Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23143Visninger
AA

19. ---16---

SAN JOSE, CALIFORNIEN

 

Træningscyklen hvislede, som Nathan kæmpede sig på pedalerne. Men selvom cyklen hvislede, var det ikke cyklen, han hørte, men i stedet var det en blanding af musik, der afspilledes fra hans trådløse øretelefoner, samt den kunstigt frembragte lyd af hvislende trægrene, susende vind og biler, der i ny og næ hvislede forbi, og det var ikke den modsatte væg, han så, men i stedet var det en snoende bjergvej, der befandt sig et sted i det nordlige Californien. De interaktive grafik-briller, han var iført, og som var trådløst tilkoblet til træningscyklens indbyggede computer, frembragte den levende illusion om, at han ikke befandt sig i sit træningslokale i San Jose-hjemmets kælder, men derimod befandt sig ude i den frie natur, med fuglelyde, dæk, der skurrede blødt over sort asfalt, og vind, der smældede mod grene. En vifte, indbygget i cyklens styr, blæste kølig luft i hans ansigt, hver gang han trådte ned på pedalerne, og standsede, så snart han ikke længere lod pedalerne være i bevægelse, fuldstændig som det ville føles, hvis man cyklede rigtigt, og han nåede toppen af den stejle bakke, det ætsede i lårmusklerne, og cyklen syntes at skråne sig til den ene side, idet han drejede omkring et skarpt højresving. I nederste kant af synsfeltet frembragtes de digitale målinger - puls, kalorieforbrænding og antal kilometer -, men han kiggede kun sjældent på udmålingerne, fokuserede sig i stedet på den alt for livlige, nord-californiske natur, der var skabt elektronisk men samtidig havde en så høj opløsning, at det fuldstændig lignede den ægte vare. Asfalten under ham - der ikke befandt sig under ham, men i hologrammerne foran - glimtede i det klare skær fra den hvidblege sol, og fartstriberne var gule. Et sølvgråt autoværn flimrede forbi langs venstre periferi, i den modsatte vejbane, grænsede af til kanten af den fyrretræsklædte bjergskråning. Han cyklede omkring de næste krusninger, indtil han nåede en grusbelagt rasteplads, der knækkede ud fra vejens højre side, i skyggen af en kampesten, og styrede cyklen ind. Det skurrede ikke længere blødt under cykeldækkene, i stedet knasede det, og han standsede cyklen, inden han slukkede brillernes grafiske fremvisning, så det kun var udmålingerne, der stadig glimtede digitalt i brillernes underkanter.

Han vippede brillerne bort fra øjnene og opad, så de hvilede på hovedbunden og pegede imod loftet, inden han trykkede pegefingeren ind på øretelefonen i højre øre, pressede, ikke hårdt, men alligevel stædigt, pressede, indtil de blev de-aktiveret og musikken forsvandt. Han tog en slurk af vandflasken, som han havde placeret i en holder på cykelstangens venstre side, under styret, men blev alligevel siddende i et stykke tid, imens han lod sine nu ømme øjne vænne sig til virkelighedens verden. I et kort øjeblik forekom afstandsbedømmelsen svækket, det var svært for ham at vide, præcis hvor langt borte, væggen befandt sig, men det vendte hurtigt tilbage, det samme gjorde virkelighedssansen, og han svang sig af cyklen, slukkede brillerne helt - men udmålingerne blev gemt på harddisken - og hang den på plads, inden han besluttede sig for at gå i bad.

 

*

 

