Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23154Visninger
AA

29. ---26---

SAN FRANCISCO, CALIFORNIEN

 

Drew steg ud ad bilen som den første, men holdte døren for Allison, akkurat som han havde gjort, da hun steg ind i bilen. Aftenmørket tætnede sig i en dybere nuance af mørkeblå over dem, så natriumskæret fra gadelygterne blegnede tydeligere op. Drew fornemmede, hvordan fingerspidserne strammede sig kraftigere omkring dørsiden, og det fugtede sig lunt i en fornemmelse af frempiblende sved, samvittigheden gnaskede noget mere af brystkassens indre knoglemarv, og Allison trådte ud foran ham, det klikkede mod asfalten af hendes stilletter, og hun stillede sig hen mod indgangen til skolen. Tændte fakler flankerede den røde løber, der strakte sig henover stien, som en alt for lang tunge, og sluttede ved skolens indgangsparti. Drew lagde mærke til, gennem indgangens glasdøre, at folk havde forsamlet sig omme på den anden side. Havde det her været et Junior-Senior bal, ville det ikke være på skolen, at folk samlede sig, men i stedet i en rigtig balsal, i legede lokaler eller på hoteller eller hvor pokker end ellers. Der var heller ikke noget der hed prom queens eller prom kings, for disse ting var kun forbeholdt afgangseleverne, og ikke hverken freshmans eller sophomores. Nå, hvad pokker, i det mindste afholdte denne skole stadigvæk bal for første og anden årgang, hvilket kun var noget, ganske få High Schools gjorde, så han kunne ikke tillade sig at klage. Så havde han da i det mindste noget at se frem til, når han blev Junior-elev, og sidenhen en Senior. 

Da Allison havde stillet sig hen til indgangen, lige inden kanten af den røde løber, vendte Drew blikket tilbage mod bilen, strammede armmusklerne og skubbede døren frem. David sagde noget, lige inden, at Drew nåede at give slip, så døren selv ville smække i.

"Drew, et øjeblik." 

Drew åbnede døren en anelse tilbage, og lænede sig frem, så hans hoved stak ind over bagsædet. Farmand David kiggede tilbage på ham, med brynene alvorligt løftet. "Husk nu, hvad det er, jeg fortalte dig. Ikke noget med at gå for hurtigt frem." 

Drew sukkede, og fremdrog det samme anstrengte tandsmil, som han havde gjort tilbage på værelset. "Nej, nej, far. Det ... du behøver, som sagt, ikke at bekymre dig. Jeg har styr på det." 

David nikkede. "Det er jeg ikke i tvivl om, at du har, men jeg bliver stadigvæk nødt til, at være på den sikre side."

"Og det er du. Stol på mig." Han rettede sig op, fortsatte sit smil, selvom irritationen brændte ham i maven.

"Hav en god aften, søn," sagde David.

Drew nikkede. "I lige måde." Han smækkede døren i, vendte sig om mod Allison, forvandlede tandsmilet til et læbesmil, og trådte op til hende. Hun stod og aede sit hår på den nervøse måde, hun også gjorde, når hun havde håret sat i en fletning. "Skal vi gå ind?" Hun nikkede, vendte blikket fra ham, og i stedet fremad. David blev holdende bag dem, og Drew kiggede sig en enkelt gang over skulderen, imens han placerede en hånd på Allisons bare skulderparti, hvis lune varme brændte ham mildt mod fingerspidserne. Han skubbede hende blidt fremad, de trådte ind på løberens røde silkestof, og Drew løftede sin frie, venstre hånd, inden han vinkede. Selvom det var svært at se gennem bilens vinduer, så det ud til, at farmand nikkede tilbage, og løftede sin egen hånd, løftede den, men vinkede ikke med den. Drew vendte atter hovedet fremefter, pressede hånden en anelse dybere mod Allisons glatte, lune skulderhud, og vandrede frem. Den elektriske hybrid-hvislen fra bilens bio-motorer lød bag dem, kort inden bilen drev bort. Allison og Drew var halvvejs mod indgangen, var lige akkurat nået forbi flagstangen med det evigt blafrende Stars & Stribes, da Allison drejede hovedet mod ham, og forsigtigt brød den tavshed, der, indtil nu, havde været udfyldt af musikken fra den anden side ad de tætte glasdøre, som, herude, i den frie aftenluft, var yderst dæmpet. 

"Har du, øh ... har du lyst til at holde i hånd?"

