Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23048Visninger
AA

25. ---22---

SACRAMENTO, CALIFORNIEN

 

Buck Wilson var den solbrændte, skaldede mand, der arbejdede for regeringens hemmelige politi, der var en underafdeling af NSA, men som kun de færreste havde egentlig kendskab til. Buck Wilson var en mand, der arbejdede i regeringen, men som ved lejligheder havde modarbejdet regeringen, uden regeringens kendskab. Det var de skide journalister, der begyndte at snuse sig frem til hans korrupte affærer, også selvom han ikke var korrupt for at være korrupt, men for at beskytte sin familie. Det var muligvis ikke noget, der gav mening for den almene amerikanske borger, eller den ligeså almene gudsforladte journalist, at man kunne vælge korruption fremfor en sund, moralsk adfærd, men det var fordi, de ikke var i en position som hans, fordi de ikke forstod, hvilken alvorlig fare, terrorisme og politiske konspirationer i den ganske verden rent faktisk udgjorde, og hvor meget, han var nødt til at gå på kompromis med sine egne moralske overbevisninger, for at beskytte sin egen, elskede familie. Det var slemt nok, at hans egen datter - udover i forvejen at lide af en depression - ikke kunne bevæge sig ret mange steder uden en bodyguard, og at hun var nødt til at opgive drømme og håb og ambitioner om at komme på college og ud i den store verden, for at opleve livet, og i stedet måtte forblive i Sacramentos omegn, hjemmeskolet og ensom og venneløs - det er ikke et liv man kan byde en 17-årig pige, det er det altså simpelthent bare ikke -, men at han tilmed var i fare for at miste hende og hans ligeså elskede kone, var ikke en skæbne, han havde lyst til at prøve kræfter med og udfordre. Og efter journalisternes tilsnusinger om en korrupt løbebane - at angribe regeringen med hjælp fra regeringen udenfor regeringens kendskab -, var det ikke kun udefra, farerne lurede, men ligeså vel indefra, med vrede amerikanske konspirationsteoretikere, der ihærdigt fastholdte, at journalisternes påstande om korruption i regeringen, var beviset på, at verden, ganske rigtigt, blev styret af Illuminati og var på vej ned ad en ond cirkel imod én stor verdensregering, der blev ledt af én fælles verdenshersker, der ville ende som en Hitler 2, forårsage tredje verdenskrig og, i sidste ende, udrydde hele menneskeracen fra jordens overflade. Og dette var noget, konspirationsteoretikere på ingen måde ønskede, og derfor var de i fuld færd med at oprette et værn, men også opbygge et flammende, intenst had, som Buck Wilson vidste kunne drive folk ud til morderiske handlinger. Han indrømmede da, at korruption på ingen måde var en mangelvare i den geopolitiske verdenssituation - måske nok snarere tværtimod -, men at alt var på vej imod en fælles verdensregering, var noget, han var en del mindre sikker på, særligt fordi han selv, som regeringsansat, burde have bare lidt kendskab til en plan som denne, hvis det rigtignok viste sig at være sandt. Men det gjorde han ikke. Dette kunne selvfølgelig skyldes, at der ikke var nok tiltro til ham, og at han var en af den slags mennesker, der blev fastholdt i et mørkelagt spind af pure løgne, men dette betvivlede han nu stærkt. 

Anklagerne fra massemedierne var selvfølgelig ikke bekræftet, fordi der - heldigvis - ikke var nok bevisførende materiale til at bakke journalisternes anklager op, men der var alligevel nok spor, der pegede hen på det til, at Buck Wilson var nødt til at leve i mandsopdækket eksil. Han overvejede at melde sig ud af regeringen, at have en mulighed for at rense sit navn, men han vidste ikke, hvordan han skulle gøre det, hvordan han kunne rense sig selv og sin familie og melde sig væk fra den korrupte løbebane, såvel som fra arbejdet i regeringen, melde sig helt ud og få et normalt arbejde, eller måske blive førtidspensionist - eller muligvis endda flytte helt bort fra USA -, så hans kone ikke ville være i konstant livsfare, og at hans datter ej heller behøvede at være så alene, i en så håbløs tilværelse, som hun ubenægteligt var endt i, men at hun kunne komme ud i verden, ud i livet og blive som alle andre unge piger og unge kvinder. Dette, var han sikker på, ville også hjælpe på hendes depression.