Før badet blev aktiveret, klikkede han smartPadden fast i den udhængende USB-holder, der stak ud fra brusekabinens flisevæg. Skærmen tændtes, og han gabte venstre hånd åben, lod alle fem fingerspidser krumme fremad, og berørte knap nok den holografiske flade, før han udvidede holografierne, så der fremkom illusionen af, at de svævede i luften, selvom de egentlig ikke gjorde. Nu behøvede han ikke længere at røre skærmen, selvom nanofibrene alligevel gjorde den vandafvisende, kunne blot vifte sin hånd ud i den frie luft, for at manipulere de nu holografiske skærmbilleder, der havde svulmet sig til dobbelt størrelse. Han klikkede i hologramskærmens venstre side, ind i musikprogrammet med de tilhørende videoer, og herefter bladrede han fingeren opad, så digitale spillelister syntes at glide med og forsvinde op i luften i toppen af hologrammet, han bladrede, indtil han fandt den spilleliste, han ledte efter. Selvom det var moderne hits meget af det, og alt for meget af det var alt for elektronisk, mere, end dengang han selv var ung, var der alligevel mange sange og melodier, der mindede ham om gamle dage, om både hans barndom og ungdom, og det var som om, at mere traditionelt musik, det, der blev spillet før det elektroniske musik begyndte at blive alt for populært og alt for almindeligt tilbage i 2010'erne og 2020'erne, atter var begyndt at vinde indpas. Folk var muligvis ved at blive trætte af musik, der var for elektronisk og for digitalt - alle kunne jo lave musik nu, hvis bare de havde en computer og en smartPad - og derfor, som modsvar, begyndte at fremstille noget, der ikke blev samplet på computer eller smartPad, men som rent faktisk blev lavet med traditionelle musikinstrumenter og traditionelle lyde. Bevares, der var også meget elektronisk musik, der havde en god lyd, og der var jo stadigvæk mange sangere, der kunne finde ud af at få deres musik til at lyde rigtigt, og ikke computerskabt, men der var alligevel en helt særlig charme ved guitarspil og klavertangenter og gammeldags trommer, hvis lyde ikke blev fremkaldt af digitale trommemaskiner gennem et eller andet billigt program på en smartPad. Nathan kunne ikke lade være med at se det i form af begyndelsen på en ny musisk vækkelse, der bragte det traditionelle og det gammeldags tilbage på scenen.

Han startede spillelisten, og allerede som den første sang gled ind, greb han ud i luften, så der igen fremkom en illusion om, at det var holografien, han berørte, han greb ud i luften, i holografiens højre periferi, og begyndte derefter at trække, så det virkede som om, at hologrammet foldede periferien ud. Skærmen med musikvideoen dukkede op, ved siden af den lodrette række af musiknumre, som spillelisten bestod af. Herefter dobbeltklikkede han med alle fem fingre, fastholdte herefter fingerspidserne mod hologrammet, gled hånden opad, få centimeter, hologrammet trak sig med, og gav plads for hjemmeskærmen, der, efter endnu et dobbeltklik i den fri luft, svulmede sig op. Som skærmen med spillelisterne og den tilhørende musikvideo livligt spillede i toppen, bladrede Nathan sig glidende igennem holografien af hjemmeskærmen i bunden, indtil han nåede bruserprogrammet, som han trykkede ind på. Hjemmeskærmen blev slugt af skærmen, der tilhørte bruserprogrammet, og en fremvisning af en cirkelrund vandregulator dukkede op i midten, omgivet af en farvet krans, der startede ud i en dybblå nuance i højre side, og endte i farvetoner af klarrødt langs den venstre. Kransen syntes næsten at vride sig, trods den ikke var i bevægelse og aldrig havde været det. Nathan knugede fingrene sammen, som man ville gøre, hvis man greb om en fysisk genstand, selvom den eneste fysiske genstand, der rent faktisk befandt sig foran ham, var smartPadden. Han knugede fingrene sammen til et fysisk greb om den ikke-fysiske regulator, som var omgivet af den farvede krans, og så begyndte han at vride hånden rundt, så han drejede på regulatoren, der egentlig ikke var en regulator, men blot en projektion af et fysisk skærmbillede på smartPaddens flade, han drejede, indtil den nåede om til kransens rødmende sektion i venstre side, og gav herefter slip. Han startede bruserregnen ved et tryk på den ligeså holografiske knap over regulatoren med den farvede temperaturkrans. Vandet, der rislede ned over hans bare krop, havde den perfekte temperatur, lun og blød og væskende, han behøvede ikke engang at vente på, at temperaturen ville glide fra kold til varm, og han trykkede imod hologrammet med temperaturregulatoren, så den sugede sig ind mod smartPadden og forsvandt, og istedet tillod skærmen med musikken at svulme sig op til den størrelse, den havde før. Han havde ikke stået i badet længe, og ej heller nydt den lune velvære fremkaldt af bruserregnen særlig meget, før musikvideoen, der tilhørte nummer to sang på spillelisten, fangede hans opmærksomhed, og hans opmærksomhed blev fanget på grund af den sanger, der indgik i musikvideoen.

