnede fornemmelse, der begyndte at svide sig omkring de grædende øjne. Drew skubbede døren op ved siden af hende, idet hun sænkede hænderne og atter førte dem under vandstrålen. Hendes tænder var bidt sammen. 

"Emma, jeg, øh, jeg vil bare gerne .,, !"

Han nåede ikke at sige mere, før Emma afbrød ham, med en fugttung stemme, der skælvede på en måde, Drew på ingen måde brød sig om. "Alle fyre er nogen pikhoveder!"

Dette svar var et svar, der overrumplede Drew, og han måtte stå og blinke, i langvarige øjeblikke, imens Emma klaskede det næste vand henover sit ansigt, for derefter på ny at betragte sit spejlbillede. "Hvad mener du med alle fyre? Jeg er da ikke et pikhoved. Jeg mener, jeg redde dig da fra den skid."

Dette fik hende til at spjætte hovedet imod ham, og nu var det ikke længere vridende fugtspejle i underkanterne, som karikerede øjnene, men istedet den saltrøde baggrund, der slørede sig gennem den del af hendes hornhinder, der normalt burde være hvide, men ikke længere var det. "Ja, det er meget muligt, men jeg vil vædde med, at den eneste grund til, at du reddede mig, var så du selv havde en mulighed for at komme i mine bukser. So yeah, all guys are dicks." Hun vendte sig tilbage mod spejlet. "Alt er ødelagt. Alt er fucking ødelagt, og jeg skulle aldrig være taget fucking afsted." Med de ord vred hun sig bort fra vandhanen, mod udgangen, og dermed også imod Drew, som ikke anede, hvordan han skulle reagere, og Drew klemte blot ryggen imod døren og skubbede sig en anelse tilbage, for at gøre plads for Emma. Hun strøg forbi ham, uden overhovedet at glanse hans tilstedeværelse, som om han ikke var andet end luft, vandrede blot forbi og ned ad gangen og mod glasdøren, der befandt sig nede for enden mod venstre. 

Drew blev kortvarigt stående, og stirrede chokeret efter hende. Ikke et tak. Ikke nogen som helst former for anerkendelse. Intet. Emma var ligeglad, fuldstændig ligeglad, det hele havde været en fiasko, til ingen nytte, han havde ydmyget sig selv mere, end han havde gjort, da han faldt på baseballbanen, og en underlig følelse af forræderi begyndte at skære i hjertekødet, og denne skærende følte fulgtes af et ligeså bidende raseri, som han ikke var helt klar over, præcis hvor kom fra. Han fjernede sig fra døren, og vandrede hastigt efter Emma. Døren smældede i efter ham. 

*

Emma skubbede glasdøren op, betrådte den røde løber, havde gået fem skridt, og var knap tre meter fra flagstangen, da hun løftede venstre arm, så den gennemsigtige smartPad blev tydeliggjort, og gjorde klar til at ringe hjem, så hendes mor kunne komme og hente hende. Hun så ikke den sorttonede BMW, der næsten syntes at gå i et med natten, som holdte fire meter til venstre for enden af den røde løber, i siden af vejen og tæt mod kantstenen. Glasdøren åbnede bag hende. Drew trådte ud, med hurtigere skridt, og han løftede stemmen. "Emma, vent lige! Emma!" Emma ignorerede ham, så han skridtede stadig hurtigere, indtil han næsten var oppe ved siden af hende. Han langede fat i hendes højre skulder, og svang hende rundt imod sig. Emma stivnede. Han gav slip. "Du kunne i det mindste have sagt tak."

"Tak? For hvad? Fordi du reddede mig? Ved du hvad, jeg vil ikke sige tak til nogen som helst fyr, der tror, han kan komme ind og redde dagen, med dén tro, at han bare kan komme i bukserne på mig."

Selvom hun havde ret - hvilket et eller andet sted gjorde Drew bange -, protesterede han alligevel stædigt. "Hvad snakker du om? Jeg gjorde det sgu da ikke for at ... !"

"Jo du gjorde, så lad være med at lyve, for jeg hader fyre, der lyver for mig!" 

Drews læber blev stramme. Emma fortsatte. Øjnene var stadigvæk kun alt for røde, men tårerne havde ikke afstødt sig nedover kinderne. "Jeg har set, hvordan det er, du konstant overbeglor mig. Jeg lægger mærke til sådan nogen ting, jeg gør? Du har bare overbegloet mig fucking hele tiden, og jeg ved også godt, at det er derfor, du faldt på den baseballbane. Du har gloet på mig stort set hele det her skoleår, og ved du hvad? Jeg er godt træt af det. Gør dig selv den tjeneste, at lade mig være i fred, for du har ikke brug for en pige som mig, og jeg har for helvede heller ikke brug for en fyr som dig. Lad mig være i fred. Skrid tilbage til den åndssvage lortefest og lad mig være i fucking fred!" 

