Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23134Visninger
AA

26. ---23---

SAN FRANCISCO, CALIFORNIEN

 

Drew Matthews stod længe foran spejlet på badeværelset denne aften, og så sig ikke i stand til at blive tilfreds med den måde, han tog sig ud på. Selvom han havde brugt knap en halv time på først at vaske håret, sidenhen rede det og herefter massere det sammen med voks, så det fik den tilbageglidende, skinnende facon, farmand David syntes at hans hår altid burde have, men som Drew selv syntes fik ham til at virke alt for fin, og derefter havde brugt ligeså lang tid på at iføre sig det rigtige tøj - det sorte jakkesæt med den brune vest, åbentstående, så man kunne se ind til den hvide skjorte, der gemte sig bag det sorte - med det rigtige slips, og som prikken over i'et skulle han besprøjte sig med herreparfumen, der havde en skarp, stikkende lugt, men ikke ulækker, selvom Drew personligt ikke brød sig om den. 

Allison kunne komme hvert øjeblik, det skulle være. Men det var ikke for Allisons skyld, at han brugte ekstra meget tid på at stå her, foran spejlet, og betragte sig selv, men det var i stedet på grund af Emma, for hvis han nu gjorde sig ekstra flot, kunne det være, at Emma ville lægge mærke til ham, mere, end alle de andre, men selvom hun måske lagde mærke til ham, var det selvfølgelig ikke sikkert, at hun ville snakke med ham, for han var jo selvfølgelig stadig taberen, som faldt på baseballbanen. Men Philip Rhineson var der, og han ville sikkert gøre ting imod hende - selvom han måske ikke ville, men denne tanke nægtede Drew at fokusere på - og han kunne stadigvæk redde hende. Han havde gennemgået planen i hovedet i de sidste to uger, gennemgået, og gennemgået noget mere, tænkt over hvilke bagslag, der kunne komme, og jo mere, han havde tænkt, jo mere sikker blev han. Planen slog ikke fejl. Det gjorde den ikke. Det måtte den ikke.

Til sidst besluttede han sig for, at han havde betragtet sig selv længe nok. Håret sad som det skulle, jakkesættets revers var foldet på den helt rigtige måde, og det røde slips ville matche Allisons kjole - tænk sig, ikke blot rødhåret, men også i rødt tøj -, der var ikke nogen grund til at besætte mere over det, og han vandrede ud fra badeværelset, gennem den smalle gang, hvis rødbrune trævægge var beklædt af familieportrætter og malerier, og ind på sit værelse, hvor han fandt det lille blomsterarmbånd frem fra sengeskuffen, lavet med plasticblomster, der lignede hvide gardeniaer, uden egentlig at være gardeniaer, og indeholdende en kunstig lugt af tropenatur og fugtighed, der ligeledes ledte ens tanker hen på gardenia, uden at være ligeså næsestikkende og sødmefyldt, som gardeniaernes lugt var. Det var dette blomsterarmbånd med hvide gardeniaer, som ikke var ægte gardeniaer, Allison skulle være iført, imens hun, som gengældelse, ville give ham en nellikke - muligvis også kunstig, men dette var Drew ikke sikker på -, som han skulle fastsætte til et knappehul i jakkesættets venstre revers. Han blev stående lidt, foran skuffen, imens han fumlede med blomsterarmbåndet. Farmand Davids stemme brød stilheden bagfra.

"Drew?"

Drew vendte sig rundt. David stod i dørkarmen. "Jeg ved godt, det her ikke er din første fest. Og jeg synes også, at Allison er en sød pige. Men du ved, hvordan jeg har det med sådan noget som det her. Uanset hvad der kommer til at ske den her aften, så ikke gå for hurtigt frem." 

Bare rolig, far, det kommer ikke til at ske, for Allison er ikke min type.

Det var ganske vist det, Drew tænkte, men det var på ingen måde det, han sagde. "Selvfølgelig, far. Don't worry about it. Der kommer ikke til at ske noget." 

David nikkede. Han lænede begge hænder mod dørkarmens kanter. Det brune hår med de tilbagekrøbne tindinger strittede af voks, som det altid gjorde. "Selvfølgelig. Naturligvis. Men jeg siger det også bare."

Drew smilte tilbage, så tænderne blev fremvist. "Det er fint nok, men som sagt, ikke vær bekymret. Jeg er jo ikke din søn for ingenting, er jeg vel?"

Denne bemærkning kunne ikke undlade David at trække et smil frem på læberne. "Du er ved at have lært det." 

"Altid." Drew kiggede tilbage mod armbåndet med de falske gardeniablomster, som han fumlede mellem sine fingre på højre hånd, hørte gulvbræddernes eftergivende knirken bag sig af Davids skridt, idet far bevægede sig tilbage mod stuen, og så kom han i tanker om det og kiggede sig tilbage over skulderen. "Far?"

Den eftergivende knirken af gulvbrædderne standsede. Først var det kun Davids skygge, som Drew kunne se, strækkende sig henover de mørke gulvplanker. Så kom David bakkende tilbage til dørkarmen, med hovedet drejet og brynene løftet. "Det er fordi ... kan jeg ikke nok please få lov til at låne bilen? Bare lige for i aften? Du får den tilbage ved midnat eller sådan noget. Jeg kommer direkte hjem med den igen, det lover jeg." 

