Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23020Visninger
AA

22. ---19---

SAN FRANCISCO, CALIFORNIEN

 

Det tog en time fra Nathans hus i yderkanten af San Jose og til Forest Hill-hjemmet i San Francisco, som Emma boede i, sammen med hendes mor og hans egen ekskone. Det tusmørkeblå klokken 11-skær slugte himlen, og gadelygterne skinnede i deres bleghvide skær. Nathan bad bilen om at parkere ved kantstenen tæt ved husets indgang, men han steg ikke ud. I stedet sad han der blot, betragtede vejen, der skrånede op ad bakke, sparsomt bebygget, med flere træer end huse, og hans øjne var røde, men af fuldskab, og ikke af tårer. Vejen havde ikke forandret sig, end ikke det fjerneste, siden han boede sammen med sin familie, og synet af de fint buende lygtepæle, der blegnede i et klarhvidt skær nedover asfalten, fik en tung nostalgi til at lægge sig henover hans i forvejen alkoholslørede sind. Han stirrede fremad, i lange øjeblikke. Så vred hans blik sig mod højre, til huset, omgivet af frodige haveplanter, dybgrønne bregner, savlende graner og palmebuskadset, der ragede op bag bedene skråt overfor ham, langs den modsatte havekant. Indgangen var flankeret af fire elektriske hornlygter, hvor lyset flimrede gulligt bag de matterede glaspaneler, to på hver side. Døren var overdækket af det hvide, viktorianske tagvedhæng, som den altid havde været. 

(DU HAR SVIGTET DIN FAMILIE!)

 Nathan smaskede, mundtørt, og kiggede på flasken, denne gang ikke whisky, men likør - det var Sylvia Rider, der i sin tid havde lært ham at drikke dette -, allerede halvtømt, der hvilede på passagersædet. Måske skulle han spare på indholdet. Men måden, hvorpå lyset fik glasset til at glinse sådan, som om flasken nærmest blinkede til ham, var for uimodståelig, og han rakte atter hånden frem, greb flasken - bare en lille slurk, en enkelt en, det skadede nu ikke - og lod blikket fæstne sig imod den høje, viktorianske bygning, med træbjælker og glatsort stenfundament, der knejsede sig i den normalt frodiggrønne have, men hvor det grønne, i dette tætte aftenmørke, var blevet sortnet. Han drak. Det sødmede i en stærk bitterhed ned langs ganen. Han drak atter engang, flasken skvulpede, og han skruede, med et mere klodset greb, end han plejede, låget tilbage på toppen af flaskehalsen. Flasken smed han skødesløst ned på passagersædet, så væsken atter gurglede hult. Så strakte han venstre hånd fremad, knugede om dørens håndgreb og vippede op, men selvom han vippede håndgrebet op, hørte han ikke det velkendte klik, der indikerede, at døren åbnedes, og i et kortvarigt øjeblik frygtede han, at hans mareridt var blevet til virkelighed, at bilens computer var blevet klogere end dens ejer og nu havde besluttet sig for, at overtage kontrollen med køretøjet, men så kom han i tanker om, at bilen jo var stemmestyret, og han rettede blikket imod de blålysende displays, der var lodret opstillet og som udgjorde instrumentpanelet foran gearstangen. 

"Lås døren op." Hans stemme var tung og rug. 

"Javel, Nathan. Døren låses nu op," sagde den alt for livagtige computerkvinde, og han hørte et dybt, metallisk klik, der syntes at forplante sig ud i resten af bilen. Han afprøvede igen håndtaget, og denne gang var der succes. Bildøren klikkede, og sprækkede sig på klem. Den kølige, tørre aftenluft prikkede ham ind på håndryggen. Han registrerede det knap nok. Et søvnigt, fordrukkent smil voksede ud i mundvigene, og han løftede højre pegefinger, i en alkoholforvrænget tro på, at den digitale kvinde bag de blålysende displays kunne se de handlinger, som han foretog sig. 

"Du er en god tøs. Du er en rigtig god tøs. God tøs." 

"Det var så lidt."

Nathan sænkede fingeren. "Jeg sagde ikke tak. Jeg roste dig." 

