Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23163Visninger
AA

14. ---11---

Drew satte sig med sin madbakke foran sig - han havde købt dagens ret, hvilket var en vitaminrig kartoffelstuvning, der måske var kogt lidt for meget igennem og blevet lidt for hvidgul som resultat, med tilhørende grøntsager og fuldkornsbrød, for statens sundhedsregulering påkrævede, at maden skulle være sund og så lidt kemikaliefyldt, som muligt - og den tilhørende flaske energi-smoothie med protein og druesukker, og som han pakkede celluloseposen med det miljønedbrydelige plastikbestik op, kunne han ikke undlade at skråne blikket tværs gennem kantinen, hvis lyse vægge og pyramidespidsende glasloft gav lokalet en naturlig, klar dagsbelysning, så behovet for elektrisk belysning blev dramatisk formindsket. 

  Et sådan lyst design var godt for miljøet, det var energibesparende og så var det tilmed mere økonomisk levedygtigt, også fordi solklart dagslys påvirkede hjernens endorfiner og gjorde skoleelever mere læredygtige. Selvom der var dage, hvor solen naturligvis varmede nedover pyramidespidsens glasvægge, blev der hele tiden tilført en recirkulation af luftventilering, så man aldrig fik det hverken for koldt eller for varmt. Det hjalp selvfølgelig også på rumtemperaturen, at vinduerne i glaspyramiden var af luftisoleret termolag.  

 

Drew skrånede blikket tværs over rummet, mod det brede bord, der stod parallelt med den fjerne bagvæg, godt femten meter borte, og han kiggede, fordi det var ved dette bord, blandt de mange piger - men også drenge blandet i mængden - at Emma Sarcony befandt sig. Han kunne se hende, klart, tydeligt, godt nok femten meter mindre, men stadigvæk tydeligt, og hun havde fronten vendt imod ham, selvom hun ikke bestirrede sig i hans retning, men i stedet kiggede på sine omkringværende veninder, smilte, grinede, nikkede og flere gange kørte fingrene op igennem sit lange, brune hår. Emma sad der, og uanset hvad hun var klædt i - såsom de jeans og den hvidstrikkede bomuldstrøje, hun sad iklædt denne dag - var hun smuk, og han ville ønske, at han var blandt nogle af dem, der sad ved bordets ende, enten ved siden af Emma eller overfor hende, så han kunne høre hendes stemme og den mælkehvide blødhed, hendes klarlyse stemme havde, og bare kigge på de mandelformede øjne med de blødbrune iriser, som han vidste, at han aldrig kunne få nok af at betragte - han havde sågar siddet derhjemme på sit værelse, i smug, og bladret gennem det ene digitale internetbillede efter det næste, som Emma havde af sig selv, tandsmilet, der skubbede kinderne op i øjnenes underkanter, så de gik fra mandelformer til den ikoniske, buende facon, der mindede lidt om halvmåner men så alligevel ikke helt -, at han bare kunne sidde der og ikke længere behøvede at beundre hende fra afstand, men tæt på, virkelig lære hende at kende og snakke med hende.   

Den bløde varme af lyserøde tanker, der smeltede de indre organer til en lun suppe, erstattedes snarligt efter af den ansigtskriblende ydmygelse, for han vidste jo, at han havde lavet rod i den, og at Emma, efter uheldet på baseballbanen, ikke ville have noget at gøre med ham, ligesom stort set det meste af skolen - ja, bortset fra James og Alvarez og Allison og muligvis nogle få andre -, han var en taber, men alligevel, der måtte være en måde, måske kunne han godt, måske skulle han bare prøve lidt mere.   

James og Alvarez dukkede op på hver side ad ham, flåede ham ud fra hans fortabte dagdrømme, og satte sig på de tomme pladser af træbænken, der omgav Drew. James satte sig på venstre hånd, madbakken klaskede hårdt imod bordpladen, pastaretten, han havde fået øst op, dampede i en fugtvarm køddunst, og Alvarez indtog den tomme plads på Drews højre side. James smil furede kinderne sammen til dybe hudbølger i siderne af ansigtskvadraten, idet han fæstnede sine blågrå øjne på Drew, og i processen greb fat i sin egen drink, der ikke var en proteinrig energi-smoothie af blændet frugtkød og druesukker, men i stedet en cola, som han havde nakket fra sine forældres køleskab, fordi High Schools - efter de snart tyve år gamle sunhedsreguleringer - ikke længere måtte sælge colaer i kantinen eller automaterne. "Vi vil høre, hvem du dater til det afslutningsbal!" En hvæsende lyd af undsluppen gas, idet colaflaskens røde låg blev vredet rundt, og colaen skummede opad i flaskens indre. "Og vi vil høre, hvilken klasse hun går i og hvilket bord, hun lige nu sidder ved, så vi kan se, om du har scoret rigtigt eller om du kan gøre det bedre!"   

