Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23520Visninger
AA

21. ---18---

Nathan satte sig i sofaen, med billedet af den 13-årige Emma i sin ene hånd og whisky-flasken, hvis indhold atter skvulpede, i den anden. Felix miavede til venstre for ham, men Nathan hørte ham ikke, og hans ene tommelfingerspids aede henover den reflekterende glasflade, der dækkede sig over billedet af hans smilende datter. Emma var klædt i en omvendt-siddende skatercap, en stil, hun var rigtig vild med, fordi det, i en kort overgang, var en utrolig populær mode - for tre til fire år siden -, og hun smilte ud til kameraet, med læberne kløftet i en hvidblank tandrække. Hun havde en hvid, nedringet bluse på. Hun stod med en ikke helt sidevendt profil, hvor hendes ansigt skrånede imod kameravinklen, men hun vatr ej heller i frontprofil. Hendes mandelformede øjne - de øjne, der ikke mindede om hans egne, men mindede meget mere om Janices - trykkede sig op til de buende halvmåner, smilet, hun udsendte, var et ægte smil, og den fugtige vriden begyndte atter at sløre sig med en stikken foran hans hornhinder, så han måtte blinke, og i kølvandet på fugtsløret, glimtede en fortidsepisode sig gennem hans tanker.

"Far, du forlader os ikke, vel?" Syv-årige Emma stod i dørkarmen, med hænderne knuget om en tøjbamse - hun holdt først op med at sove med bamser som 11-årig - og i den silkehvide natkjole, hvis spidser strøg nedover hendes ankler. Det brune hår strittede flere steder, og den røde underkant, der kransede om hendes øjne, bevidnede om, at hun havde sovet, men nu var vågen. Nathan, der sad i sofaen og så fjernsyn, alene, fordi Janice havde lægevagt på sygehuset, skulede først imod hende, inden han drejede resten af hovedet og sænkede armen. Hans bryn rynkede sig. Emma blev stående i den brede dørkarm mellem fjernsynsstuen og entréen, med trappen på sin højre hånd, og de tykke, spæde fingre fumlede fortsat med bamsen. 

   Nathan blinkede. "Forlade jer? Em, hvorfor skulle jeg dog forlade jer? I er mit liv. Dig og Janice. Jeg vil ikke forlade jer." Han rystede på hovedet, forsøgte at smile, men det syntes ikke at ændre på noget. "Jeg vil aldrig forlade dem, jeg elsker. Hvordan ... hvordan kan du overhovedet tro det?" 

   Emma trak på skulderen, og hendes mandelformede, brune øjne viftede ned på bamsen. "Jeg kan ikke lide, når dig og mor råber af hinanden. Det gør mig bange." 

   Nathans smil forsvandt brat, så hans mund stregede sig lige. Han blinkede nogle gange. Lyset spejlede sig henover brillernes glasfacader. Emmas blik vedblev med at hvile på tøjbamsen, og ikke på ham. Han delte sine læber og begyndte at tale. "Skat ... kom herhen."

   Emma startede med at tøve, men så syntes hun at lystre, og bevægede sig henover det bløde stoftæppe, der forvandlede hendes før knirkende skridt til en nu hvislende dappen, hen til sofaen, hvor Nathan strakte armene frem, klar til at tage imod hende. "Kom og set dig ned i farmands skød." Det gjorde hun. Nathan trak sig op i en mere lige stilling, og strøg sin hånd aende op ad hendes ryg. Han skulede ned på hende, og hævede brynene og smilte. "Havde du mareridt, Emma?" 

   Emma nikkede.

   Nathan sank en klump, gik fra at ae sin datters ryg til at filtre sine fingre ind i hendes lange, bløde hår. "Handlede det om mor og mig?"

   Igen nikkede hun.

   Nathan skrånede hovedet. Emma så ikke på ham. Han fortsatte alligevel. "Hvad handlede mareridtet om?"

   Emma trak på skulderen, og hendes brune øjne kiggede på farmand. "Jeg ved det ikke."

