Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23130Visninger
AA

28. ---25---

SACRAMENTO, CALIFORNIEN

 

Buck Wilson sad længe, og bestirrede navnet - Emma Sarcony -, som han, gennem det trådløse tastatur, ikke et af de hologramstyrede, men et af de almindelige af slagsen, havde fået tastet ind på den ene af de i alt to ultratynde fladskærme foran sig. Han sad i kælderen, med en sort granitvæg bag sig, og en kun svagligt dæmpet loftsbelysning fra oven. Trappen, der befandt sig bag ham og mod venstre, var en snoende metaltrappe, der vred sig op langs en stolpe, ligeledes af glinsende zinkmetal, op til døren, der førte ind til resten af huset. 

Emma Sarcony vedblev med at lyse på skærmen foran sig. Han lod længe sin hånd svæve over ENTER-tasten, imens han igen og igen og atter engang overvejede, hvorvidt dette var en god idé, hvorvidt han virkelig behøvede dette, for måske havde Nathans trussel om at gå til pressen, ikke været mere end en trussel, for at presse ham, og måske turde han slet ikke at gøre noget. Måske havde han blot det hele i munden, intet mere, men Buck Wilson havde, på den anden hånd, heller ikke råd til at overlade sig selv og sin families fremtid til "måske'er", og uanset om dette måske blot var et måske, eller om det var mere end et måske, var han nødt til at handle, for han kunne intet andet gøre. Han var nødt til at handle, og han var nødt til at handle, ikke for sin egen skyld, men for sin kones, og ikke mindst sin datters.

En kort gang gled han blikket ud mod kælderstuens højre periferi, mod pistolen i glasburet, belyst af en enkelt, aflang natriumlampe, der glødede bleggult, men som ikke summede, der, bag det cirkelrunde glas. Jeg kunne skyde dig, Nathan, lige nu og lige her. Han så Melody, der sad på passagersædet på vej hjem fra den psykiatriske afdeling i fjor, hendes øjne, der stirrede ud i tomhedens evige horisont, og de var røde, og hun havde grædt.

Jeg kan ikke andet end at drømme, far, for mine drømme bliver ikke til virkelighed, og det ved du også godt.

Jo, Melody, de skal nok blive til virkelighed, når alt har lagt sig, de skal nok blive til virkelighed!

Øjnene viftede tilbage mod skærmen. Emma Sarconys navn viste sig mod den højopløste baggrund af hvidt. Mundvigene blev stramme. Han trykkede på Enter. På et splitsekund, nej, muligvis hurtigere, det var nok snarere et nanosekund, trådte informationerne om hende frem. Der stod, hvor hun boede, og hvem, hun boede med, at hendes forældre var fraskilte, hendes mor sygeplejerske og hendes far lægevidenskabelig forsker, der stod, hvor mange venner hun havde, hvilke sociale netværker på internettet, hun benyttede til dagligt, hvor det var, hun oftest befandt sig, hvornår hun var blevet født og hvilken skole, hun gik på, der stod alt om hende, og han greb ud i luften, hen mod skærmen, som han blot behøvede at vifte fingeren henover en kort gang, før databasen svulmede ud fra skærmen, ud i den frie luft, hvor den svævede, selvom den stadigvæk befandt sig bag skærmglasset, og dette ikke var mere end en illusion fremkaldt af optiske krystaller og laserdioder. Han greb sin åbne hånd sammen omkring kanterne af den holografiske database, der var der, uden egentlig rigtig at være der, gled sine øjne mod skærmen til venstre, der blot fremviste en hvid baggrund, og løftede herefter venstre hånd. Han lod alle ti fingerspidser slutte sig om kanterne af hologrammet, inden han begyndte først at trække, til hver side, og herefter løfte opad og trække nedad, så hologrammet endte med at blive i skærmstørrelse, og så skubbede han, en hurtig gang, hologrammet mod venstre. Det forsvandt ind i skærmen, hvor der før nu havde været en hvid baggrund, men som nu blev udfyldt af alle de nødvendige databaser om Emma. Herefter kiggede han tilbage imod skærmen, der befandt sig lige foran ham, ved siden af den, der nu udfyldtes af databasen.

Melodys bløde stemme kaldte fra oven. "Far? Er du hernede?"

Buck Wilsons puls steg, mundvigene blev atter til stramme furer, læberne smallede sig tynde og han vendte hovedet til venstre, mod trappen. "Ikke lige nu, Melody, jeg har travlt. Okay? Jeg har travlt, og skal helst ikke forstyrres."

"Det er bare mor, der gerne vil have fat i dig."

"Fortæl hende, at jeg kan træffes om ... " Han kiggede tilbage mod skærmen, pulsen syntes at tæske hårdere, og fæstnede blikket til den øverste skærmbjælke, der viste klokkeslettet. Blikket gled hen til trappen. "Jeg kan træffes om en halv time."

Et kort øjeblik kom der intet svar fra Melody. I det blege skær fra de to skærme, blev Bucks sammenstregede læber og fremtrædende mundvige kun alt for iøjefaldende, og fik hans ansigt til at afgive en nuance af spøgelsesagtig dødsgrå. Så svarede Melody. "Okay, det siger jeg til hende, så."

