Love Isn't A Fair Game +13 {Justin Bieber}

Caroline er en helt almindelig pige, men en dag vendes der op og ned på hendes hverdag. Hun skifter skole og ender i klasse med selveste Justin Bieber. Hun har altid hadet ham, så at hun pludselig skal gå i klasse med ham, er ikke rigtig til at finde ud af. Da Justin viser interesse for hende, har Caroline svært ved at forholde sig til ham. Hun mener, at han er en opblæst, egocentreret popstjerne. Samtidigt har Caroline problemer der hjemme. Hendes storebror dør i krig, mens hendes forældres ægteskab langsomt smuldrer. GLEM NU IKKE AT KLIKKE PÅ LIKE! ^^

275Likes
117Kommentarer
22824Visninger
AA

3. Overraskelse

Jeg så over på Bieber, der sad og spiste en sandwich. Af og til så han over på Baby, der sad i en barnestol. Jeg var ved at være træt af projektet, og taget i betragtning af at det kun var tirsdag, var jeg ved at give op. Jeg kunne dårligt klare det. Bævers selvfedhed var ved at kvæle mig! Hans arrogante væremåde og charmerende smil! Kunne han ikke bare opføre sig som normale mennesker? Være venlig og ikke så irriterende? Jeg så ned på min pastasalat og stak irriteret i den. Han så over på mig, hvilket han ikke havde gjort længe. Hans blik var lidende, og jeg kunne godt mærke, at jeg havde såret hans følelser. Jeg havde kaldt ham bæver, hvilket jeg vidste, gjorde ham ked af det. Såret. Men det var lige meget. Jeg havde prøvet at redde den ved at spørge, om vi skulle spise frokost sammen. Heldigvis havde han sagt ja.

"Justin, jeg..." begyndte jeg på en halvhjertet undskyldning. Hans blik hvilede koldt på mig. Han lignede slet ikke sig selv.

"Det er lige meget" vrissede han, og jeg var nær faldet bagover. Hans kølige blik, hans kolde ord...

"Nej, det er det ikke" sagde jeg roligt og fastholdt hans blik. Langsomt tøede han op og nikkede. "Jeg ved godt... at vi måske ikke er bedste venner" Jeg så forsigtigt på ham, afventende for at se hans reaktioner. Han så bare tomt på mig, i stedet for koldt. "Men jeg kunne godt mærke, at jeg gik over stregen"

"Du ved ikke, hvordan det er" hviskede han og hans blik var ømt. Nej, jeg vidste ikke, hvordan det var. Han var popstjerne - en vellidt en af slagsen - og han opførte sig også sådan! "Jeg var engang bare en lille dreng, der drømte om at synge" Hans stemme var afventende, øm og lidende.

"Du udlever din drøm"

"Ja, men det er ikke nemt" Hans blik mødte mit igen, og jeg flyttede uroligt på mig. "Jeg har en masse haters"

"Og jeg er en af dem..."

"Ja, du er en af dem..." Vores blikke blev fastholdt i et øjeblik, der syntes at vare for evigt. Jeg kunne mærke smerten i hans ord. Han mente det, han havde sagt. "Jeg skal nok sige til Ann, at vi gerne vil arbejde hver for sig" Han rejste sig, tog Baby med og forlod mig. Jeg så måbende efter ham. Han havde smidt den arrogante facade og havde givet mig et kig ind under den. Det var mere, det vidste jeg. Hans lidende blik havde brændt sig fast på min nethinde. Følte jeg medlindenhed med ham?! Jeg så mig om og til min store lettelse var der ingen, der så på mig. Jeg smed resterne af min salat i skraldespanden og skyndte mig ud af kantinen.

 

"Hej"

"Hej"

"Har du snakket med Ann?"

"Nej"

"Godt" smilede jeg usikkert, men han gengældte mit smil. "Jeg er villig til at give dig en chance"

"Tak" smilede han tilbage, men smilet var ikke, som det plejede. Det var venligt i stedet for charmerende eller arrogant. "Det er jeg glad for" Det blev stille, mens vi bare gik. Jeg havde ingen idé om, hvor vi gik hen, men det var dejligt bare at gå. Baby begyndte pludselig at græde, så han tog hende op.

"Skal jeg?" tilbød jeg. Han nikkede bare og gav hende til mig. Stemningen var trykket, og det gik mig en smule på. Jeg trøstede Baby, og det gik op for mig, hvor underligt det var, at vi kaldte hende Baby. "Skal vi ikke give hende et andet navn?"

"Hvad mener du?" spurgte Bieber og så på mig. Hans blik var tomt, men jeg vidste at et sted der inde bag ved, gemte der sig en masse følelser. "Det var dig, der foreslog Baby"

"Ja, men jeg synes, at vi skal døbe hende..." Det kom helt bag på mig, hvordan jeg kunne sige sådan. "Du ved, sådan rigtigt" Egentlig lød det barnligt, men han nikkede bare alvorligt. "Hos mig?"

