Jeg er nok Vita...

En kort novelle, omkring satan, gud, død og ikke mindst liv. Måske minder den lidt om den samme slags situation som i Alice i Eventyrland, hvor hun drikker te med hattemageren, og martsharen.

Resume:
Liv finder sig selv flyvende på en flere meter lang, sort kutte, mere end fem kilometer oppe i luften. Kutten har en bærger, der bærger en le, og flyver med sorte vinger. Hvor er Liv på vej hen? Hvem er den mystiske mand, og hvor hører hun selv til?

1Likes
0Kommentarer
1097Visninger
AA

8. Side 8

”Men jeg har da ikke været den vej,” påpegede Liv.

”Nej, men det kommer du, bare rolig vi mødes når vi når på midten igen, og så flyver vi videre, og mødes en dag her igen, og så tager vi af sted igen.”

”Det lyder dumt,” sagde Liv hæst.

”Men det er nu engang verdens gang.” Amoveo lettede allerede, med sine lange sorte vinger, der pludselig igen kom frem fra den lange kutte. Hvor måtte Lucifer misunde ham de vinger, tænkte Liv en smule trist på hans veje, og hvor var det trist for Divus at være så ked af sine fejl, og Amoveo? En pludselig indskydelse fløj igennem Livs hovedet, så hun råbte til Amoveo.

”Amoveo, fra nu af vil jeg gerne havde at I kalder mig Vita!”

”Selfølgelig! Du har aldrig heddet andet!” Amoveo vendte sig igen om, og fløj hurtigere. 

Liv nikkede tilfreds, og med hveden i den ene hånd, gik hun målbevidst i den modsatte retning af solen. Skulle hun måske også prøve at flyve? For et instinkt sagde hende, at det var muligt for hende krop, hvis hun prøvede. Måske senere, men heller ikke så senere, hun skulle jo helst møde Amoveo på det rigtige tidspunkt.

To store mænd, kom gående ned af flodstien, som Liv selv befandt sig på. Liv lagde mærke til, at på en eller anden måde var hun kommet ud fra paradiset, og den azur blå himmel var væk, og erstattet med en sort himmel, uden ret mange stjerner. Liv fortsatte sin gåen ned af vejen, og da hun kom forbi de to mænd hørte hun dem sige:

”Hej, har du set det nye maleri nede på pladesen. Vægmaleriet? De har malet Livet, som de nu siger, men alt hvad jeg kan se er en elleve til tolv år gammel pige med en hvid kåbe, korn i hånden og næsten hvidt hår. Det er sku dummere, end at døden render rundt med en le!”

”Det er et symbol på livet, Carl, ligesom man afbilder Gud som en gammel mand, afbilleder man Livet med en lille pige, eller en kvinde. Og maleriet er godt nok.”

”Det kan du da ikke mene, skulle selve Satan så rende rundt i læderbukser?!” Liv hørte ikke mere, og hun lagde slet ikke mærke til, at de to mænd ikke engang kunne se hende mere. Hun smilte sagligt og lettede.        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...