Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23396Visninger
AA

4. ---1---

CALIFORNIEN, ÅR 2020  

Døren med netruden bragede åben. 

   Den 15-årlige dreng med de sortstellede briller skubbede sig løbende igennem døren, og løb, løb, løb, ned ad den udstrækkende skolegang med det afspejlende linoleumsgulv, der et stykke længere nede endte i et T-kryds, og halvvejs mod T-krydset, ved venstre væg, lå døren til drengetoilettet. Drengen løb, og hans tænder var bidt sammen i en skrækslagen grimasse. Nogen var efter ham. Han kunne høre dem. Han kunne høre de hæse drengestemmer råbe arrigt bag ham - "Så du tror, du kan løbe, forpulede bøsserøv?" lød det fra den værste, fra Jesse Sullen, der nok hadede ham mere end nogen andre -, de råbte, og deres stemmer voksede sig højere og nærmere.     

   Endnu et brag.     

   Det var døren, han lige var passeret igennem, der blev skubbet op. Gummisko knirkede mod linoleummet alt for højt og alt for tæt på. "HVOR FUCK TROR DU AT DU SKAL HEN?"     

   Jesse Sullens stemme var så tæt på, at drengen med brillerne var overbevist om, at han kunne fornemme den grotteagtige luft fra Jesses mund, der varmt og lummert smækkede ind på nakkepartiet, også selvom dette måske ikke var andet end indbildning, og panikken vældede op i det bagerste af struben. Den vridende læderknirken af sko, der løbende smækkede nedover linoleum, blev stadigt højere, men døren ind til toiletterne var lige inden for rækkevidde, og han forved sit ansigt. To meter mere, to meter, han kunne godt nå det, han kunne godt, hans hånd strakte sig atter fremefter, og denne gang vidste han, at det ikke var indbildning, de fire drenges vejrtrækning hev ophidset lige bag ham, under en meter, de var under en meter borte, drengen havde lyst til at skrige, panikken i halsen blev strammere, og han nåede toiletdøren og klamrede fingrene om håndtaget, som gjaldt det livet, og skubbede sig på ny fremover. Ind på toilettet. Drengene var stadig i hælene på ham. Han fornemmede tårer, der fugtlunt stikkede mod hornhinderne, slørede udsynet bag de ellers nok så stærke brilleglas, men han ville ikke give op, rækkerne af toiletbåse befandt sig ude i den højre periferi, der var knap en meter, de var alle sammen frie, ingen var optaget, og dette forekom ham næsten som en guddommelig hjælp et sted ude fra det hinsides. Toiletbåsene. Han kunne gemme sig bag den ene af dem, som han havde gjort så ofte, gemme sig og bede til, at Jesse Sullen og hans venner ville gå, når de blev trætte af at stå på den anden side ad den låste dør og råbe nedgørende skældsord til ham.     

   Han snublede, før han overhovedet nåede den første bås. På en eller anden måde, ved en række af uskyldige tilfældigheder, var snørebåndene på den venstre Sketcher-sko, gledet ud fra hinanden, og havde slasket nedover gulvet under flugten fra flokken på fire, der hadede ham, og disse snørebånd gled sig indunder hans højre fod, de var tilsyneladende glatte, og deres glathed fik ham til at miste fodfæstet. Hans øjne svulmede, men han skreg ikke, chokket og overraskelsen ved faldet var for stort og for pludseligt til, at han overhovedet var i stand til at skrige, hans øjne svulmede blot, mens tyngdekraften sugede ham forover, og det eneste, han kunne gøre, var at slynge sine arme fra sig, i håbet om, at det ville afbøde faldet. Han ramte gulvet med maven. Luften blev smækket fra ham, og brillerne kurede over gulvet, så det skarpe klarsyn, han før var blevet forsynet med, blev erstattet af en grumset, udtværet tåge af blind nærsynethed. Nedslaget mod gulvet fik det til at snurre ømtåleligt i maven, men trods forvirringen, lykkedes det ham at stramme fingerspidserne sammen mod toilettets brune og rustikke gulvfliser, klar til at løfte sig op og kravle hen til de briller, der var kuret en meter væk, for derefter at have lagt sig til hvile ved kanten af den første toiletbås. Han fik dog aldrig rettet sig op på knæene og kæmpet sig frem, før Jesse Sullen og de tre andre gutter brasede ind på toilettet.     

