Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23533Visninger
AA

5. ---2---

PORTLAND, OREGON, JANUAR 2050

  Nathan Sarcony drejede sig bort fra det vridende hologram af DNA-helixen, så hans ansigt istedet vendte mod den omkredsende halvcirkel af stolerækker, der i mangfoldighed skrånede opad foran ham, mod indgangen til universitetcampusets auditorium. Det sølvgrå hår, metallisk glimtende i skæret fra de lysnede hologrammer, som omgav ham, strittede ved panden, anrettet i en næsten lodretstående trekant, der spidsede til i toppen. Over og bag ham svævede de holografiske tekstbokse, med deres tilhørende pegepile, der indikerede forskellige steder på DNA-helixens vridende figur, udfyldt af informationer om deoxyribaser og proteaser og peptidaser og hvilke enzymstoffer, der ellers skulle forestille at gå sammen med DNA'ets grundbaser. Noget af lyset spejlede sig ligeledes henover glasfladen på de firkantede briller med blåforkromet titanat-stel, der hvilede mod hans slanke næseben. Det øvrige af auditoriet var mørknet, henlagt i skygge, af hensyn til de holografiske fremvisninger, og kun det flimrende skær af grønt, som indikerede de forskellige nødudgange, glimtede i de yderste periferier, men selvom der var mørkt, skimtede han alligevel de talrige universitetsstuderende, der besad de ligeså talrige stolerækker. Han løftede højre hånd og strøg den op til håret, stiv af den organiske voks, og læberne smældede fugtigt og han fortsatte.         

 

”For at forstå mekanismerne bag aldringsprocessen, bliver vi først og fremmest nødt til at forstå, hvad aldring er.“ Han vred atter hovedet over skulderen, bestirrede DNA-helixen, der fortsat svævede over gulvet, drejende, vridende. ”Man kan sige det på mange måder, men en af de nemmeste måder at beskrive det på er, at alderdom og aldring først og fremmest er en akkumulation af aldersrelaterede skader. Det kan være slidskader på knoglerne, det kan være skadelige mutationer, der fremkommer som bivirkninger ved de konstante celledelinger, eller mitoser, for nu at være fagligt orienteret, som kroppens celler udfører tusind gange dagligt, og det kan sågar være kemisk spildmateriale, som tungmetaller og giftstoffer og hvad har vi ellers, der i årernes løb akkumuleret sig i vores krop. Én af tingene, som aldersforskningen igen og igen er kommet ind på, er de såkaldte DNA-reparations-processer, som det nu kan bekræftes, forværres og forringes, om man vil, med alderen.“      

 

Han slyngede hånden fremad, mod figuren af den snoende DNA-streng. "Et eksempel på et af disse DNA-reparationer, er den såkaldte NER, Nucleotide Excision Repair, som jeg har fremvist som et eksempel her. NER er en af de i alt tre forskellige DNA-reparationsmekanismer, der finder sted i kroppen, og NER's rolle er at fjerne den del af DNA-strengen, som, groft sagt, har lidt skade af ultraviolet påvirkning fra solens stråler. Grunden til, at det lige præcis er NER-reparationen, jeg har tænkt mig at give et eksempel på er, at det er en af dem, der beskytter os mod hudkræft. Det er samtidig den, der er den mindst komplicerede."       

 