Og det var nok også alle disse ting, der i sidste ende var årsag til, at han indvilligede i at mødes med Nathan Sarcony, som han kendte fra sin High School tid og som han da også havde haft jævnligt kontakt med og som kendte hans familie. Nathan Sarcony var muligvis en af de få mennesker, der kendte ham personligt nok til at vide, hvordan han faktisk havde det, og hvordan hans familiesituation var. Også selvom Buck Wilson nagede endog stor tvivl til, hvordan pokker denne mand, ud af alle, kunne hjælpe ham, men han var samtidig desperat efter en løsning, efter hvad som helst, der kunne rense ham og rense hans familie, og det var nok også denne gnavende desperation, han, i sidste ende, handlede på. 

Nathan blev visiteret af de talrige bodyguards, der vogtede grunden, og blev, efter at han var vandret gennem den første port, beordret at afmontere sin smartPad, fordi den kunne indeholde skjulte mekanismer, der fungerede som våben, også selvom den ikke gjorde, men han skulle afmontere den alligevel, det var en sikkerhedsprocedure, dermed basta og herefter fortsatte han. Han kom Buck Wilson i møde ved poolen, der befandt sig tæt på indgangen, efter han nåede enden af stien, der skar sig gennem bregnebuskadset og buskpalmerne og de dybgrønne eukalyptustræer. Rødblomstrende buske strakte sig ud i hans venstre side. Eksotiske lanternelamper og Tiki-fakler flankerede stien på begge sider, lige inden poolen. Huset, der strakte sig opad længere fremme, havde glasfacader i bunden og bygget på sortbrune mursten, i en postmodernistisk, firkantet stil, med fladt tag, beklædt af solceller, og nogle sektioner af huset, der hævede sig højere op end andre. Glasruderne i bunden, lidt længere fremme, som udgjorde husets bagindgang, reflekterede den klarhvide sol, som blændede ned fra den lyseblå og kun alt for skyfrie himmel. Svømmepølen strakte sig i en aflang kvadrat, stille og azurblå, tre meter dyb og med klarhvide fliser. Buck Wilson var iført sorttonede solbriller, cirkelrunde, da han imødekom Nathan, men ellers var hans beklædning ganske afslappet, hverken slips eller jakkesæt men istedet shorts og T-shirt, så hans muskuløse, bredskuldrede facon syntes at tone tydeligere frem, og de gav hånd til hinanden. Buck Wilson smilte. Nathan smilte tilbage, men med læberne, og ikke med tænderne, som Buck Wilson ellers gjorde. De satte sig ikke udenfor, men indenfor, ved et bord med en samling stole, der befandt sig lige omme på den anden side ad glasvæggen, og som bestirrede svømmepølen og den frodige jungle af buskads, der omgav den bagindgang, Nathan var vandret ind fra.

Buck Wilson satte sig overfor ham. Ventilationsanlægget gjorde den omkringliggende atmosfære kølig. "Jeg håber ikke, det gør noget, at vi sætter os herinde, fremfor derude," sagde Buck Wilson, da han havde sat sig. Han fjernede solbrillerne, så de klarblå øjne næsten skinnede frem. "Men her er vi allermest i sikkerhed." Han nikkede imod glasvinduet, til venstre for ham selv men til højre fra Nathan. "Skudsikkert glas, armeret med nanofibre af kevlar. Ekstremt modstandsdygtigt." 

Nathan spidsede læber, og nikkede. Buck Wilson lænede sig tilbage. Hans pande blev fyldt med furer, der trak sig op mod den kronragede, hudblanke isse, da han løftede brynene. "Det er ellers ... lang tid siden. Jeg, øhm ... har hørt at ... at du ikke længere er sammen med familien?"