Han begyndte at pakke bestikket ud. Drew kiggede fortabt på ham. Røgen dampede op i hans næsebor, og han væmmedes, for hvis der var en madret, han hadede, så var det pasta og italiensk kødsovs.  

"Medmindre," tilføjede Alvarez til højre, og Drew drejede hovedet imod ham, stadig med det samme fortabte blik, som han havde bestirret James Cotton med, "at det selvfølgelig var en løgn, og du rent faktisk ikke har nogen date til ballet. Hvilket ingen af os tillader, så hvis det er tilfældet, så vælger VI din date, ligesom i de der kulturer hvor man bortgifter sine børn til tvungne ægteskaber, for du skal sgu ikke komme til det bal uden en date. Det er en ydmygelse, som ingen fyr med selvrespekten i orden skal udsættes for."   

"Jeg har en date," svarede Drew så, lidt mere tomt og tonløst, end han egentlig ville. Da han havde udtalt sætningen, kunne han også godt selv fornemme, at den nok ikke lød så troværdig, som han havde håbet. Alligevel nikkede han, i en mental selvbekræftelse, og vred sine øjne tilbage mod sin alt-for-sunde ret, som han endnu ikke var begyndt på. "Selvfølgelig har jeg en date." Han greb sin gaffel og stak den ned i kartoffelstuvningen. James strakte sit ene bryn så langt op i panden, han kunne, og kiggede henover Drews hoved, over på Alvarez, der returnerede det samme blik af skepsis, inden han vandrede blikket tilbage til sin ven.   

"Jamen så fortæl os da, hvem det er."   

"Nej!" skyndte Drew sig at svare, og tog en bid af kartoffelstuvningen, der havde en smag af vegetabilsk olie, stegt kartoffel og kogt fløde, men med en kedelig grå undertone af vand. Han greb ud efter sin energidrik, og fingrene strammedes. "Det .,. det er en, øh, en hemmelighed. I, øh, I finder ud af det den aften, afslutningsballet finder sted. Mere kan jeg ikke sige." Og han ploppede låget af flasketoppen med spidsen af sin tommelfinger, så den slaskede nedover kanten af flaskehalsen, løftede flasken fra bordet og hen imod sig, men fik aldrig drukket færdig, før James langede fat i den og flåede den bort fra hans greb.   

"En hemmelighed? No way, Drew!" Han placerede flasken væk fra Drew, som nu sad med hånden løftet i den fastfrossede stilling. "Som dine bedste venner har vi krav på at vide, hvem det er. Du kan ikke bare holde noget hemmeligt, uden at vi i det mindste ved besked om det."   

Drew viftede atter øjnene fremad, mod Emma, og det blev atter stramt i brystkassen. Alvarez tog over.  

"Medmindre du, som sagt, lyver, og rent faktisk ikke har nogen date til ballet. Og hvis det er det, der er tilfældet, så knuser det mit mexicanske latinohjerte helt ned til den dybeste afgrund af min følsomme sjæl!"   

James rynkede panden og kiggede på Alvarez, og så vred toppen af næsebenet sig sammen i krøllende hudbølger. "Hvor fanden kom det lige fra?"  

"Poesi-klassen." Alvarez fremmanede et falskt tandsmil. "Sorry. Jeg har en tendens til at lade mig rive med. Men min lærer er nu ret lækker."  

Nu var det ikke længere kun brystkassen, der strammede sig hård, men også svælget, og Drew hævede stemmen, ikke voldsomt meget, men den blev stadig hævet. "Hør, guys, jeg har lige fortalt jer det!" Han vred skiftevis ansigtet mod James og Alvarez. "Det er en hemmelighed. Jeg vil ikke fortælle det til jer, I finder ud af det, så stop nu bare, okay?"  