Leanne Perry var en ung, kvindelig sanger, brunette og blåøjet, der var blevet særlig populær i løbet af de sidste to år, og Nathan vidste ikke, om det skyldtes hendes ungdommelige skønhed - hun var lige fyldt 23, og det kunne da tydeligt ses - eller hendes bløde stemme med den knækkende, lyse hæshed, der forekom ham at lyde temmelig godt, faktisk, men uanset hvad der gjorde, at hun var populær, så vidste han, at hendes popularitet ville forsvinde, når hendes ungdommelighed ophørte. Selvom plastikkirurgi og piller med antioxidanter selvfølgelig var en mulighed, og noget, der var blevet stadig mere udbredt blandt ikke kun sangere men også almindelige borgere, der ikke ønskede at erkende alderdommens realiteter, så vidste han, at det var i ungdommen, hendes værdi lå, fordi sådan var verden, det er når man er ung, at livet er en succes, og når man bliver gammel, er livet ikke længere en succes, for hvem pokker vil dog være gamle? Synet af hende, som hun, i musikvideoen, klædt i lidt for lårkorte shorts, der fremhævede hendes glatte, solbeskinnede ben, gjorde tilnærmelser til en ligeså ung fyr, der tilmed var i bar overkrop så hans afkantede, svulmende brystmuskler og sixpack bulede frem bag den solbrændte, svedglatte hud, mindede ham om det, han så absolut ikke ville mindes om, end ikke tænke på, og igen fornemmede han den livstrætte, ømme udmattelse værke i knæene, den udmattelse, der blev værre når han dyrkede sport, hvilket på ingen måde var noget, der plagede ham da han var yngre og - turde han sige det, turde han virkelig sige det - smukkere. Synet af Leanne Perry og den unge fyr med de alt for tydelige kropsmuskler, mindede ham ikke blot om den sygelige alderdom, der som en dødsgusten slyngplante begyndte at slange sig op omkring ham, og langsomt men ganske sikkert indhylle hans krop, men den mindede ham også om det ukendte, han på ingen måde havde lyst til at byde velkommen, men som han, til sin magtesløse fortvivlelse, vidste ventede på at bortføre ham ved livets udgang.

Fra én ukendthed til en ny slags ukendthed.

Det begyndte at dræne hult gennem Nathans brystkasse. Han så Bonnie for sig, for snart seks måneder siden, kunne næppe huske hendes stemme mere, men derfor kunne han stadig huske, hvad hun havde spurgt om - kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom? -, og ungdommelighedsprojektet, det forpulede ungdommelighedsprojekt, han havde bortofret talrige timer og dage og uger på et projekt, som Life Extensions fond ikke ville støtte op om, grundet deres latterlige papirnusserier om etik og moral, og det var uretfærdigt, det var for helvede skide uretfærdigt, og en trang til at græde fik det til at væske i hans hornhinder. Og med trangen til at græde, blandet med den fortsatte hule brystfornemmelse, så han atter mor, der kræftskaldet sad på sofakanten, og hendes arme, de var blevet så tynde, og sammen med den sygelige, knogleskrøbelige tyndhed, var den papirsblege hud flere steder plettet af gyselige, mørkviolette blodudtrædninger, alt for leukæmiske og sygelige, blodudtrædninger, man slet ikke burde se på en frisk kvinde som mor, men i stedet gamle, livstrætte mænd og kvinder på 80 og 90 og 100, som kunne dø hver dag, det skulle være.

 

Mors tynde fingre klikkede strikkepindene sammen, klik-klik-klik, medens hun lagde sidste hånd på den tøjbamse, hun bare ønskede at gøre færdig, før kræften ville slå hende ihjel, og selvom hun elskede Braveheart, absolut elskede den, fordi den mindede hende om hendes barndom i 90'erne, hvor alt ikke var blevet så digitaliseret og uhyggeligt teknologisk, men også fordi hun elskede budskabet og egentlig også altid havde haft lidt en skjult tiltrækning til Mel Gibson, var det ikke filmen, hun holdt fokus på, men tøjbamsen. Det var hendes niece, der skulle have den, hendes niece og Nathans nye kusine, 1 år gammel og noget af det absolut sødeste i verden. Jennifer Sarcony var godt klar over, at lille Alice nok ikke ville huske hende, det var hun for lille til, men hvis hun kendte sin elskede søster Sarah ret, så ville Sarah fortælle lille Alice alt, hvad hun overhovedet kunne om den moster, lille Alice nok aldrig ville komme til at vokse op med, og blot denne tanke, at hendes dejlige lillesøster elskede hende så højt, at hun ville lade Jennifer Sarconys minde gå i arv selv efter, at Jennifer var død, gav Jennifer den uimodståelige, halsvridende trang til at græde. 

