Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23146Visninger
AA

20. ---17---

Da Nathan denne gang åbnede skabet, efter at have færdiggjort sit bad og iklædt sig tøjet, for derefter at gribe fat i whiskey-flasken (ring til FAR!), og knuge grebet hårdt og stramt om det glatte, kølige glas, tøvede han ikke, heller ikke selvom han så tankebilledet af hans hæst skrigende far, der med ben, som dirrede balanceløst under ham, vaklede frem gennem køkkenet og ind mod stuen, svingende med sin egen whisky, imens han udskreg skældsord til den usynlige person, kun han kunne se, og som Nathan altid havde gættet på måtte være farmand Colins afdøde kone og hans egen afdøde mor. Han tøvede ikke, handlede kun, den fristende fingersnurren, elektrisk og kildrende, skulle kvæles, han handlede, og fjernede flasken fra skabet. Han ignorerede Felix, der atter kom strygende imod ham med dens blødt bølgende gang, fordi den gerne ville kæles, og han lukkede i stedet læberne omkring toppen af flaskehalsen, efter at han havde fjernet proppen. Han behøvede ikke et glas. Væsken skulle indtages både råt og uforsødet.

Nathan kastede hovedet tillbage, og begyndte at drikke, væsken gurglede sig imod flaskehalsens indre glasvægge, imens den dannede bølger, han drak, og fornemmede den stærke, røgede muldjordssmag svide ham både varmt og bittert ned gennem struben og spiserøret, brænde sig vej ned til maven, hvor varmen, ligesom når han prøvede at drikke brændevin, syntes at brede sig ud til alle sider, ned i tarme og op i brystkassen og ud i benene. Han stod der lidt, og drak, indtil varmen blussede sig i hans kinder, og så fjernede han i ét ryk flasken fra munden, så det fremgav et plop. Han blev stående, kiggede fremefter, først mod den åbne skabslåge, hvor flere flasker - nogen med portvin, andre med øl og vodka - glimtede i lysskæret på den nederste hylde, og deres stjerneglimt sammenblandedes med de klarhvide refleksioner henover glassene på hylden ovenover. Så viftede han blikket ned mod flasken med whiskey, inden han vred den lidt, lod den skråne, så det skvulpede mod glasvæggene på indersiden. Et kort tankebillede glimtede frem foran hans nethinde ("Kan du se det her, Nathan? Kan du se den her ring?" Janice, brunetten med de mandelformede øjne, havde bidt sine tænder sammen i en grimasse af arrigskab, imens hun løftede vielsesringen, hun havde rykket bort fra sin ringefinger, op foran ham, og lysskæret afgav messinggule refleksioner henover de blanke sider. Hendes øjne var røde), men Nathan svarede blot på tankebilledet ved at lægge hovedet bagover for derefter at indtage endnu en slurk whiskey. Tankebilledet fortsatte. 

"Ved du, hvad det her betyder?" fortsatte Janice, hendes stemme skingrede, hæst og dirrende, og de røde øjne syntes at væske sig til blanke fugtspejle. "Det her betyder, at jeg ikke vil mere! Jeg vil ikke mere, kan du forstå det? Jeg vil ikke mere, og Emma vil ikke mere, og den her ring ... den her ring, den synes jeg egentlig bare skal skrubbe ad helvedes til!" Og så kastede hun den, hen imod Nathan, der blot stod foran hende, med brynene løftet og venstre hånd knuget om en flaske whiskey. 

(Dr. Sarcony, kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom?)

Endnu et hult plop, da han separerede hullet i flaskehalsen fra sine læber, og han gjorde det med en sådan kraft, at slimede spytstrenge slyngede sig efter den langs kanten.

Vi er fysisk unge når vi er mellem 16 og 25.

Leanne Perry, den smukke 23-årige sangerinde, og den ukendte fyr, mindst ligeså ung, der havde svulmende muskler under overkroppens solbrændte, fugtglatte hud, glimtede i tankebilleder henover hans sind, billeder, der ikke ville lade ham være, det dunkede voldsommere imod knæleddene, og fingrene på højre hånd knugede så hårdt om flaskehalsens afrunding, at en skælven forplantede sig fra hånden og videre op i armen.