Han vred herefter armen til sig, og trak ned i ærmet på venstre hånd, så den hvidglimtende håndledstablet, der både var en computer og en telefon og hvad man ellers havde lyst til at bruge den til, kom til syne, og hans fingre klikkede henover den trykfølsomme flade, og hologrammerne skiftede til en fremvisning af, hvordan denne kemiske reparationsproces i kroppens DNA fungerede, og som den blev fremvist, forklarede Nathan om, hvordan det fungerede, fortalte, at det hed en Excision Repair, altså en bortklipningsreparation, fordi det netop var sådan, den fungerede. Det var en mekanisme, hvor specialiserede enzymer og proteiner klippede de beskadigede DNA-enzymer bort, ved at vride dem væk fra DNA-strengen, og herefter skanne efter fejlen, klippe fejlen væk og erstatte den. Alle reparationer havde selvfølgelig den ting til fælles, at det var dem, der beskyttede kroppen mod alvorlige celleskader, særligt kræftsygdomme, og det var af samme grund - han klikkede sine fingre over håndledscomputerens flade atter engang, så hologrammerne af indviklede, makromolekylære DNA-processer skiftede til stigende og faldende og bølgende grafer - at ens risiko for kræft jo forøgede sig med alderen, ikke en voldsom forøgelse mellem 20 og 40, men derimod en voldsom forøgelse mellem 40 og 60 og stadigt endnu voldsommere mellem 60 og 80. En af nøglene mod kræftsygdomme skulle selvfølgelig findes i disse DNA-processer, tilføjede Nathan, særligt de involverede proteiner og enzymer - han remsede alle dem op, han kunne komme i tanker om, og som han remsede dem op, fremkom der holografiske beskrivelser og skabeloner af både egenskaber og opbygning af de forskellige stoffer - og lægevidenskaben var jo, som de fleste allerede vidste, nået usandsynlig langt efter fuldendelsen af nanoteknologi engang i slutningen af 2030'erne, og det ville muligvis ikke vare længe, før man kunne komme til bunds i denne akkumulerede skade på DNA'et, og muligvis reverserer disse alt for skadelige processer.       

 

Naturligvis var det jo ikke kun DNA-skaderne, der skulle bekæmpes, men det var dem, hvis kur desværre stadig lå alt for langt ude i fremtiden, vedblev Nathan, hvorimod at helbredelsen for Alzheimers syge, og den meget nært beslægtede demens, begge relateret til disse alderdomsmekanismer, lå indenfor rækkevidde. Hvordan lå den inden for rækkevidde, kunne man jo lade sig friste til at spørge om, men det var såre simpelt, ganske enkelt, elementært, min kære Watson, som der jo blev sagt i de gamle Sherlock Holmes fortællinger fra det forrige årtusind, den lå indenfor rækkevidde, fordi nanomedicinsk molekylebiologi gjorde det muligt at komme til bunds i årsagen bag disse 'neurofibrillære tangles', som de kaldtes. Det er dem, disse neurofibriliære tangles, der er årsagen til, at demente hjerner bliver slugt af neurologisk forrådnelse, i hvert fald i Alzheimers, men demensen, der fremprovokeres af alderdom, fungerer nogenlunde på samme måde. Neurofibrilliære tangles, som, for nu at danne en metaforisk sammenligning, er en slags hjernecelle-ædende fingre, der spreder sig dybt ned i hjernevævet, klumper sig sammen og hober sig op i ganske stor mangfoldighed rundt omkring i storhjernens cortex, eller i almindelig forstand kaldet hjernebarken, hvor de danner plak i hjernevævet - lidt som en ædende hjernetumor, men ikke helt, for denne hjerneplak er ikke dræbende for andet end ens mentale stadie - og denne hjerneplak dræber intelligensen og personligheden og hvad den ellers føler for at sluge. Tau-proteiner spiller en rolle, men det samme gør den førnævnte akkumulerede skade, særligt en akkumulation i hjernevævet af tungmetaller (kviksølv og cadmium som værende de særligt grumme af slagsen) og jernioner og 'frie oxygen-radikaler', ja, basisk set alt, hvad naturen kan finde på at udløse af skadelige sager. Men nanomedicinen kunne effektivt sætte en stopper for dette, fortklarede Nathan, det var i hvert fald set hos både rotter og lavere primater, men ikke de dyr, det er tættest beslægtet med mennesker, såsom chimpanser og orangutanger og bonobo-aber, fordi der var etiske problemer indblandet i det og fordi at verdens dyreværnsforening også var stærkt imod det, menneskeheden havde jo allerede fået udraderet isbjørnen og den store hvide haj og galapagosskildpadden, og den afrikanske elefant var nu minsandten også ved at være så udrydningstruet, at man snart opgav at gøre mere ved det, det skulle for Guds skyld da ikke gå udover kloge og intelligente aber, så derfor blev det gjort på rotter og dyr, der var meget fjernt beslægtet med mennesket, men uanset hvad, så havde man altså set resultater af nanomedicinsk indblanding. Og disse resultater, var resultater, forskere i stor enighed var godt tilfredse med.       