 

"Hej!" kaldte jeg, da jeg åbnede døren. Der havde holdt en bil i indkørslen, da jeg kom hjem, så jeg regnede med, at enten min mor eller far var hjemme. "Du kan bare sætte dine sko der og hænge jakken der" Jeg pegede, og Bæver gjorde som jeg sagde. Jeg gik ind i køkkenet, men der var ingen at se.

"Så, nu er hun hjemme" lød det muggent inde fra stuen, og jeg så tilbage på Bieber, der var gået efter mig.

"Kan du ikke vente ovenpå?" spurgte jeg. "Jeg skal lige snakke med mine forældre, hurtigt. Mit værelse er for enden af gangen" Han nikkede og forsvandt ud i gangen igen. Jeg trak vejret tungt og gik ind i stuen.

 

(Justins synsvinkel)

Jeg gik op af trappen med langsomme skridt. Det var underligt at være her, når hun hadede mig sådan. For enden af gangen, havde hun sagt. Da jeg kom op, drejede gangen, og jeg fulgte den. For enden var der en lys dør, som jeg tøvende åbnede. Jeg trådte ind på et pigeværelse - det var tydeligt at se - og jeg lukkede døren i bag mig. Værelset var kvadratisk, stort og rummeligt. På modsatte side af, hvor jeg var kommet ind, var et stort vindue. I vindueskarmen stod en lilla orkide, ved siden af en billedramme med et billede i. Foran vinduet stod et skrivebord med en bærbar computer - en Macbook - og ved siden af lå magasiner, bøger og noget, der lignede lektier. Til højre for skrivebordet, under skråvæggen, stod hendes seng. Det var en dobbeltseng med hvide gavle. Gavlene lignede blomster og snoede sig. Hun havde redt sin seng med et cremehvidt sengetæppe. Hendes lyserøde dyne stak ud i kanten. Overfor sengen, til venstre for skrivebordet, var en hvid kommode med skuffer. Over på kommoden stod et smykketræ, et smykkeskrin og en masse makeupting. Over kommoden hang et spejl. Rundt om spejlet hang billeder af folk, små sedler med citater og en lyskæde med små hjerter i. Jeg lænede mig ind over kommoden for at læse nogle af citaterne. 'Love is a battlefield' stod der på ene af dem. True shit... På en anden stod der 'I never said life was fair, and I never said love was fair game' Det lød smukt, på en eller anden måde...

"Bieber" lød en hvisken bag mig, og jeg snurrede overrasket rundt. Hun kaldte mig ikke Justin, og det var jeg ved at vænne mig til. Jeg så ordentligt på hende og opdagede, at hun havde tårer i øjnene. "Vil du ikke nok gå?" Hendes stemme var grødbetynget og hendes blik var lidende og bedende.

"Caroline..." hviskede jeg og havde lyst til at lægge armen om hende. Trøste hende, holde hende ind til mig. Hendes ansigt fortrak en smertelig grimasse og hun gentog de ord, der gjorde ondt at høre.

"Vil du ikke nok gå?" Jeg nikkede hurtigt, da jeg vidste, at jeg ville gøre det hele værre, hvis jeg blev. Jeg smuttede forbi hende, ned af trappen og tog mine sko og jakke på.

"Vi ses" hviskede jeg og smuttede ud af døren. Jeg forstod intet, men jeg var sikker på, at hun nok skulle tale med mig om det, på et eller andet tidspunkt. Om hun ville have det eller ej, jeg skulle nok finde ud af, hvad der var galt.

 

(Carolines synsvinkel)

Hvorfor havde jeg bedt ham om at gå? Jeg vidste, at han bare ville hjælpe. Jeg kunne se på ham, at han overvejede at blive. Dog nikkede han bare og smuttede. Jeg havde lyst til at bede ham om at blive. Jeg ville have ham til at holde om mig. Fortælle mig, at det hele var okay. Jeg overvejede at ringe til Emily, men hun var sikkert sammen med Josh. Jeg lagde mig i min seng og hulkede. Tanken gjorde ondt indeni. Hvordan kunne man bare holde op med at elske hinanden? Sådan i løbet af årene, og så elskede man ikke hinanden mere? Tanken var urimelig og forekom usandsynlig! Jeg ville ikke tænke på det. Jeg ville på andre tanker. Jeg tog min mobil og låste den op. Jeg stirrede bare på ikonerne. Jeg fik en lille idé. Jeg havde brug for at snakke med nogen. Jeg åbnede mine kontakter og kiggede igennem dem. Mit blik faldt kun på et navn.

"Justin?" spurgte jeg, da han tog sin mobil. "Vil du ikke godt lytte til, hvad jeg har at sige?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...