"Du har svigtet os, Nathan, du har SVIGTET os," vrælede Janice, hendes stemme blev så skinger, at den næsten forsvandt, og vielsersringen var landet på gulvet imellem dem, hvor den fortsat blot lå der og blinkede vidende i refleksionerne fra de omkringværende lyskilder. "DU HAR SVIGTET OS!"

Nu begyndte det også at dunke i hovedet. 

Evig ungdom? Kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom?

Han stod der, foran Life Extensions forsamling, og han bankede fingerspidsen ned mod bordkanten gentagende gange. Det her er fuldendelsen af den vision, Robert Ettinger havde for snart et århundrede siden, og den vision, den er I ved at DRÆBE! Evig ungdom. Hvis han kunne frembringe evig ungdom, behøvede han ikke længere at frygte ukendtheden, der ventede på ham om måske kun 30 år - hvis døden da ikke gjorde krav på ham allerede inden -, men som allerede nu begyndte at varsle sig i kroppens beklagelige ømheder. Evig ungdom. Hvem ville ikke være ung for evigt? Evig ungdom.

"Du bliver aldrig til noget, klamme drankersøn!" sagde Jesse Sullen, imens Nathan vrælende fik sine arme flået og hevet og strukket ud til begge sider. "Du bliver fucking aldrig til en fucking skid!"

Og han blev mindet om den dag, hvor han som 14-årig fulgtes med Sylvia Rider, pigen fra parallelklassen, som han havde følelser for - selvfølgelig havde han jo det, det er jo altid dem fra parallelklasserne, som man føler noget for, er det ikke? -, hvor de vandrede op ad den grusbelagte skovsti, op til fyrretræsplantagen ved kystskråningen. Det var dengang han boede i Santa Cruz, før han flyttede til storbyen, og mødte Janice Brown på University of California i San Francisco, hvor han studerede lægevidenskab. Det var dengang, livet måske nok var hårdt, men stadigvæk ikke ligeså hårdt, for han var stadig et barn og hans fysik var sund og døden var ikke tæt på, men langt væk, selvom den havde gjort sin visit og borttaget mor Jennifer alt for tidligt. Han fulgtes med Sylvia Rider, hvis mørkeblonde hår var sat op i en sammentrukket bold i baghovedet, som fik hårstrenge til tyndt at vride sig nedover ansigtsovalen, og feje langs hendes slanke, afrundede hals. 14-årige Nathan (du har svigtet os! Du har svigtet din familie! Du har svigtet os!) kunne ikke lade være med blot at betragte hende, med den liflige forelskelse, der skumpudeblødt svævede igennem ham. Hendes krop, den var jo så smuk, selvom hun ikke var mere end 14, men hun virkede så voksen, og han havde bare lyst til at kysse hende. Hendes mandelbrune øjne vendte sig i hans retning, mod venstre, og han så, hvordan hendes i forvejen tynde læber - tynde men åh så perfekte - vred sig ud i et smil, der fik hendes fine, slanke øjenbryn til at bue sig opad. Hun rykkede tæt imod ham. Det knirkede fra hendes sorte skindjakke. Nathans hjerte bankede, på en måde, han aldrig før havde oplevet, at det havde gjort, hans hjerte bankede, voldsomt og arrigt og hidsigt, det bankede og det ville ikke stoppe, men på en eller anden mærkværdig måde ønskede han heller ikke, at det skulle stoppe, for han elskede det, hvert eneste heftige pulsslag mod inderbrystet, sendte en varm strøm af blød forelskelse ud i kroppen, og det fik det til at lune sig åh så vidunderligt i både bryst og mave og lunger. 

