Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23204Visninger
AA

30. ---27---

Toilettet brusede, da der blev trukket ud, og den brusende lyd gled over i en hæs hvæsen, idet Emma forlod toiletbåsen, skridtede henover det blege gulv, mod vasken, og ballerinaskoene klappede mod gulvets hårde overflade. Hun viftede hånden henover vandhanens sensor, strålen skød sig ud og hun fugtiggjorde hænderne. Imens den vridende vandstråle hvæsede vådt og lunt ned mellem hendes fingre, fæstnede hun sine mandelformede, brune øjne på refleksionen af sig selv, der stirrede tilbage gennem spejlets glasflade. En kvælen i struberegionen fik hendes mund til at strege sig sammen. Det prikkede både dødt og koldt ud i hornhinderne, som mikroskopiske nåle bag øjets bløde gelémasse. 

"Ikke græde, Emma," sagde hun for sig selv, med en dæmpet stemme, og hendes hænder gned sig kraftigere mod hinanden under vandstrålen. "Ikke græde." En dyb indånding, efterfulgt af et langtrukkent pust. "Ikke græde. Ikke græde, Emma. Ikke græde." Strålen standsede. Hun blev stående og betragtede sig selv i nogle øjeblikke mere, og så nikkede hun og vred sig rundt, mod døren. Hun havde ikke brugt sæbe, hvilket hendes mor altid havde sagt, at hun skulle, men hun havde også kun tisset, og ikke mere, så sæbe var vel ikke nødvendigt. Den kolde nålestikken i øjnene prikkede dybere, så hendes lange, sortmaskerede øjenvipper flimrede i hurtige, rækkevise blink. Hun åbnede døren, trådte ud på den langstrakte, ensomme gang og stivnede. Phillip stod der, lænet op ad væggen, lige under de små vinduesrækker, der strakte sig langs loftslisten. Han stod der, og hans arme var alt for selvsikkert krydset foran brystet. Det vred sig atter sammen i hendes strube, så hun på ny måtte smalle læberne til en streg. 

Kort tavshed.

Philips læber krængede sig tilbage i et sleskt, lystent tandsmil, men han sagde ikke noget. Emma gav slip på døren, og trådte et skridt frem, var ikke et sekund i tvivl om, at hendes øjne stak så utåleligt, fordi de var blevet fugtede af tårer, men lige nu var det et faktum, som hun var ligeglad med. 

"Skrid med dig." 

Hendes stemme var stram, men en bagvedliggende skælven bevirkede, at stemmens stramhed ikke havde den ønskede effekt, som hun ellers havde tilsigtet. Philip rettede sig, stadig smilende, op fra væggen. 

"Hvorfor skulle jeg dog skride? Vi dater jo." Et skridt frem. Emma blev stående, og hun trykkede fingrene sammen til dirrende knytnæve på begge sider ad hoften. 

"Nej. Nej, det gør vi ikke, og det ved du også godt." Hun hev efter vejret, for at vedblive kontrollen over sig selv. "Vi dater ikke en skid. Jeg gik kun med til det her, så du ville lade mig være. Det var det eneste, vi aftalte." 

"Du husker vist dårligt, tror jeg." Philip fortsatte det ulækre, sleske smil, som han trådte et skridt nærmere, og Emmas krop blev ligeså stram som hendes stemme. "Aftalen var, at vi to fulgtes ad til den her fest ... som dates. Du er min date, Emma, og man er kun en date, hvis man dater nogen, og den, du lige nu dater, er tilfældigvis mig."

"Skrid fucking med dig, sagde jeg!" Emmas stemme dæmpede sig, og hendes vejrtrækning blev til et hik. Hun bed tænderne sammen. Philip skred ikke, fortsatte blot, endnu et skridt nærmere. 

"Uha, nu bliver lille miss Sarcony vist hård i munden, hva'? Det synes jeg egentlig ikke klær en så køn pige som dig." 

"Hvis du træder tættere på mig, Philip ... hvis du træder tættere på mig, løber jeg ind på toilettet og tilkalder politiet."

Philip stoppede op. Han var en meter fra hende. Han virkede overrumplet et kort øjeblik, smilet var fastfrosset, men så smeltede det atter ud i kinderne. "Søde Emma, hvis du løber ud på toilettet, så løber jeg da bare ud efter dig. Toiletter plejer også at være gode steder at knalde, så det ville ikke gøre mig noget." 

Emmas næver blev hårdere, og knoerne rødmede, imens fingrene blev hvidblege. Philip trådte nærmere, en halv meter, og Emma kunne alt for tydeligt lugte hans næsesvidende parfume, alt for maskulin, og det bragte hendes minder mod far. "Søde Emma," fortsatte Philip, endnu et skridt, "du behøver ikke at være så ... så anspændt. Jeg gør dig jo ikke noget, du ikke selv gør dig fortjent til." Han standsede foran hende, og gled sine hænder op til hendes flanker, og trykkede. 