"Jeg kommer her som en meget desperat mand," svarede Nathan, og virkede på ingen måde til at have bemærket Buck Wilsons personlige spørgsmål. Hans øjne drev ikke bort fra glasset. "Jeg kommer som en meget desperat mand i en meget desperat situation, og den eneste anden, jeg kender, der er ligeså desperat som mig selv, er dig."

Og han så hende, Buck Wilsons datter, Melody, der kom gående hen mod poolen, næsten bar, så den solbrune hud - solbrun som hendes fars - syntes at glimte i det klarhvide skær fra himlens solskive, hun vandrede, indtil hun nåede kanten af poolen, hvor hun satte sig, og lod de bare ben forsvinde bort i vandet. 

"Hvor gammel er Melody nu?" spurgte Nathan, uden at fjerne blikket fra Buck Wilsons datter. Buck skulede imod hende. Spillede med læberne. Blikket vendte sig tilbage mod Nathan.

"Hun ... blev 17 i sidste måned."

"Hun har stadigvæk ikke nogen venner at være sammen med, har hun?" vedblev Nathan. 

Buck Wilson sukkede, og hans blik drev ned mod skødet, hvor han trommede tommelfingerspidserne sammen. "Nej. Nej, det har ikke ændret sig. Intet har ændret sig. Jeg vil vove at påstå, at det, tværtimod, er gået hen og blevet værre. Vi er isoleret fra omverdenen i vores eget hjem. Og det er særligt ikke godt for Melodys ... psykiske tilstand." 

"Det er derfor, jeg er her." Nathan nikkede, og vendte langt om længe blikket bort fra glasset og hen mod Buck, der fortsat sad og trommede tommelfingrene imod sit skød. "Jeg ved godt, du ikke er noget ondt menneske, Buck. Jeg kan huske dig fra vores college-tid, og ond, det er det sidste, du er. Du prøver bare at overleve. Det er vel, i sidste instans, hvad vi alle sammen prøver på, er det ikke?" 

Buck sagde intet til Nathans bemærkning, og trak i stedet blot på skulderen. Nathan fortsatte, og som han fortsatte, viftede øjnene tilbage mod glasvæggen og poolen på den anden side, hvis kant Melody fortsat sad på, svingende med sine ben gennem vandet. "Jeg er heller ikke noget ondt menneske. Jeg ved, at det er det, som kællingen tror, jeg er, men hun tager fejl. Jeg er ikke ond. Jeg prøver bare at overleve, det er det hele. Og nogen gange ... bliver jeg bare lidt tørstig. Og så kommer jeg til at drikke lidt. Og når jeg drikker, gør jeg dumme ting. Men jeg bliver bare tørstig. Det er det eneste problem. At jeg bliver lidt for tørstig i ny og næ. Men jeg er ikke ond. Jeg er ikke ond, og det er du heller ikke." Han nikkede. "Vi to, Buck, vi er mennesker, der gør fejl, men som prøver at leve. Hvilket ikke altid er nemt i den verden, vi lever i. Prøv bare at se på Melody. Hun er ligesom os. Hun har det svært, og fordi hun har det svært, kæmper hun for overlevelse, ligesom os to, og når man kæmper for overlevelse, er det ikke altid etikken, der kommer i første række." 

Bucks mørke bryn rynkede sig. Tommelfingerne stoppede med at tromme ned i skødet. "Undskyld, hvad mener du?" 