Vil du med op og se mit hemmelige sted? havde hun sagt, og han havde ikke tøvet med at svare ja, fordi enhver mulighed for at være sammen med Sylvia Rider var en mulighed, der ikke skulle forspildes på nogen som helst måde. Så de havde fulgtes ad, efter skole, hvor Nathan igen måtte lide under Jesse Sullens forhånende ondskab, op ad stien og ind i fyrretræsplantagen. Det var en varm dag, og insekter, særligt fluer, svirrede i luften omkring dem, syntes at besætte hele naturen. Sylvia Rider skubbede kærligt til Nathan med sin venstre skulder, så han vaklede et par skridt til siden og næsten var faldet ned i busken. I et kort øjeblik brændte fortvivlelsen sig op i hans mave, fordi han først troede, at Sylvia Rider havde skubbet ham, fordi hun ikke kunne lide ham, ligesom alle de andre fra skolen heller ikke kunne, men da han så på hende, efter at have rettet sine sorte, firkantede briller, og så smilet, der fortsat var streget ud i hendes tyndlæbede mund, forstod han, at hun have gjort det kærligt, for at drille ham, og ikke for at være ond, og fortvivlelsen fordampede så brat, som den var svulmet op, og istedet trådte han hen til hende og skubbede hende tilbage, og hun grinte og han smilte. De vandrede tæt sammen, indtil de nåede hendes hemmelige sted. Det var et hul i jorden, tildækket med bregneblade og understøttet af træplanker, og det forekom ham mærkværdigt, at en pige på hendes alder havde et hemmeligt rum ude i en skov, istedet for at sidde på sit værelse og surfe sig bort på internettet, i YouTube og Facebook og Instagram og hvad pokker end ellers. Men Sylvia Rider var åbenbart ikke som piger på fjorten var flest - eller som Nathan i hvert fald troede, at piger på 14 var flest - og det var givetvis på mere end ét punkt. De sad i hulen, og de sad der længe, og det var mest Sylvia, der snakkede, og Nathan, som bare lyttede, men så blev hun pludselig stille, så den stille luft omkring dem forekom både tung og kvælende. Hun blev tavs, og hun kiggede på ham, og der var noget i det dybe mandelbrune, som udgjorde hendes øjne, noget i blikket, der blot fik et dybere sug til at forplante sig ned i maven. Hun kiggede på ham med den dybe, tabte bestirren, gjorde det længe, inden hun endelig sagde noget.

"Nathan, du skal bare vide, at ... at du altså har en betydning for mig." Hun rystede på hovedet, som hun sagde det. Hun sad tæt op ad ham, Nathan kunne næsten hvile sig indover hende. Lyset skinnede ned fra et hul i øverste, venstre hjørne af loftet, og som de sad der, tæt ved siden af hinanden, bemærkede han noget glinse ud ad øjenkrogen, et sted ved siden af Sylvia, og han vendte blikket imod det, og så, at det, der glinsede, var en likørflaske. Det var alkohol, ligesom det, farmand drak, alkohol, og hvorfor havde Sylvia dog en flaske alkohol i sin hule? Sylvias stemme rev hans fokus tilbage på hendes ansigt og bort fra likørflasken. "Nathan?"

Hun kiggede på ham med de alt for uskyldigt løftede øjenbryn. Han blinkede. Hun lænede sig hen til ham, han troede først, at hun ville hviske noget, men hun gjorde noget andet, noget, der først skræmte ham, men som han sidenhen elskede og ikke kunne holde op med, da det først var begyndt. Hendes bløde, spytfugtige læber mundede sig omkring hans egen, det slaskede og ploppede i hulens stilhed, fik det til at spænde stift mod buksernes stramme skridtregion, så det blev strammere, og de kyssede længe. Hun smagte lidt af pebermyntetyggegummi, men det blev alligevel overskygget af den lumre grottesmag af spyt, som alligevel ikke var hverken lummer eller ulækker, fordi det tilhørte Sylvia, og alt, hvad der tilhørte Sylvia, var fantastisk. Da de var færdige med at kysse, lænede Sylvia sig tilbage og var herefter stille, og det samme var Nathan, fordi han ikke anede, hvad han skulle sige. Så vred Sylvia blikket bort, først nedad, mod det tørre, knasende underlag af tørvegræs og jord, og herefter til venstre, til likørflasken, der lå og blev beskinnet af hullet i loftets øverste hjørne. Hendes ansigt vred sig tilbage til Nathan. "Har du nogensinde prøvet at drikke booze?"