"Det var så lidt, Nathan," gentog computeren. Nathans smil forsvandt. Han rystede på hovedet.

"Du er sguda lidt af en dum dåse, når det kommer til stykket." 

Dette fik han intet svar på. Han sukkede, vred sig rundt og skubbede døren længere op, så den svang ud over vejbanen, men som han trak sig fremad, for at rejse sig op, opdagede han, at han blev holdt tilbage, og igen sneg frygten sig op i ham, at det var bilens indbyggede computer, der gjorde dette, fordi den var blevet sur på ham over, at han kaldte den en dum dåse og behandlede ham respektløst, selvom det var ham som ejede den, indtil det gik op for ham, at det ikke var computeren, men selen, som han havde glemt at klikke op. Uden tøven førte han hånden ned til selelåsen, klikkede sig fri og steg ud. Han havde nær mistet balancen, og måtte vakle et par korte skridt, før han, nogenlunde, genvandt balancen. Døren smækkede han hult i efter sig. Så begyndte han, en anelse slingrende, at vandre op mod huset. Han skrånede over græsplænen, i stedet for at vandre ad stien, nåede forbi den sidste hornlygte, og herefter til de to stentrin, der ledte op til den granitblanke veranda, ligeledes af sort stenmateriale. Lanternelygten, der buede opad over døren, lyste op, da den bevægelsesfølsomme sensor registrerede ham, men han var ligeglad med lyset. Han knugede om det cirkelrunde dørgreb med højre hånd, knyttede samtidig den venstre til en næve, og vaklede forover, så hans overkrop lænede imod døren, og så bankede han. Gav sig til at vente. Der skete ikke noget de første sekunder, så derfor besluttede han sig for at banke igen, hæmningsløst og utålmodigt. Ventede på ny.

Der gik få øjeblikke. Så gik en dør op - netdøren, selvfølgelig, de havde jo også en netdør - kort inden der blev taget i dørgrebet. Nathan gav slip, rettede sig op og trådte et svagt dirrende skridt tilbage. Døren åbnede sig udad. Janice Brown stivnede, da hun fik øje på sin eksmand, og hendes øjne, brune som hans egne, men mandelformede, og ikke ovale, svulmede. Hånden blev stram. Nathan vaklede et halvt skridt tættere på, og løftede hånden.

"Janice? Det er ... det er længe siden." 

Janice svarede ikke, stirrede blot, og hendes læber havde delt sig. 

Nathan forsøgte at smile. Han svajede umærkeligt, men alligevel nok til, at Janice registrerede det, selvom hun ikke sagde noget til det, men blot fortsatte sin vantro, næsten chokerede, bestirren. "Jeg ... er Emma hjemme? Jeg bliver nødt til at snakke med jer begge! Du bliver nødt til at lukke mig ind, så jeg kan se min datter! Det er vigtigt."

Janices hånd krampede sig hård om dørgrebet. Nathan rynkede panden. 

"Luk mig nu ind, Janice. Jeg gør jer ikke noget. Jeg skal bare snakke med jer, jeg skal bare snakke lidt med jer, ikke? Bare ... bare snakke."

"Jeg vil gerne have, at du går."

Nathan blinkede, hans bryn var stadig rynket sammen og han stod lidt, i stilhed, og så forsøgte han sig atter med et smil. "Jeg skal nok gå, men jeg skal bare lige snakke først. Bare snakke, ikke andet, bare snakke!" 

Janice rystede på hovedet, viftede øjnene nedad, mod dørhåndtaget, og rykkede herefter døren tilbage mod karmen. Nathans øjne blev store bag brilleglassene, da det gik op for ham, hvad hun lavede, og hans mund gabte sig åben og han kastede sig frem. "Nej, Janice, gør det ikke!" Han fik vredet sin overkrop halvvejs gennem døren. Janice greb begge hænder om håndtaget, prøvede at skubbe døren længere ind, klemme den mod Nathan, indtil han flyttede sig, men han flyttede sig bare ikke. 

"Jeg skal bare snakke, for helvedet! Janice. Jeg skal SNAKKE!" 

