Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23200Visninger
AA

16. ---13---

Som Alvarez havde foreslået, ikke blot overfor Drew, men også James og Allison, der begge havde indvilliget sig i at tage med på venneturen, kørte de afsted, da skoledagens afslutningen oprandt. Alvarez' fars bil var en Mercedes, en af de billige, og ikke en firhjulstrækker, men en almindelig personbil, og den var af årgang 2045, fem år gammel men stadigvæk i god stand, for far Xavier Alvarez passede på sin bil ligesom man ville passe på et kæledyr, plejede den hver dag og holdte den i stand, nogen gange i en sådan grad, at Alvarez' mor, Alice, syntes at det var lidt for meget. Bilen havde, som alle andre amerikanske biler, automatgear, og den havde også stemmestyring og indbygget GPS, men Alvarez kendte vejen, så GPS'en var ikke nødvendig. Drew fik, som Alvarez havde lovet ham, lov til at sidde på forsædet, og James og Allison satte sig bagerst i bilen - James bag førersædet, bag Alvarez, og Allison bag Drew. 

Selvom rattet ikke var en nødvendighed, og bilen kunne styres med stemmekraft stort set hele vejen, kunne Alvarez alligevel godt lide, at rattet var der, og særligt kunne han lide følelsen af det kølige, stive læderplastik af bakelit, som rattet var støbt af, og det var jo, trods bilens automatiske stemmestyring, alligevel en god idé at have manuel styring, bare for det tilfældes skyld, at man bedre kunne undgå ulykker. 

Hvor Alvarez syntes, at kursen skulle gå hen, fortalte han ikke de andre passagerer, han lod blot bilen blive styret igennem den østlige del Sunset District, frem ad Irving Avenue, hvor butikker og restauranter og caféer flimrede forbi på vejens begge sider. Ude i horisonten puklede den eukalyptusgrønne bakke, der udgjorde Mount Sutro, sig i vejret, med det ligeså knejsende Sutro Tower, der, med sine tre store antennespidser, ragede opad bag toppen af eukalyptusskovens trækroner. Trods jordskælvet - et af de kraftige - der havde ramt i 2025, og som havde haft en hård påvirkning på San Franciscos infrastruktur, var denne del af San Francisco ikke synderligt forandret. Nogle af husene, bygget på en sådan måde, at de alle var koblet sammen med hinanden, selvom hver bygning jo selvfølgelig indeholdte separate boliger, der ikke havde noget med hinanden at gøre, andet end at de var naboer med de øvrige boliger, var blevet skiftet ud, fordi de var for skrøbelige, og flere af tagene havde fået indlagt solpaneler istedet for tagsten, men det meste af området, både bygninger og butikker og veje og lygtepæle, syntes ikke synderligt forandret fra starten af årtusindet, mindede stadig ganske tydeligt om de billeder, Drew havde set i sine forældres billedalbums. 

Alvarez bad bilen om at foretage et højresving ved 7'th Avenue, og det gjorde den, da lysreguleringen skiftede fra rød til grøn, og de fortsatte ned ad 7'th Avenue, og at køre ned ad denne gade, trods den nybelagte asfalt der skinnede sortblankt - tågen var drevet bort henover middagen, så solen nu lyste klart fra den sommerblege himmel - i en udstrakt linje foran dem, og huse med solpaneler, istedet for tagsten, var som at køre igennem en fastfrossen tidsæon. Det her var i 2050, men dette kvarter, de kørte igennem, kunne ligeså godt være i 2005 eller 1990, bortset fra nogle ganske små forandringer, såsom de førnævnte solpaneler, der udgjorde de viktorianske træbygningers tagplader.

"Hvor er det, du bortfører os til?" spurgte James omme fra bagsædet, da de havde kørt 200 meter ad 7'th Avenue, og netop havde krydset Judah Street. 

"Et hemmeligt sted, som er hemmeligt," svarede Alvarez blot tilbage, og han vendte en kort gang blikket mod bakspejlet, imens de tykke læber smilte op i kinderne. 

"Jeg hader hemmeligheder." James Cotton lænede sig tilbage i sædet, og tog et blik ud ad venstre siderude, på husene, der flimrede forbi. "Jeg er allergisk overfor det lort. Kan du ikke bare sige det?"