Nathan rystede blot på hovedet. Igen smilte Sylvia det læbetynde smil, men selvom hun smilte, og smilte bredt, tilmed, var der noget ved hendes øjne, der ikke længere var behageligt, noget tomt og noget dødt, som glasøjne på en udstoppet fugl, men tomheden var blot ganske flygtig. "Booze? Altså, du mener, alkohol?"

"Nej, fjolle, jeg mener saftevand." Hun smilte stadig, og kiggede fortsat på ham, da hun lod sin hånd søge bagud, og omklynge sig likørflasken. Hun trak flasken til sig, og klemte fingrene på højre hånd sammen om korklåget i toppen. "Ja. Alkohol. Har du prøvet det?"

Nathan tænkte kort på far, der så sent som i går, søndag, havde drukket sig så fuld, at han ikke var faldet i søvn på sofaen, men i stedet på gulvet, havde blot ligget der, udstrakt og på maven og med højre hånd, der var grebet omkring whisky-flasken, medens den venstre knugede tæt om hans nyeste smartPhone, der allerede var sprækket i stykker flere steder henover skærmen. Nathan havde stået der, i dørkarmen, og kigget hen på sin ubevægelige far, hvis dybtrungende snorken var det eneste tegn på liv. Væske sved op i hans øjne, da han havde stået i døråbningen, og han kunne da også mærke, at det stædigt begyndte at prikke atter engang, men han holdte det tilbage med kraftige, modstræbende blink. Sylvia ploppede låget op. Den tunge ærtesødme mindede Nathan alt for meget om far. Sylvias brune øjne viftede tilbage til ham, og hun skrånede flasken. "Prøv at smag. Det smager bedre, end det lugter. Der er noget majs-agtigt over det." 

Og Nathan eftergav sig hendes forespørgsel, og tog tøvende imod flasken. Sylvia gav slip, men vendte ikke sine mandelbrune øjne fra ham. Han førte flasken op til sig, sniffede til den kvalmende duft af sødme, og så tog han en slurk. Munden snørede sig ind øjeblikket senere, og der gik ild i spiserøret. Hans ansigt forvrængede sig. "Fy for satan. Det lort kan jeg sgu da ikke drikke!" Han rakte flasken tilbage til hende, Sylvia tog imod den, og han slikkede tungen ud i luften, flere gange, i et frugtesløst forsøg på at fjerne den beske smag. Sylvia trak på skulderen, og kiggede ned i flasken. 

"Man vænner sig til smagen. Efter et stykke tid. Det bliver man nødt til, for det her, det er det eneste, der hjælper." 

Nathan, hvis ansigt stadig var vrænget sammen, kiggede forvirret på hende. "Hjælper? Hvad mener du?"

Sylvia stirrede på ham, i lang tid, og nu var alt, hvad der blot mindede om et smil, borte. Hendes ansigt var i stedet blevet en grimasse af stendød neutralitet. "Nathan, hvorfor tror du, jeg har en hule her, som ingen andre end dig og mig, kender til? Tror du bare det er for sjov? Fordi jeg stadigvæk er barnlig og elsker at lege? Jeg er 14 år gammel, og bliver snart 15. Brug dit hoved."

Nathan vidste ikke, hvad han skulle svare, men det så heller ikke ud til at være nødvendigt, for spørgsmålet var retorisk, og Sylvia fortsatte. "Jeg kommer herned for at drikke, for det at drikke, er det eneste, der kan få mig til at glemme. Alkohol er noget virkelig effektivt shit, you know? Det kan få dig til at glemme totalt, hvor skidt, du faktisk har det. Og hvis politiet ser mig med den her flaske, der ikke engang er min egen, men min fars, som jeg har stjålet, uden han ved, at det er mig, der har stjålet den, så kommer jeg i seriøse problemer. Det er derfor, jeg har den her hule. Så jeg kan sidde, helt alene, og drikke, og glemme, uden at nogen opdager det, eller ved, at jeg er her. Jeg tager heller aldrig min telefon med, for den ved jeg, at de kan spore."