 

Selvfølgelig var disse rotter og mus og lemurer - en madagascar-primat, der havde været udryddelse nær, men som var blevet bevaret ved en kraftig indsats fra alverdens naturfredningsfonder - blevet podet med en særlig ændring af epidermisk vækstfaktor, en form for mutation, der ændrede blot en anelse på det genetiske udseende, før forsøget overhovedet kunne igangsættes, og herefter begyndte man at udsætte dyrenes naturlige tau-proteiner i hjernecellernes cytoskeletter for kunstig fosforylisering, hvilket i bund og grund er en tilføjelse af en fosfat-gruppe til et protein, som i dette tilfælde var hjernens tau-proteiner, og selvom man ikke regnede med, at det ville give gode resultater, at denne hyperforsforylisering af tau-proteiner ikke var årsagen bag Alzheimers, men i stedet blot noget, der skete som følge af det, begyndte dyrene efter et stykke tid at udvise symptomer, der kunne minde om demens. Man kunne naturligvis ikke vide det med sikkerhed, at de symptomer, dyrene udviste, ganske rigtigt var demens, men man havde da nu nok en fornemmelse af, at dette - en dement forrådnelse af hjernevævet - var, hvad der gik for sig. Man kunne regne sig frem til det gennem MR-skanninger af test-dyrenes hjerner, hvori man fandt spor efter disse formørkede plak-dannelser, som igen var årsagen bag de neurofibrilliære tangles, eller 'fingrene', som man så hos patienter med Alzheimers Demens. Det eneste problem var blot, at fosforylisering er en naturlig proces i cellernes proteiner, noget, der også gavner kroppen, så man kunne ikke bare lige begynde at indfange fosfat-gruppens atomer, for at forhindre den fosforyliserende proces, men til gengæld kunne man, via nanomedicinsk behandling, formindske mængden af over-fosforylisering, så tau-proteinet ikke reagerede med fosfat-grupperne på en uønsket måde, og derved ikke kunne skabe demensens hjernecelleædende fingre.       

 

Behandlingen mod alzheimers og almindelig demens var undervejs af flere årsager, ikke bare gennem manipulation af den organiske over-fosforylisering, men også gennem en såkaldt "chelations-proces", hvori man, ligeledes med den nanomedicinske behandling, indfangede jern-ioner i kroppens celler, ioner, der kunne være ekstremt skadelige, fordi de var uhyggeligt reaktive med gasarter som ilt og kvælstof. Det var ganske nemt at indfange disse jern-ioner, alt det krævede var blot et stof, hvis ion-ladning var den modsatte af jerns, og således kunne de blive indfanget. Dette stof kunne indtages både i pilleform og intravenøst. Organiske nanorobotter indkapslet i medicinen ville kunne udføre resten. Disse former for organiske nanorobotter var muligvis også vejen frem for dræbelse af kræftceller, man havde allerede implementeret dem i sygehusvæsnet, men kun de rige havde råd til det, selvom tyve år, tyve år, mere skulle der sandsynligvis ikke til, og så ville det være noget alle havde råd til, forudsat at de selvfølgelig kunne få betalt deres forsikringer. Nanorobotterne kunne desværre kun bekæmpe kræften, når svulsten allerede var der, ikke, når den var under udvikling, men det var selvfølgelig stadig et fremskridt, især hvis man tænkte blot fyrre år tilbage, til '10-erne og '20-erne - en tid, der blandt den midaldrende og ældre generation spøgende blev omtalt som "dengang, hvor man stadig havde mobiltelefoner, og hvor både film i High Definition formater og berøringsfølsomme skærme stadigvæk var nyt og spændende, og endnu ikke både antikt og gammeldags og overtaget af alt for mange hologrammer" -, hvor en kræftdiagnose stadigvæk var yderst alvorligt, fordi nanoteknologi endnu ikke var blevet udviklet tilpas nok til, at kunne bruges i medicinsk øjemed.       