Alvarez vippede med underkæben, gned den umærkeligt fra side til side, imens hans blik i stille, dybsindige sekunder hvilede tungt over Drew. Så viftede de sortglinsende øjne sig opad og til James på Drews anden side. "Jeg tror rent faktisk han lyver."   

James nikkede. "Og jeg tror faktisk du har ret," konstaterede han, ligeså nøgternt.  

Drews stemme trak sig stram. "Jeg lyver altså ikke, for fanden!"   

James lænede sig fremad. Fingrene på venstre hånd var stadigvæk omknuget flasken, som han havde stillet så langt væk fra Drews rækkevidde som muligt. "Hvis du ikke lyver, så er du nødt til at fortælle os hvem din date er. Okay, nu remser jeg nogen navne op, og så må du stoppe mig hvis det er forkert. Jill ... " Han gled øjnene opad, hen til bordet, der stod i midten af lokalet, lige under pyramidens spids, og lod blikket fæstne sig mod en blondine, der havde en hippie-agtig blomsterkrans af hvide magueritter kranset rundt om toppen af sit lange hår. Hendes ansigt var hjerteformet og smalt, og hagen spidsede sig ud i en glidende dråbeform. " ... Cowel?"   

Drew kiggede på ham med panden rynket. "Jill? Nej sgu da. Jeg har altså bedre smag end det, nok!"   

"Bedre smag?" Alvarez stirrede forvirret på ham, og kiggede herefter hen på Jill Cowel, der lystigt spiste, og koncentrerede sig om at snakke samtidig med. "Hvad snakker du om, dude? Hun er da herre lækker!"   

Drew ignorerede ham, og James fortsatte ganske ufortrødent. "Diane Carey, så?" James tog Drews bestirren som et nej, og fortsatte. "Hvad med Emily Baxter?"  

Alvarez brød ind. "Jeg håber for din egen skyld ikke, at du har valgt Emily, for hun er sgu min date!"   

Drew sukkede, kiggede væk fra James, fremad mod bordet, hvor Emma sad, og kunne lige akkurat se hvordan hun hvilede albuen mod bordpladen, med armen løftet, og hun grinte, så ansigtet svulmede. Han sukkede tørt, greb gaflen og skubbede den rundt i stuvningen, men uden at tage noget, og så svarede han. "Okay, jeg giver mig. Det er Emma. Emma Sarcony."   

En stilhed, der kun blev overdøvet af de øvrige elevers snakken, i en atmosfære af summende, højlydte stemmer, frembrød sig. Alvarez og James kiggede på hinanden, sad stille, længe, og så brød de ud i latter, højlydt, skærende, og varmen stak op igennem Drews ansigt, vred sine fangarme af skamfuld ydmygelse opover panden, hvor det var som om de prøvede at ætse sig ind i selve kraniehulen, ind til hjernen. James latter blev næsten skrigende, og Drew bøjede hovedet og gjorde sine læber smalle, nægtede at kigge op fra skødet og ønskede lige nu, mere end alt andet, at en komet fra det sorte, ydre rum slyngede sig ned i jordens atmosfære, brændte sig ned mod skolen og eksploderede, så han blev udraderet fra denne alt for onde verden.   

James' kinder var tåreglinsende af latter, da han greb sin cola, åbnede låget og tog en slurk, men han måtte straks vride flaskehalsen bort fra læberne, for han var ved at kvæles, og han lo videre, lo og lo, og Drew troede aldrig, at de ville stoppe. Men de stoppede. "Oh God," udbrød James, langt om lange, forpustet af latter, inden han tog et par slurke af sin cola. "Det var nok den ... den absolut ... mest ... geniale joke jeg tror jeg nogensinde har hørt."   

Alvarez, hvis ansigt stadig var spændt ud af de tykke læbers brede smil, nikkede tilkendegivende. Han kiggede på Drew, der stadig havde hovedet bøjet og fortsat fumlede gaflen mod kartoffelstuvningen. "Yeah, dude, du fik mig næsten. Jeg troede helt ærligt, i et kort øjeblik, at du var alvorlig."  

"Se?" Drew kiggede ikke op fra bordet, da han snakkede, men skulede i stedet til henholdsvis James og Alvarez. "Det her, lige præcis det her, er grunden til, jeg ikke ville fortælle det til jer."   

