Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23134Visninger
AA

15. ---12---

Skolebiblioteket, der befandt sig i den modsatte ende af, hvor kantinen befandt sig, ovre ved sydfløjen, der bestirrede sig ud mod basketball-indhegningen, var det sted, Drew tit søgte hen, hvis han ville være alene i sine forelskede dagdrømmerier om Emma Sarcony, eller læse en god bog - og helst gerne noget der ikke var Edgar Allen Poes samlede værker - eller bare trække sig ind i sin isolerede, ikke-sociale verden, hvilket oftest plejede at hænge sammen med de førnævnte forelskede dagdrømmerier. Det var også det sted, han denne givne fredag havde bevæget sig hen til, selvom det reelt set ikke var tilladt at spise sin mad andre steder end i kantinen. Dette kunne givetvis være rigtigt, og det sked han da hjertens gerne på. 

Der var alligevel ikke nogen, der egentlig lagde mærke til det.

Han satte sig i den mørke sofa af glat og knirkende kunstlæder, afmonterede sin smartPad, så den foldede sig ud i den firkantede plade, og besluttede sig for at spille SpaceQuench, der gjaldt om at beskyde fiktive rumskibe med ligeså fiktive laserstråler. Det var egentlig et utrolig simpelt spil, ikke ligesom det førnævnte spil på hans gamingbriller, Darkness Falls, der var både virkelighedstro, interaktivt og næsten levende. Hvorfor noget så simpelt og uudfordrende som Space Quench var blevet lige præcis  populær, var Drew ikke klar over, men der var noget virkelig afhængighedsskabende over den, selvom det var uhyggeligt simpel, og det var nok også der, årsagen til spillets succes skulle findes. 

Han havde først smidt sin mad ud - den kartoffelstuvning var alligevel alt for kedelig - i en skraldespand på vejen. Hvad han ville gøre ved bakken, var han mindre klar over, men det endte med at han stillede den fra sig ved en vindueskarm - så var den da i det mindste ikke hans problem længere - i gangen tæt ved biblioteket. Da han havde sat sig på sofaen og klikket smartPadden ud og foldet den til den flade kvadrat, lænede han sig frem og trak en lille fold ud fra bagsiden, der fik skærmen til at skråne sig op imod ham, samtidig med at den blev fastholdt i stående stilling på bordpladen. Han begyndte at spille, henover den holografiske flade, siddende på sofakanten og en anelse foroverbøjet, havde spillet i ti minutter, før han hørte stemmer, der nærmede sig, ude fra den gang, han lige var kommet fra - og det var unge stemmer, nogen, der umuligt kunne tilhøre lærerne -, og han holdt spillet på pause, strakte hals og rynkede panden.

Indgangen var skjult for hans udsyn af den glinsende metalsøjle, cirkelrund, der strakte sig op mod det høje loft, flankeret af to kunstige pottepalmer på hver side, hvis dybgrønne plasticblade savlede udover kanterne og næsten ragede ned mod gulvet. Skridtende klappede ind i biblioteket. Stemmerne var høje nu, og han kunne høre, at den ene af dem var Emma, åh Gud, Emma, det var jo Emma, og han havde øjeblikkeligt glemt sin smartPad med det fastfrosne Space Quench, rejste sig i stedet op fra sofakanten og listede sig fremad. Han standsede ved søjlen, pressede sin ene hånd med fingrene en anelse spredte mod metalfladen, drejede hovedet og rynkede panden. Stemmerne kom lige ovre fra den anden side. Skridtene var stoppet.

"Hvad er det, du ikke fatter ved ordet 'gider du fucke af'? Er det selve ordet "du" eller er det ordene "fucke af" eller hvad er det?" lød Emmas stemme, skinger og klar, hun virkede ophidset, og Drew listede sig hen mod den afrundede kant af søjlen, i håbet om at bestjæle sig et nærmere kig på Emma. En anden stemme svarede hende, en dyb stemme, men stadig ung. 

"Emma, spil nu ikke så kostbar. Du kan godt lide at snakke med mig."

Drew formåede at strække sig hen til kanten, hvor han forsigtigt buede blikket ind i passagen mellem den venstre pottepalme og metalsøjlen. Han så Emma, hun stod der, ved siden af en reol, og begge hendes hænder pressede ind på hofterne. Det ene ben bøjede sig en anelse mere end det andet. Hun havde hovedet på skrå. Det lange, brune hår gled sig nedover skuldertoppene, ryggen og brystpartiet. Drew sanke en klump.

