Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23053Visninger
AA

27. ---24---

Først blev der taget et gruppebillede af Drew og Allison, inden Allison hjalp Drew med at få placeret nellikkestilken i reversets knappehul, og Drew iførte blomsterarmbåndet på Allisons højre håndled. Hendes søde pigelugt var dybere denne aften, mere blød og tæt, og det var en lugt, Drew faktisk godt kunne lide, akkurat som han faktisk også godt kunne lide den måde, hun havde klædt sig på, og håret, der var puklet op, men stadig med hårgardinerne, der fejede nedover kinderne. Drew kunne bare ikke lide, at hun havde gjort det, fordi hun oprigtigt troede på, at denne date virkelig var en date, muligvis fordi hendes crush delte de samme følelser for hende, som hun havde for ham, selvom han ikke gjorde, og han frygtede pludselig, at hun, uden varsel, imens de sad i bilen, ville læne sig henover ham og møde sine læber med hans, for det var ikke noget, han havde planlagt, og ikke noget, han vidste, hvordan han skulle håndtere. Det gnaskede ondt i ribbenenes knoglemarv.

Farmand David startede bilen, Drew og Allison fulgtes ad, Drew holdte døren for Allison, og de satte sig begge på bagsædet, Allison inderst, ved den venstre bagdør, og Drew yderst, i højre side. Allisons pigelugt stak længere op i næsehulen, og blandede sig med den lædersøde luft, der indhyllede bilens kabine. Døren smækkede han i efter sig. Allison begyndte at tale, og hun talte hurtigt, da hun havde fået klikket sin sele i, og David var begyndt at dreje bilen ud fra indkørslen. 

"Jeg ved godt at jeg, øh ... at mit hår ikke er sat i en fletning eller noget, og at jeg, øh, at jeg fortalte dig, at jeg egentlig godt ville have mit hår i en fletning, men Emily, du ved, Emily Baxter, min veninde og hende, som, du ved, Alvarez sådan, kommer sammen med, hun mente, at det her ville være pænere til mig og så tog hun mig med til en stylist som også mente, at det her ville være pænere til mig, og så droppede jeg fletningen." Allisons stemme var hurtig, og hun trak knap nok vejret mellem sætningerne. Hendes øjne viftede kun korte gange mod Drew, og fokuserede sig i stedet ned mod armene betrukket med de røde, langærmede operahandsker. "Hun, altså, Emily, syntes også, at det her hår får mig til at ligne Leanne Perry, som jo er pisse smuk og som mange jo gerne vil ligne, men det ved jeg nu ikke, om jeg synes det gør, altså, ligner Leanne Perrys, mener jeg, for Leannes hår er jo, sådan, brunt, eller det er mit også, men det er også rimelig rødt. Hvad synes du, Drew, passer, øh, passer håret til mig, eller burde jeg have beholdt fletningen?" Og hun kiggede på ham, og som hun kiggede på ham, lod hun sin højre hånd glide igennem hårgardinet af rustent rødbrunt, der fejede sig nedover højre kind. 

Drew blinkede, ignorererede den fortsatte biden, der kradsede ham i brysthulen, blinkede igen, og så nikkede han og trak læberne i et prøvende smil. "Bare rolig, Allison, håret passer perfekt til dig. Emily havde ret. Altså, det minder lidt om Leannes, men ikke ... altså, du ligner dig selv, på en god måde. Håret klæder dig. Det er det, jeg prøver at sige."

Igen blussede det op i den røde nuance gennem Allisons ellers fint pudrede kinder. Hun flakkede blikket bort fra ham. "Mener ... mener du det?"

"Ja," vedblev Drew, med et nik, "ja, jeg mener det." Nu var det hans tur til at kigge væk, ikke fordi hans kinder rødmede, men fordi samvittigheden kvalte ham. 

Allison blev ved med at feje fingrene gennem håret, men ikke længe, og hendes blik kiggede fortsat nedad. "Okay, det er jeg glad for. Hvad med kjolen? Det var nemlig også Emilys idé, at den skulle være sådan, nedringet, men jeg er bare virkelig i tvivl om den får mig til at se slutty ud, som om jeg er mega billig eller noget. Ser jeg slutty ud i den, Drew, eller hvad synes du? Skulle jeg have taget noget på, der var mindre afslørende?" Allison kiggede atter op, mod Drew, men Drew var tavs, svarede hende ikke, og bestirrede istedet den døde tomhed mellem sig selv og det forreste passagersæde. Allisons fingre skilte sig bort fra håret. "Drew?"

Drew blev flået tilbage til virkeligheden, og vendte hovedet imod hende. "Hørte du, hvad jeg spurgte om?"

"Ja. Ja, ja, det gjorde jeg, og det klær dig. Det klær dig." 

Allisons overlæbe gled ned bag underlæben, så munden atter antog den opsvulmede facon, Drew slet ikke kunne lide, som fik samvittigheden til at kradse mere hidsigt og struben til at kvæle sig tungere. Allisons grønne øjne gled ned mod kjolen og brystkløften, der tydeligt skar sig frem i kjolens nedringede stil, hun var tavs, var tavs længe, alt for længe, og så viftede øjnene tilbage til Drew. "Og det er du sikker på?" 

Drew nikkede, og skjulte samvittigheden bort med et bredt, og lidt for groteskt, tandsmil. "Selvfølgelig er jeg sikker, Allison, ellers sagde jeg det ikke."

Allison placerede hånden på maven, og pustede ud, og det syntes at vibrere sig igennem hendes bløde bryster, noget, Drew ikke engang vidste, hvorfor han lagde mærke til, og, stadig med hånden hvilende mod underlivet, brød smilet frem og pustede Allisons kinder op, men det var et smil, der var mere akavet og påtrængt, end ægte. "Okay." Hun nikkede, og hendes blik vandrede nedad, forbi brysterne, og istedet til gardeniaarmbåndet, der beklædte hendes ene håndled. "Okay," gentog hun, "det er jeg glad for, for jeg var altså virkelig bange for, at det virkede malplaceret. Jeg har jo ikke sådan, ligefrem, øh, lyst til at ligne en, der, sådan, er stukket af fra et bordel eller noget." Hun strakte højre arm ud, og spredte fingrene. "Hvad synes du så om handskerne? Det var min egen idé, men selvfølgelig med opbakning fra Emily, ikke? Jeg ved ikke, men jeg synes bare, at de passer virkelig godt til kjolen, og det var Emily og nogen af de andre tøser også fuldstændig enige i, men jeg skal bare være sik ... !"

"Og Emily og dine andre veninder har ret, Allison. Det hele klær dig, okay? Det hele, så bare rolig, og ikke vær så nervøs. Du er mega flot."

Drew fortrød, at han havde sagt det sidste, allerede som han havde sagt det, og han fortrød det, fordi han kunne se Allisons kinder gløde op i den blusne røde farve, og hendes mund blive opsvulmet, idet overlæben skubbede sig ned bag underlæben, og øjnene flakkede nedad. En ubehagelig varme begyndte at tæppe sig omkring ham. Lige nu ønskede han, at han aldrig havde inviteret Allison, men han kunne ikke give op nu. Emma. Tænk på Emma. Tænk på Emma. 

"Det er jeg, øh, det er jeg glad for, at ... at du siger," mumlede Allison, uden at kigge tilbage på ham. En kort tavshed brød sig frem imellem dem, og Drew så væk fra hende, og i stedet ud på vejen, hvor huse og tændte lygtepæle stribede forbi i aftenmørket. Emma, tænk på Emma, tænk på Emma.          

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...