Nathan kiggede fortsat kun på hende, overvejede at spørge hende, hvad det var, hun prøvede at glemme. Hun var jo populær, og en pige, der, i modsætning til ham selv, så ud til at have mange gode venner, som hun altid kunne snakke med og komme til, så hvorfor havde hun brug for at glemme? Men selvom han havde lyst til at spørge, spurgte han ikke. Sylvia sukkede, og kiggede tilbage mod flasken, som hun skrånede en anelse, så der lød en hul skvulpen fra flaskens indre. Hendes venstre hånd fumlede med korkproppen. Kort stilhed.

"Jeg er skide forelsket i dig." Hun kiggede op og tilbage imod ham. "Det er jeg virkelig. Jeg er skide forelsket i dig, Nathan, og jeg elsker, når vi snakker sammen og når vi ser hinanden på gangen og jeg kan seriøst ikke lade være med at tænke på dig fucking hele tiden. Og jeg ved godt, hvad du tænker lige nu. Du tænker "hvordan kan en populær pige som hende være forelsket i en upopulær fyr som mig"? Men ved du hvad? Jeg er ikke populær." Hun svarede det op med en langsom, dyster hovedrysten. "Jeg er overhovedet ikke populær. Det er bare en facade. Jeg ser måske ud til, at have mange venner, men det har jeg heller ikke, for der er ikke rigtig nogen, som jeg stoler på. Jeg er overhovedet ikke populær. Jeg er bare en taber, ligesom dig. Jeg er en taber, der aldrig nogensinde vil blive til noget. Det er vi på en måde alle sammen, og det, at vi nogensinde bliver til noget, er ikke andet end en simpel illusion. Vi to er bare tabere, Nathan. Tabere, med et usselt lorteliv, hvor vi drikker vores problemer væk for at glemme, at vi har ondt. Vi er tabere, der har venner, vi alligevel ikke kan stole på. Vi er tabere, med forældre, der ikke er forældre, fordi de ikke er der for os, som rigtige forældre burde være, men som i stedet bruger deres tid på at skrige deres lunge i stykker af hinanden og fuldstændig glemme, at de har en søn og en datter, som de burde elske og fokusere på, istedet for at hade hinanden. Vi to, Nathan, vi er tabere, og det forbliver vi resten af vores liv."

Hendes tynde læber stregede sig lige. Hun sank en klump, så der lød et fugtigt klik. "Jeg tror, det er derfor, jeg er blevet forelsket i dig. Fordi du er en taber som mig, og jeg ... på en eller anden måde føler, at vi skal beskytte hinanden. Du ved, taber-power." Hun smilte skævt, men smilet virkede malplaceret i det ellers døde ansigt. Hendes øjne viftede sig tilbage mod flasken, som hun atter bevægede, så det fremgav en ny skvulpen. "Har du lyst til at være fuld?" 

Nathan blinkede, næsten chokeret over den nøgterne facon, hvorpå hun havde stillet sit spørgsmål. "Øh, det ... det ved jeg ikke." 

En pludselig vriden i maven fremkom, og han fortrød at han havde kysset hende og ønskede egentlig allermest bare at komme hjem, hvor han kunne gemme sig på værelset. 

Sylvia lod sin ene tommelfingerspids glide henover likørflaskens sortblanke glasflade. "Det har jeg. Og jeg har tænkt mig at drikke mig så fucking stiv, at jeg ikke kan huske noget bagefter, og jeg har tænkt mig at gøre det i eftermiddag, og jeg tror faktisk jeg har tænkt mig at starte nu."

"Hvad," begyndte Nathan, tøvede så, men Sylvia løftede øjnene og kiggede hen på ham, og han vidste, at han var tvunget til at fortsætte. "Hvad med dine forældre? Vil de ikke blive bekymret?"

Sylvias øjne blev pludseligt stive, og det fik en kulde til krybe sig ned omkring rygstrengen. "Fuck mine forældre! De kunne ikke være mere ligeglade!"

Nathan strammede munden sammen og sagde ikke mere. Kort stilhed. Så løftede Sylvia likørflasken, og hun smilte, og så spurgte hun ham, "har du lyst til at joine?"

Nathan rystede på hovedet. "Det ... det tror jeg ikke."

