Love Isn't A Fair Game +13 {Justin Bieber}

Caroline er en helt almindelig pige, men en dag vendes der op og ned på hendes hverdag. Hun skifter skole og ender i klasse med selveste Justin Bieber. Hun har altid hadet ham, så at hun pludselig skal gå i klasse med ham, er ikke rigtig til at finde ud af. Da Justin viser interesse for hende, har Caroline svært ved at forholde sig til ham. Hun mener, at han er en opblæst, egocentreret popstjerne. Samtidigt har Caroline problemer der hjemme. Hendes storebror dør i krig, mens hendes forældres ægteskab langsomt smuldrer. GLEM NU IKKE AT KLIKKE PÅ LIKE! ^^

275Likes
117Kommentarer
23079Visninger
AA

2. Bæver

Justin tog opgaven meget seriøst. Eller som jeg så det; halvhjertet og dumt. Han passede på babyen, som var den en rigtig baby. Babyen var en dukke, men dukken græd når den var sulten, græd når den var ked af det og græd igen når den skulle skiftes eller kedede sig. Altså, den græd hele tiden. Så man skulle made den, skifte ble og stå op om natten, havde Ann forklaret. Hun virkede som en, der helst selv ville have haft det projekt. En hel uge med Bæver... Jeg havde det allerede skidt og var utrolig træt af ham efter en time. Justin sad med babyen på armen og snakkede til den, som var den et rigtigt barn.

"Justin!" sukkede jeg og så irettesættende på ham. "Helt ærligt"

"Ann sagde, at den gruppe, der tog deres arbejde mest seriøst, ville få det bedste resultat"

"Og?" spurgte jeg flabet og så på ham, som om han var underlig. Det var han også, men altså...

"Hvad synes du, vi skal kaldte hende?"

"Hende?"

"Ja, det er en pige"

"Og hvordan ved du det?" spurgte jeg og lagde armene over kors. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, og i hvert fald ikke sidde så tæt på ham. Jeg kunne lugte hans dårlige, virkelig stærke parfume. Lugten stak i næsen og gav mig lyst til at rykke mig. Men det ville være underligt, så jeg blev siddende.

"Jeg skulle lige tjekke..." mumlede han og så ned på babyen.

"Kan vi ikke bare kalde den Baby og holde den der, på det normalt plan?" foreslog jeg. Tag en dyb indånding, Caro. Det skal nok gå! Træk vejret ind, pust ud...

"Fint, så hedder hun Baby" smilede Justin. Han følte vel, at nu havde vi noget, der bandt os sammen. Jeg nægtede normalt at tale til ham, men nu gjaldt det karakteren! Fokus Caro! Se det for dig! Et 12-tal i dansk og så kan Justin rende dig! Jeg smilede for mig selv, som Justin opdagede. "Tænker du det samme som mig?" Hans smil fik ham til at se lille ud, som en dreng der lige havde fået en hemmelighed at vide.

"Sikkert ikke" mumlede jeg.

"Baby, baby, baby, oh!" sang han og jeg fór sammen. Hans stemme! Den skar i mine ører og jeg så irriteret på ham.

"Okay! Hør her, Bieber! Jeg gør kun det her for karakteren. Hvis det ikke er kommet nok til udtryk, så kan jeg ikke lide dig" udbrød jeg surt og så på ham. "Jeg har tænkt mig at få det bedste ud af det her, men bruger du én gang til din forfærdelige stemme, så snakker jeg med Ann og overtager Baby. Alene!" Justin så bare afslappet på mig, mens jeg kogte indvendigt.

"Okay" sagde han og trak ligegyldigt på skuldrene. Hvad?! Hans kølige attitude gjorde mig vred.

"Giv mig hende!" bad jeg sammenbidt.

"Hun kan godt lide mig"

"Giv mig hende nu bare" bad jeg igen og lukkede øjnene. Han rakte mig hende, og jeg lagde hende på min arm. Langsomt lagde jeg et tæppe om hende og holdt hende ind til mig.

"Jeg tror faktisk, at du ville blive en god mor" sagde Justin pludselig, og jeg så bare på ham. Hvad? Jeg rejste mig tvært og gik mod biblioteket. "Hvad skal du?" Han rejste sig for at gå efter mig.

"Finde Emily og Josh" sagde jeg koldt. "Jeg vil skilles"

 

"Stakkels dig" halvt grinede Emily, mens hun prøvede at holde det tilbage.

"Emily" brokkede jeg mig og kastede mig ned i min seng. "Lidt støtte her?"

"Undskyld søde, men det er altså lidt komisk"

"Hvad?"