   "Kan du ikke huske det? Er du sikker?"

   "Ja. Jeg ved bare, at du ikke var der mere."

   Nathan fornemmede en grådklump kvæle sig sammen i luftrøret, men han smilede bredt, så furer trak sig frem i ansigtet, i et bravt forsøg på at modkæmpe det. Han aede og nussede håret med sin venstre hånd, og nulrede sin datters små fingre med højre. "Og derfor blev du bange?"

   Hun nikkede for tredje gang. 

   Nathan sank en klump. "Emma, kig på mig." Hans stemme var dæmpet, næsten hviskende. Emma løftede, langsomt, sit hoved op til ham. "Jeg ... forlader dig ... aldrig. Okay?" Han lænede sig tættere imod hende. "Jeg er din far, og fordi jeg er din far, så elsker jeg dig. Jeg elsker dig og jeg elsker din mor. Også selvom at ... at vi ... at vi nogengange råber lidt meget af hinanden. Jeg elsker jer stadigvæk, fordi I er min familie, og ens familie ... det ... er det bedste, man har." Emma sagde intet. "Og nogen gange, der råber mor af mig, fordi jeg ikke altid har det så godt. Fordi hun gerne vil have, at jeg skal hjælpes. Fordi hun stadigvæk ikke forstår, at jeg godt kan hjælpe mig selv. Vi elsker stadigvæk hinanden. Hun vil bare gerne ... gerne have, at ... at jeg får noget hjælp." Hun så på ham. Nathan gled venstre hånd længere op ad hendes hår, op til hovedbunden. "Okay? Det er kun derfor. Vi elsker stadigvæk hinanden, og ingen af os forlader dig."

   "Far?"

   "Ja?"

   "Hvorfor lugter du så sjovt?"

   Nathan fornemmede struben vride sig sammen som en fugtig klud. Han blinkede, og viftede en kort gang blikket mod glasset med endnu ikke helt udtømt scotch, der stod på bordet foran ham. Emma spurgte videre. "Har du drukket igen?" 

  Han så ned på hende. Blinkede, for at tilbageholde de alt for stikkende tårer. "Det er ikke noget, du skal bekymre dig om, min pige. Jeg var bare lidt tørstig, ikke andet. Jeg var bare lidt tørstig." Han rystede på hovedet. "Du skal ikke tænke på det, jeg var bare lidt tørstig." 

  "Jeg kan ikke lide, når du drikker."

  "Emma. Hey!"

  Nathan løftede brynene. Emma kiggede på ham, og han var ikke sikker, men han syntes at kunne glimte dyb fortvivlelse i hendes øjnes blødbrune nuancer. "Det er ikke slemt. Det er kun et glas, og det er kun fordi, jeg er tørstig. Det absolut eneste, du skal tænke på, er ... at ... den drøm, du havde ... det var kun en drøm, det var kun et mareridt, og jeg vil aldrig forlade dig, for jeg elsker dig. Jeg vil aldrig forlade dig. Aldrig. Du er min lille Sarcony-engel, og jeg vil aldrig forlade dig." 

   Emma var tavs. 

  "Bare lov mig én ting, skat." Han aede sin kølige hånd nedover hendes kind. "Ikke fortæl det her til mor. Okay? Hun vil ikke forstå det, og ... det kan være, vi måske kommer til at råbe rigtig meget af hinanden igen, hvis du siger det, så ikke fortæl hende det. Vil du love mig det?"

   Emma svarede med det kraftige nik, og Nathan smilte igen. "Godt, Emma. Du er en god datter." Så krammede han hende.