Alvarez læber trak sig sammen, så smilet svandt væk. "Oh!" Hans ansigt stenede sig i en tom, neutral grimasse, og han kiggede over på James. "Dude, jeg tror sgu han mente det seriøst."   

James, som kiggede tilbage på Alvarez med et ligeså forstenet ansigt, svarede tonløst. "Åh Gud. Jeg er i chok."   

"Yeah, whatever, I don't give a fuck about it," svarede Drew blot, alt for køligt, inden han greb fat i sit bestik og atter begyndte at spise, selvom det vred sig hårdt sammen i både mavesækken og tolvfingertarmen og spiserøret.   

"Dude, seriøst, det er en dårlig idé. En meget dårlig idé. Altså, dårlig med stort D!" svarede Alvarez, men Drew ignorerede ham og spiste blot videre.   

James istemte. "Yeah, man. Jeg mener, ja, Emma er fucking lækker, men ... seriøst? Slog du dit hoved slemt, da du faldt på den baseballbane?"   

"For fanden, altså, hvad rager det overhovedet jer I første omgang? Er det ikke meningen, at I som mine venner, skal støtte mig i mine beslutninger?"  

"Gu' fanden er vi dine venner!" svarede Alvarez. "Og det er fordi vi er dine venner, at vi fortæller dig, at du ikke skal gøre det her! Du vil komme til at fortryde det, virkelig, og det tror jeg flere af os, ikke bare James og jeg, synes!"   

"Jeg giver ham ret," skyndte James sig at tilføje. Drew spiste videre, uden at kigge på dem, men Alvarez var ligeglad, og han fortsatte, og som han snakkede, viftede hans øjne sig op til bordet under pyramiden, det bord, Jill Cowel også sad ved, og standsede øjnenes vandring, da han fik øje på Allison McTaith, siddende ved det samme bord som Jill, og stadig med sit rødbrune hår sat i den franske fletning. Han så tilbage på Drew.   

"Hør, dude, jeg har en bedre idé. Glem Emma. Tag, lad os se ... Tag ... Tag Allison istedet."   

Drew løftede hovedet, og kiggede i samme retning som Alvarez, hen på Allison. Hun sad der, direkte overfor ham, seks meter borte, snakkende med en veninde på sidelinjen, men hendes stemme blev slugt i kantinelarmen. Hun gjorde små fagter med hænderne, hvilket hun altid gjorde, når hun forklarede noget. Hendes grønne øjne viftede sig kort tid senere fremad, imod ham, så deres blikke flettede sig sammen, og snarligt efter så han, hvordan hendes slanke kinder blussede op i den tomatiske farve, munden svandt til en streg og hun slog blikket ned. Altimens fortsatte Alvarez. 

"Du har jo Allison, og hun kan lide dig, du kan lide hende, og ved du hvad det bedste er?" Alvarez lænede sig helt hen til ham, smilte sit tandsmil, og hviskede mellem tænderne. "Hun har ikke nogen dates! Fuldstændig ligesom dig. I to vil være det perfekte par! I har alligevel en helt masse til fælles i forvejen!"   

"Allison?" Drew kiggede på Alvarez, med brynene løftet. "No way ... No way, man. Vi er kun venner!"   

"Og hvad så?" Alvarez strakte sig lige. "Jeg mener, kig dog på hende. Hun kan tydeligt lide dig. Det, ligesom, pisse åbenlyst. Og desuden, så er hun lækker som bare fanden. Jeg mener, jeg kunne sgu helt klart knalde hende."  

"Alvarez?" sukkede Drew, som ikke havde fjernet blikket fra ham. "Du vil knalde med alle piger. Selv de grimme!"   

"Det er ikke pointen, dude, så hold din fede kæft!"  

Drew rystede på hovedet, kiggede kort på maden, hen mod bordet, Allison sad ved, og herefter vred han blikket fra James og til Alvarez og tilbage til James. "Men det er ikke Allison, jeg kan lide. Okay? Det er Emma Sarcony. Det er hende, jeg vil følges med, uanset hvad det er, I siger. Og hvis I ikke kan acceptere det, jamen, så fuck jer!"    

Før hans venner fik indvendt mere, greb han begge sider af madbakken, og rejste sig op og vandrede bort derfra, med hastige skridt, og det brændte hidsigt i mellemgulvet. Han skulle vise dem, skulle han, han skulle bare vise dem.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...