David stod blot der, med hovedet drejet til højre og ind i værelset, på den anden side ad dørkarmen, kiggede på sin søn, en lang og ulidelig tavshed. Så åbnede han munden. "Nej." Han sagde det roligt, uhyggeligt nøgternt, og vendte ansigtet fremad inden han atter vandrede bort.

Drew blev stående dér, på gulvet foran skuffen, i ganske få øjeblikke, og så skridtede han fremad. "Men far." Han trådte gennem døråbningen, og ud på den smalle gang, og kiggede ned mod stuen, hvor David allerede var nået over halvvejs. "Far, vent nu lige!" 

David stoppede på ny, og vendte sig rundt imod ham. 

"Hvorfor må jeg ikke? Jeg kan godt finde ud af at køre. Det er altså ikke så svært. Jeg mener, alle mine venner kører dertil."

"Drew, du kender allerede godt svaret på det spørgsmål. Ved du hvad, få skaffet dig et kørekort, og  kan vi snakke om det, men indtil da, så er svaret nej. Jeg kører dig og Allison. Find dig i det. Ellers kan I gå dertil."

Drew åbnede munden, for at sige noget i skarp protest, men han fik aldrig sagt mere, før det ringede på ude fra entréen. David drejede hovedet. "Åh. Jeg tror, at Allison er kommet." Drew besluttede sig for, at han ikke ville diskutere mere med sin far - farmand David plejede alligevel altid at vinde de pokkers diskussioner, så hvad nyttede det i grunden? -, sukkede dog alligevel tørt, og fastholdte grebet om armbåndet med de falske gardeniaer med højre hånd, imens han vandrede frem. Han drejede til venstre, da han var nået forbi sin far, gik gennem køkkenet med de hvidblanke gulvfliser, hen til entréen, hvor han tog i dørhåndtaget og åbnede. Ganske som forudsagt, stod Allison omme på den anden side. Hun havde ikke længere sit rødbrune hår i den franske fletning, som hun plejede at lægge nedover den ene skulder, men havde i stedet håret sat op, så det løftede sig i en pukkel, der ikke var grim, men som passede hende utrolig godt, og gardiner af rødbrunt faldt som slør nedover siden af hendes ansigt, fejede ned på skuldrene. Hendes øjne var mørknet af mascara og kosmetisk skygge, og han lagde mærke til, at hun havde gjort sine øjenbryn mere fint strøgne, end de plejede at være. Læberne var bemalet i et skær af violetisk magenta, hvor det indlagte glimmer afgav levende sølvblink gennem de rødtonede nuancer. Kjolen, som hun var iklædt, var rød, passede til hendes hår og til hans eget slips, rød og nedringet, så brysterne syntes at fremtræde tydeligere - og mere fyldige -, tætsiddende og smallede sig ind ved hendes hofte, der blev fastspændt med et mavebælte. Hendes underarme var beklædt af ligeså røde operahandsker, der strakte sig fra albuen og ned til fingerspidserne, og hænderne havde hun, ganske formelt, samlet foran sig. Da deres øjne mødtes - begge grønne -, var det atter som om, at Allisons kinder rødmede op i den generte blussen, selvom hun havde iført sig pudder, muligvis for at skjule netop dette, men det var alligevel kun alt for iøjnefaldende, og en ond samvittighed begyndte på ny at gnave frem i Drews brystkasse, men han sagde intet.

"Øhm ... hey."

"Hej." 

Det var den eneste ordveksling, der var imellem de to, for en kort stund. Drew hørte skridt nærme sig bagfra, og vidste, at det var far, men han vendte sig ikke om og fjernede sig heller ikke fra døren. Allisons øjne gled nedad, mod fliserne under hende. Han bemærkede, at hendes venstre tommelfinger gned og viftede i buer henover højre håndryg. David dukkede op lige bag Drew, og han smilte. 

"Hej, Allison. Jeg er så Drews far, David." Drew trak sig et enkelt skridt til siden, således at han kunne gøre plads til far, der trådte frem og strakte sin imødekommende hånd ud mod Allison. Allison skjulte de rødblusne kinder med et bredt smil, et, hvor læberne dog ikke deltes, og løftede sin højre hånd, indhyllet i den røde operahandske, lod den mødes med Davids, og hans greb strammedes. Han smilte, så furer sprækkede frem omkring øjenkrogene. Drew fornemmede mundvandet klistre sig sammen omkring ganen og kindvæggene, prøvede at synke, men det hjalp ikke. David sænkede hånden, og viftede blikket skiftevis mellem sin søn og Allison. "Jamen, kom da med indenfor, så vi kan få taget et billede. Jeg gør kameraet klar." Han drejede sig rundt, og forsvandt, og Drew lod sit blik fæstne sig på Allison, der kiggede tilbage.

Endnu en tavshed.

Drew løftede venstre arm, og bøjede den, så han dannede en armkrog, og fremviste et forsigtigt, prøvende smil. Allison smilte ligeså prøvende tilbage, trådte frem, og gled sin højre hånd ind i hans armkrog. Så fulgtes de ad indenfor. Samvittigheden vedblev dens intense brystgnaven.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...