Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23053Visninger
AA

13. ---10---

Allison McTaith trådte hen til Drew efter engelsktimen, da Drew havde stillet sig ved en af de talrige vandhaner, der stod i gangen, lige inden de rækkevise arkivskabe. Hun var klædt i en slank, mørkeblå skjorte, langærmet og stram, så brystpartiets udbuling tydeliggjortes, og hendes hår, der både var rødt og brunt, var redt tilbage i en tyk, fransk fletning, som hun havde slynget opover sin højre skulder. Pegefingeren vred sig omkring spidsen af fletningen.

  "Hey, Drew," sagde hun med en forsigtig stemme. Drew vred ansigtet bort fra vandhanen over den lille vask, og så hende som hun stod der, ved siden af ham, med Edgar Allen Poes novellesamling under den venstre armhule, og med sin højre pegefinger, der vedblev med at vride sig omkring fletningespidsens hårstrenge. De grønne øjne, store og ovaliske som altid, kiggede direkte på ham, selvom der var en usikker tøven der hulede sig i hendes blik, og hendes fortænder nappede umærkeligt mod underlæben.   

En kort stilhed, der kun blev afbrudt af metallisk klingrende lyde af låger, der blev smækket ind i en af de talrige arkivskabe, der befandt sig bag Allison. Så fortsatte hun, ligeså forsigtigt som før. "Øhm, det er fordi ... jeg ... jeg vil bare gerne, øh, fortælle dig, at ... i forbindelse med det, der skete i engelsklassen ... det der hende ... Sarah sagde, øh ...," Drew var ikke sikker, men det var som om en tomatisk rødmen blussede frem i Allisons fregneplettede ansigt. "Øhm ... så vil jeg, øh, bare gerne lige sige til dig at ... at jeg er ligeglad med, hvad der skete under den der baseballkamp. Det er jeg virkelig. Jeg mener ... for mig er det ligemeget, om man vinder eller om man taber for, let's face it ... det er altså bare et skide spil, ikke? Du betyder altså stadigvæk ligeså meget i mine øjne før uheldet, som du gør nu. Så ja, det betyder, som sagt, ikke noget for mig, det der er sket."   

Drew nikkede, og fornemmede en anspændthed, der klemte sine stenhårde fingre imod brystkassens knoglevæv. "All right, tak, det sætter jeg stor pris på, Allison, men det betyder noget for mig, okay?" Uden han egentlig vidste præcis hvorfor, tog han sig selv i at hæve stemmen, selvom Allison intet havde gjort ham og det på ingen måde var fair overfor hende, men den spændte frustration trykkede for meget i hans indre, og han var nødt til at have afløb. "Det betyder faktisk pænt skide meget for mig, for hele holdet og halvdelen af skolen fucking hader mig på grund af det! Så jeg vil faktisk ikke snakke om det, for det betyder sgu en helt del!"   

Allison nikkede, og viftede sine grønne øjne bort fra ham, og i stedet ned mod gulvet. Hendes finger vred sig ikke længere omkring fletningespidsen. Nu knugede hun istedet hele hånden om sin fletning, imens hun trak, ikke meget, men nok til, at senerne trådte sig frem i hendes håndryg. "Det ... det er også okay, regner jeg med. Jeg tænkte bare, at du måske ville blive glad, hvis ... !"   

Drew afbrød hende med en stemme, hvis tonefald var hårdere, end han egentlig havde intentioner om. "Yeah, og det er også fint, men jeg har virkelig ikke lyst til at tænke på det lige nu, forstår du det, Allison? Så hvis du ikke har andet at snakke med mig om, vil jeg egentlig sætte kæmpe meget pris på, hvis du ville lade mig være i fred!"   

Allisons læber blev smalle og udstregede, og hendes blik vedblev med at være fæstnet mod det blanke, afspejlende gulv. "Sorry. Det ... Det vil jeg gøre, så."   

"Tak!"   

Allison blev alligevel stående, tøvende og med de sammensmallede læber, og så drejede hun sig omkring, så hun havde ryggen til ham, og vandrede bort. Drew nåede kun lige at få vendt ansigtet tilbage mod vandhanen, frustrationen dunkede fortsat mod det indre af brystkassen, da Michael Alvarez trådte hen til ham, denne gang fra højre, i modsætning til Allison, der var dukket op fra venstre. "Hey man, hvad så?"  