   "Har du ikke snart fattet, at det er pointless at stikke af, din lille lort?" Jesse Sullens pupertetshæse stemme dirrede hånligt, idet han trådte frem, hen ved siden af drengen, der ikke kunne andet end ligge der, på maven, nærsynet og blind og hjælpeløs. De sorte Converse All Star knirkede uhyrligt, hver gang de betrådte gulvet. Jesses brune øjne var store, men drengen kiggede ikke op. Istedet kiggede han fremad. Mod brillerne, han ikke kunne nå, og knap kunne se som andet end udtværede silhuetter, som om det at kigge på dem på en eller anden måde ville få dem til at lystre hans tanker og glide henover gulvet, tilbage imod ham og op på hans næse.     

   Jesse Sullen stoppede ud for drengens højre skulder. Han skrånede hovedet, for han havde set, at drengen kiggede fremad, og et enkelt kig på ansigtet bekræftede, hvad han kiggede på. Øjnene viftede sig fremad. Mod brillerne. "Er det dem her, du leder efter?" Han satte sig på ny i bevægelse, skoene knirkede grusomt og tårerne blev endnu mere stikkende i den hjælpeløse drengs hornhinder. Jesse nåede brillerne, og vendte blikket tilbage mod drengen. De tre andre stod ved døren, og de foretog sig intet, fordi de ventede på ordrer fra deres leder og alfa-han. "De her meget fine briller? Er det dem, du mangler?"    

   Drengen svarede ikke. Kiggede kun, med en tom og fortabt bestirren.     

   Jesse Sullen fortsatte. "Er du nu også blevet stum, taberunge? Man skulle da tro det, siden du ikke vil svare mig." Drengens øjne glinsede, Jesse vidste, at det var tårerne, og magtrusen fik smilet til at folde sig ud i begge mundvige. Han gled de brune øjne opad og mod sine tre venner, der fortsat stod og bevogtede døren bag den udstrakte dreng. Kiggede kortvarigt på dem. Herefter tilbage til drengen.     

   "Min fod, ikke? Den klør ret meget. Det er sådan ... En ... en virkelig infernalsk kløen, lidt som om der kravler en masse klamme små dyr rundt derinde. Og ved du hvad? Når min fod klør sådan, ikke? Så plejer det at hjælpe, hvis jeg tramper lidt. Kinda like this!" Og han trampede, nedover brillerne, og han trampede hårdt. Det knirkede under ham, ikke som læder, men som brillestel, der blev bøjet, og denne sælsomme lyd afløstes af en klinken af sprukkent glas. Han klemte sin fod nedover brillerne, blev stående på dem, og strammede musklerne i benet, indtil han fornemmede noget give efter, noget, der ikke bare bøjede, men knækkede midtover, og så smilte han, og de hvide tænder krøb i en modbydelig afglansning frem.     

   Drengens læber blev stramme og lige. Han blinkede. Nu var det ikke længere kun hans udtalte nærsyn, der gjorde omgivelserne slørede og tågede.     

   "Ups. Jeg kom vist til at smadre dine briller. De så pænt dyre ud. Det er jeg forfærdelig ked af." Han løftede foden fra den skæve samling af metalstel og glasskår, der for under et minut siden havde været briller, men nu ikke var andet end ubrugeligt skral. Drengens sammenstregede læber begyndte at skælve. Jesse Sullen kiggede på sine tre venner, og så nikkede han. "Do it."     

   To af dem trådte frem, én på hver side ad drengen, medens den sidste vendte sig rundt og drejede dørlåsen rundt, så der ikke ville komme uvedkommende forbi og forstyrre dem. Det var først, da Jesse Sullens to venner, den ene lyshåret, den anden med de sorte skinny jeans, der lugtede sødt af skyllemiddel, men ikke på en tøset måde, men derimod en måde, der var kvalm, greb fat i drengens arme, og tvang dem bagud, at han begyndte at skrige, ikke fordi, at det gjorde ondt i skulderen - smerte var han efterhånden blevet en smule for forvænt med -, men fordi, han ikke længere kunne tilbageholde det. Han skreg, fordi han så resterne af sine elskede briller, der lå der, som en tilintetgjort bunke af glas og forvredet metal. Han skreg, fordi han ikke anede, hvad han ellers skulle gøre.     

