Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23053Visninger
AA

24. ---21---

SAN JOSE, CALIFORNIEN

 

Nathan lod bilen blive sat på automatpilot, og lod den kun blive styret af sin stemme, som gradvist tyngedes og plørede sig til, i takt med, at fuldskaben voksede og slørede hans hjerne stadigt mere. Der var ikke megen trafik på den store vej, så turen tilbage til den nordvestlige ende af San Jose - tæt på grænsen til byen Sunnyvale - tog ganske let, varede knap en time, men selvom turen knap varede en time, var den ulidelig. Trods Nathans alkoholtilslørede hjerne, syntes billeder alligevel at vedblive med at glimte sig ind foran nethinderne, onde tankebilleder om alderdom og Emma, da hun var lille og hvor han lovede hende, at han aldrig ville forlade hende, og han så den universitetsstuderende Bonnie Silver fra Portland - eller som i hvert fald studerede i Portland, men som kunne komme hvorfra det end skulle være i landet -, hørte hendes lyse stemme, der spurgte Dr. Sarcony, kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom? Det endte med, at han tømte likørflasken, selvom det ikke ændrede meget, og blot gjorde det endnu sværere for ham at kæmpe sig ud af bilen, da han ankom foran hjemmet i den viktorianske Art Deco stil, og han endte med at ramme ned på asfalten med maven. 

Han bandede. Fik sig alligevel kæmpet op, døren smækkede han i, så det bragede hult i den tørre, californiske nat - for det var jo nat nu, klokken var jo over tolv - og han kunne høre cikadernes hæse kvækken i de frodige bregner, der i en halvmåne omkredsede huset. Høje, tynde palmer, der ragede over ti meter i vejret, hvor kronerne langt oppe foldede sig ud, i grønne herligheder, der dog flere steder var gulnet af tørke, knejsede sig på begge hans sider, strakte sorte skygger nedover husets gårdsplads, der gjorde den mørke nat mørkere, men Nathan registrerede det næppe. Han vaklede balanceløst, først til venstre og så til højre og så til venstre igen, slingrede, uden kontrol over sine ben, som om han kun lige havde lært evnen til at gå. Den svage, gullige belysning af natriumlamperne glimtede henover villavejen bag ham, og den svage belysning tillod et udsyn til tæppet af diamantglimtende stjernehimmel, der strakte sig milevidt et sted langt oppe over ham, og denne nat syntes der at være særligt mange stjerner, men Nathan var for fuld til overhovedet at registrere det. Han fumlede sine nøgler frem fra lommen, det klirrede metallisk, og han standsede foran døren, prøvede at sætte spidsen af nøglen i låsen, men ramte istedet mod dørfladen, langt fra låsen, kunne ikke sigte, men vedblev alligevel stædigt, nøglen skulle i låsen, det skulle den altså bare, så han prøvede igen, og så en tredje gang, og en fjerde, og det var den femte gang, der bragte ham lykkens tilsmiling, det skurrede, da nøglen gled ind, og han drejede og han fik låst op. Han vaklede frem, ind i huset, smækkede hånden henover væggen, prøvede at finde kontakten, ramte mod plastic, et klik, og det gule lys blændede natten ud i periferien. 

Han lukkede døren efter sig. En svag summen lød fra ventilationsanlægget. Nathan støttede sig til væggen, som han vaklede fremad, hen mod stueåbningen, hvor han ikke behøvede at trykke på en kontakt, fordi lyset var sensorstyret og tændte, da hans bevægelser gennem døren blev registreret. Han vaklede hen til sofaen, der befandt sig skråt overfor ham, på den anden side ad reolen, vaklede, og gulvbrædderne knirkede under ham, han nåede sofaen og så dumpede han sig ned og så blev han siddende. Det snurrede i hovedet, og han var nødt til at gribe sine hænder fast om sofakanten, så han ikke væltede ned til siden. Huset bølgede, kastede sig fra højre og til venstre og tilbage mod højre, det kastede sig, og så var det, at han så det. Foryngelseseksperimentet, med den holografiske anvisning, den kom svævende hen imod ham, også selvom foryngelsesprojektet var lagret på smartPadden og på computeren nede i kælderlokalet, på kontoret ved siden af træningsrummet, men holografien kom alligevel svævende imod ham. Den nøgne figur, der svævede gennem luften, fra venstre periferi, ind gennem det ottekantede kammer og videre ud i højre periferi, imod den cylinderformede, vandrette tønde, der glimtede sølvmetallisk (vi er fysisk unge når vi er mellem 16 og 25), fremvisningen kom svævende imod ham som et kropsløst spøgelse, og standsede foran ham, lige over bordet. Han blinkede og løftede brynene, ikke fordi, at fremvisningen var blevet levende og havde fået sin egen bevidsthed, dette syntes han at være for fuld til rigtigt at bemærke (Dr. Sarcony, kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom?), men i stedet løftede han brynene, fordi den nøgne krop, der før havde været identitetsløs, nu var blevet til Emma. Den krop, han så svæve fra venstre og mod højre, gennem kammeret, der indeholdte den kropsbeskyttende cellevoks, videre ud i den frie luft og til den kryoniske cylinder i den absolut yderste højre periferi, var Emmas krop, hans datter, det var Emma, Emma Sarcony, Emma, der før havde været 13 (evig ungdom, kan det lade sig gøre, evig ungdom?), men nu var 16 (vi er fysisk unge mellem 16 og 25). Emma. Han så Emma.