Der var en kort tavshed. 

"Du skal fandeme ikke sige, at jeg spiller kostbar," sagde Emma så, og hendes stemme var nu dæmpet, men ligeså skarp, og det fik en underlig kulde til at samle sig omkring Drews lændeparti. Drew rykkede sig en anelse længere mod venstre, så det ikke længere var den smalle, åbne passage mellem metalsøjlen og pottepalmen, han kiggede igennem, men derimod imellem selve pottepalmens udragende grene. Han sørgede for at bukke sig en anelse, så han blev skjult for omverdenen. Han kiggede herefter fra Emma og til hendes samtalepartner, der stod overfor hende, og han genkendte ham med det samme. Ansigtet med det alt for tydeligt aftegnede kæbeparti og det sorte hår der strittede af alt for meget voks - så meget kunne umuligt være sundt, tænkte Drew - og særligt overarmene, der allerede, trods drengen kun var seksten, svulmede af lidt for veltrænede biceps. Drengen, han bestirrede, var Philip Rhineson, der var en idiot i ordets fineste forstand. Han var både en idiot mentalt, men også adfærdsmæssigt. Hvordan en dreng som Philip kunne blive populær, fattede Drew ikke, selvom det måske skyldtes, at han spillede på fodboldholdet, og selvom klichéen med, at fodbolddrenge er nogen idioter sjældent stemte overens med virkelighedens verden, så gjorde det på West Side High. Philip Rhineson var ikke blot en idiot, men også en dreng, der, trods hans udtalte asociale adfærd, og hans selvkærlighed, som Drew alligevel måtte indrømme overskred Jacksons tifoldig - Philip Rhineson var sikkert allerede nået over det stadie, hvor man ville gifte sig med sit eget spejlbillede -, havde en ubehagelig god kontrol over de fleste piger. Han var en hjerteknuser, en player, et, sagt på et godt gammeldags sprog, forpulet røvhul, alt for vant til at få sin vilje hjemmefra, og alligevel var han populær, og Drew fattede ikke hvordan det kunne lade sig gøre, hvorfor det altid er dem, altid er folk som Philip, folk, der behandler andre mennesker dårligt, der bliver populære, frem for dem, der rent faktisk fortjener det, det var jo skide uretfærdigt, og Philips læber vred sig smilende opad i det i forvejen alt for maskuline ansigt.

"Jamen, kæreste Emma, er det ikke det, du lige nu står og gør? Spiller kostbar?"

Drew drejede sig en anelse, og vendte øjnene fra Philip og tilbage mod Emma. Emma stod bare der, med hænderne, der fortsat var presset ned på hofterne. "Jeg ... spiller ikke ... kostbar. Jeg er bare en pige, der rent faktisk har selvrespekten i orden, og ikke vil underlægge mig en hjernedød idiot, der tror, at kvinder er objekter, hvis eneste eksistensgrundlag er at spille pik på en fyr! Og jeg ved ikke, om dit uhyggeligt lave intellekt er i stand til at kapere sådan et budskab, men det er nu bare sådan, det forholder sig, så nu vil jeg, igen, venligst bede dig om at fucke væk fra mig." 

"Så du vil ikke følges med mig som din date til festen, er det forstået korrekt?" Philips stemme var alt for rolig, da han fremsagde den sætning, og det var noget, Drew på ingen måde brød sig om, og endnu en gang frøs kulden frem i det nederste af hans rygparti. 

Emma strakte ryggen tilbage, og måden, hendes ansigt, fra den sidevendte vinkel, Drew nu engang stod i, svulmede sig på, så det ud til, at hun smilte, også selvom smilet nok ikke var særlig ægte. "Ja, det er det faktisk. Så har du alligevel lidt aktivitet i din ellers ærtestore hjerne. Det må jeg alligevel nok sige." Og hendes hænder fjernede sig fra hofterne, og hun fortsatte. "Men hvis du ikke skrider, hvilket det er pænt tydeligt, at du ikke har tænkt dig, så gør jeg det altså, og det gør jeg nu." Og, præcis som hun havde varslet, at hun ville gøre, gled hun sig i bevægelse, væk fra ham, og Drew havde en underlig trang til at smile - så kan du lære det, dit selvglade svin -, men denne trang til at smile forsvandt øjeblikkeligt, da han så, hvilken handling, Philip Rhineson foretog sig. Idet Emma havde passeret forbi ham, vred han sig rundt, ekstremt hurtigt - han var jo nu engang sportsudøver, så han havde jo hurtige reflekser -, og langede sin hånd hårdt fat i Emmas højre arm, lige omkring albuen. 

