Love Isn't A Fair Game +13 {Justin Bieber}

Caroline er en helt almindelig pige, men en dag vendes der op og ned på hendes hverdag. Hun skifter skole og ender i klasse med selveste Justin Bieber. Hun har altid hadet ham, så at hun pludselig skal gå i klasse med ham, er ikke rigtig til at finde ud af. Da Justin viser interesse for hende, har Caroline svært ved at forholde sig til ham. Hun mener, at han er en opblæst, egocentreret popstjerne. Samtidigt har Caroline problemer der hjemme. Hendes storebror dør i krig, mens hendes forældres ægteskab langsomt smuldrer. GLEM NU IKKE AT KLIKKE PÅ LIKE! ^^

275Likes
117Kommentarer
23081Visninger
AA

4. Gløden

Onsdag morgen, mens jeg gik til skole, kom jeg til at tænke på, om det nu havde været det rigtige at fortælle det til Bieber. Jeg mener, jeg havde blottet mig totalt og fortalt ham noget, som ikke engang Emily vidste. Jeg fortrød, men samtidigt føltes det godt. Underligt nok, så var han den eneste, jeg kunne tænke på, da jeg havde brug for nogen. Måske fordi jeg vidste, at han ville være der for mig. Måske fordi, at han havde blottet sig for mig. Jeg skyldte ham...

Jeg skubbede tanken væk. Jeg skyldte ham intet! Han skulle ikke tro, at han havde vundet. Jeg havde brug for en at snakke med, og det blev så ham. Intet andet! Min mobil ringede og jeg tog den uden at se, hvem der ringede.

"Caro!" råbte Emily.

"Godmorgen Em" mumlede jeg træt. Trætheden sad stadig i mig, for jeg havde sovet forfærdeligt. Jeg havde haft en underlig drøm om, at Bæver friede til mig, men vi blev skilt kort efter. Drømmen havde skræmt mig, og derefter kunne jeg ikke lukke øjnene uden at tænke på Bieber.

"Jeg ved godt, at jeg ikke burde, men jeg tjekkede Bævers Twitter her til morgen"

"Ja, og hvad så, Em?" spurgte jeg og kunne se skolen lidt væk. "Det er okay"

"Nej, nej nej!" brokkede hun sig. "Han havde skrevet noget!"

"Wow, har Bieber-drengen skrevet noget?" spurgte jeg sarkastisk. Jeg rullede med øjnene og gik med fast skridt over mod skolen. Klokken nærmede sig otte, og jeg skulle ikke komme for sent. Det ville bare give Bieber en grund til at spørge, om jeg var okay. Det ville jeg helst undgå at svare på.

"Tro mig, Caro" sagde hun alvorligt. "Det her vil du gerne læse..." Hun smækkede røret på og lod ordene hænge i luften. Noget jeg gerne ville læse. Jeg var for tæt på skolen, så jeg kom min mobil i lommen og gik ind i hovedbygningen.

 

"Sover godt?" spurgte Bæver med et smil, det arrogante smil. Jeg satte mig bare sukkende ned på bænken og lagde min mobil hårdt på bordet. "Det tager jeg som et nej..."

"Ja, godt gæt!" mumlede jeg. Han tog Baby bare op og gav hende noget mad. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at hun græd.

"Hvornår skal vi døbe hende?" spurgte han kort efter og så på mig. Jeg stirrede bare tomt på ham og trak på skuldrene. Vi skulle af med hende fredag, hvilket var om to dage. Vi kunne vel bare blive ved med at kalde hende Baby. "Hvad er der galt?"

"Ikke noget" vrissede jeg og greb ud efter min mobil. Bieber var hurtigt og han nåede at lægge en hånd oven på min, inden jeg hev min mobil til mig. Hans hånd var varm mod min, og egentlig havde jeg ikke noget imod den. Men min hjerte fortalte mig, at jeg skulle flytte min hånd, mens mit hjerte pumpede derudaf. Mine øjne mødtes hans, og i lang tid sad vi bare og kiggede hinanden i øjnene. Min hjerne skreg, at jeg skulle flytte hånden. Men det var som om, at mit hjerte brugte alle kræfter. Det bankede så hurtigt og højt, at jeg var bange for, at Bieber kunne høre det. Dog så det ikke sådan ud. Hans øjne så ind i mine, som om de så hele vejen ind i min sjæl.

"Har du lyst til at køre en tur?" Hans stemme var rolig og kontrolleret. Jeg nikkede hurtigt, og han fjernede sin hånd. Min hånd glødede, eller sådan føltes det i hvert fald. Justin lagde Baby i klapvognen og så afventende på mig. "Kommer du?" Jeg opdagede, at jeg sad helt paf stadig. Jeg skyndte mig op, rettede mit tøj og gik med ham. Jeg fokuserede på hans nakke, mens vi gik ud til hans bil. Jeg tog Baby op fra barnevognen, og Bieber pakkede den sammen. Han hoppede ind på førersædet, og jeg ind på passagersædet. Langsomt speedede han op og kørte ud fra skolens parkeringsplads.

 

"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg, efter vi havde kørt i lidt tid.

