Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
611Kommentarer
23750Visninger
AA

17. ---14---

Det var Twin Peaks, en af de bedste, naturlige udkigssteder i San Francisco, som Alvarez satte destinationen imod. Drew havde allerede på fornemmelsen, hvor de var på vej hen, da de drejede op ad Clarendon Avenue, med den frodiggrønne skov til højre og de små kolonial revival huse på venstre, men det var først da Alvarez bad bilen om at dreje ind ad Twin Peaks Boulevard, at Drews anelser virkelig blev bekræftet. Bag sig hørte han Allisons stemme klare op i begejstring.

  "Twin Peaks? Seriøst? Alvarez, jeg elsker dig herre meget lige nu, ved du godt det?"  

Alvarez mund svulmede af det tilbagekæmpede smil. "Det er jeg da glad for, at du gør, men jeg er altså desværre optaget."   

Drew sagde ikke noget, for denne korte ordveksling mellem Allison og Alvarez, fik ham atter til at tænke på det, Alvarez havde hvisket til ham mellem de sammenbidte tænder - "hun har ikke nogen dates" -, og han så atter, hvordan Philip Rhinesons fingre klemte sig lidt for hårdt og lidt for stramt om Emmas albueled, Emma, der prøvede at kæmpe sig fri, selvom Philip var stærkere end hun var og det derved var fordømt til frugtesløshed.   

En modvillig date til festen. Det var, hvad Emma var blevet, en modvillig date, der skulle følges med et svin, der næppe havde hæmninger, og utvivlsomt kunne finde på at gøre ting imod hende, hun ikke brød sig om, overskride hendes grænser, og hvis bare han kunne være der, hvis bare han kunne være der og redde hende. Selvom planen virkede så klar og åbenlys i hans eget hoved - inviter Allison med til festen, så du ikke virker som en creeper, udgiv dig for at være hendes date, få en mulighed for at komme tæt på Emma, diskret selvfølgelig, og slå til, når tiden er inde -, så simpel, som om det umuligt kunne gå galt, begyndte en anden følelse, som han ellers ikke havde taget højde for, at bide frem i hans krop. Følelsen var tung, den var sort og den var alt for moralsk. Den dårlige samvittighed. Den dårlige samvittighed, for måske havde Alvarez ret, Allison kunne jo lide ham, mere end bare som venner - hvorfor skulle hendes kinder ellers blusse røde på den måde, de havde gjort? -, og hvordan ville han ikke selv have haft det, hvis nogen bare prøvede at bruge ham til at komme tæt på en anden? Hvordan ville han ikke selv have det, hvis nogen udnyttede ham?   

Han rationaliserede samvittigheden væk, det var ikke udnyttelse, på ingen måde, Allison behøvede jo ikke at finde ud af, at det var sådan, det gik for sig, på ingen måde, han kunne jo lyve sig fra det, og han udnyttede hende jo heller ikke, han udnyttede hende slet ikke, nej da, han udnyttede derimod en situation, og det ville jo alligevel, i sidste ende, gå til et godt formål, ville det ikke? Det lykkedes ham at undertrykke samvittighedskvalerne, der bed i hans sind, i hvert fald for en lille kort stund, og de nåede ud i det åbne område, det sted, hvor der ingen bebyggelser var, og vejen svang sig til højre, i et skarpt sving, imens den besteg den sidste del af bakketoppen. 

I stedet tænkte han på de minder, han havde fra Twin Peaks, før hans mor kom ud for den dræbende trafikulykke. Han huskede, at de tit havde gået på denne bakketop, og nydt udsigten udover byen og bugten og bjergpuklerne ude i den fjerneste del af horisonten. Det var dengang, hvor farmand David stadigvæk trænede sig til at blive betjent, nede på politiakademiet, der befandt sig ved bunden af bakken, omkring Eureka Valley kvarteret, og selvom Drew ikke var særlig gammel på det tidspunkt, huskede han det alligevel kun alt for klart. 

