Love Isn't A Fair Game +13 {Justin Bieber}

Caroline er en helt almindelig pige, men en dag vendes der op og ned på hendes hverdag. Hun skifter skole og ender i klasse med selveste Justin Bieber. Hun har altid hadet ham, så at hun pludselig skal gå i klasse med ham, er ikke rigtig til at finde ud af. Da Justin viser interesse for hende, har Caroline svært ved at forholde sig til ham. Hun mener, at han er en opblæst, egocentreret popstjerne. Samtidigt har Caroline problemer der hjemme. Hendes storebror dør i krig, mens hendes forældres ægteskab langsomt smuldrer. GLEM NU IKKE AT KLIKKE PÅ LIKE! ^^

275Likes
117Kommentarer
22778Visninger
AA

8. Afskedsbrev

Justin blev bortvist, i to uger! Det ville sige, ingen Justin til mig i to uger! Isabella slap med blåt øje. Hvis jeg ikke havde stoppet Justin, så havde hun nok fået mere. Da jeg snakkede med Justin, efter han havde været på kontoret, undskylde han mange gange. Han havde stuearrest, og det ville sige, at jeg ikke kunne se ham, inden han skulle af sted på tour. Det ville blive nogle lange uger... Samtidigt havde jeg svært ved at snakke med ham. Jeg havde set, hvor stort et temperament han havde, og tænk hvis han blev sur på mig. Jeg ville ikke ende med at blåt øje, så jeg måtte minde mig selv om ikke at blive uvenner med ham. Jeg ville ikke fremprovokere en voldsom reaktion hos ham, så hellere holde mig til søde ord.

 

(Justins synsvinkel)

"Hvad tænker du på Justin?!" råbte min mor, mens hun så alvorligt på mig. "Hvad skulle det til for?" Det ansigt, der normalt var glad og smilende, så nu skuffet og surt på mig. Jeg så væk.

"Hun skulle ikke tale sådan til Caroline!"

"Justin, der er så mange mennesker, der ikke taler ordentligt" råbte hun tilbage. "Skal de også slås?"

"Nej, men hun skulle ikke snakke sådan til min kæreste!" Min mors blik skiftede fra vredt til overrasket.

"Kæreste?"

"Mh..." mumlede jeg og så ned. Ups, det var flot! Jeg havde endnu ikke fortalt min mor, at Caroline og jeg var kærester. Det var vi ikke, sådan officielt, men ifølge mig, Emily og Caroline selv var vi. Det gav mig en boblende fornemmelse i maven, når jeg tænkte på Caroline. Hendes smil gjorde mine ben så bløde som gelé.

"Hvad?" spurgte Pattie og lagde armene over kors. "Hvorfor sagde du ikke det noget før?" Jeg trak bare så skuldrene. Ja, hvorfor havde jeg ikke det? Som om det ville gøre en forskel.

"Hvilken forskel skulle det gøre?"

"Jeg sagde ikke, at det ville gøre nogen forskel..." Min mor satte sig tungt på en af de fire barstole og lænede hovedet i hænderne. "Justin. Det her er ikke godt. Det kommer til at være over alt i medierne i morgen. Hvis ikke allerede nu her" Hun sukkede og så på mig igen.

"Undskyld mor..." hviskede jeg og satte mig overfor hende.

"Du har snart en tour og et album..." Hendes stemme knækkede over og hun så ned igen.

"Jeg skal nok klare den" lovede jeg hende og smilede lidt. "Jeg går ud og undskylder overfor Isabella og giver hende erstatning"

"Justin..." sukkede hun og så op. "Så nemt er det altså ikke..." Hun rejste sig og gik ind i stuen. Jeg sukkede også og så efter hende.

"Forresten Justin" kaldte min mor inde fra stuen. "Du har stuearrest! Det eneste tidspunkt du må komme ud på, er, hvis du skal købe ind!" Jeg sukkede igen og bankede mit hoved ned i bordet. Fedt! Ingen Caroline i to uger!

 

(Carolines synsvinkel)

 Skolen var tom uden Justin. Godt nok havde jeg Emily, men det var ligesom bare ikke det samme...

"Caro?" spurgte Em tøvende, da hun for tredje gang tog mig i at sidde og stirre på Justins tomme plads. Jeg sukkede inderligt og vendte mig om mod hende igen. "Jeg ved godt, du savner ham, men du bliver altså nød til at koncentrere dig!" Jeg så op på tavlen igen, hvor vores opgaver var beskrevet.