Buck Wilson trak læberne i noget, der kunne være et smil, men ikke var det. "Mange ... mange tak, Melody."

Tavshed.

Det gik herefter op for ham, at det fugtige, der kildrede ham over panden, var sved. Han tørrede sig med ærmet, vendte fokus tilbage mod de to skærme, og gled herefter blikket mod de trådløse hovedtelefoner, der hang langs bordkanten. Når han skulle i kontakt med agenterne, hvilket han snart skulle, og muligvis også Nathan, måtte han for alt i verden gøre det på en måde, så hverken Melody eller Rachael ville få mistanke om, at han lavede noget, han ikke burde, og som kunne sætte deres familie i endnu større fare, end de i forvejen var. De måtte ikke vide det, for alt i verden, de måtte ikke vide det, og han greb hovedtelefonerne, gled dem nedover sine ører og aktiverede dem. Herefter vendte hans øjne sig ned mod tastaturet. Han strakte fingrene ud, de dansede over tasterne, og tastaturet klikkede på en død, skeletagtig måde, Buck Wilson på ingen måde brød sig om. 

 

*

 

DALY CITY, CALIFORNIEN

 

Den afroamerikanske Agent Samuel var muskuløst bygget, og var iklædt det glatsorte jakkesæt med de ligeså glatsorte bukser, samt et gråt slips, der slikkede sig nedover brystregionen og sluttede lige over maven og lige under mellemgulvet. Den hvide poloskjorte med den foldede krave trak sig frem under reverset, og omsluttede bunden af den stolpede hals. Han svang sig ned på den højteknologiske BMW's førersæde, i en uhyggeligt glidende bevægelse, og smækkede på næsten samme tid døren i efter sig. Da han havde sat sig bag rattet, og før han iklædte sig den obligatoriske sikkerhedssele, stak han hånden i jakkesættets inderlomme, og fremdrog en sortglinsende Glock-pistol, med et ergonomisk skæfte, hvor der var anlagt bølgevise riller nedover bagsiden, så man lettere kunne få et fast håndgreb. Han lod pistolen skråne. De sorttonede solbriller spejlede pistolen henover glasfladerne, øjnene var ædt af mørke, umulige at skelne, og munden var anrettet i en lige og alt for neutral streg. Han talte, stemmen var dyb og basklingende. "Indstil laserstyring." 

En højfrekvent lyd, elektronisk af natur, fyldte bilen, og en svag summen gennemstrømmede pistolens skæfte. En række på fem smalle dioder, anrettet i en vandret opstilling lige ved siden af hinanden, lyste i smalt og bleghvidt langs pistolkammerets side, herefter tre biblyde lige efter hinanden, og en sætning glødede frem i LCD-displayet for enden af dioderækken. 

LASERSTYRING INDSTILLET.

"Lad pistolen."

Endnu en højfrekvent summen. Herefter et klik. Nye ord glødede frem på det blåtlysende display.

PISTOL LADT - +20 SKUD.

Agent Samuel, hvis læber fortsatte med at strække sig i en lige, vandret streg af ganske neutralitet, løftede hovedet og kiggede fremefter, som han gled pistolen tilbage i inderlommen. Døren ved siden af ham, til passagersædet, åbnede. Manden, klædt i samme form for sort jakkesæt, sorte bukser og hvid poloskjorte som Agent Samuel, satte sig ind, og hans bevægelser, da han satte sig og i processen smækkede døren i efter sig, var ligeså glidende. Manden var bleg, næsten hvid, i forhold til Agent Samuels sortbrune hud, og hans kronragede isse med næsten usynlige hårstubbe havde en naunce af babyagtigt lyserød, men øjnene var gemt bag de ligeså sorttonede solbriller. Agent Bruce smækkede døren, og drejede herefter hovedet mod Agent Samuel. Agent Samuel kiggede tilbage gennem solbrillernes fortættende mørke. Agent Bruce nikkede, og kiggede fremefter. To yderligere agenter - Agent Will og Agent Jake - med samme beklædning som Agent Bruce og Agent Samuel, satte sig ind på bagsædet, på samme tid, og dørene gav en dump, hul lyd da de, samtidig, smækkede i. 

Agent Samuel modtog en besked fra Buck Wilson i sin hudfarvede, højre øresnegl, der - netop grundet hudfarven - gik i et med resten af øregangen. Han rynkede brynene, så en kløft fremfurede sig lodret i den glatte, træbrune pande. "Alright, sir, we're on our way." Herefter strakte han hånden frem, mod bilcomputeren, der befandt sig bag gearstangen, og mellem rattet og passagersædets handskerum. Han berørte lige akkurat den sorte, firkantede flade, før en digital blåbelysning farvede computeren og det meste af instrumentpanelet. Databasen om Emma svulmede frem i bilskærmen ved siden af rattet. Agent Samuel lænede sig tilbage, og greb sin sele. Et klik, da han gled den sammen med låsen. Hans fingre knugede sig om det sorte rat. 

"Find West Side High."

Forlygterne blegnede op i et blåhvidt, elektrisk skær.     

 

   

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...