Nathan løftede forbløffet hånden, op til holografien, lod den svæve igennem illusionen, indover Emmas nøgne krop. Den holografiske fremvisning af foryngelsesprojektet forblev svævende over bordet i et øjeblik mere. Nathan sænkede hånden ned til sig. Hologrammet skiftede. Denne gang viste den kroppen, der stod i den lægeanatomiske positur, oprejst og med armene ned langs siderne, en anelse spredte, hvor håndfladerne vendte sig udad mod beskueren. Denne gang var der ingen pejlepile med tekstbokse for enden, som der ellers burde være, og det gik få øjeblikke senere op for Nathan, at kroppen, der nu kiggede imod ham, heller ikke var identitetsløs. Denne gang var det bare ikke Emma, han så. Denne gang var det ham selv. Og han blev ældre. Den holografiske kopi af ham selv, der svævede over bordpladen, blev ældre. Det oprejste hår gik fra tykt mørkebrunt til gråsprængt, og videre fra gråsprængt til sølvgråt, men det stoppede ikke, det fortsatte, og indikatorrøde markeringer blussede frem i ansigtet, stadig uden pejlepile med tekstbokse, men alligevel syntes ord, han ikke helt vidste, hvorvidt han kunne identificere, at tåge frem over kroppen. Det sølvgrå hår gik fra sølvgråt til hvidt, og begyndte at skrumpe ind, visne bort, og ansigtet syntes næsten at smelte, blive til nedhængende furer, der gjorde øjnene skæve og munden nedadbuende. Halsen svulmede op og blev tyk, og det samme gjorde vommen, og snart efter krøb de gustengule slyngplanter, der ikke lignede planter, men knogler, knogler, der endte ude i ligeså skeletagtige fingre af ondskabsfuld død, op i hans krop, som om de ville æde ham, og hans hud rådnede, den rådnede jo, blev gullig og sortlig og skrumpede ind, så han endte med ikke at være andet end et skelet. I dette øjeblik svulmede trangen til at skrige i hans strube, og han vred blikket bort fra hologrammet, og istedet ned til sine hænder, løftede dem, og det så ud som om, at fingrene blev tyndere, mere skrøbelige, og huden furede sig til, tæt, hård, og sprængte blodpletter af mørkviolet, af samme slags som dem, mor havde haft, fremkaldt af leukæmien, blussede sig frem, han blev gammel, han blev jo for fanden da gammel, og ansigtet vred sig tilbage og han kiggede bort fra hænderne og tilbage på hologrammet. Hologrammet var der bare ikke længere. Der var kun bordet, og den tomme, frie luft og væggen længst bagude.

Dr. Sarcony, kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom?

Han så tilbage på sine hænder (fysisk unge mellem 16 og 25), der ikke længere var spinkle og blodplettet, men som stadig begyndte at få fremtrædende hudfure, ikke mange, men alligevel (hun har ikke været din datter siden du lagde en hånd på hende!) noget, der kunne skimtes. 

Evig ungdom.

Emmas nøgne krop, der gled gennem luften, som indgik i projektet, og ham selv, der blev ældre og ældre, indtil kroppen blev ædt af den længe ventede død, der ville bortføre ham til ukendtheden. 

Evig ungdom.

Han skulle frembringe evig ungdom. 

Han skulle frembringe det, også selvom Janice ikke gav ham lov til at se Emma, men det var han ligeglad med, for Emma var også hans datter, og hun skulle hjælpe ham med at redde menneskeheden, hun skulle hjælpe ham med udødeligheden, uanset hvad den forpulede kælling til hendes mor så end prøvede at bestemme, han skulle redde menneskeheden, og hans datter skulle hjælpe ham.                 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...