"Se lige den udsigt!" udbrød Alvarez, og Drew kiggede fremad, og udsigten så ud, præcis som han kunne huske den. Huse, veje og træer strakte sig ud i det ikke just jævne San Francisco landskab under dem, og smeltede sammen med skyskraberne i finansdistriktet, og langt ude bredte det himmelblå vand sig, der udgjorde bugten. Den svage sommerdis tågede sig over horisonten, men det var ikke slemt, og den tåge, der ellers havde indhyllet det meste af den vestlige sektion af San Francisco, der primært befandt sig et sted bag dem, var nu borte, langt om længe brændt væk af solens varme stråling. 

De krusede omkring en forhøjning, hvor de, i venstre side ad vejen, nåede en grusbelagt rasteplads. Alvarez styrede bilen ind, parkerede og steg ud som den første, og de tre andre fulgte trop. Fordi de stadigvæk befandt sig på vestsiden af bakken - og ikke læsiden mod øst - var vinden kølig og krusede folder gennem deres tøj. De vandrede i stilhed, uden at sige noget, Alvarez forrest, og så Drew, med Allison ved siden af sig, så tæt, at deres hænder næsten strejfede nedover hinanden - selvom Drew ikke lagde mærke til det - og James bagerst. De krydsede over vejen, hen til autoværnet, og bestirrede herefter udsigten over San Francisco. De stod der for en rum tid, på toppen af Twin Peaks, lænende imod rælingen. De stod der, tre venner, James, Drew og Allison, og de betragtede det indre San Francisco, særligt TransBay Kvarteret, med den futuriske skyline, tynde, smalle, forvredne, spidse og stumpe skyskrabere, der allesammen spidsede op mod den skygrå himmel. De så udover San Francisco, villakvarterer og kontorbygninger, med en ommøbleret infrastruktur efter det voldsomme jordskælv, der ramte i 2025. De betragtede San Francisco i stilhed, og som de betragtede den Californisk kystby, gik det op for Drew, at det de så på var rester af æraer, der nu var svundne, som nu var fortid, ligesom at denne fredag ville være fortid, når det blev lørdag, og det mindede ham om, at man aldrig blev yngre, men altid kun ældre.

Den pigede honningsødme fra Allison dampede indover hans næse, og kort efter fornemmede han, at hun havde placeret sin højre hånd henover hans venstre, som han havde støttet imod autoværnet, og han vendte blikket bort fra udsigten og hen til Allison. Hun stod ved siden af ham, løse hårstrenge, der ikke var trukket med i den tykke, franske fletning, viftede levende i den kølige vestenvind, men det var udsigten over San Francisco, og ikke ham, hun kiggede på. Samvittigheden gnavede atter frem. Alvarez sammenbidte hvisken lød i hovedet - "hun har ikke nogen dates" - og dette fulgtes op af Allison, der havde siddet der, med kinder, der rødmede op, kort inden hun slog blikket nedad, som om hun ikke turde kigge på ham. Han lod atter øjnene glide ned til hånden. Overvejede, om han skulle sige noget. Den gnavende samvittighed fik det til at gøre ondt i maven.

"Overvej lige, at slå et telt op her. Lige fucking her!" James, der stod til venstre for Allison, strakte hånden frem og pegede nedover skråningen, beklædt med det gulliggrønne, halvtørre græs. Ude i den venstre periferi ragede Sutro Tårnet i vejret, med dens fire, strittende antenner, der mindede lidt om djævlehorn. Bag Sutro Tårnet stod den eukalyptusbeklædte Mount Sutro, herliggrøn og omgivet af tætte bebyggelser. Allisons fingre strammede sig om hans hånd, og han kunne mærke, at hendes hud var både lun og en anelse fugtig. James sænkede hånden, og nikkede. Hans blonde hår blev blæst bagud over panden, og vinden syntes næsten at skabe levende bølger nedover hårtæppet. "Bare at slå et telt op, tage en sovepose og små forsyninger med og så holde sin egen miniferie. I perfekt symbiose med udsigten og naturen og måske endda Gud, hvis det viser sig, at han findes. Jeg ved ikke med jer, men jeg ville ikke have noget imod det." 