"Nøjagtig det jeg siger." Nathan kiggede tilbage på Buck, og Buck fornemmede noget underligt dødt og livløst, der havde drænet sig ud i Nathans lysebrune øjne bag de firkantede brilleglas. "Vi to, Buck, vi er dem, der overlever. Og fordi at vi er overlevere, bliver vi nogen gange nødt til at træffe nogle svære, og hårde, beslutninger." Førend Buck nåede at svare, fiskede Nathan hånden i lommen, inden han trak et sammenfoldet papir op. "Nu vil jeg vise dig, hvad alt det her i virkeligheden handler om." Med disse ord, foldede han papiret ud, inden han lagde det på bordpladen, og med en enkelt finger skubbede den hen til Buck, der lænede sig frem for at beskue den. Det var en tegning af foryngelsesprojektet, Nathan ihærdigt havde forsøgt at lave. Med bryn, der stadig var rynket sammen til en lodret pandefure, greb han i papirets kanter, en knitren, og løftede papiret op foran sig.

"Det, du lige nu ser, er et projekt, jeg har brugt de sidste fem måneder på at arbejde med."

Buck Wilson betragtede papiret i nogle øjeblikke, og kiggede herefter op til Nathan. "Foryngelsesprojektet?"

Nathan bevægede sit hoved op og ned i rækkevise nik, og læberne bredte sig ud i et kort smil, som Buck Wilson fandt underligt afkoblet fra virkeligheden, på samme måde, som glimtet af tom død, der i et kortvarigt øjeblik udhulede Nathans brune øjne. Han sænkede papiret ned på bordet. 

"Lige nøjagtig. Jeg har, langt om længe, fundet nøglen til frembringelsen af ... evig ungdom. Selvfølgelig har projektet sine ... sine flaws ... det er jo klart. Den er jo stadig i sin absolut spædeste ungdom, og skal selvfølgelig modificeres lidt, men med flere tests og prøvelser, og måske et par år mere, vil det være perfekt, men førend det overhovedet kan blive perfekt, skal jeg bruge en testperson, og det skal være en person, der passer til projektet, og hvis krop har den perfekte bygning og den perfekte sammensætning til formålet."

Buck Wilson blinkede, kiggede tilbage på papiret mellem hans fingre, og herpå til Nathan. "Jeg er ikke helt med ... hvad har det med mig at gøre?"

"Det har alt med dig at gøre. Ser du," han lænede sig fremover, "den kælling til min ekskone ... har afskåret mig fuldstændig fra min datter. Min datter, som jeg elsker meget højt. Ja, jeg har været et svin nogen gange, og det erkender jeg." Han placerede hånden med de spredte fingre på brystkassen, akkurat som han havde gjort, da han snakkede med Janice. "Jeg har været lidt for tørstig til tider, og drukket lidt for meget for at slukke tørsten, og det har fået mig til at gøre ting mod min datter, jeg ikke ønskede at gøre, men jeg elsker hende stadigvæk. Jeg ved godt, jeg ... at jeg måske har svigtet lidt, men jeg er ikke ond. Guderne skal vide, at jeg fandeme ikke er ond. Det kan godt være, at min ekskone, som den dumme kælling, hun nu engang er, ser mig som ond, og fortæller min elskede datter, at jeg er ond, men jeg er ikke ond. Ligesom du heller ikke er ond og Melody heller ikke er ond. Ingen af os er onde, men mennesker, og mennesker vil altid være mennesker. Vi er kun mennesker. Vi er kun mennesker, og mennesker gør fejl."

"Jeg tror stadigvæk ikke helt, jeg er med."

Nathan fugtiggjorde læberne med sin tungespids, og strakte sin pegefinger ud, efter at have fjernet hånden fra brystkassen. Det var papiret, Buck stadigvæk havde sit greb om, spidsen af hans pegefinger rettedes imod. "Jeg skal bruge min datter til projektet. Jeg skal bruge min datter, fordi jeg skal frelse hende. Jeg skal frelse hende, og vise hende, at jeg elsker hende, og ved at gøre hende ung for evigt, og bruge hende til at gøre alle unge for evigt, bruge hende til at blive hele menneskehedens frelsende engel, kan jeg genoprette den kærlighed, der, takket være min forpulede ekskone, er blevet splittet imellem os. Jeg kan gøre min datter til hele verdens frelser." 