"Har du da et problem? Kan du ikke lide min fars bil? Er det dét?"

James løftede brynene, og skulede fremefter, hans ansigt var fastlåst i den klippefaste mine af neutralitet. "Og hvis jeg siger ja? Hvad så?"

"Your loss. Men jeg bebrejder dig nu ikke, hvis du ikke kan lide den. Det er nemlig ikke en homobil."

Det tog et par øjeblikke, før James forstod, hvad Alvarez mente. "Jeg er sgu da ikke homo. Din tortilla-ædende latino-sigøjner."

"Racistiske supremacist." 

"Fandme ja. Og jeg er stolt af det." James bankede sine knoer to gange imod brystet, og strakte herefter armen opad, fremviste pege og langefingeren i et opadstrittende tegn. "Ku klux the fuck klan all the fucking way."

Allison rystede på hovedet, sukkede og tog et kig på sin smartPad. "Hold op, hvor er I dumme at høre på, guys. Ku Klux Klan er altså ikke noget, man laver sjov med."

En kort tavshed. Alvarez blinkede, skulede til Drew, som blot trak på skulderen, og kiggede ligefrem igen, til lysreguleringen ved Kirkham Street, der kom hastigt nærmere. "Hørte du det, James? Den Irske Passager har talt. Og du kan lige vove på at modsætte dig hende, for hun er ikke kun irsk, men også rødhåret, og det er en meget dårlig blanding." 

Allisons øjne flimrede til hvidt, hun sukkede, tørt og dæmpet, og kiggede istedet ud ad sideruden. Bilen standsede for det røde lys ved krydset mellem 7'th Avenue og Kirkham Street. James smilede sit ikoniske, kindbølgende smil, som hans blik vred sig hen mod Allison, der nu kiggede ud på vejen. "Hvad kan hun gøre ved det? Sende en flok vrede dværge efter mig?" 

Allison drejede hovedet imod ham, de grønne øjne syntes stikkende, og hun rystede på hovedet. "Nej. Faktisk ikke. Jeg tænkte egentlig mere på at skære dine nosser af imens du sover. Jeg ved jo hvor du bor." Hendes stemme var ikke isnende, da hun snakkede, blot rolig, som om, at det at foretage en sådan handling - skære nosserne af på sin ven imens de lå i deres blide, intetanende søvn - var en ganske normal handling og end ikke det fjerneste psykopatisk.

Drew undertrykkede et smil på forsædet. James kiggede blot tilbage på Allison, i en kort tavshed. Der blev grønt i lysreguleringen, og bilen kørte frem. Så sagde han noget. "Du bliver nødt til at komme forbi vores hund først."

Allison skrånede hovedet. "Det bliver vist ikke nogen større udfordring. Det plejer et forgiftet kødben at kunne klare. Jeg kan også låne min fars gevær, i tilfælde af uforudsete komplikationer. Du ved." Hun blinkede derefter, på ganske teatralsk vis, med sine lange øjenvipper.

James kiggede fremefter, og sank en klump, og foregav at være i rædsel. "Guys, hvorfor har vi taget hende med? Hun er jo sindssyg!" 

"Selvfølgelig er jeg det," svarede Allison, med sin sukkerlyse stemme, og hendes øjne vendte sig på intet tidspunkt væk fra James. "Jeg er jo både irsk og rødhåret, hvilket er en meget dårlig blanding, remember?" Så smilte hun. 

Alvarez fniste, men sagde ikke andet. James vedblev med at bestirre Allison. Allison fortsatte, hendes hoved var stadigvæk på skrå. "Men du skal ikke være så bange for det, søde skat, for du får alligevel aldrig brug for dine nosser."

James mund gabte sig åben i vantro ved denne bemærkning, og Allison vedblev sit flabede læbesmil. Alvarez udvekslede blikke med Drew, og de smilte begge, og Alvarez vippede på hovedet og kiggede fremefter, mod sidevejen, mod Warren Drive, som de meget snart skulle dreje ind ad. "Uha. Det dér var vist lige syredråber i det i forvejen ætsende brandsår." 

"Hold kæft!" sagde James, og vred istedet blikket mod sideruden. De andre lo videre.     

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...