  (Jeg vil aldrig forlade jer)

Nathan vred læberne smalle, imens han fortsat bestirrede portrætbilledet i sin venstre hånd. Felix, der nu var hoppet op på sofaen ved siden af ham, miavede, mere stædigt og mere opmærksomhedskrævende, men Nathan ignorerede det fortsat. Højre hånd knugede tæt og hårdt, skælvende, omkring whiskyflaskens hals, knugede ("Du skal fandeme ikke skubbe mig, din klamme mær!" Nathan vaklede fremover, hæst skrigende i fuldskab, vaklede mod Janice, der stadig stod med tårerøde øjne og hårdt sammenbidte tænder. "DU SKAL FANDEME IKKE SKUBBE MIG!"), men drak ikke. Emma smilte så uskyldigt, så engleagtigt, til ham i hendes skatercap på det døde portrætbillede. Han fik en kløende trang til at kaste billedet i gulvet, så glasset klirrede i stykker, derefter rejse sig op og trampe desperat på resterne, men istedet lænede han sig fremover og skubbede billedet tilbage over glasbordet, så det klirrede. Felix gned sig op ad ham. Han vendte hovedet imod ham. Felix satte sig, kiggede lystigt op på sin ejer, og halen svang i bløde slag gennem luften, syntes næsten at lave ottetaller, og Nathan rystede på hovedet. Stemmen var blevet mere rug.

"Ikke nu, Felix. Lad mig være. Ikke nu."

Men rebelsk som Felix var, blev han stædigt siddende på den flødelyse sofapude.

"Alt falder fra hinanden, kan du ikke forstå det?" vedblev Nathan. "Livet falder fra hinanden, og jeg falder fra hinanden. Vi går alle sammen i stykker."

Dr. Sarcony, kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom?

Nathan vendte sit ansigt fremad, førte flaskehalsen op til munden, lukkede læberne om åbningen og slyngede hovedet bagover. Endnu en hul skvulpen, da han gurglede væsken i sig, så bølger slog imod flaskehalsens indre glasvægge. 

("DIN MÆR! DU SKAL IKKE SKUBBE MIG! DU SKAL IKKE SKUBBE MIG!" Nathan mistede kontrollen, og slyngede flasken gennem luften, indover Janices kæbe, så spytstrenge slyngede sig væk fra hendes læber i lange, strintende buer. Hun vred sig rundt og vaklede til siden og stødte imod køkkenbordet.)

Evig ungdom. Kunne det lade sig gøre?

Han fjernede flasken, der nu var mindre end halvfuld, stirrede fremefter, imod billedet, der lå med glasfladen opad. Det glimtede i skæret fra den dæmpede loftsbelysning. Så nikkede han. "Ja. Ja, det kan så. Gu' fanden kan det lade sig gøre! Gu fanden kan det lade sig gøre!"

Man er fysisk ung når man er mellem 16 og 25.

Idéen klarede sig i hans sind, fik det til at suge ud i brysthulen, og han tænkte på Emma, tænkte på den datter, han havde svigtet, selvom han ikke ville svigte hende, tænkte på hendes skønhed - hun lignede jo Janice - og tænkte særligt på hendes alder. Hun var 16. Den alder, foryngelsesprojektet påkrævede, 16 år gammel, og det var perfekt, det var perfekt, han havde nu muligheden for at råde bod på alt, det var perfekt, det var perfekt, han gjorde det ikke bare for sig selv eller for menneskeheden, men han gjorde det for Emma, for hans familie, han kunne råde bod på det hele ved at gøre dem til menneskehedens frelsere, svaret lå foran ham, svaret lå i portrætbilledet, og han smækkede flasken ned på bordpladen, og det fremgav et så hårdt klask, at Felix spjættede i forskrækkelse. 

Evig ungdom.

Det lå inde for rækkevidde. Uanset hvad Life Extensions fond sagde. De ville ikke give penge til forsøgspersoner, og ville derved ikke støtte det hverken etisk eller finansielt, men det var ligemeget, for han kunne gå sine egne veje, projektet skulle virke, det var fuldendelsen af en århundrede gammel vision, projektet skulle fuldendes, evig ungdom, det skulle fuldendes, han ville ikke give op, for gu' fanden kunne det lade sig gøre, og han rejste sig fra sofaen, greb atter flasken og vandrede i bevægelse.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...