Hverken hende eller Drew så, hvordan dørene på den natsorte BMW, der næsten var camoufleret i mørket, åbnede sig op. Den første agent, der steg ud i højre passagerside, var Agent Bruce. Han blev fulgt af Agent Samuel, der næsten forsvandt i nattemørket. Emma vendte fokus tilbage mod SmartPadden, drejede ryggen mod Drew og begyndte atter at vandre frem. Drew blev stående lidt. Så hævede han stemmen, og sagde en sætning, han fortrød, straks som den havde forladt hans læber. "Du behøver altså ikke at være sådan en kælling, du gør ikke?"

Dette fik Emma til at standse op, Hendes ryg blev stiv. Hun blev stående, med ryggen til ham, i en lang og ulidelig tavshed. Så vendte hun sig om imod ham. Hendes øjne havde svulmet sig store. Blikket fik kulden til at spænde sig udover Drews underarme. Bag hende vandrede de fire agenter frem - Agent Bruce og Agent Samuel forrest, og Agent Will og Agent Jake, der dannede bagtrup - og kom nærmere. Dørene gled automatisk i efter dem, og frembragte ingen lyd. Drew og Emma havde stadigvæk ikke lagt mærke til dem. 

"Hvad sagde du lige?" Emmas stemme blev hæs. Hun vendte resten af sin krop imod ham. Han stod nu to meter fra hende. "Hvad fanden sagde du lige?"

Drew sank en klump. Han havde dummet sig, og han havde dummet sig meget, og det vidste han. Emma trådte et skridt nærmere.

"Du skal skride, og du skal skride lige nu. Du skal skride nu, for ellers lover jeg dig for, at du kommer til at fucking fortryde det, du lige sagde til mig. Du skal ... !"

"Emma Sarcony?" 

Agent Samuels dybe basstemme afbrød hende. Hun rynkede brynene sammen og kiggede sig over skulderen. Agenterne stod lige bag hende, næppe to meter bag hende. Agent Samuel var den forreste. Da Drew så dem, og særligt så deres alt for ens påklædning og deres ligeså ens solbriller, begyndte en gnavende paranoia at fremvokse sig i hans tarme. Emma sagde ikke noget. Kiggede blot. 

Agent Samuel delte læberne, og fortsatte. "Jeg vil gerne bede dig om at følge med os, tak."

"Hvem," Emma rystede svagt på hovedet, "hvem ... hvem pokker er I?"

"It doesn't matter. Jeg vil bare gerne bede dig om at følge med os."

Drew så det før Emma gjorde. Manden bag Agent Samuel, ham den blege med den kronragede isse, trak sin hånd ind under reverset. Selvom han gjorde det diskret, kunne Drew stadigvæk se det, og han brød sig på ingen måde om det. Der gik et øjeblik, før et alt for velkendt skæfte gled sig frem. Han vendte blikket tilbage mod Emma, som stadig kiggede sig over skulderen, mod agenterne og væk fra ham. "Emma?" 

Hun kiggede hen imod ham. To meter bag hende, trak Agent Bruce skæftet frem, og en smal, strømlinet pistol, glinsende af zinkmetal, blev tydeliggjort. "Han har en pistol. Han har en pistol. Han har en fucking pistol!" Før Emma nåede at kigge sig tilbage, for at se, hvad pokker Drew dog mente med, at en af dem skulle være iført pistol, greb Drew hårdt fast i hendes hånd, inden han vendte sig rundt og kastede sig i løb. Emmas øjne svulmede i overraskelse, og hun undslap et hvin, var nær snublet, men Drew strammede sit håndgreb imens han satte farten op, ikke mod døren, men skråt over græsset, ned mod hegnet til den beskyttede fyrretræsplantage bag flagstangen. 

Agent Samuel gjorde et enkelt nik. Agent Bruce trådte op ved siden af ham, med fokus rettet mod de to teenagere, og fremstrakte armen med pistolen, der atter glimtede i skæret fra det levende, vridende fakkellys. Emma og Drew var næsten ved flagstangen. Agent Bruce pressede tommelfingeren ind mod den trykfølsomme kant af pistolskæftet, en svag, elektrisk hvinen, højfrekvent og knap hørbar, fremlød sig, efterfulgt af en hvislen, da noget blev skudt afsted.

Drew trak Emma forbi flagstangen, så sig ikke tilbage, og de var ikke mere end to meter fra hegnet, da et ryk spjættede sig igennem Emmas krop, inden et alt for skærende hvin, som et hvin af smerte, vrælede bort fra hende, og fik det til at skære igennem Drews venstre øregang. Hun mistede balancen, snublede forover, landede på knæene og videre på håndfladerne. 

