Jeg er nok Vita...

En kort novelle, omkring satan, gud, død og ikke mindst liv. Måske minder den lidt om den samme slags situation som i Alice i Eventyrland, hvor hun drikker te med hattemageren, og martsharen.

Resume:
Liv finder sig selv flyvende på en flere meter lang, sort kutte, mere end fem kilometer oppe i luften. Kutten har en bærger, der bærger en le, og flyver med sorte vinger. Hvor er Liv på vej hen? Hvem er den mystiske mand, og hvor hører hun selv til?

1Likes
0Kommentarer
1058Visninger
AA

6. Side 6

gjorde, mens Amoveo nærmest hikkede ned i sit ærme.

”Hvad fanden, sådan en lille barnerumpe, du vil måske også gerne se min trefork eller hvad?” Lucifer kvækkede næsten af latterkramper.

”Hvor er du streng, jeg ville da bare gerne vide det,” mumlede Liv forlegent og fornærmet.

”Godt ord igen, men jeg tager aldrig min trefork med nogen steder, den er for besværlig, og halen er presset alt for meget mod mit ene ben, at det ville blive et helvede at få den op.” Lucifer afsluttede sin tale, med at slubre kaffen i sig.

”Hvornår kommer så den gamle bedstefar, jeg vil helst være langt væk når han ankommer.” Liv havde nær tabt sin kaffekop, da hun pludselig så en gammel hvid mand, med det største og længste skæg, hun nogensinde før havde set. Et blidt lys, indrammede ham, og han støttede sig merkant til en gammel stok.

”Divus, dejligt at se dig,” sagde Amoveo, hjerteligt og gav den ældre mand hånden.

”Det ser hvis ikke ud til, at du har den største ekspertise i, at udregne hvornår jeg kan komme, hva’ Lucifer?” smågrinede Divus, mens han langsomt satte sig i stolen ved siden af Liv.

”Tsk, bare rolig, så sandt som at du smid mig ud af himmerige, skal jeg nok udregne det en dag.”

Divus, smilede bare en smule vemodigt, og tog en småkage fra den hidtil urørte kagekrukke. 

”Illoyalitet, er bare en af de ting jeg ikke kan accepterer, Lucifer,” mumlede Divus.

”Nej det er jo klart! Du! Den der skulle være den barmhjertigste af alle, vores alles fader! Få mig ikke til at le. Mine vinger, syndfloden, de syv plager? Ja de ting var rigtig barmhjertige.” Lucifer satte sig igen, mens han hev efter vejret. Divus sagde intet, men fortsatte med at gumle på sin småkage, kaffen lod han stå urørt. Til sidst tabte Lucifer tålmodigheden og så direkte på Liv.

”Dig, hvad hedder du!”

”Liv,” sagde hun uden at flytte sine øjne fra hans vædderhorn.

”Okay, Liv. Mener du at en gud der skulle og elsker alle og enhver, bør blive så vred bare fordi de forråder ham, men stadig holder af ham?” Liv stirrede stadig på Lucifers vædderhorn, mens hun svarede:

Amoveo siger at der er både godt og ondt i alt, og hvis denne ’Gud’ elsker alt og alle så højt, og han minder om et menneske, så kan jeg godt forstå han straffer dem, han elsker. Det gør ondt, når den du mest holder af forråder dig. Det er forståligt at denne ’Gud’ ville straffe, men stadig ikke retfærdigt. Men på den anden side, må denne ’Gud’ også lærer at menneskers veje er uberegnelige, man får ikke altid det man ønsker sig, og sjældent fra sine børn.”

Lucifer så ud til at overveje hendes konklusion, mens han kiggede vredt på Divus, og rejste sig med et sæt.

”Jeg smutter nu, inden her bliver frygtelig at være, vi ses Amoveo, og jeg ser nok også dig, næste gang Liv!” Lucifer smækkede døren ligeså hårdt, som da han ankom. Liv var blevet helt træt efter alt den tumult, og spurgte om lov til at hvile sig i den plettede gamle diva, der stod i et forladt hjørne. Træt lagde hun hovedet, og faldt i søvn til Divus og Amoveo, talende stemmer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...