Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23486Visninger
AA

18. ---15---

Drew var stille på tilbageturen, imens han, op til flere gange, gennemgik planen for bal-fredagen i sit hoved, hvad han skulle sige til Allison, uden at det ville virke for åbenlyst, om han overhovedet kunne sige det, eller om samvittigheden ville hindre ham i det. Han undertrykkede den alligevel. Der ville ikke ske noget med det, Allison vidste ikke noget, og hun ville sikkert bare tro at han fik det skidt eller et eller andet, når han forlod hende for at holde øje med Emma og Phillip, og det var jo heller ikke sikkert at Phillip rent faktisk ville gøre noget imod Emma, selvom han på en syg måde håbede, at han ville, og det skulle nok gå, det går alt sammen, tænk på hvad det kan betyde for dig og Emma, det skal nok gå, Drew, det er ikke forkert, du udnytter bare en situation, og det går jo til et godt formål, det skal nok gå det hele. 

Det endte med at han steg af på samme tid som Allison, fordi han endelig havde truffet beslutningen. Det var nu, han skulle fortælle hende det. At han ville invitere hende med til ballet, fordi han vidste, at hun ingen date havde - eller det var i hvert fald hvad James og Alvarez havde fortalt ham, at hun ikke havde -, og at han tænkte at han så ville invitere hende, fordi han jo heller ikke selv havde nogen date. Derudover boede de alligevel heller ikke langt fra hinanden, Drew boede blot en anelse tættere på Golden Gate Park en halv kilometer længere væk, så det var i alle henseender ganske praktisk at følges med hende det sidste stykke af vejen, og efter at tågen jo nu var fordampet, var dagen gået hen og blevet dejlig sommerlun. De tog afsked med James og Alvarez, og det var Drew, der smækkede døren. Bilen kørte. Han og Allison vandrede, side om side, men de var begge stille. Den bløde pigesødme af blomsterparfume dampede konstant fra hende, rent og sæbeagtigt, men det var ikke på en ulækker eller overdreven måde, og det forekom ham, at Allison egentlig havde en ganske behagelig duft. Han betragtede hende som de vandrede, så, at hendes overlæbe var svundet ned bag underlæben, der i stedet vrængede sig op mod næsen, så mundpartiet antog det opsvulmede, nervøse træk, som det også havde gjort, da Drew fangede hendes blik i kantinen, hvor hendes kinder blussede i den tomatiske rødmen, og som han, nu han tænkte over det, egentlig også havde set den gøre da de snakkede ude på gangen, om formiddagen, hvor han, med en stemme der nok var blevet en anelse mere hævet, end den burde, havde bedt hende om at lade ham være, fordi den hånlige ydmygelse efter uheldet på baseballbanen stadigvæk stak ham kun alt for mærkbart i ansigtet, og han derfor, på ingen måde, havde haft lyst til at snakke med hende.

De vandrede i fortsat tavshed, krydsede 3'rd Drive, der ledte mod kysten, hvor der var blevet anlagt en af de talrige kunstige strande, Californien nu var blevet så kendt for, indtil Drew, langt om længe, tog initiativet til at starte en samtale, efter at han havde fået nok af at se Allisons opsvulmede mund og tilbagepressede overlæbe.

"Du, øh, Allison?" 

Hun spjættede hovedet imod ham, og igen så han det, de blodrøde farvetoner, der voksede i hendes ellers blege, fregneplettede kinder. Det gnavede i brystet på ham, men han fortsatte ufortrødent. "Det er fordi, øh, at ... jeg ... jeg, øhm, er forresten lidt ked af, at ... at jeg råbte af dig. Der, øh, tilbage på skolen. Det var ikke i orden af mig at gøre, for du sagde jo bare det du sagde for at muntre mig op, og det ... det er jeg glad for at du gjorde."

Det var han faktisk, og det gik først rigtig op for ham, da han havde fuldendt sætningen.

Allison var stille lidt, imens hun kiggede på ham, og hendes hånd havde automatisk søgt op til den franske fletning, som hun havde trukket henover skulderen og ned mod sit brystparti. En fingerspids vred sig omkring de løse, rødlige hårstrenge. Så nikkede hun, og smilte forsigtigt, men det røde i hendes blege kinder var stadigvæk ikke borte. "Det ... det skal du ikke undskylde for. Det var ... det var dumt af mig overhovedet at nævne det til at starte med." Hun kiggede derefter væk.

"Nej, Allison, jeg mener det. Jeg er glad for, at du, øh, at du sagde det, for ... for det viser bare, at jeg betyder noget for dig, og ... og det er godt, at have folk omkring sig, der betyder noget for én. Så ... så jeg er glad for det." 

Samvittigheden gnavede dybere.

Allison nikkede, smilte svagt og skulede en hurtig, kort gang til ham. "Jamen, det, uhm ... Jeg er da glad for, at du blev glad for det, eller noget." 

De vandrede herefter i yderligere tavshed. Allison boede tohundrede meter væk, og nede ad den næste vej, der skar til venstre lidt længere fremme, omkring hjørnet af et træhus, der primært var omgivet af fyrretræer. Allison ville dreje den vej, men Drew ville fortsætte, og hvis han på nogen måde skulle sige det - trods samvittigheden, der stadigvæk ikke ville lade ham være -, så skulle han få sagt det nu, før de tog afsked og før det var for sent og allermest før, at han fik kolde fødder og endte med at ombestemme sig. 