Emma spjættede og vred sig tilbage, og hendes stemme snerrede sammenbidt. "Få dine fucking hænder af mig!"

Philip løftede brynene og formede munden til et truttende O. "Åh. Nu er du kostbar igen. Det tror jeg faktisk tænder mig."

"Jeg ved godt, hvorfor du er sådan der, dit klamme svin," svarede Emma sammenbidt, stemmen skælvede lyst. "Du er sådan der, fordi du ikke kan få din klamme pik op at stå." Denne bemærkning fik en forstivnelse til at spjætte igennem Philips krop, og hans øjne voksede, men Emma vedblev. "Det er derfor, du behandler piger som trofæer, der skal vindes, fordi du bare er en klam taber med mindreværdskomplekser om din ligeså klamme lortepik!"

Philip Rhineson blev stående foran hende i få sekunder. Så kastede han sig frem, så hurtigt, at Emma knap nåede at opfange, hvad der egentlig foregik, før hans hænder havde lukket sig sammen om hendes strube og hun blev kastet ind i væggen ved siden af sig. Hendes øjne svulmede og hun gispede, klarlyst, efter vejret. Philip Rhinesons halssener trak sig frem i ophidselse, da han blottede tænderne og hvæsede ad hende. "Don't you ever say that!" Emma sank en klump, og hev atter efter vejret, lyst og hurtigt, og kroppen skælvede. Hendes øjne blev blanke. Philip lænede sig længere forover, så hun kunne lugte hans ånde. "Du er lidt af en hård banan, men det gør mig ikke noget, for jeg skal nok få blødgjort dig alligevel." Og han smældede læberne mod hendes, smældede, og sugede, og Emma prøvede at stritte imod, men han klemte blot sit greb om halsen, så vejrtrækningen blev besværliggjort, og læberne ploppede fra hendes, så en spytstreng slyngede sig i mundens kølvand, og han vendte sig istedet mod kinden, og fortsatte med at kysse, dybt, sugende.

"Lad hende være!" Drews stemme fra højre, var spinkel og svag, men ikke desto mindre tydeligt nok til, at Philip hørte det. Han fjernede sit ansigt fra Emma, hvis øjne var blevet stramt lukkede og hvis vejtrækning var blevet til alt for lyse hiv. Drew stod nogle få meter fra ham, med hænderne ned langs siden, og et ansigt, der prøvede at udstråle selvtillid, men det tøvende blik gjorde forsøget forgæves. Philip kiggede på ham, i en lang tavshed, og så smilte han, og smilet blev kort efter til en svag, hæs kluklatter, ligeså kort, og så talte han.

"Hvad vil du gøre ved det, hvis jeg nægter? Baseballklovn?" 

Drew pressede læberne sammen, viftede blikket mellem Emma og Philip, hjertet pulsede og tæskede ulideligt, og den synkende mave blev tungere. "Øhm. Øh."

"Øhm, øhm ... øhm, hvad?" vedblev Philip hånligt. "Hvis jeg ikke giver slip på hende, så hvad? Kommer du så og smadrer mig? For det vil jeg gerne se dig prøve på." 

Drew havde det som om, at en usynlig væren sugede hans livsenergi bort. Hans øjne viftede konstant mellem Philip og Emma og tilbage til Philip, og Philip havde ret, han kunne jo intet gøre, for Philip var stærkere, og det var dømt til frugtesløshed. Som hvis Philip var i stand til at aflæse Drews tanker, nikkede han. "Det tænkte jeg nok, din lille skid. Så, medmindre du har lyst til at få pulveriseret dine fucking tænder til noget, der ligner mel, bør du nok hellere fucke tilbage til festen."

Drew blev stående et øjeblik mere, indtil truslen om at miste sine tænder, blev for overvældende, og han endte med at vende sig om og vandre tilbage, imens han fornemmede tårerne svide og presse i det bagerste af ansigtet, næsten brænde, for han var en fiasko, han havde udnyttet Allison og ydmyget sig selv endnu en gang, og ydmygelsen prikkede atter ud i hans kinder med dens skamfyldte varme, han havde ydmyget sig selv, han havde for pokker da ydmyget sig selv, og maven begyndte at gnave og gnaske, og da var det han hørte det. Emmas sammenbidte klynk, idet Philip Rhineson sagde "nå, hvor var vi?", og han standsede efter tre skridt, og så sig tilbage, lige tids nok til at se, hvordan Philip atter alt for skamløst gled sine kyssende læber henover den modstridende, paniske Emmas ansigt. Nej. Nej, det skulle være løgn, her havde han brugt så lang tid på at få det her bragt på plads, og så gav han bare op på grund af en skide trussel, det skulle være en løgn, en forpulet løgn, og han snurrede omgående rundt og vandrede mod Philip, der ikke syntes at lægge mærke til andet end Emma, han vandrede, skridtene blev hurtigere, kraftigere, han vandrede, indtil han nåede op på siden af Philip. Så løftede han foden og svang den op under hans skridt.