Selvom spørgsmålet ikke burde overrumple ham, gjorde det alligevel, og Drew kiggede på hende, og var nødt til at stoppe op. Allisons kinder blussede i den generte rødmen, Drew brød sig stadig mindre om, og hun kiggede omgående bort fra ham, som om hun skammede sig over, at hun overhovedet kunne finde på at stille ham et sådan spørgsmål, kort tavshed, hvor Drew ikke vidste, hvad han skulle sige, men så kom det til ham. "Det kan vi da godt." 

"Nej, glem det, det var dumt af mig at spørge, og ... !"

Drew var stædig, og langede demonstrativt sin hånd fat i hendes. Han fornemmede, at den var klistret og fugtlun af sved. "Allison! Jeg vil gerne holde i hånd, okay? Jeg vil gerne holde i hånd, så nu holder vi i hånd!" Han smilte. Allison skulede til ham, og da hun så hans smil, trak det sig i en skæven gennem højre mundvig, et forsøg på et smil, der ikke var et helt smil, men alligevel lignede et smil godt nok til, at Drew godkendte det. "Lad os fortsætte." Drew vendte sig om som den første. Allisons greb strammede sig om hans egen få øjeblikke senere, og han ville græde. Lige nu. Han ville bare græde, græde over det, han lige nu var i gang med at gøre, for forelsket eller ej, så var Allison jo stadig hans ven, og sådan noget her er ikke noget, man gør imod sine venner. Men Emma, Drew. Tænk over, at du kan komme tættere på Emma. Emma. Tænk på hende.

Lige inden, at de nåede igennem døren, fornemmede Drew vægten af Allisons hoved tynge sig ned på højre skulder, fulgt af den næsebløde duft af hårbalsam, der dampede sig fra hendes hovedbund. Dette gjorde struben tungere, og fik den grædende trang til at vokse mere ulideligt.

 

*

 

Banketten blev afholdt der, hvor ballet senere på aftenen skulle afholdes, hvilket blev i skolens gymnastiksal, for den tradition, at Freshman-Sophomore-festen afholdtes i gymnastiksalen, var noget, der havde været der lige siden, at skolen første gang åbnede i 1955, femoghalvfems år tidligere. 205 personer var til stede, og af de 205 var 180 af dem elever, den resterende del lærere. Drew sad ved det runde bord lige inden væggen, med Allison ved sin venstre side. Overfor Drew og Allison, sad Alvarez, sammen med sin lyshårede date, Emily Baxter - der tydeligvis også var mere, end bare hans date, for de sad der og kælede så sukkersødt med hinanden, Alvarez, der sagde søde ting til Emily med en dæmpet stemme, som fik Emily til at fnise så lyst og skingert, at Drew fik kvalme, og Alvarez aede hele tiden hånden igennem hendes mellemblonde englehår, alt for tydeligt, og gid de dog bare ville stoppe -, og ham og Allison udvekslede korte fraser, men var ellers ganske stille. Allison sad istedet og gned fingrene henover glasset med kun halv-drukkent citron-lemonade, og den gennemsigtige væske tågede sig i grøngullige farver, der mindede Drew lidt om den farve, ens tis havde, når man havde fået lidt for meget vand at drikke i løbet af dagen. Drew prøvede i stedet at holde øje med Emma, hvilket var svært, for hun sad mange borde væk, over ti meter, og han fik kun enkelte glimt af hende i ny og næ, som hun sad der, i sin sorte og nedringede cocktailkjole, og det brune hår, der krusede sig i en skrånende facon nedover panden, og de bare arme med den gyldenbrune hud, fordi hun var mørkhåret, og blev mere solbrændt end Allison gjorde, og han vidste, at Philip Rhineson sad ved siden af hende. Han havde kun set hende spise, da forretten - en glasskål med friskt meskalinsalat i en surlig dressing af vineddike, bragt udefra, selvfølgelig - blev serveret, spise og snakke og grine og så forsvinde i den omgivende mængde, og kun kom til syne i små glimt. Han havde det som om, at mavesækken var blevet fyldt op med tonstunge sten, og var sunket dybt ned i underlivet, for planen gik ikke, som han ellers havde håbet, at den ville gøre, den gik overhovedet ikke, for Philip gjorde sig slet ingen tilnærmelse imod hende. Det var en fiasko. Selvfølgelig var det det. Det var en fiasko, og han skulle aldrig være kommet, og hvad skulle han dog ikke sige til Allison? Han havde holdt hende for nar, hun troede sikkert, at han var forelsket i hende, på samme måde, som hun var forelsket i ham, selvom han ikke var, og det pinte ham, og det pinte ham dybt, og gråden svulmede atter i hans svælg, men uden at slippe ud. 

En idiot, Drew. Det er, hvad du er. En forpulet fucking idiot. 

Lige nu ville han bare hjem, mere end alt andet. 