   Hans arme blev trukket om på ryggen, og herefter blev han tvunget i siddende stilling. Det skar smertefuldt nedover begge kraveben. Jesse Sullen fjernede sig fra toiletbåsen og de ødelagte briller, og skridtede hen imod ham, langsomt, målrettet, truende. Det sorte hår, der altid var strøget ud til siden, skinnede af voks. "Ved du hvad, jeg ikke kan lide ved dig, Nathan? Dit navn. Nathan er et fucking tabernavn." Nathan rykkede sig til den ene side, mod venstre, prøvede at komme fri, selvom det var forgæves og det vidste han. Jesse Sullen standsede foran ham, og gik i knæ, så de kunne se hinanden direkte i øjnene. Laget af voks, der gav det moderne, sidestrøgne hår den alt for velkendte afglansning, lugtede sødt, der var noget honningagtigt over det, og hvis ikke Jesse Sullens ord mindede Nathan om, at han var en værdiløs lille taber, så gjorde den honningsøde dunst af moderne hårvoks det i hvert fald.     

   Jesse Sullen skrånede hovedet. Læberne var bredt udad i det flabede elastiksmil, der var alt for typisk for Jesse. "Ved du, hvad jeg heller ikke kan lide ved dig, Nathan? Din lugt. Du stinker langt væk af alkohol, og jeg kan ikke lide folk, der hedder Nathan, og stinker af alkohol. Vi ved jo alle sammen godt, at du kun stinker sådan, fordi din far stinker sådan. Og vi ved også allesammen godt, hvorfor din far stinker sådan." Jesses nøddebrune øjne viftede opad, til sine tre venner, til Vic, Sam og Dean. "Gør vi ikke også, guys?"    

   "Jo vi gør."  

    Nathan prøvede igen at rykke sig løs, men Victor og Samuel var stærkere end han var - selvfølgelig var de stærkere, de trænede jo konstant, og det var sikkert også derfor, de ikke var tabere - og fastholdte ham i den knælende stilling på gulvet. Jesse kiggede tilbage på ham, hans øjne var uhyggeligt stirrende, skarpe, så det kriblede ind i Nathans ansigtshud, koldt og modbydeligt. Han fortsatte. "Det er fordi, han er en klam drukmås. Hvilket, by the way, er den tredje ting, jeg ikke kan lide ved dig. At du er en drankersøn. Jeg kan ikke udstå drukmåse. Og ved du, hvorfor jeg ikke kan lide dem? Fordi de nasser på systemet, og sviner vores samfund og tvinger alle os andre til at gå med dårlig samvittighed fucking hele tiden. Det er folk, der ikke får et ordentligt arbejde, fordi de ikke tager sig sammen til det. Den slags mennesker fortjener hverken respekt eller anerkendelse. Derfor kan jeg ikke lide dig, Nathan, fordi du stinker langt væk af værdiløs taber."

   Nu var smilet forsvundet fuldstændig.

   Jesse Sullens hoved var stadig på skrå. Han skar tænder. "Ved du, hvad jeg burde? Jeg burde tæve dig. Jeg burde tæve dig lige nu, for du er så fucking afskyelig!"     

   Nathan vidste, at han var ved at tisse i bukserne, han var så tæt på det, for Jesse mente det seriøst, han ville tæve ham, han ville virkelig tæve ham. Jesse gled tungespidsen henover underlæben, og nikkede svagt. "Faktisk, så tror jeg at det lige præcis er, hvad jeg vil gøre." Han hævede stemmen, og snakkede til Dean, og ikke til Nathan. "Filmer du det her?"    

   "Jeg er allerede i gang."     