"Justins største ønske er gået i opfyldelse" grinede hun og lavede store armbevægelser. "At blive far, til dit barn!" Hun faldt sammen på sengen ved siden af mig, mens hun holdt sig på maven af grin.

"Stop det, Em!" bed jeg hende af, og hendes grin stoppede.

"Undskyld, men kan du slet ikke se det?"

"Jo, men det er bare..." jamrede jeg mig og slog i dynen. "Hvorfor lige Justin?!"

"Måske er i ment to be?" foreslog Emily og blinkede.

"Ja, jeg er ment to be pigen, der dræbte Bieber" Jeg så tomt ud i luften og sukkede. Hvordan skulle jeg dog klare en hel uge, når jeg ikke engang kunne klare tre timer? "Du er bare heldig. Du har Josh"

"Ja, og det går vildt godt! Vi er virkelig godt inde i det, og vi har tænkt os at..." jublede hun, men stoppede, da hun så mit ansigt. Jeg følte mig fortabt. Hvordan skulle jeg kunne få et 12-tal, når jeg ikke kunne udstå bæver? "Undskyld søde..."

"Det er okay" smilede jeg. Baby begyndte at græde, og jeg sukkede. "Jeg kaster hende snart ud af vinduet!" Jeg trampede over til barnevognen, vi havde fået til hende.

"Giv hende til Bieber" foreslog Emily med et blink i øjet. "Han vil jo så gerne være far"

"Så hellere ud af vinduet" grinede jeg og tog hende forsigtigt op i min favn.

 

"Hvordan har min pige det?" spurgte Justin med et stort smil og bredte armene ud.

"Hun har hylet hele morgenen" sukkede jeg og gav Justin Baby.

"Ikke hende, dig" sagde han og så på Baby. "Har du savnet mig skat?" Han kyssede hende på panden og holdt hende tæt ind til sig.

"Mig?" spurgte jeg skeptisk og hævede det ene øjenbryn.

"Ja" smilede Justin bare og slog øjnene ned på Baby. "Moren til mit barn"

"Bæver, jeg advarer dig!" Jeg så truende på ham, og hans blik fangede mit. Jeg borede mine øjne mod hans. Vreden lyste ud af mig, og jeg havde lyst til at slå ham.

 

(Justins synsvinkel)

Havde hun lige kaldt mig Bæver? Havde hun? Jeg så overrasket på hende, mens hendes smukke øjne borede sig ind i mine. Hun hadede mig virkelig. Hun ville ikke engang give mig en chance, for at lade hende lære den rigtige mig at kende. Hun havde dømt mig på forhånd, og Emily havde vundet hende over på hendes side. Strengt! Hvorfor dømte hun mig så hårdt? Hvad havde jeg gjort?

"Jeg advarer dig en sidste gang" snerrede hun gennem sine sammenbidte tænder. Hun skræmte mig lidt. Vreden lyste ud af hende, samt hendes afsky. Hendes had gjorde ondt. Kunne hun ikke give mig en chance? Bare en? Jeg havde troet, at når vi nu skulle arbejde sammen, kunne hun lære mig bedre at kende. Men nej. Samme tillukkede, sure facade mod mig. Hun kendte mig ikke...

"Jeg kan stadig nå, at snakke med Ann og sige, jeg ikke vil mere" Hun slog blikket ned på Baby og blikket blev med ét omsorgsfuldt. "Hun græder"

"Det er fordi, du råber af mig" sagde jeg og så på Baby. Jeg tog hende ind til mig og trøstede hende. Jeg havde trøstet Jaxon og Jazmyn hele deres liv, så at trøste en dukke var ingenting. Jeg lod bare som om, at den var ægte. En rigtig lille pige, mit barn. Carolines kolde blik hvilede på mig, mens jeg hviskede trøstende ord ind i Babys øre. Hun holdt op med at græde, og jeg så over på Caroline igen. "Skal vi spise frokost?" Hun nikkede og vendte ryggen til mig. At spise frokost betød ikke sammen. Det nægtede hun. At hun ikke ville være sammen med mig, ud over når vi passede Baby, gjorde virkelig ondt. Jeg havde lyst til at ruske i hende, bede om svar. Hvorfor kunne hun ikke lide mig? Hvad havde jeg gjort? Ville hun ikke nok tale med mig? Men jeg sagde ingenting.

"Skal vi spise frokost sammen" Hendes stemme skar igennem stilheden og bragte et smil på mine læber. Hun satte hånden i siden og så ligegyldigt på mig. "Nogen må passe på Baby" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...