Love Isn't A Fair Game +13 {Justin Bieber}

Caroline er en helt almindelig pige, men en dag vendes der op og ned på hendes hverdag. Hun skifter skole og ender i klasse med selveste Justin Bieber. Hun har altid hadet ham, så at hun pludselig skal gå i klasse med ham, er ikke rigtig til at finde ud af. Da Justin viser interesse for hende, har Caroline svært ved at forholde sig til ham. Hun mener, at han er en opblæst, egocentreret popstjerne. Samtidigt har Caroline problemer der hjemme. Hendes storebror dør i krig, mens hendes forældres ægteskab langsomt smuldrer. GLEM NU IKKE AT KLIKKE PÅ LIKE! ^^

275Likes
116Kommentarer
22555Visninger
AA

6. Hemmeligheder

Hele ugen havde vi ikke almindelige timer, men bruge tiden fra 8 til 2 hver dag på vores projekter. Det vil sige 6 timer sammen med Justin, hver dag. Dog var det torsdag, så der var kun to dage tilbage. Efter frokost havde Justin og jeg søgt udenfor, da der ikke var så mange nysgerrige blikke. Skolen havde en stor græsplæne, hvor i den ene ende var der bænke, som vi kunne sidde på. VI havde Baby med, for vi havde jo stadig et projekt at passe. Samtidigt skulle det jo forestille, at vi passede vores arbejde.

Justin og jeg havde lagt os ned på græsset, på Babys tæppe, og jeg lå i hans favn. Vi snakkede ikke sammen. Vi lå bare og kiggede hinanden i øjnene. Hans håndkørte langsomt op og ned af min arm, nussede den kærligt, mens jeg kunne mærke hans langsomme åndedræt mod mit ansigt. Jeg ville sige noget, bare et eller andet.

"Justin?"

"Mh..."

"Hvis der kommer nogen..."

"Det gør der ikke" Hans trak mig tættere ind til sig, som om han ville beskytte mig mod den 'nogen'.

"Jamen hvis der gør"

"Så hvad?"

"Ja, så hvad?" gentog jeg. Hvad skulle vi gøre, hvis der kom nogle? Vi lå og nussede, selvom vi skulle forestille at være uvenner.

"Så..." mumlede Justin og satte sig halvt op. "Så laver vi som om jeg kilder dig. Han rejste sig op på knæene, svingede det ene ben over mig og satte sig overskrævs på mig, Jeg smilede, da han lænede sig ned og kyssede mig.

 

(Justins synsvinkel)

Hendes læber mod mine brændte. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle være så forelsket i nogen. Det her var intet op imod noget, jeg nogensinde havde prøvet. Hun slog armene om min natte og trak mig helt ned over hendes. Mine hænder hvilede på hver side af hendes ansigt, for at jeg ikke lænede al min vægt ned over hende. Hun var utrolig dejlig, men eg følte, at jeg opførte mig tåbeligt i hendes selskab. Ét smil fra hende, og jeg var helt solgt. Spændingen ved, at ingen måtte se os, gjorde næsten det hele bedre. Jeg fik hende, på trods af at alle odds var imod os. Faktisk var det ret frækt at ligge der. Ingen måtte se os, alt i hemmelighed. Jeg lagde en hånd på hendes kind, hvorefter hun rødmede. Jeg lagde forsigtigt mine læber mod hende, for at give hende et langt, ømt kys. Jeg kunne se i hendes øjne, at hun også følte samme spænding. Hvis der kom nogen...

Hvad ville der så ske? Så ville de se, at jeg kyssede med en vidunderlig pige. Og det måtte jeg ikke, eller hvad? Måtte jeg ikke være sammen med folk, der gjorde mig glad? Jeg vidste godt, at der var nogle sider af mig, hun ikke kunne lide. Men andre sider af mig kunne hun godt lide, så de sider ville jeg vise hende mere af. Overfor andre var jeg måske bare den populære, selvfede Justin Bieber, men overfor hende ville jeg være alt, hun ville have. Sød og kærlig, omsorgsfuld og pålidelig, fræk og lidenskabelig. Alt i hele verden så længe hun ville have det. Jeg ville give hende hvad som helst. Vise hende hvad som helst. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle hele verden, at hun var min. Hun ejede mit hjerte, selvom hun stadig hadede enkelte sider af mig. Popstjernefacaden. Den arrogante selvsikre mig. Jeg havde lagt mærke til, at hun var mere tiltrukket af den usikre mig, end den selvsikre. Det gjorde mig på en eller anden måde glad, men jeg ville ønske, hun kunne lide begge sider. Hele mig, som jeg var indeni. Pludselig slog det mig, at jeg slet ikke kendte hende. Det eneste jeg vidste, udover hendes navn, var at hendes forældre skulle skilles. Jeg kendte intet til søskende, interesser, - udover at hade mig - venner og sådan noget. Noget, man normalt ville vide, når man var venner. Venner... Var vi det? Så hun mig som en ven, eller legede hun bare med mig? Var jeg bare hendes legetøj? Hun drev mig rundt, mens hun grinede indeni...?

