Jeg er nok Vita...

En kort novelle, omkring satan, gud, død og ikke mindst liv. Måske minder den lidt om den samme slags situation som i Alice i Eventyrland, hvor hun drikker te med hattemageren, og martsharen.

Resume:
Liv finder sig selv flyvende på en flere meter lang, sort kutte, mere end fem kilometer oppe i luften. Kutten har en bærger, der bærger en le, og flyver med sorte vinger. Hvor er Liv på vej hen? Hvem er den mystiske mand, og hvor hører hun selv til?

1Likes
0Kommentarer
1027Visninger
AA

7. Side 7

”Liv, vågn nu op. Vi skal snart af sted, kom nu, sig farvel til Divus inden han går.” Liv kiggede søvnigt op i Amoveo, trekantede ansigt. Hun sad lidt, og prøvede at regne ud hvor længe hun havde sovet, men da ingen tidfornemmelse fortalte hende noget, kiggede hun spørgende mod Amoveo.

”Hvor længe har jeg sovet Amoveo?” ”Lidt over en halvtime, og det er sørme også for længe, kom nu med dig.”

Liv rejste sig besværet fra den gamle diva, og gik skyndsomt over til Golligo, der stod henne ved døren. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle sige farvel, men valgte at neje stille, mens hun mummlede et farvel. Divus smilede så alle hans tusinde rynker trådte frem, kærligt trykkede han hendes hånd, og gik godmodigt ud af døren. Lydløst som en hvid fugl.

Amoveo gik hen til den støvede stumptjener, tog sin flere meter lange kutte på, og holdte god fast på den store le.

”Skal vi allerede videre nu? Jeg ville ellers gerne møde Divus og Lucifer igen,” mumlede Liv en smule skuffet.

”Du kommer også til at møde dem igen, men først om mange, mange år, kom nu!” Liv fulgte pligtskyldig efter Amoveo, ud i den lille køkkenhave som nogen for længe siden havde plantet. En flod som Liv ikke havde lagt mærke til før, strøg sig lige forbi møllens vanværk, der faktisk var drivkraften til at møllens vinger snurrede rundt. Liv gik nysgerrig hen til floden, og kiggede interesseret ned i det brusende vand. En lille bæk havde dannet sig ikke så langt fra, og Liv skyndte sig hen til den. Vandet var spejlblankt og viste hver en lille sky, der fløj hen over himlen. Liv kiggede ned i vandet, og opdagede at hun selv bar en kutte. Den havde ingen slæb, men alligevel lang, og så kridhvid. Liv havde ikke lagt mærke til det før, men var hendes hud ikke også mere bleg end hun huskede den, og var hendes brune hår ikke pludseligt blevet så lyst at det nærmede sig hvidt. Det var også helt klart blevet dobbelt så langt som før.

”Ja du ser yndig og hvid ud, kom nu Liv arbejdet kalder.” Amoveo stemme lod forstå at det var bedst at hun skyndte sig. Liv løb, skyldbevidst men glad af sted, mens hun lo højt over græsset der kildede hende under hendes bare fødder.

”Her, dette er fra nu af dit symbol,” sagde Amoveo, mens han holdte en hvedebuket frem, der var bundet flere gange med hvide bånd. Liv havde godt set, at han var gået ud på en af de flere tusinde marker, hun havde set, da de havde fløjet. Hun så bitte små strå, stadig sidde på den skarpe klinge på leen. Liv tog den, og holdte nænsomt om den, uden rigtig at vide hvorfor.

”Smuk,” hviskede hun betaget. Amoveo nikkede tilfreds, og gik med hurtige skridt imod, daggryet, som faktisk ikke havde forandret sig i alt den tid, de havde opholdt sig i møllen. Liv skyndte sig efter ham, men Amoveo vendte sig irriteret om.

”Liv, du skal den anden vej. Du skal følge efter det sted hvor jeg har været, og jeg skal følge efter det sted du har været.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...