"Hvor vil du hen?" spurgte han bare og tog sine solbriller på. Jeg trak bare på skuldrene, og han slog en lille, kort latter op. Det irriterede mig ikke direkte, men det irriterede mig, at latteren ikke irriterede mig. Hvad skete der? Hvorfor opførte han sig så... normalt? Pludselig begyndte han at fløjte, men da jeg udstødte et irriteret prust tændte han for radioen i stedet for. Den spille Kelly Clarkson med Darkside. Justin nynnede med, og lidt efter nynnede jeg også selv med. Pludselig ændrede hans ansigtsudtryk fra fredfyldt til surt.

"Tag de her på" sagde han koldt og hev nogle solbriller frem fra handskerummet. Jeg skyndte mig at tage dem på, mens jeg uforstående så mig omkring.

"Hvad sker der?" spurgte jeg.

"Paparazzi" forklarede han kort og kørte ned af en lille sidevej. Selvom der ikke lå meget forklaring bag, gjorde det ondt. Ville han ikke ses sammen med mig? Hvad var der galt? Tårer pressede på, men jeg trak vejret dybt. Ikke græde, ikke græde... Jeg så ned på Baby, som jeg havde på mit skød. Var det på grund af den? At han ikke ville ses med mig, og den? Jeg lukkede øjnene bag de sorte solbriller og sukkede. Justin kørte hurtigt gennem små, smalle gader. Vi kørte uden for byen og ind i noget, det lignede en skov. Kort efter kørte vi opad, og jeg så mig om. Hvor skulle vi hen?

 

"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg efter lang tids stilhed. Justin så på mig og trak langsomt solbrillerne af mig. Han smilede skævt, - et venligt, skævt smil - hvilket fik mig til at se ud. Han havde stoppet bilen, og vi holdt oppe på en udkigspost. Jeg steg ud og lod Baby ligge på sædet. "Wow!" Der var langt ned foran os, men Justin forholdt sig rolig. Han satte sig op på kølerhjelmen og så på mig. Han havde stadig sine solbriller på. Han vippede med foden i takt til en melodi, jeg gættede på, at han havde inde i hovedet. Han klappede forsigtigt på hjelmen ved siden af sig som tegn på, at han ville have mig til at sidde det. Med kontrollerede skridt gik jeg over til ham, mens jeg havde øjnene fæstnet på Justin. Jeg kunne ikke se hans øjne, hvilket irriterede mig. Jeg hoppede op på køleren og satte mig til rette 20 centimeter fra ham. Mine hænder hvile på motorhjelmen ved siden af mig, mens mine ben var strakte. Justin sad på samme måde, og sådan sad vi i flere minutter unde at nogen af os sagde noget.

Pludselig mærkede jeg Justins hånd på min. Jeg fangede hans blik, men jeg var ikke sur. Gløden, jeg havde følt, da han havde holdt hånden på min sidst, kom tilbage. Hans blik var overraskende. Han smilede, og jeg kunne godt lide det smil. Det var ikke charmerende, arrogant eller selvfedt. Det var sødt, og jeg gengældte smilet. Langsomt løftede jeg min hånd, men kun for at få bedre fat om hans hånd og lade mine fingre glide ind mellem hans. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg gjorde det. Det var underligt. Jeg hadede ham. Jeg hadede at elske ham. Eller omvendt; elskede at hade ham. Mange følelser gik igennem min krop, mens jeg sad der og holdt hans hånd. Had, smerte, irritation, glæde. Før jeg vidste af det, så sad jeg og betragtede Justins ansigt. Når han ikke smilte arrogant, kunne man bedre se de sexede træk, hans ansigt havde. Han havde en let spids næse, men alligevel et fint træk. Hans læber, der så vildt bløde ud. Hans fugtede dem let. Om det var med vilje, vidste jeg ikke. Hans øjne kunne jeg ikke se, for de var gemte bag solbrillerne. Jeg følte en trang til at fjerne dem, så jeg kunne se hans øjne. Da han pludselig kiggede på mig og smilede skævt, rakte jeg ud efter dem. Jeg tog den forsigtigt af ham og lagde dem på køleren mellem os. Hans blik mødte mit, og jeg så ind i hans brune øjne. De syntes utrolig dybe, endeløse...

"Hvorfor hader du mig?" spurgte Justin, mens han blik stadig var fæstet på mit.

"Jeg hader dig ikke" hviskede jeg og lænede mig til ind mod ham. Hvorfor vidste jeg ikke. Noget i mig skreg, at jeg skulle komme væk derfra. Alt andet i mig sagde 'go for it'!

"Jo, du gør" hviskede Justin, og jeg kunne mærke hans varme åndedræt mod mit ansigt.

"Jeg hader at elske dig" hviskede jeg og lagde mine læber mod hans. De var utrolig bløde, ligesom de havde set ud. Justins ene hånd lagde han på mit lår, den anden bag mit hoved. Jeg lagde begge mine hænder bag hans nakke og pressede ham tættere på. Alle mine tanker faldt på Justin. Underligt nok var mine tanker kun positive. Hey, lagde du mærke til det? Jeg kaldte ham for Justin. Justin, Justin, Justin! Jeg blev enig med mig selv. Jeg hadede at elske ham. Ikke JB men hans personlighed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...