Nathans styrke overvandt Janice, og han fik sig tvunget igennem døren. Janice bakkede tilbage, forbi den åbne netdør og ind i entréen. Trappen op til hendes og Emmas soveværelse befandt sig bag hende. Mod venstre, hvilket var Nathans højre, favnede entréen sig ud i et åbent område, der to meter længere nede blev til køkkenåbningen. Til højre for Janice gabte den brede, dørløse åbning sig ind til stuen. Nathan lod blikket glide rundt, og genkendeligheden lyste frem i hans øjnes lysebrune. Han kiggede tilbage på hans ekskone, hvis mørkebrune hår glinsede nedover skuldrene. Han fjernede sig fra døren, og trådte et skridt ind i entréen. "Det hele ... det ligner jo sig selv. Det ligner jo fuldstændig sig selv!" 

Janice trådte et tilsvarende skridt tilbage, hendes mundvige furede sig stramme. Nathan gled atter blikket rundt. "Hvor ... Hvor er Emma?"

"Hende får du ikke at se. Og hvis du træder bare ét skridt nærmere, tilkalder jeg politiet!" Janice fremviste sin smartPad, der omviklede hendes venstre arm, og strakte sin højre pegefinger ud, inden hun truende og demonstrativt lod den hvile i den frie luft over den holografiske flade.

Nathan skrånede hovedet. "Det ... Det kan du ikke gøre. Det kan du ikke gøre imod mig. Hun ... hun er også ... hun er også min datter, you know?"

"Nej. Det er hun ikke. Lige siden du lagde en hånd på hende, har hun aldrig været din datter." Janice måtte kæmpe for at bevare fatningen, det skælvede allerede alt for mærkbart i hendes stemme, og Nathan trådte et halvt skridt nærmere. 

"Don't say that. Det passer jo ikke. Jeg elsker hende, Janice, jeg elsker hende." Han klappede sin hånd ind mod sit bryst. "Jeg elsker Emma, mere, end du overhovedet er klar over. Jeg gjorde en dum ting, det er jeg godt klar over, jeg gjorde noget imod hende, jeg ikke skulle have gjort, men jeg elsker hende. Jeg elsker hende, og jeg vil bare gerne snakke med hende! Fortæl mig, hvor hun er, eller jeg finder hende selv!" 

"Du kan lige vove på at træde et skridt nærmere, dit fulde svin! Du kan lige vove på det! Den trussel, jeg gav dig, var ikke for sjov. Du må slet ikke være her."

"For det første," svarede Nathan tilbage, og han løftede sin pegefinger i vejret. "Så er jeg ikke fuld. Jeg ... jeg har fået lidt ... lidt at drikke, fordi ... fordi jeg var lidt ... lidt tørstig. That's all. Nathan var bare lidt tørstig! Så han drak lidt!" Nathans læber vred sig tilbage, og han svajede, denne gang mere mærkbart. "For det andet, Janice ... for det andet ... så tror jeg ikke, du ... overhovedet begriber, hvad og hvem det er, du lige nu sætter dig op i mod."

"Du skræmmer mig, Nathan, så gå med dig. Jeg siger det ikke igen."

"Find Emma!" Han trådte et skridt nærmere, og Janice trådte et tilsvarende skridt tilbage, stadig med fingeren, der hvilede dirrende over smartPadden. "Find Emma, og fortæl hende, at ... at farmand ... farmand Sarcony er kommet hjem, og at ... at han er kommet hjem, fordi han vil gøre sin lille engel til en stjerne. Til menneskehedens frelser." 

"Jeg skriger, Nathan. Okay? Jeg skriger, hvis du ikke vender om og skrider, jeg skriger, og hvis jeg skriger, så kommer vores nabo rendende med sit jagtgevær, som jeg ved, at han ikke vil tøve med at proppe så langt op i dit røvhul, at du vil fortryde, du nogensinde dukkede op. Kan du forstå det? Han kommer med sit jagtgevær, og så får du virkelig problemer!"

Nathan vidste et kort øjeblik ikke, hvad han skulle sige. Kiggede blot på sin ekskone. Hun kiggede stift og alt for stirrende tilbage. "Truer du mig? Janice, truer du mig?" Han klappede atter sin hånd imod brystpartiet, og rystede på hovedet. "Jeg gør dig ikke noget! Jeg ... gør dig ikke noget, så du har ... du har ingen ret til at true mig, Janice. Du har ingen ret til det, og jeg ... jeg kan få dig dømt for injurier, kan jeg. Du har ingen ret ... til at true mig!"