   Jesse Sullen nikkede igen, øjnene havde på intet tidspunkt fjernet sig fra Nathan. Han kiggede på ham, længe. Så rettede han sig op. En kort tid, hvor der ikke skete noget. Så slyngede han foden opad, op i Nathans mellemgulv, og Nathan spjættede og krøllede sig forover, og spyttet samlede sig i hans mund. Han skingrede med en hivende vejrtrækning efter luft.     

   "Når du kommer hjem, ikke? Så vil jeg gerne bede dig om at sige til din far, at fjolset skal ta' at få sig et rigtigt arbejde, og at han skal lade være med at sende sin søn i skole, så længe han stinker af alkohol. Tror du, at dit tykke hoved kan kapere det?"     

   Nathan svarede ikke, han kunne ikke svare, fordi han var nødt til at hive efter luft, mellemgulvet var lammet og syntes ikke at kunne udføre den funktion, den burde. Den syntes ikke at kunne skubbe sig op til lungerne, og presse den fornødne luft ud. Jesse Sullen hævede stemmen. "Jeg spurgte dig om noget! Så er det meget uhøfligt ikke at svare!"     

   "Yes," var alt, hvad Nathan svarede, kvalt og åndeløst, og Jesse skrånede atter hovedet.    

   "Jeg hørte dig ikke helt."    

   "Yes!" gentog Nathan, lidt højere og mindre kvalt.     

   Jesse Sullen nikkede. Nathans hoved var fortsat bøjet, tænderne bidt sammen og øjnene strammet hårdt til. Jesse kiggede på Victor og Samuel, men ikke på Dean, som stod en meter længere mod venstre, ved siden af de knuste briller, og filmede gennem telefonens højopløsningskamera. Jesse Sullen kiggede længe på dem, uden at sige noget, og de kiggede blot tilbage, med deres stive miner, uden beklagelse, fordi ingen skulle beklage sig til alfa-han Jesse og tro, at man slap godt fra det. En skæv trækning begyndte at vride sig henover Jesses venstre mundvige, og han kiggede tilbage på Nathan, der stadig knælede på gulvet og åndeløst hev efter vejret. "Ved du hvad, Nathan? Jeg synes, at vi skal lege en leg."    

   Mere spyt samlede sig i Nathans mund med en kvalm, stikkende metalsmag. Selvom Jesse Sullen snakkede til ham, kiggede han ikke op. "Du kan godt lide lege, kan du ikke? Sådan noget bliver man aldrig for gammel til. Og den her leg, som vi skal lege, er en leg, der går ud på at se, hvor meget vi kan rykke i dine arme, før dine skuldre går af led og du skal en tur på hospitalet. Jo mindre du stritter imod, jo nemmere bliver det at holde smerten ud. Det lyder som en sjov leg, synes du ikke?"     

   Selvom Nathan hørte alt, hvad der blev sagt, og mærkede energien fordampe fra hans krop, så musklerne blev blævrende og slappe af rædsel, svarede han ikke Jesse Sullen, både fordi han vidste, at Jesses spørgsmål var retorisk, men også fordi han vidste, at det bedste at gøre i denne situation, var at underlægge sig Jesse, i håbet om, at det kunne fremprovokere blot en smule sympati og medmenneskelighed fra den dreng, Nathan næsten var sikker på ville vokse op til at blive en klassisk psykopat. Han lystrede ham, fordi han var bange, og han var bange, fordi han var svag, en taber, og det var han alt for godt klar over.     

   Jesse Sullen kiggede tilbage på Vic og Sam, og så nikkede han. Nathan blev trukket bagud, idet hans arme atter blev rykket, og det knirkede fra hans tøj, som han med lænden blev skrabet henover gulvet. Hans vejrtrækning blev hurtig, rykvis, og panikken tog over, og han begyndte at sparke, sparke, sparke, imens det trak sig sammen i hans halsmuskler, han sparkede med benene og begyndte at kaste overkroppen fra side til side, som en fastklemt fisk, der panisk prøvede at slippe fri, men det var forgæves, og Victor og Samuel begyndte at rykke, strakte Nathans arme ud til hver sin side, og Nathan lagde hovedet tilbage og så hylede han ... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...