"Det er svært..." hviskede jeg, i frygt for at nogen skulle høre min stemme knække over. Jeg savnede ham forfærdeligt. Det var efterhånden to en halv uge siden, og det betød, at om fredagen ville Justin af sted. Han havde fået lov til at komme ud torsdag, så vi kunne ses efter skole en sidste gang, inden det var farvel for tre måneder. Sommeren nærmede sig, men dette år ønskede jeg, at tiden ville gå langsommere. Jeg ville ønske, at jeg havde haft Justin sammen med mig så lang tid som muligt. Dog måtte jeg ikke se ham, for Pattie holdt ham indespærret. Det var i hver fald sådan Justin beskrev det. Han havde fået lov til at ringe til mig, én gang. Dog havde vi snakket i tre timer, men det var alligevel ikke nok. Da Justins mor kom og sagde, at nu måtte vi ikke snakke mere, skyndte vi os begge at sige alle de ting, vi ikke følte vi ville kunne nå. Vi nåede ikke alt. Jeg glemte at sige, at jeg elskede ham...

"Caro..." sukkede Emily og hev mig ud af min trance. Hver gang jeg tænkte på Justin, faldt jeg ligesom væk fra omverdenen og glemte alt og alle. "Kom nu søde"

"Undskyld Em, men det er svært" Mine øjne blev slørede, så jeg blinkede hurtigt, for at få tårerne væk.

"Ben & Jerry's hos mig senere, The Notebook og A Walk To Remember?" foreslog Em, og jeg kastede mine arme om hende.

"Det er derfor, du er min bedste veninde!"

 

Efter at havde tilbragt min eftermiddag i selskab med Em, is og tudefilm tog jeg hjem. Jeg havde lektier, men mine tanker faldt på Justin. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig overhovedet! Hvad skete der for mig? Var jeg pludselig blevet sådan? Jeg kunne ikke undvære min kæreste i over en uge? Jeg måtte tage mig sammen.

Dog kunne jeg ikke tage mig sammen, så jeg lod tankerne blive på Justin. Pludselig fik jeg en ide, så jeg fandt et papir og en blyant.

 

Kære Justin.

 

Hvis du gør, som jeg siger, så læser du først der her i tourbussen. Jeg savner dig. Ja, jeg savner dig rigtig meget. Og det har jeg gjort de sidste tre uger også. Når vi ikke ses i skolen, er der et tomrum indeni mig, der ikke bliver udfyldt. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sådan en pige, der ikke kunne undvære sin kæreste i mere end en dag, men jeg savner dig.

Det er underlig, ikke? For lidt under et år siden hadede jeg dig som pesten og ville slet ikke have noget med dig at gøre. Og så skulle noget så latterligt som en baby bringe os sammen. Ja, det er næsten helt til grin! Men det var det, der skulle til. Jeg fortryder intet. Tro mig, det gør jeg ikke. Den uge var noget af det bedste, der er sket i mit liv, indtil videre. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, men jeg kan se mig selv sammen med dig. Ikke gift og med børn, men bare sammen med dig som din kæreste. Vi ved begge to godt, at der er nogle sider af dig, jeg ikke kan lide og faktisk hader, men set bort fra det, så elsker jeg dig. Jeg elsker dig virkelig, og det er så underligt at skrive, da jeg for under en måned siden aldrig ville tænke tanken om at skulle elske dig. Elske Justin Bieber? Nej, det ville jeg aldrig komme til, troede jeg.

Men du vandt mit hjerte. Og det er jeg glad for. Tænk engang hvis vi ikke havde spist frokost sammen? Eller Ann ikke havde sat os sammen som gruppe? Eller jeg slet ikke var kommet ind i klassen. Eller værst af alt; jeg slet ikke var skiftet skole. Så ville jeg aldrig havde mødt dig, og så ville jeg ikke skrive det her, og du ville aldrig læse det. Intet af det, vi har lavet sammen, ville ske. Tanken gør ondt. Jeg vil ikke tænke den. Jeg er glad for at havde mødt dig. Og jeg er stolt af at være din kæreste. Jeg er så stolt af alt det, du laver, selvom jeg endnu ikke har oplevet noget af det. Men du skal vide, at lige meget hvor i verden du er. Lige meget hvor langt væk du er. Så er mit hjerte hos dig. Pas nu godt på det. Du er den første nogensinde til at få det, men jeg stoler på, at du vil passe på det.

Jeg elsker dig. Mine tanker er hos dig, indtil vi ses igen. Hav en dejlig tour, skat. Vi ses til efteråret.

 

Din Caroline <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...