"Det her er mit hus, hvor jeg kan gøre, hvad fanden der passer mig, især imod folk, der trænger ind ulovligt." 

Nathan blev stående, med hånen for brystet i langvarige øjeblikke, og så slog han ud med armene, løftede dem og viste sine håndflader i overgivelse. "Okay. Fint. Det er fint, det er helt fair, jeg trænger ulovligt ind, det er helt fair. Så ... så hent Emma i stedet, så jeg kan snakke med hende."

"Hun vil ikke snakke med dig, Nathan!" 

Nathan sænkede armene, og lod dem slaske ned langs flankerne, og han rystede, atter engang, på hovedet. "You don't KNOW that. Emma er 16 år gammel, Janice, 16 år, og når man er 16, så kan man fint tale for sig selv, og behøver ikke at have nogen til at tale for sig. Hun er 16. Lad mig snakke med hende!" 

"Gå med dig. Gå med dig!"

Nathan trådte nærmere. "Jeg vil bare gerne se min datter, kan du ikke forstå det? Janice, jeg vil bare gerne se ... min elskede datter. Jeg vil se hende, og jeg vil fortælle hende, at alt ... alt nok skal komme til at gå ... det skal nok komme til at gå, alt sammen, det skal nok komme til at gå ... for jeg ... jeg vil redde jer, forstår I det? Jeg vil redde jer fra døden ... jeg vil ... jeg vil redde jer fra at blive ... at blive gamle! Jeg vil bare redde jer! Jeg vil redde jer, så alt bliver godt igen ... så alt ... alt det, jeg har gjort imod jer ... bliver glemt!" 

Nu skreg Janice, så senerne i hendes hals brød frem. "GÅ MED DIG! GÅ! GÅ SÅ MED DIG! GÅÅÅÅÅÅÅÅ!" Hun var ligeglad med, om Nathan var stærkere end hende, eller om han ville slå tilbage, hun var ligeglad, for han skulle bare ud, og hun trampede frem, imens hun knyttede næven og daskede ned over hans skulder. Hun skubbede. Tårerne sprang op i hendes øjne. Nathan veg forvirret bagover, var næsten snublet, og strakte balanceløst armene ud fra begge sider. "GÅ SÅ MED DIG, DIT FORPULEDE MØGDYR! DU KOMMER ALDRIG I NÆRHEDEN AF MIN DATTER, ALDRIG NOGENSINDE, SÅ GÅ FUCKING MED DIG!" Det lykkedes hende at jage ham tilbage, ud af døren, som hun uden tøven smækkede i øjeblikket senere, for derefter at vride dørlåsen rundt.

Nathan råbte på den anden side, råbte og strakte hals og bankede sin flade hånd ind mod døren. "JANICE! LUK OP! LUK OP! JEG SKAL TALE MED EMMA! LUK OP! LUK SÅ OP, DIN KLAMME MÆR! LUK SÅ FOR HELVEDE OP!" Og han bankede, bankede igen, bankede, så døren rystede, men endte til sidst med at give op. Han bakkede tilbage, havde glemt, at der var to trin op til verandaen, med det resultat, at han endte med at snuble. Han strakte armene ud, forgæves, og faldt, først på numsen, trillede derefter bagover, gled ned ad det sidste trin og landede med det nederste af lænden mod fliserne. Han skar tænder, og vred sig om på siden, som han førte sin højre hånd mod nedslagsstedet, der nu dunkede og værkede ømt. Alligevel formåede han at få kæmpet sig op på først knælende stilling, og fra knælende videre til stående, inden han vaklede tilbage mod bilen, med en hånd, der blev ved med at hvile imod det ømtålelige nedslagssted.

Da han havde fået låst op og sat sig ind og smækket døren i efter sig, blev han længe siddende, hvor han blot stirrede. Så råbte han op, råbte hæst og råbte længe, råbte, og bankede flere gange sine hænder nedover toppen af rattet imens. Hans langtrukne, hæse råb vred sig til sidst til en ligeså hæs gråd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...