Allison snakkede til ham. Hun snakkede dæmpet, men selv hvis ikke hun havde gjort, ville Alvarez og Emily højest sandsynligt ikke lægge mærke til det alligevel, for de syntes at befinde sig i deres egen boble af lyserød forelskelse, afkoblet fra den omkringværende virkelighed, som om, at det kun var de to, der eksisterede i lokalet, de to, og ingen andre. 

"Drew?"

Drew vendte øjnene væk fra Emma, der nu atter var blevet synlig, og han så hende grine, så ansigtet svulmede. Han kiggede istedet på Allison ved siden af sig. Hendes ene pegefinger fortsatte med at gnide mod siden af lemonadeglasset. Hendes blik hvilede på ham, men ikke i lang tid ad gangen. 

"Jeg vil bare lige, sådan, spørge, om ... om du har lyst til at komme hjem til mig efter festen?" 

Drew kiggede på hende, og det gjorde han i lang tid. "Øhm." Han drejede hovedet bort, tilbage mod Emmas bord, og han så det. Han så hende rejse sig op, så hun blev synlig over alle de andre siddende kroppe, så hende nikke og smile og bevæge munden i en sætning, han sad for langt væk og i for meget støj til at kunne høre, og han så hende vende sig rundt og skråne ned mod udgangen i den fjerneste ende. Pludselig havde han glemt Allison. Pulsen steg, så han kunne mærke det dunke op i halspartiet. 

"Dree-eew?"

Han hørte hende ikke, for al hans opmærksomhed havde fastlimet sig på Emma, der målrettet skridtede ned mod udgangen, og hvorfor rejste hun sig? Han så hende forsvinde. Han så hende forsvinde, og hans blik gled tilbage til bordet, og ... Philip Rhineson rejste sig, han rejste sig, for himlens skyld, Philip rejste sig og han vandrede afsted, i samme retning som Emma, åh Gud, måske havde han alligevel ikke taget fejl, måske ville Philip gøre ting mod Emma, der så absolut var imod Emmas vilje, måske havde han ikke taget fejl, og maven forsvandt i et ædende sug. Det var nu, det skete. Det var måske nu, det skete, nu, han havde chancen, og Allison placerede hånden på hans højre skulder, og strammede sit greb, for at få hans opmærksomhed.

"Hallo, Drew, hører du overhovedet efter?"

"What?" Drew spjættede hovedet tilbage til hende. Allison sænkede hånden. Fingeren var standset med at gnide imod lemonadeglasset. Nu var det istedet hele hånden, hun havde grebet om glasset, og grebet klemtes. Hun hævede brynene.

"Jeg spurgte dig om noget." 

Drew blinkede, kiggede sig en hurtig gang tilbage, tids nok til at se svingdøren ud af salen lukke, og han kiggede tilbage på Allison. "Jeg, øhm ... Allison, jeg, øh, jeg bliver lige nødt til at smutte et øjeblik." Han rejste sig op. Allison løftede hovedet og hendes blik gled opad. 

"Kan du i det mindste ikke lige svare mig først?" 

Drew havde ikke lagt mærke til, at hendes stemme begyndte at blive mere skinger. 

"Jeg ville gerne, Allison, men jeg skal altså virkelig på toilet. Jeg tror det er alt det, øh, alt det lemonade eller sådan noget, men det kan ikke vente."

"Alt det lemonade? Drew, du har ikke drukket mere end ... et glas." 

"Har jeg ikke?" Drew hørte ikke rigtig efter, og han fik en underlig fornemmelse af åndeløshed, som om at han var nødt til at trække vejret hurtigere og voldsommere, suget, der havde ædt hans mavesæk, begyndte nu at sluge både lever og tarme, og han kiggede tilbage til døren. "Nå, men, øh, så ... så må det være alt det cola eller noget lignene." Han kiggede på Allison, og bakkede med hurtige skridt. "Jeg bliver i hvert fald nødt til at smutte nu, det kan ikke vente, men jeg regner med, at jeg snart er tilbage, okay? Jeg er snart tilbage. Du kan, øh ... lade dig blive underholdt af Alvarez og Emily, hun er jo trods alt din gode veninde, eller noget." Og så vendte han sig rundt, og begyndte at vandre, og hans skridt var hurtige, men ikke løbende, han vandrede, tænkte kun på døren ligefremme, Emma, der havde rejst sig, og derefter Philip, der ligeledes havde rejst sig, og som havde fulgt efter hende. 

Allison kiggede efter ham bag sig. Et tomt slør tæppede sig for hendes øjne. Hendes læber svulmede, og hun kiggede istedet ned i bordet, og blinkede, kraftigere, end hvad hun plejede.  

     

 

 

 

  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...