Lille Sjæl

Louisiana er løbet hjemmefra, og sammen med hendes bedste veninde Lea går de hvileløst rundt i den store skov. Skoven har altid været Louisianas tryggeste sted, men Louisiana bliver overrasket over dens skumle kræfter

0Likes
0Kommentarer
772Visninger
AA

5. Indhentet af sulten

Natten gik hurtigt, men det var begrænset hvad jeg kunne få af føde. Til sidst fandt jeg en klynge buske med rigelig bær. Jeg pukkede så mange jeg kunne bære, og begav mig tilbage til det sted jeg havde forladt de andre. Efter at være faret vild et par gange, fandt jeg endelig et vandløb i nærheden. Gudskelov havde jeg ikke efterladt dunken hos Lea. Først drak jeg selv, og bagefter fyldte jeg dunken til de andre. Vandløbet lå ikke længere end et kvarters vandring fra lejren, så jeg nåede tilbage lige inden solopgang. De sad op ad træ, og det lignede at de sov tungt. Jeg stillede dunken og bærerne fra mig, for at vække dem. I det samme ramte den første solstråle Leas ansigt. Hun var smuk. Hendes læber formede et fredfyldt smil, og hun mindede mig lidt om en engel jeg engang havde set på film. Den næste solstråle ramte barnet i hendes skød. Det lå stille, med hånden ved Leas barm. Såret var der gået starten af en skorpe på, og også barnet lignede freden selv.

Jeg græd. Jeg kastede bærerne ad helvede til, og mit hoved eksploderede. Hvordan kunne skoven være så ond? Efter alle de timer jeg havde søgt tilflugt her, det eneste sted jeg følte mig tryg. Og nu havde den taget det fra. Hvis der fandtes en Vor Herre, kunne kan skride af helveds til!

Efter mit raseriudbrud faldt jeg lidt ned igen. Jeg sank sammen ved siden af Lea, og kiggede på hende. Havde hun mærket noget? Havde det gjort ondt? Sandsynligvis ikke. Men jeg kunne stadig ikke forstå det. Så sagde jeg det højt til træerne:

”De er væk. Lea og den lille pige er døde.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...