Samvittigheden ville ikke lade Drew værre, og han hørte ikke efter, hvad det var, James sagde. Han tænkte kun på Allison, den klare pigesødme af renhed og de blege, slanke fingre, som hun havde trykket nedover hans hånd. Hun havde sikkert ikke engang gjort det bevidst. 

Allison kan lide dig, og det bedste ved det hele? Hun har ikke nogen dates!

James fik øje på en busk, der stod placeret en anelse til højre, løftede atter armen og pegede og fortsatte. "Jeg tror faktisk, at jeg ville slå teltet op lige ved siden af den busk dér, og så skulle den busk være mit eget personlige lokum."

"Det tror jeg da ikke, at den busk vil være særlig glad for, dude," sagde Alvarez, inden han kiggede hen imod ham. James fjernede ikke blikket fra skråningen. 

"Fuck det! Den skal være mit personlige lokum alligevel, og ingen andre end jeg må bruge den! Ved I hvad, nu jeg tænker over det, tror jeg sgu jeg vil leve som en fucking eneboer!"

"Allison!" fremhvislede Drew, ganske diskret og mellem sammenbidte tænder, og han fik Allisons opmærksomhed. Hun blinkede, drejede hovedet væk fra udsigten over San Francisco, kiggede i stedet på ham og herefter ned mod den hånd, hun tankefjernt havde placeret henover Drews, og hun skyndte sig at trække den til sig.

"Sorry!" hviskede hun ligeså diskret tilbage. Drews hjerte bankede, men hverken Alvarez eller James syntes at have taget notits af, hvad der lige var sket. Drew bemærkede, at Allisons kinder atter rødmede, og hun slog blikket nedad og væk fra ham, på samme måde, som hun havde gjort i kantinen. Læberne stregede sig smalle og tynde. 

"Tror I egentlig, at mine forældre ville tillade mig det?" lød det atter fra James, der ikke syntes at være i stand til at holde kæft. "Altså, at bo i telt her som Twin Peaks eneboer, mener jeg."

"Jeg ved ikke med dine forældre," svarede Alvarez, og kiggede hen imod ham, "men jeg tænker nu mere på, hvad myndighederne, og særligt naturfredningen, vil sige til det. Hvis det ikke er tilladt at bygge huse heroppe, så tror jeg nu heller ikke det er tilladt at slå et telt ud." 

"Jamen så kan jeg jo ikke bruge den busk som mit eget personlige lokum." 

"Nej. Det kan du ikke. Ærgerligt, synes du ikke?"

"Jo." James spidsede læberne, som han tankefuldt nikkede. "Men det stopper mig ikke. Jeg skal pisse. Så jeg gør den til mit lokum alligevel." Og med de ord, skubbede han sig opad, hev sig over kanten af autoværnet, endte med at miste fæstet og dumpede ned i græsset på den anden side, med ansigtet først. Han trak sig op i knæ - "Jeg er okay!" - kravlede et par skridt frem, og rejste sig herefter i sin fulde højde. "Shit, hvor skal jeg pisse!" Han vandrede målrettet fremad, ned ad skråningen, fire meter, hen til busken skråt til højre fra det sted, de tre venner havde stået. Bag ham rystede Alvarez opgivende på hovedet.

"It's a beautiful bush," begyndte James at synge, kort inden han stoppede op ved siden af busken og lynede ned. Han lagde hovedet tilbage og hævede sin ikke-så-smukke sangstemme. "It's a beauuutifuul buuuush!" En gul stråle buede bort fra hans skridtregion, og strålede ned mellem buskens tørre grene. En klaskende, fugtig rislen fulgte, idet strålen fik kontakt med underlaget af jord.   

     

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...