 

Fremskridt! Det var dette buskab, Nathan Sarcony pakkede hele sit foredrag ind i ved afslutningen, hvor han sammendrog alle konklusionerne og de lægevidenskabelige faktaer og statistikker, det var fremskridt, det handlede alt sammen om fremskridt, om troen på en bedre verden, også selvom at det, som verden så ud nu, med en global klimakrise, der i løbet af de sidste to årtier virkelig havde taget fat, virkede som en pokkers triviel ting at sige, men det var ikke trivielt, for fremskridt var vejen frem, det havde det altid været, hvis ikke denne generations forfædre havde tænkt fremad, havde et brændende ønske om at få indflydelse i menneskehedens evolution, ville videnskaben slet ikke være nået så langt, som den var nået. Mennesket havde nået til månen, til mars, til Neptun og nu også udover kanten af solsystemet, mod den tætte Oort-sky af myriader efter myriader af store og små asteroider, og mennesket havde opnået alle disse ting, fordi det ikke så ønsket om at få indflydelse som en triviel ting, som en ting, man skal opgive, men fordi, det ønskede at gøre en forskel, at forbedre menneskets tilstand, påvirke selve evolutionen, der ellers krævede millioner af års udvikling i den naturlige verden. Fremskridt, indflydelse, anerkendelse, det var det vigtigste.      

 

"Og nu vi taler om det, så er jeg ikke en spåmand," sagde Nathan, under sine afsluttende bemærkninger, og hans nøddebrune øjne gled rundt omkring forsamlingen, der stadig blot var silhutter og omrids i det omgivende mørke. "Jeg er en videnskabsmand, og det at spå hører sig under overtro, hvilket ikke er et emne, jeg ser nogen større grund til at beskæftige mig med. Men selvom jeg blot er videnskabsmand, så vil jeg alligevel vove at spå denne lille forudsigelse ... Der er en herinde, i blandt denne flok af unge mennesker, blandt alle jer studerende, som jeg med sikkerhed ved vil være en af dem, der er med til, at menneskeheden tager det næste store skridt i evolutionen. Jeg ved ikke hvem, bevares, men jeg ved, at det vil være én af jer. Jeg kan mærke det dybt ned i maven. Og til dig, tilfældige person i denne mængde, som sandsynligvis kommer til at forandre menneskehedens fremtid ... Der vil jeg bare sige, at du ikke skal opgive håbet om indflydelse. Det er håbet og ønsket om indflydelse, der gør det muligt for dig at lykkedes."        Stilhed i forsamlingen.    

 

Nathan Sarcony nikkede, og så smilte han og løftede hånden. "Er der nogen, der har nogle yderligere spørgsmål?" Stadig ingen, der sagde noget. Nathan klikkede tungen mod ganen. "Well, tilbage er der vel kun ét at sige: Held og lykke, og tak for, at I gav mig tid til at viderformidle min viden." Hologrammerne forsvandt, og de automatiske lampecirkler, der plettede sig henover loftet, aktiveredes og belyste konferencelokalet i en dæmpet, men behagelig, glød. Det summede i det lyddæmpede lokale af blandede stemmer, da de studerende rejste sig op og begav sig mod udgangen for toppen af det skrånende gulv. Nathan afmonterede sin håndledscomputer - der sådan set udfyldte havldelen af underarmen, og ikke kun håndleddet - så huden kunne få luft, og vendte sig herefter om, mod venstre, mod enden af lokalet og VIP-indgangen. Han skridtede i bevægelse. Havde bevæget sig tre meter, før han hørte en lys, ung stemme, tilhørende en kvinde, hidkalde ham bagfra.      

 

"Dr. Sarcony?"       