"Ikke noget der rager dig!" svarede Drew køligt tilbage, imens han samtidig vred på hanens håndtag, så strålen blev igangsat og vandet kølede hans tørstkradsende mund. Alvarez standsede op ved siden af ham, og hans mørke øjenbryn trak sig sammen.   

"Dude, hvad sker der for den opførsel? Det er usejt af helvedes til. Hvad er der sket? Er du blevet kneppet i røven af en abe mens du sov eller sådan noget?"  

Drew slukkede vandhanen og rettede sig op og bestirrede Alvarez' mørkebrune øjne, der altid syntes at glitre på en særlig måde, hver gang lyset skinnede nedover dem. "Der er ikke sket noget! Bortset fra at jeg fuckede baseballkampen fuldstændig op og ydmygede hele skolen, så alle nu hader mig og i bund og grund ønsker at jeg skal brænde op i helvedet!"   

"Det er noget bullshit det der," svarede Alvarez tilbage. "James hader dig ikke, jeg hader dig ikke, og så vidt jeg ved hader Allison dig heller ikke."   

Drew hævede brynene og lod sine øjne svulme. "Åh! Fantastisk! Det er også kun, like, tre personer ud af sekshundrede et-eller-andet. Sikke en trøst!"   

Alvarez sukkede tungt. "Drew, slap nu lige lidt af, ikke også. Det er jo ikke fordi du har slået nogen ihjel. Det er altså bare et spil. Ja, okay, indrømmet, det var sgu en smule dumt at du bare sådan helt random sænker farten, men så er det heller ikke værre."   

Drew fremdrog et sarkastisk tandsmil, der stramt spændte sig ud i kæberne. "Nej. Det svarer kun til at lade sig selv kastrere for fuld offentlighed, men så er det hele ikke værre."   

Alvarez skrånede hovedet. "Er du færdig?"  

"Det ved jeg ikke. Det kommer an på, hvad du vil."  

Alvarez fugtiggjorde læberne, tog et hurtigt blik på sin smartPad, og vendte atter de mørkebrune-næsten-sorte øjne tilbage mod sin ven. "Det er fordi at jeg har fået lov til at låne min fars bil, bare lige til i dag, og, øhm, så er det jeg tænkte, at, øh, at, siden det er fredag, så kunne vi, her i eftermiddag, tage en tur ud og køre i området, bare på sådan en hygge-venne-tur. Bare dig, mig, James og Allison. Du kan ovenikøbet få lov til at køre med på forsædet, hvis du vil."  

Drew kiggede blot på ham, men uden at svare. Alvarez pressede på. "Jeg tror helt ærligt at det vil være godt for dig. Så kan du, ligesom, få glemt det hele lidt. Tænk over det."  

Så nikkede han. "Jo, det kan godt være ... Hvorfor ikke?"   

Alvarez smilte, og endnu en reflekterende afglansing i øjnenes skyggende mørke. "Sådan skal det lyde. Du har alligevel ikke helt tabt dig selv." Han kiggede bagud, herefter på Drew, og fortsatte. "Nå, men, øh, jeg har en aftale. Så vi ses til videnskabsklassen. Og for resten," han nikkede mod Edgar Allen Poes samlede værker, Drew havde placeret bag vandhanen, "så lad være med at glemme den bog der. Stephanie flår dig sgu levende."  

Drew kiggede kortvarigt på den, og herefter tilbage på Alvarez. "Altså, hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg ikke have noget imod at glemme den, for ærlig talt, så ender jeg med at kaste mig ud fra Golden Gate, hvis jeg hører mere pis om Edgar Allen Poe symbolisme."   

"I feel you, bro. Men seriøst, du giver lige besked, og så ses vi."   

Alvarez vandrede herefter bort. Drew blev alligevel stående ved vasken, kiggede tilbage på den lodretstående bog, der skrånede sig ind mod murstensvæggen, da det summede fra smartPadden. Selvom han vidste, at det var dumt at tjekke, fordi beskeden nok ikke var en besked, han ville bryde sig om - ligesom den besked, der var blevet tilsendt ham inde i klassen - gjorde han det alligevel, vred sit ærme ned og tjekkede og han havde haft ret i sine anelser. Henover smartPaddens glasflade var der blevet sendt en tekstbesked, hvor der først stod CIRKUSKLOVN, efterfulgt af en interaktiv smiley, der forestillede en cirkusklovn med en æblerød næse, der væltede forover. Det blev atter stramt omkring hans brystkasse. Han kiggede længe på den. Så viftede han fingeren henover den, så beskeden syntes at forsvinde ud i luften. Ærmet vred han tilbage over smartPadden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...