 

(Carolines synsvinkel)

Hans blik ændrede sig. Hans blik mødte mit, men det var ikke kærligt. Det var koldt og spørgende. Jeg ville tage hans hænder i mine, men han slog dem forsigtigt væk. Hans øjne så ind i mine, stadig spørgende. Jeg ville sætte mig op, men da han sad på mig, var det lidt svært.

"Hvad er der galt, Justin?" spurgte jeg, bange. Bange, for at høre svaret. Bange, for at han skulle afslå mig endnu mere. Bange, for at han ville såre mig. Bange, helt ind i hjertet.

"Hvad betyder jeg for dig?" spurgte han, hvilket overraskede mig.

"Du betyder mere, end du burde" svarede jeg, hvilket krævede mere forklaring. "Jeg burde hade dig. Det tror alle, jeg gør, men sandheden er, at når du er dig selv, og ikke den arrogante Justin, så elsker jeg dig. Du er en helt fantastisk person, det er jeg sikker på. Bare du ville lade andre se det..." Hans blik blev igen ømt, og hans læber søgte mine.

"Jeg vil gerne vise dig noget" hviskede han og satte sig op. Han rakte ud over sin taske, hvorefter han åbnede et af rummene. Han trak et kladdehæfte op og åbnede det. Der var et billede. "Det her er min far, min lillebror og min lillesøster" fortalte han, mens han pegede dem ud på billedet. Jeg smilede. Hans små søskende så ikke særlig gamle ud. Han rakte mig billedet, og jeg så på dem. Han satte sig ned ved siden af mig og betragtede mig, mens jeg så på hans familie. Langsomt satte jeg mig også på, mens jeg studerende dem. Faren så på sine tre børn med et stolt blik. Justin sad og holdt sine søskende ind til sig. De to, små børn så ud som om, de grinede. Justin smilede stort og lignede også en, der grinede. Det var et dejligt billede.

"De er søde" smilede jeg og rakte ham billedet.

"Jeg har ikke set Jaxon og Jazmyn i seks måneder" sagde Justin sørgmodigt og så ned.

"Hvorfor ikke?" Jeg løftede hans hage, så jeg kunne se ham i øjnene.

"Jeg har skolen at passe. Og når det ikke er skolen, så er det musikken" Han trak på skuldrene. "Jeg har en tour om tre uger. Og efter det skal jeg arbejde på et nyt album. Så måske engang efter sommeren. I løbet af sommeren har jeg over 50 koncerter i 45 lande"

"Wow, det må være hårdt ikke at se sin familie" mumlede jeg. "Kan du ikke tage fri?"

"Fri?" spurgte han måbende. "Det kan man ikke bare. Man er forpligtet til det. Mine fans har jo købt billetter og alting er arrangeret ned til mindste detalje. Jeg er total booket frem til august"

"Så... Efter det her projekt, så har du en tour?" spurgte jeg, og han nikkede. "Så kommer jeg ikke til at se dig over sommeren?" Han rystede kort på hovedet, hvilket gjorde mig en smule ked af det. Ja, jeg hadede noget af ham, men jeg kunne ikke forestille mig flere måneder uden ham. Det kunne jeg bare ikke sige.

"Gør det dig ked af det?"

"Nej"

"Hvorfor ikke?"

"Det er dit job" sagde jeg og smilede et falskt smil. "Du skal jo passe det. Jeg har også en masse at lave"

"Som hvad?"

"Noget der ikke rager dig"

"Noget der ikke rager mig?"

"Ja" sagde jeg mut og så væk. Justin lod sin hånd køre hen over min arm og lod sine fingre kilde min mave.

"Rager det ikke mig?"

"JUSTIN!" skreg jeg og rullede op i græsset. Justin satte sig igen overskrævs på mig og kildede mig. Jeg skreg og prøvede at rulle væk under ham, men uden held. Mit grin skar gennem luften og blandede sig med Justin. Jeg opdagede pludselig, at Emily stod og så på os med korslagte arme. Jeg måbede. Hvor længe havde hun stået der?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...