 

Nathan løftede brynene, så furer bølgede frem på panden, og han vendte sig om og så bagud. En meter fra ham stod lydkilden, og kvinden var rigtig nok ung - det så hun da i hvert fald ud til at være - og hun var lille, næppe over 1'60, hendes hår var sort, med det lange pandehår, der skrånede sig nedover toppen af ansigtet og dækkede det venstre øje, udglattet og skinnende, den frisure, han havde set var blevet så populær, og ærmerne på hendes røde, skotskternede sweatshirt var foldet tilbage til midt på albuerne. Hendes hud var mælkebleg. Øjnene var mere grå end de var blå, men hun så alligevel ikke syg ud. Venstre hånd gned op og ned ad den bare, højre underarm, og håndledscomputeren, hun var iført sig, var ikke hvid, men havde derimod det gennemsigtige, glasagtige design. 

 

"Ja?"    

 

"Det, øhm ... Jeg ved godt, at ... foredraget er ovre og alt sådan noget og du sikkert også har mega stærkt travlt, men der er noget, jeg ikke rigtig fik spurgt om under foredraget, og som jeg virkelig har brug for at få spurgt om nu."    

"Well, go ahead. Jeg har fem minutter."       

 

Den unge kvinde nikkede, og hendes lange øjenbryn flimrede, da hun blinkede, men i et kort tidsrum svarede hun ikke, og havde istedet sit blik gledet ned til det sortmåttede gulv. Hendes blegrøde læber gjorde en svag trækning. De grå øjne vred sig tilbage til ham, og han lagde mærke til, at hun også havde fregner. "Det er fordi ... jeg har læst dine digitale bøger, og ... mange af de ting, du har skrevet om, i forbindelse med forlænget levetid og ... fjernelse af sygdomme, som før var uhelbredelige og alt sådan noget stuff ... og ja, det er nok løgn, hvis jeg påstår, at jeg ikke er gået hen og blevet lidt en fan. Af det du skriver, mener jeg."       

 

Nathan betragtede hende blot, blinkede, og ventede på, at hun fortsatte. Det gjorde hun, men der gik noget tid.    

 

"Mit spørgsmål går på, at ... og nu må du ikke grine af mig ... men ... om det på nogen mulig måde kan lade sig gøre at frembringe evig ungdom?"   

 

Dette spørgsmål fik et eller andet, Nathan ikke helt vidste, hvad var, til at fryse, et eller andet, der ikke befandt sig i hans krop, men i hans hjerne, i hans tanker, og det var koldt. Han blinkede to gange, så bare på pigen med det sorte hår og den mælkehvide hud, og der gik lang tid, før han endelig svarede hende. "Well ... Hvad er dit navn?"     

 

"Bonnie Silver," skyndte den unge kvinde sig at svare.     

 

Nathan Sarcony nikkede, men mest for sig selv. "Well, Miss Silver - Jeg går da i hvert fald ud fra, at du er en miss ..."    

 

"Det er jeg!"    

 

"Well, miss Silver ... Teknisk set er alt, hvad der sker i kroppen, bare et resultat af kemiske og fysiske processer, der, med nok snilde og kløgtighed, kan ... reverseres. Det samme gælder for ungdommen. Så i teorien og rent hypotetisk, så ja, der kan det sagtens lade sig gøre. Men det er nok desværre her, hvor det lade-sig-gørlige, i hvert fald med den nuværende teknologi, i ren praksis forsvinder, på samme måde, som at en tidsmaskine i teorien er ladesiggørlig, men i praksis er umulig. Vi har endnu ikke metoderne til at frembringe evig ungdom what so ever. Men det kan være, at det kommer ... engang ude i fremtiden."   

 

"Altså ... den er jeg kinda med på, men ... altså ... jeg tænkte ... når man fryser folk ned, you know, til det absolutte nulpunkt, ikke?"    

"Jo?"    