"Hvis du ikke har lyst til at blive stiv, vil jeg nok foreslå dig at smutte. Fordi den her eftermiddag, den kommer ikke til at blive brugt på ret meget andet, end at drikke hjernecellerne til helvedet og glemme alt hvad der hedder virkelighed." 

Nathan kiggede væk fra hende, istedet ned på tørvegræsset og jordlaget under sig, endnu en kort tavshed, som han derefter lod blive brudt. "Jamen, øh ... så ... så må jeg vist hellere smutte, tror jeg." Med de ord, rejste hans sig op, men han kunne stadigvæk ikke glemme kysset, der stadig snurrede fantomisk i hans læber, og heller ikke den hjertebløde forelskelse, der vedblev med at lune i hans bryst og som ikke ville lade ham være. Han trådte forbi Sylvia, som trak benene ind til sig for at give ham plads, nåede hen til nedgangen, hvor solen skinnede ind, skulle til at kravle op, da Sylvia hidkaldte ham bagfra.

"Nathan?"

Han så sig tilbage. Hun kiggede på ham, med det samme fiskedøde ansigt som før.

"Du skal ikke tro, at du er en mindre taber end mig, bare fordi du vælger ikke at drikke dig stiv, for det er du ikke. Vi to, vi er tabere, og det forbliver vi resten af vores liv. Glem ikke det." Med de ord vred hun ansigtet fremad, gled likørflasken op til munden og lagde hovedet bagover, som hun begyndte at drikke. 

(vi er alle tabere og det forbliver vi resten af vores liv)

Nathan Sarcony gned ikke blot hånden, men også siden af armen, nedover de tårevåde øjne, forsøgte at blinke, flere gange, som hans greb fortsat strammede sig om whiskyflasken. Sylvia blev fundet gennemblødt på strandkanten få dage senere, død, og Nathan havde aldrig været i tvivl om, at hun havde begået selvmord, enten selvsamme eftermiddag eller dagen senere. Sylvia havde begået selvmord, og det var blot endnu en bekræftelse på, at døden altid havde sin onde, hvilende hånd over ham, der nu kom sig til syne ved de værkende, livstrætte led, alt for ømme og alt for dunkende, og alderdommen, der gunstengult nærmede sig. Det gjorde ondt i maven ("DU HAR SVIGTET DIN FAMILIE!" skreg Janice, inden hun skubbede begge hænder frem og ind i hans skulderparti, så han, stadig med sin venstre, udstrukkede hånd knuget om flasken, vaklede to skridt tilbage), og han løftede whiskyen og tog endnu en slurk, ville glemme, præcis som Sylvia Rider gjorde, ville glemme, men han kunne ikke glemme. Evig ungdom. Kan det lade sig gøre. Han svang flaskehalsen væk fra munden, og spyttede whiskydråber ud, og hans ansigt forvred sig. 

"Nej. Nej, jeg vil ikke finde mig i det," sagde han, hæst, og hans øjne lukkede i, kæmpende imod tårerne. Han så kortvarigt glimtet af mor, der i smertekramper spjættede forover, medens blodet i sortrøde fortykkelser slimede bort fra hendes mund. "Jeg vil ikke finde mig i det!"

(Kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom, Dr. Sarcony?)

De etiske papirnusserier, de fordømte, forpulede etiske papirnusserier, det han gjorde, det gavnede menneskeheden, gavnede ikke blot ham, men menneskeheden, evig ungdom, og så kunne han vise Sylvia Rider, der døde af fortvivlelse, at hun ikke havde ret, at hun tog fejl, at en taber godt kunne blive til andet end en taber, så hun, hvis der var et hinsides, som sjæle hvilede i, kunne få fred, men han ville ikke bare vise det overfor Sylvia, han ville vise det overfor verden, alderdommen kunne bremses, det kunne den godt, den kunne godt bremses, døden og alderdommen kunne bremses og standses og mennesket kunne leve for evigt. 

Da var det, at hans blik gled opad, og hen til portrætbilledet af hans datter, hans egen Emma, 13 år gammel, taget samme år som skilsmissen. Hans brune øjne syntes at klare op, og han strakte hånden hen til den. Greb fat om rammen, inden han vendte sig rundt og vandrede hen mod sofaen.        

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...