Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23379Visninger
AA

23. ---20---

Janice blev længe stående ved vinduet ved siden af døren, med en finger krummet omkring kanten af forhænget, så forhænget blev strøget en anelse tilbage, og hun holdte øje med Nathans bil, ventede, og ventede længe, indtil billygterne klarede op i elektrisk blåhvidt, og bilen kørte bort fra kantstenen og forlod området. Janice lukkede øjnene, blev alligevel stående, selvom Nathan var kørt, hun blev stående, indtil Emmas klare stemme skar tavsheden i stykker bag hende.

"Hvorfor lukkede du ham ind, mor?"

Janice vendte sig rundt. Hendes datter stod ved foden af trappen, med højre skulder lænet mod væggen, lige inden hjørneknækket, der drejede af til stueåbningen. Hun gav slip på forhænget. Emma blev stående, og der var noget i hendes blik, Janice på ingen måde brød sig om. "Han er væk nu, skat."

"Det er fuldstændig ligemeget, om han er væk nu, mor, for du lukkede ham stadigvæk ind."

Janice, som stadig kunne mærke tårer svide i hornhinderne, blinkede kraftigt. "Skat, hør, det var ikke ... !"

"Jeg vil ikke have det svin i mit liv, kan du forstå det?" 

Janice skrånede hovedet, hendes datters stemme var blevet skælvende, og igen prøvede hun at tale. "Emma, det er ikke, som du tror ... !"

"Jeg ved godt, hvad der skete. Jeg hørte, hvad I snakkede om." Hun fjernede sig fra væggen, trådte nærmere Janice, stemmen skælvede tydeligere, og hun fortsatte. "Hvorfor lukkede du ham ind? Du skulle bare have smækket døren i hovedet på ham, i stedet for at lukke ham ind. Hvorfor fanden lukkede du ham ind, mor?"

"Han tvang sig selv ind. Og nu synes jeg godt lige, at du må benytte dig af en rar tone overfor mig, for jeg stod faktisk og prøvede at beskytte dig."

"Du prøvede at beskytte mig? Ved at lukke ham fucking ind?" Emmas stemme hævede sig, men Janice løftede en tilsvarende pegefinger.

"Jeg vil gerne have, at du snakker pænt til mig."

"Det har du ikke fortjent. Du ved, hvad det er, jeg har været igennem, hvad det møgsvin har udsat mig for, og så lukker du ham ind. Du skulle slet ikke være begyndt at snakke med ham, du skulle bare have lukket døren i. Jeg vil ikke have ham i mit liv. Jeg prøver at glemme ham, hvilket er svært nok for mig i forvejen, og så lukker du ham fandeme ind, og truer med at ringe til politiet, uden rent faktisk at gøre det. Jeg er skide bange for ham, mor, jeg er bange for ham og jeg hader ham og jeg vil ikke have ham i mit liv, og hvis du ikke kan forstå det, så er du overhovedet ikke værdig til at blive kaldt for min mor!" 

Janices øjne svulmede ved denne sidste bemærkning, og munden delte sig, og hun bestirrede sin datter i vantro. "Undskyld mig, hvad sagde du lige?"

"Jeg sagde, at hvis du ikke kan acceptere, at jeg ikke vil have noget som helst at gøre med det møgsvin, så er du ikke værdig til at blive kaldt for min mor!" Hendes stemme var blevet til en dæmpet, sammenkvalt hvislen mellem fremviste tænder, da hun gentog sætningen. 

Janice blinkede. Så fjernede hun sig fra vinduet, og mod Emma, der derimod ikke fjernede sig, men blev stående, og hun standsede foran hende. Emmas øjne var spejlende af tårer. Janice var ligeglad. I én hurtig bevægelse slyngede hun sin flade hånd gennem luften og klaskede den i en klar lyd indover Emmas venstre kind, så Emma automatisk spjættede hovedet til højre. Da hun atter så på hende, var hendes mund gabt åben til en overrasket cirkelform, og hun førte venstre hånd op til det sted på kinden, mors hånd havde ramt. Janice klemte øjnene sammen, og pegede direkte på sin datter med den dirrende finger, og snakkede, med en stemme, der var ligeså dirrende af en kvælende fugtklump. "Det dér vil jeg aldrig nogensinde høre dig sige til mig igen." 

Emma kiggede på sin mor, med hånden, der fortsat hvilede mod kinden, fugtsløret over de kastanjebrune iriser smeltede til tårer, der samlede sig i øjnenes underkanter, væskede sig i vridende bevægelser, og så rystede hun langsomt på hovedet. "Du skal ikke slå mig." Hun hev skingert vejret ind. "Du skal ikke slå mig. Du skal bare ikke SLÅ MIG!" Emma vrælede, og slyngede begge sine håndflader frem, plantede dem ind på Janices skuldre, så Janice måtte bakke et enkelt skridt tilbage. "DU SKAL FANDEME BARE IKKE SLÅ MIG!" Emma trådte et skridt frem, slyngede hånden op, men skubbede ikke sin mor. I stedet vred hun sig rundt, mod døren og skorækkerne og trådte væk fra Janice, der blot blev stående og kiggede imod trappen. 

Emma iførte sig de mørkerøde Converse All Star støvler, inden hun greb fat om dørhåndtaget. Janice stoppede hende ikke, hun stod blot der, med fronten vendt imod trappen og en hånd, der pressede tæt ind på munden. Emma åbnede døren. Kiggede sig tilbage. Hendes øjne var trukket om i en baggrund af blodrødt. "Du skal bare vide, at jeg hader dig ligeså meget, som jeg hader far!" Så gik hun, og døren bragede i efter hende. Janice blev stående, med hånden klemt for munden, blev stående, og smallede herefter øjnene sammen. En dråbe af saltvand vred sig ud fra den højre øjenkrog, buede nedover kinden og ned mod hagen, men tåren faldt uden hverken hulken eller vræl. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...