"Ikke så hurtigt, Emma, for vi er sgu ikke færdige med at snakke," sagde han, stemmen var stadigvæk alt for rolig, og han trak Emma tilbage og hen foran sig. 

"Slip mig," sagde hun, og rykkede, men Philip strammede grebet og smallede sine læber. Hun rykkede igen, men han gjorde kraftigere modstand, trykkede hårdt, og hans ellers sammensmallede læber delte sig nu, så tændernes sammenbidte, hvidblanke kom til syne. Emmas ansigt fortrak sig. Det gjorde ondt, det var tydeligt, og et varm raseri kogte Drews tarme. 

"Slip mig så!"

"Jeg ved, hvor jeg skal trykke, så din albue ender med at blive trykket ind og gå af led. Har du lyst til at prøve det? Det er ret smertefuldt, skal jeg lige hilse og sige." 

Emma bøjede sig forover, hendes arm var udstrakt, og tarmene i Drews indre kogte til en helvedesvarm suppe af lava. 

"Nej, det tænkte jeg også nok. Men så vil jeg gerne have du gør, som jeg siger."

"Slip mig så din skid!"

"Gerne. Hvis du gør, som jeg beder dig om. Ellers sker det ikke."

"Slip mig, eller jeg skriger!"

"Du skriger?" Philip lo, en hånlig kluklatter, og hadet, der brændte Drews tarme, begyndte at flamme sig opad, gennem leveren og mod mellemgulvet. "Søde Emma, hvordan tror du egentlig dine 'veninder' vil tænke, hvis du ikke kommer til ballet med en date? Hva'? Du afviser alle de drenge, der spørger dig. Det kan godt være, du ikke er kostbar, men det er sådan, du virker, og kostbare tøser er som regel også arrogante kællinger. Er det dét, du gerne vil være, Emma? En arrogant kælling?"

Emma var holdt op med at gøre modstand - det gjorde sikkert for ondt -, og stod istedet blot i den sammentrukne stilling og armen strukket ud. Philips fingre knugede stadig hårdt omkring hendes albueparti i et alt for ondt greb. Hun skreg ikke, som hun ellers havde truet med at gøre, hvorfor skreg hun dog ikke, skrig nu, Emma, og Drew ville kaste sig frem og skubbe Philip på gulvet og råbe til hende, at hun skulle løbe, men han turde ikke, for Philip var stærkere end ham, ligesom Simon Bellinger var, og det ville kun ende galt, hvis han prøvede. 

"Jeg tager dit manglende svar som et nej. Godt. Du vil ikke ses som en arrogant kælling. Jamen ... så ved du også godt, hvad det er, du bliver nødt til, ikke?" Han slap hendes arm. Hun hev den til sig, trykkede den ind mod brystpartiet, og omknugede sin venstre hånd om det alt for ømme albueled. Kiggede på ham med opspilet blik. En kort stilhed. Hun hvæsede efter vejret, dybt og skælvende, og så sagde hun noget, og stemmen dirrede fugtigt.

"Okay. Fint. Fint! Du får din klamme vilje. Bare du ved, at jeg vil hade dig fra nu af og indtil jeg fucking dør!" Og med de ord vred hun sig rundt og skridtede bort fra ham. Philip så efter hende, smilet havde skævet sig opad til venstre kind. 

"We'll see about that!" sagde han. Og idet han havde fuldendt den sætning, klangrede Drews hånd imod kanten af pottepalmen. Philip farede sammen, så først fremefter, herefter mod venstre, imod pottepalmerne og metalsøjlen. Skrånede hovedet. Trådte et skridt frem, imens han prøvede at kigge rundt om hjørnet, men han så intet. En kort tid stod han der blot. Så smilte han, et sødmefyldt triumfsmil, og vendte sig rundt og vandrede bort.