 

Bonnie Silver nikkede, og fortsatte. "Så standser man jo al metabolisme i kroppens celler, og man standser jo sådan set ikke kun al metabolismen, men man standser jo faktisk også alt den molekylære aktivitet, der også bidrager til den her degenering, som alderdommen jo, i sidste ende, er et resultat af. Og så ... Så var det jeg tænkte, at ... at ved at man standser alt ... you know ... ALT ... atomer og celler og ... og man i bund og grund bliver frosset i tiden ... så kan man jo, rent hypotetisk selvfølgelig, opnå det, der svarer til evig ungdom. Så i princippet ... i ... i princippet kan man jo fryse sig selv ned, mens man er ung, og så, jeg ved ikke ... på en eller anden måde få ændret sine celler, eller få undersøgt sine celler, imens man er i det her ... det her nedfrosne stadie, eller den her dødsøvn eller hvad vi nu skal kalde det ... og så få sammenlignet sit genetiske udseende med en, der er gammel. Altså lidt ligesom ved en almindelig kryonisk nedfrysning, men hvor den eneste forskel, ligesom, bare er, at man her bliver frosset ned i, du ved, levende live."     

 

Nathan stirrede på hende, havde ikke lagt mærke til, at hans læber havde delt sig og munden havde gabt sig åben, han stirrede, uden at være helt sikker på, om Bonnie Silver med den mælkeblege hud og håndledscomputeren i det gennemsigtige glasdesign rent faktisk var en virkelig entitet. "Kom du helt selv på den idé?"     

 

Bonnie Silver vippede med hovedet, så det slaskede i det lange og skrånende pandehår. "Jeg har måske lånt den lidt fra andre, men ... altså ... den der del med at opnå evig ungdom gennem en kryonisk nedfrysning er noget, jeg selv er kommet frem til."    

 

Nathan nikkede, hans læber var stadig delte. "Idéen er dog ikke ny, I'm afraid."    

 

Bonnie Silver vippede atter med hovedet. "Den del er jeg også klar over. Men ... Altså ... Er det muligt?"     

 

"Det spørgsmål, du gav mig?"     

 

Bonnie nikkede.  

 

"Well, i teorien, så ja. Så er det. Men ... Det er for upraktisk, og så er det for risikabelt. Det er ikke til at vide, hvad følgerne kan være ved at fryse et levende menneske ned, for ikke at snakke om et ungt et."  

 

Alligevel var der et eller andet ved idéen, som tiltalte ham, selvom han ikke sagde det højt.  

 

Bonnie Silver vedblev. "Men det er muligt?"  

 

"Ja. I teorien."     

 

Bonnie Silver nikkede atter, og så smilte hun, og venstre hånd gled hun bort fra højre arm, og strakte den istedet fremefter. "Okay, mange tak for snakken, Dr. Sarcony. Det ... Ja, jeg beundrer som sagt det, du skriver, og jeg var også bare nysgerrig efter at vide, om det kunne lade sig gøre."     

 

Nathan smilte tilbage, så hudfolder bølgede frem i begge sider ad ansigtskvadraten. Han løftede sin egen hånd og trykkede den ind i Bonnies. "Ingen årsag, Miss Silver. Det er altid rart at snakke med andre videnskabeligt interesserede, så fornøjelsen ligger skam helt på min side."     

 

Efter de havde givet hånd, vendte Bonnie sig rundt, strøg sit lange, sortblanke hår, og vandrede tilbage mod stolerækkerne og udgangen og den øvrige flok af studerende, som konferencesalen næsten var blevet udtømt for. Nathan selv blev længe stående dér, på gulvet, betragtede hende, indtil hun var forsvundet. Så vendte han sig om, og begav sig mod udgangen. Bonnie Silvers spørgsmål hjemsøgte hans sind, havde taget bolig i hjernen, han kunne ikke slippe den, og et underligt sug, ikke et koldt et, spændte sig ned igennem det inderste af rygsøjlen. Evig ungdom, kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom, evig ungdom, hvis man nu fryser kroppen ned, evig ungdom, kan det lade sig gøre?   

 

Evig ungdom. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...