"Der, øhm ... er faktisk også en anden grund til, at jeg gerne ville følges med dig." Allison, hvis hånd stadig knugede og aede fletningen, kiggede atter imod ham. Han sank en klump. De var næsten ved hjørnet. "Det er fordi ... det handler om, øh ... om ballet på fredag." De stoppede begge op. Allisons hånd var standset med at bevæge sig, og nu kiggede hun istedet blot på ham, og det røde blussede dybere. Drew kløede sig i nakken, som han altid gjorde, når han var nervøs og var nødt til at samle sig mod. "Det, øh ... da jeg i klassen sagde, at jeg havde en date, right? Der ... det var, øhm ... det var løgn. Sandheden er, at ... at jeg ikke har nogen date til skoleballet. Og jeg har ikke rigtig vidst, hvem jeg skulle spørge, særligt ikke efter uheldet."

Tavshed. Allison kiggede blot stift på ham, med de samme dybt rødblusne kinder. 

Drew fortsatte, efter lidt tid. "Og øhm ... det her er vildt akavet for mig, men ... øhm ... så er det, jeg fandt ud af, at du heller ikke har nogen date til ballet, og siden at ... at ingen af os har nogen dates, var det jeg tænkte, at ... om ... om vi to skulle følges? Altså som dates? Til, øh ... til ballet?" 

Drew kunne se, hvordan Allisons grønne øjenskiver svulmede sig større, end de plejede. Hendes ansigt var stivnet i en stendød grimasse, hvor kun hendes forsvulmede øjne antydede hendes sindstilstand. Hun sagde ikke noget, og Drew sank en klump, og måske havde han taget fejl, og måske havde Alvarez taget fejl ligeså, måske havde Allison ikke følelser for ham, selvom hendes kinder blussede røde, hver gang han så for længe på hende, eller at hendes lune hånd, uden Allison egentlig havde været bevidst omkring det, hvilede sig nedover hans egen, da de fire venner stod ved autoværnet på Twin Peaks nordvestvendte skråning og bestirrede San Francisco. Måske havde de taget fejl. Alligevel vedblev han. "Altså, du ... hvis ikke du vil, behøver du ikke at sige ja eller noget, men ... ja ... jeg kunne bare godt tænke mig at følges med dig, og ... !"

Så standsede han, og han standsede, fordi han så hvordan hendes hånd, den venstre, som hun ikke knuede omkring fletningen, løftede sig, strøg op gennem luften og op til munden. Hun stod sådan, længe, blinkede, næsten kompulsivt, inden hun begyndte at tale, og selvom hun snakkede gennem hånden, og hendes stemme derfor dæmpede sig, kunne han stadig høre, hvad det var, hun sagde. "Du tager seriøst ikke pis på mig lige nu, gør du vel? For hvis du tager pis ... hvis du tager pis på mig, så ...," hun fjernede hånden, og det forekom Drew, at hendes stemme blev fyldt af en fugtig, anstrengt dirren. "Du tager ikke pis, vel?"

Drew rystede på hovedet, trods den brystbidende samvittighed. "Nej ... jeg mener det. Jeg vil gerne være din date til ballet. Hvis du ... hvis du altså har lyst." 

Allison nikkede, men sagde ikke noget, og de opsvulmede øjenskiver af grønt syntes at blive fjerne og slørede.

Drew hævede brynene. "Så ... du vil altså gerne?"

"Ja. Ja, selvfølgelig." Allison lød næsten forpustet, og det var Drew ikke helt sikker på, om han faktisk brød sig om. "Selvfølgelig vil jeg det!" Højre hånd strammede sig hårdt, knugende og næsten skælvende om fletningen.

Drew nikkede ligeledes, og kløede sig atter i nakken. "Jamen, øhm ... så ... så regner jeg med, at vi har en aftale? At vi følges ad til ballet på næste fredag?" 

"Ja, det regner jeg også med." 

Han smilte, og fjernede hånden fra nakken, og det var ikke længere kun hans brystkasse, der led under den gnavende samvittighed, men også mavesækken, der næsten forekom at blive ætset. "Så ses vi vel på mandag?"

"Det ... det gør vi vel," svarede Allison, i sin sukkende, forpustede stemme. Drew strakte armene ud, til den venskabelige omfavnelse, han plejede at give både Allison og James og Alvarez, når de tog afsked, men denne gang kastede Allison sig så hårdt fremad, og klemte sit greb - overraskende stærkt - tæt og hårdt om ham, så kraftigt, at han næsten mistede balancen og væltede. Hun omfavnede ham, og hun omfavnede ham længe, så han havde rig mulighed for virkelig at både indsnuse og nyde den søde pigeduft. Som han stod der, i Allisons tætte, og uden den mindste tvivl kærlighedsfyldte, omfavnelse, tog planen sig atter form i hans hoved. Inviter Allison, vær sammen med hende til ballet, hold øje med Emma, red hende fra Philip Rhinesons klør. Første del  af planen - trods den bidende, ætsende samvittighed i hans indre, som han ihærdigt forsøgte at modkæmpe -, planen, der involverede Allison, var fuldendt. Så vidt, så godt. 

Nu håbede han bare, at skæbnen ville være gavmild imod ham når de nåede til alle de andre punkter.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...