Agenterne begyndte, alle som én, at bevæge sig fremad. Agent Bruce sænkede pistolen. Agent Samuel trådte, som den første, bort fra den røde løber og ind på græsset, og hans hånd svandt bort i inderlommen. Det var den sortglinsende Glock, han derefter fremdrog. Skridtene blev hurtigere. 

Drews læber vred sig sammen. "Emma, for fanden, løb!" Hans hånd strammede sig hård og tæt omkring hendes arm, hun klynkede smertefuldt mellem sammenbidte tænder, men formåede alligevel at kæmpe sig op. Drew kiggede sig tilbage, så, at agenterne var kommet tættere, de var næsten ved flagstangen, tre meter borte, deres skridt blev hurtigere, og han hev Emma med sig, idet han kastede sig frem, hen til hegnet. "Op, op, op, op!

Emmas fingre gled ind mellem hegnets trådnet, hun strammede dem sammen, og Drew placerede en hånd på hendes bagparti, imens han selv greb hånden ind i trådene. "OP!" 

Agent Samuel passerede forbi flagstangen, stadig som den forreste, og han løftede pistolen i strakt arm. 

"Det gør fucking ondt!" klynkede Emma, hendes ansigt fortrak sig, men alligevel kæmpede hun sig op ad hegnet. Et skud. Drew skreg op. Gnister eksploderede bort fra hegnet få centimeter over hans fingre, han mærkede varmen, og pulsen tæskede så voldsomt mod inderbrystet, at han frygtede, at hjertet ville hoppe ud, men han kravlede videre, og han hjalp Emma med sig, en meter, to meter, var næsten ved toppen, da Agent Samuel nåede hegnet og langede hårdt fast i Emmas ankel, for derefter at knuge og rykke nedad. Emmas fingre klemte sig hårdt og tæt om trådhegnet, hun lagde hovedet tilbage, og hun vrælede. Agent Samuels læber blev stramme, alt for lige, han rykkede igen, endnu kraftigere, rykkede, indtil Drew smækkede foden nedover hans håndled. Han flåede omgående grebet væk. Drew langede fat i den vandrette metalstang, glat men stadig lun efter dagens solstråling, som udgjorde toppen af trådhegnet, og hev sig op, og han kiggede mod Emma, så tårerne, der vred sig i lange, våde strømme nedover hendes opsvulmede kinder, endnu et klynk, og Samuel bakkede en meter tilbage og løftede pistolen, og en rød prik, som det få øjeblikke senere gik op for Drew var et lasersigte, belyste sig henover hans arm. Han skreg op, greb i Emmas armhule og løftede hende, så hun næsten havde mistet grebet, og hans råb blandede sig med hendes skrig. De andre agenter nåede op bag Samuel. Det lykkedes Emma at kæmpe sig op til toppen af metalstangen. Agent Samuel blev stående, med begge hænder om pistolen, sigtende opad mod dem, indtil det gik op for ham, at det var risikabelt at skyde, fordi han kunne ramme Emma, og sænkede derfor pistolen. Drew svang sit ene ben over metalhegnet, og hen på den modsatte side, der vendte ind mod fyrreskoven. Emma var i hælene på ham, hendes arme skælvede, og Agent Samuel stak pistolen tilbage i inderlommen, vendte fokus mod hegnet, og løb og hoppede. Hegnet eftergav sig i en bølgevis bevægelse for hans vægt, en svag klingren af metal, han løftede hovedet og så begyndte han at kravle. Emma fik svunget sin krop over metalhegnet, men så mistede hun grebet, og hun skreg, da hun faldt, og Drew, der stadigvæk knugede sit greb om hendes håndled, fordi han havde hjulpet hende over hegnet, skreg sammen med hende, mistede sit eget greb og faldt ligeledes. Emma landede med ryggen i det knitrende buskads under dem. Han landede oven på Emma. Agent Samuel nåede toppen af hegnet.

Drew rullede sig rundt, Emma hev efter vejret, hendes kinder glinsede, da et lysskær ramte sig henover ansigtet, hegnet eftergav sig atter, endnu en klirren, og de tre andre agenter begyndte ligeledes at kravle op. Drew rejste sig, greb fat i Emma, og trak hende løbende med sig. Hun vred sig rundt, blev først trukket en meter frem på sine knæ, men formået alligevel at få sig kæmpet op. De forsvandt gennem de lavthængende fyrregrene, der filtrede sig tæt sammen, og blev slugt af skovens natsorte bagved. Agent Samuel gav slip på hegnet, sprang det sidste stykke, og landede i krumspring, inden han rettede sig op, i en hurtig bevægelse drog pistolen ud fra inderlommen og begav sig efter de to panisk flygtende teenagere. De andre agenter var få meter i hælene på ham.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...