  Det var imens strikkepindene klikkede imod hinanden, at mavesmerterne gik til angreb. Jennifer Sarcony frøs i sine bevægelser, så fingrene blev stive og udstrakte, og hun mistede det førhenværende faste greb, som hun ellers havde haft om strikkepindene. Hun mistede grebet, og kunne ikke lade være med at fortrække sit ansigt i en tandskærende grimasse, for det var som om, at noget havde slynget spidse, krumme kløer ned igennem mavesækkens vægge, og herefter begyndte at kradse, langsomt og sadistisk, en ulidelig smerte, der ikke ville holde op, der skreg i hendes indre, og hun klemte hånden nedover det midterste af maven, så ikke, hvordan hendes eneste søn, den 6-årige Nathan, bekymret sad ved hendes side og uforstående kiggede på hende, og hun hev efter vejret. Spyt samlede sig i hendes mund, og smertetårer væskede sig op i hornhinderne. Hun krummede fingrene sammen, bed tænderne stadig hårdere mod hinanden, hørte ikke Nathan, der spurgte ”er du ok, mommy?”, hev derimod efter vejret, de onde, grusomme kløer, der havde krammet sig omkring hendes mavesæk, trykkede hårdere, trykkede, så det var som om, at den forpulede mavesæk  punkterede, og hun hev efter luft, og så kom det. Vrælet. Et lysskingert, strubedirrende vræl, og hun lænede sig smertefuldt forover, kunne ikke længere tilbageholde de brændende tårer, der nu sprang ud fra øjnene og glinsede sig fugtlunt nedover de smertesvulmede kinder.

   Blodet kom kort tid senere. Nathan sad blot på sidelinjen, betragtede det i forfærdelse, med sine brune øjne, dem, han havde arvet fra sin far og ikke sin mor, svulmet op i vantro rædsel, og mor Jennifer gispede hæst, som om noget forhindrede hende i at trække vejret, hun gispede og hun gurglede og hun gispede noget mere. Nu var det ikke længere kun én hånd, hun klemte for maven, nu var det i stedet begge, hun gispede én gang til, og så gurglede hun, mere rallende og fugtigt, end hun gjorde før, og i kølvandet på den fugtige gurglen, slimede blodet sig tykt og mørkerødt ud mellem læberne, smeltede sig i lange strenge nedover hagen, mod gulvet. Hun åbnede munden, så bloddråber sprøjtede, og klattede indover bordkanten. Nathans ansigt var blegnet. Mor Jennifer gispede igen, og mere blod, det kom flydende i tykke, slimede strømme, kom flydende ud fra mundsprækken, klattede sig nedover hage og hals, og hendes højre arm slyngede sig hen til ham, famlede sig gennem luften og fik langt om længe tag i hans venstre hånd. Hun knugede. Nathans øjne blev tårerblanke.

   ”Nathan … !” Hendes stemme var trukket sammen, lød slet ikke som mor længere, hun gispede igen, og flere blodstrenge, der slimede og smeltede tykt og mørkerødt fra munden. ”Nathan, få … fat … på far! Få fat på FAR!” Hendes stemme knækkede, og hun vrælede igen, hendes hånd fjernede sig fra hans og samlede sig atter ved maven, hun gurglede tykkere og mørkere blodklatter op, og krummede sig længere forover.

 

Nathan blinkede, den svidende, fugtige tåge fremkaldt af tårer syntes at få den holografiske musikvideo, der viste sig på den anden side ad bruserregnen foran ham, til at bølge. En snurren begyndte at samle sig i hans hænder, strække sig elektrisk ud i fingrene, en snurren, som han vidste, hvad betød, og whisky-flasken, han skulle have fat i flasken, han skulle bare have fat i den forpulede flaske.     

 

   

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...