På den anden side ad metalsøjlen havde Drew sat sig ned, benene var udstrakt, mod sofagruppen og vinduet, der befandt sig bag sofaen, hans ryg klemte imod søjlens metalflade og han havde tænderne bidt hårdt sammen, ikke sig noget, ikke sig en lyd, krop, vær stille, og han sad og lyttede, på Philips skridt, der hastigt svandt bort, indtil de til sidst ikke længere kunne høres. Så lukkede han øjnene og åndede lettet op, og rullede hovedet en anelse bagover, så baghovedet klemte imod metalsøjlen. Han blev siddende sådan lidt. Åbnede atter øjnene og skrånede blikket op mod loftet. 

Hadet dunkede og gnavede stadig i hans indre, og det samme gjorde lysten til at snige sig op bag det røvhul og smække noget nedover hans hoved bagfra, men Drew vidste også, at han måtte beherske sig. Han måtte gå forsigtigt til værks. Han blev siddende lidt, med blikket skrånet op mod loftet, funderede, og så ramte det ham, som sendt fra intetheden, og øjnene svulmede. Selvfølgelig. Emma kunne ikke fordrage Philip, måske var hun endda bange for ham - han bebrejdede hende så sandelig heller ikke for nogen af delene -, og det var muligvis en kombination af frygten og afskyen, der havde fået hende til at bukke under for hans krav. Ja, det, og så muligvis også frygten for den smerte, det utvivlsomt ville være at få skubbet sin albueknogle op i albueleddet, så leddet ville gå fra hinanden - bare tanken fik det til at vride sig ubehageligt igennem hans arm, og han kunne næsten mærke smerten -, men hun eftergav sig i hvert fald ikke hans krav, fordi hun havde lyst til det. Så meget var sikkert. Så han kunne altså, i sidste ende, konkludere, at hun var hans modvillige date til det kommende skolebal. Godt. Det var rigtig godt, for nu havde han noget at arbejde ud fra, en skabelon, for han kunne bruge Philips adfærd overfor Emma til noget, det vidste han, og idéen blev stadig klarere. Ja. Ja, selvfølgelig, han skulle tage med til festen, og holde øje med, hvad Philip gjorde imod Emma, for hvis der var noget, denne scene, han lige havde overværet, bekræftede, så var det, at Philip ikke bare var et selvkærligt røvhul, men et selvkærligt røvhul, der tilmed var hæmningsløst, og det ville på ingen måde overraske ham, hvis han fandt på at blive ubehagelig overfor Emma, eller på anden vis tvinge hende til at gøre ting, hun ikke havde lyst til. Og hvis det skete, så skulle han være der, og han ville redde hende, ud af Philips klør, han ville komme som den eventyrlige prins på den ligeså eventyrligt hvide hest, og han ville redde hende, ja, ja selvfølgelig, det var jo soleklart, han ville blive hendes helt og redde hende og dette kunne utvivlsomt rette op på den ydmygelse, han ellers havde været årsagen til, da han faldt på baseballbanen. Så vidt, så godt. Nu manglede han bare at komme til festen. 

Det var heller ikke noget problem, for straks som denne tanke kom, så han Allison for sig, da hun sad der, ved bordet, hendes kinder, der blussede i den tomatiske rødmen, og Alvarez, der bøjede sig hen til hans øre, og imellem sammenbidte tænder hviskede hun har ikke nogen dates, og Allison kunne lide ham, det var åbenlyst, præcis som Alvarez jo havde sagt, det var jo for pokker da fuldstændig åbenlyst, ja, ja, åh ja, selvfølgelig, det var jo det, han skulle gøre. Invitere Allison med til festen, så han havde hende som et dække, så det ikke ville virke mistænkeligt, og så skulle han bare sørge for, at få det til at se ud som om, at han dukkede tilfældigt op, når Philip prøvede at gøre disse ting mod Emma, der blev gjort mod Emmas vilje, uden at Allison ville fatte mistanke, så han kunne redde Emma og blive lagt mærke til af hende på den rigtige måde, og måske, i sidste ende, få en mulighed for at score hende - selvom han ikke brød sig om det ord, det fik altid piger til at lyde mere som trofæer end som mennesker, men det var ligemeget, for Emma var jo også lidt en slags trofæ, var hun ikke? -, ja, det passede alt sammen, Drew, du er jo for pokker da hamrende genial.

Et smil smeltede ud i hans ansigt, og trangen til at bryde ud i latter kildrede som svævende sommerfugle bag brystkassen.      

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...