Philip vrælede skingert, det forekom næsten Drew at lyde som en 6-årig pige, der skreg op, Philip vrælede, og spjættede sin overkrop forover, inden han vaklede to skridt tilbage. Savl slimede sig nedover hagen. Emma blev stående, klemt op mod væggen. 

"Motherfucker. MotherFUCKER!" Philip vendte sig rundt, skar ansigtet i en tandblottet, dyrisk grimasse, og for sent erkendte Drew, at han burde være stukket af, efter at han havde sparket ham. Philip skreg ikke, nu hvæsede han, og trods sparket, der var blevet plantet i hans klunker, formåede han alligevel at springe frem. Drews øjne blev store. Han nåede ikke at vende sig rundt. Philips fingre klemte sig hårdt og krøllende omkring flankerne af Drews jakkesæt, og Drew mistede balancen og væltede om på ryggen, men fik taget fra med hænderne, så det var skulderpartiet, og ikke baghovedet, der smækkede ned på gulvets blanke, hårde linoleum. Drew fik dog ikke tid til at sunde sig. Philip trak sin krop over hans, knyttede næven, og begyndte at smække den ned i Drews maveparti, så tarmene sank bort i et smertefuldt, sort hul, og luften blev pustet bort fra kroppen.

"DIT RØVHUL! DIT SKIDE RØVHUL! DIT SKIDE FUCKING RØVHUL!" vrælede Philip, smækkede sin knyttede næve ned i Drews mave, sidenhen brystet, Drew spjættede, Philip slog ham igen, og da var det, at Emma trådte frem og sparkede ham. Ikke i skridtet. Men i ansigtet. Hendes højre fodspids slyngede sig hurtigt og voldsomt op gennem den frie luft, videre op i Philips mundparti og ind i tænderne. Philips hoved spjættede. Han eftergav et højlydt støn, trillede bort fra Drew og landede med højre side ned mod gulvet. Hånden dækkede han op for munden. Drew krøllede sig sammen, med hænderne for maven, hev efter luft og kæmpede samtidig for ikke at kaste op.

Tårerne havde samlet sig til de vridende fugtslanger langs underkanterne i Emmas øjne. Hun løftede venstre hånd, med den gennemsigtige smartPad, der beklædte huden, og strakte en pegefinger ud. "Skrid med dig, Philip. Skrid med dig, eller jeg tilkalder politiet, og jeg gør det lige med det samme."

Philip satte sig langsomt op. Hånden fjernede sig ikke fra munden. Hans øjne gled sig fra Emma og til Drew, der havde krøllet benene ind mod maven og som stadig lå og hev efter vejret. Emma fortsatte, og tårerne spejlede kraftigere. "Jeg fucking mener det, gør jeg!" 

Kort tid, hvor intet skete. Så fjernede Philip, med ét ryk, hånden fra munden. Hans læber blev nedadbuende. "Fint." Han nikkede, og fortsatte. "Fint! Jeg skrider!" Han kæmpede sig op, men et enkelt smertejag fik en fortrækning til at svulme sig op i hans ansigt. Han fortsatte med at skære tænder. "Men jeg er sgu ikke færdig med dig." Herefter kiggede han ned på Drew. "Og dig? Dig er jeg i hvert fald ikke færdig med." 

Så vendte han sig rundt og skridtede bort. Emma lukkede øjnene i flimrende bevægelse, hev skælvende efter vejret, og et strubekvalt klynk hikkede sig bort fra hendes læber i processen. Hun klemte højre hånd fra munden, inden hun atter hev vejret ind, ikke græde, og så drejede hun sig rundt og vandrede væk, i modsat retning af Philip, og tilbage mod toilettet. Drew kæmpede sig op i siddende stilling, maven dunkede stadig, og han kiggede sig tilbage. "Tak." 

En fiasko. Han var en fiasko, og ydmygelsens skamfyldte fingre spredte sig mere ulideligt i hans ansigt. Emma reagerede ikke på hans svar, hun gik blot, tilbage til badeværelset. Drew rejste sig fra siddende til stående stilling. "Øhm, tak!" gentog han, lidt højere, stadig ingen reaktion, og Emma svandt ud på toilettet. "Emma?" Han satte sig i bevægelse efter hende.         

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...