Manden var sindssyg. Buck var på ingen måde i tvivl. Nathan lavede ikke sjov, men mente hvert et ord han udtalte, Buck kunne se iveren gøre Nathans øjne underligt spejlende, manden troede inderligt på de ord, han kom med, og der var ingen tvivl. Han var sindssyg. Han balancerede ikke blot på kanten mellem fornuft og sindssyge, og var ej heller misforstået. Manden var, slet og ret, sindssyg, en perfekt kandidat til den lukkede, og Buck Wilson fortrød, at han havde indvilliget i at holde dette møde. Men han havde jo virket så rask, så normal, og det - hvilket skræmte Buck endnu mere - gjorde han stadig. Han sank en klump, vidste, at han ikke burde sige mere, men gjorde det alligevel. "Så hvad er det, du har tænkt dig?"

"Jeg har tænkt mig, at du skaffer hende for mig. Saml de nødvendige ressourcer, og hvis det kræver agenter, der er underlagt din jurisdiktion, jamen så må det også være et middel. Bare du skaffer hende."

Buck gav slip på papiret, og lod det dumpe ned på bordpladen, og en underlig kulde begyndte at slange sig omkring hans strubehoved. "Undskyld jeg spørger, Nathan, men ... jeg kan på ingen måde se, hvordan det at jeg kidnapper din datter, på nogen mulig måde vil kunne rense mig og min familie fra de anklager, pressen i sin tid er kommet med. Det strider jo imod al logik." 

Nathan rystede bare på hovedet, og åh Gud, han smilte jo, han smilte. "Nej. Nej, det skal du slet ikke bekymre dig om. Jeg skal nok få renset dit navn. Jeg ved, at du har nogle dygtige mænd på hånden, mænd, der kan få det hele til at ligne en simpel ulykke. Der behøver ikke engang at være nogen vidner. Hvis folk spørger, så kan jeg bare fortælle dem, at du intet har at gøre med det. Folk behøver slet ikke at finde ud af, at det er mig, der står bag kidnapningen. De behøver jo ikke at vide, at det er min datter, der er grundstenen for projektet. Jeg skal nok finde på noget, og hvis ikke andet, så har jeg penge. Masser af penge." 

"Og hvad skal penge gøre godt for?"

En skrigende latter, kortvarig men ganske uhyggelig, forlod Nathans læber, og han strakte armene ud til begge sider. "Penge! Ved du slet ikke, hvad penge er? Penge, Buck, er hele den her verdens fokuspunkt. Penge er selve det alter, den guddom, hele verden, uanset hvor digitaliseret, den så er blevet, tilbeder. Har du penge, har du magt og så har du verden i din hule hånd, for penge er hele verdens gud. Jeg skal nok finde på noget. Jeg skal nok få renset både dig og din families navn, det hele, stol trygt på det."

"Hvis du ikke har bemærket det, Nathan, så er jeg en person, der ligger inde med ret mange penge, men det har ikke fået renset min familie af den grund."

"Selvfølgelig har det ikke det." Igen lænede Nathan sig frem. "Det er jo din egen familie, og folk forventer jo, at du prøver at rense dig selv og din egen familie. Hvis du på nogen mulig måde skal have renset familien, så skal det gøres af en udefrakommende, og den udefrakommende, er mig. Jeg kender til en del mere af dit privatliv, end de fleste gør, hvilket der, heldigvis, ikke er ret mange, der ved. Jeg er nærmest den eneste, der vil kunne gøre det. Så hvis du hjælper mig med det her projekt, Buck, hjælper mig med at redde menneskeracen, så lover jeg dig, at dig og din familie bliver renset for alle anklager." 

Buck vendte blikket ned mod papiret, han ikke længere holdte om, men som nu lå på bordpladen. Nathan fortsatte. "Men hvis du, på den anden side, nægter at hjælpe mig ... så kan jeg ikke garantere for, at jeg ikke går direkte til pressen, og fortæller dem alt, hvad jeg ved om dig og din familie. Så du har rent faktisk ikke noget valg." 

Dette fik Buck til at reagere. Hans øjne svulmede, hans hoved spjættede op og han bestirrede Nathan, i lang tid, og hjertet krampede sig i voldsomme pulsslag. "Afpresser du mig?" 

"Er det sådan, du ser det? Afpresning? Eller ser du det som et tilbud, det vil være dumt at afslå?" 

"Jeg kunne skyde dig, Nathan. Lige nu og lige i hovedet." Kulden spredte sig ned i brystkassen, og det strammede sig i hans hænder, for han kunne skyde ham, han kunne virkelig skyde ham, bare løfte pistolen og sigte og trykke på aftrækkeren, for han truede ham og truede hans familie, og det var der fandeme ingen, der skulle gøre, og især ikke en fyr som Nathan.

Nathan nikkede nøgternt. "Ja. Ja, det kunne du. Du kunne sagtens skyde mig, og du kunne sagtens gøre det lige nu og lige i mit hoved, som du sagde. Men det vil være en meget dum idé, for folk vil begynde at lægge mærke til, at jeg mangler ... at man ikke ser noget til mig ... og du vil begynde at få et større og større forklaringsproblem, og det vil ikke ligefrem behjælpe din families situation, for slet ikke at snakke om Melody, vil det vel? Hjælp mig, så hjælper jeg dig. Lad være, og så kan jeg ikke garantere udfaldet." 

Bucks kæber blev stramme, og tilstramningen fik kæbemusklerne til at snurre stift. Nathan syntes at bemærke det, og skrånede hovedet. "Jeg ved godt, det virker unfair, Buck. Og jeg har fuld forståelse, hvis du hader mig. Men bare du forstår, at jeg, akkurat som dig selv, er en desperat mand i en meget desperat situation, som bare prøver at overleve, ligesom alle andre. Tro ikke, jeg gør det her med ren samvittighed, for det gør jeg ikke. Istedet gør jeg det, fordi jeg er nødt til at gøre det. Jeg er nødt til det. Ikke bare for mig selv, men for menneskeheden."

Buck var stille, længe. Ude på den anden side ad glasvæggen havde Melody rejst sig op, og istedet sat sig hen i skyggen, på en liggestol, og med en bog i hånden. Han sank en klump, svælget var stramt, og så talte han. "Okay. Jeg hjælper dig. Og så renser du min families navn. For hvis min familie ikke bliver renset af det her, er du død. Forstår du det? Så finder jeg dig og så skyder jeg dig point blanc i hovedet. Men hvis det, på den anden hånd, lykkedes ... og du får renset mig og min familie ... så vil jeg aldrig nogensinde se dig eller snakke til dig igen. Og hvis jeg alligevel møder dig, dør du stadigvæk." 

Nathan nikkede. "Det er helt fair. Men du får ikke brug for at skyde mig, for det, det vil lykkedes. Tro mig." Buck svarede ikke. Nathan fortsatte. "Men så regner jeg med, at vi har en aftale?"

"I guess so.

Nathan rejste sig op, men Buck blev siddende, og han strakte sin hånd henover bordet. "Tak for det, Buck. Og du kan være klart forvisset om, at det her er den bedste beslutning, du i dit liv har truffet." Buck gav ham tøvende hånden, Nathans greb, der var både svedlunt og fugtklistret, klemtes, og så vendte Nathan bort og forlod ham. Buck kiggede efter ham, herefter ud mod Melody, der nu var gået fra siddende til liggende stilling, indover skyggen fra et lavthængende palmetræs udragende blade, og til sidst ned mod skitsetegningen af foryngelsesprojektet.

En desperat mand i en desperat situation.

Han var klar over, at denne handling var en handling, han ville komme til at fortryde, men det sidste håb for, at hans familie, men særligt Melody, ville få en fremtid, der var langt bedre end denne, varmede frem i maven, og måske var det dette håb, der, trods han vidste, at han ville fortryde det, fik ham til at eftergive sig Nathans krav, og planlægge en iscenesat kidnapning af en pige, han ikke var et sekund i tvivl om var uskyldig.      

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...