Jeg er nok Vita...

En kort novelle, omkring satan, gud, død og ikke mindst liv. Måske minder den lidt om den samme slags situation som i Alice i Eventyrland, hvor hun drikker te med hattemageren, og martsharen.

Resume:
Liv finder sig selv flyvende på en flere meter lang, sort kutte, mere end fem kilometer oppe i luften. Kutten har en bærger, der bærger en le, og flyver med sorte vinger. Hvor er Liv på vej hen? Hvem er den mystiske mand, og hvor hører hun selv til?

1Likes
0Kommentarer
1032Visninger
AA

5. Side 5

deres egne hoveder.

Liv og død er naturens grundlæggende form, det er tilstande og ikke noget der lever i et menneskets lov, men derimod i naturen lov. Hvis ingen døde, hvordan skulle der blive plads? Hvis ingen døde hvordan skulle der udfyldes plads? Amoveo nikkede. Så fortsatte han:

”Men det er rigtigt hvad du siger Liv, liv er betegnet for at være den kraft, der for organismer til at bevæge sig, uden at man rigtig kan udtagne en formel for det. Hvor kommer liv fra? Gud? Himlen, eller universet, eller måske fra luften? Man ved det ikke, kun at det normalt bliver betegnet som noget godt.”

Amoveo førte med hurtige hænder, sin kop op til munden.

”Det samme gælder døden. En mærkelig og uforståelig kraft, der kan fratage det som vi blev givet, se det er mystik!”

Han kiggede med ilden flammende i de kulsorte øjne, mens hver fiber i hans krop var spændt med henrykkelse.

”Men sagde du ikke lige, at liv og død kan være både godt og dårligt?” Liv prøvede at følge med i den roterende tankegang, der tilsyneladende var normal for Amoveo.

”Selvfølgelig, intet i denne verden er så simpelt, at vi uden videre kan kategorisere dem i gode og onde, alting har bagsider. Selv jeg, et fantasi opspundet symbol, kan være både god og ond, eller den berømte, midt imellem.”

”Hvad mener du med fantasi opspund…” Livs sætning blev brat forstyrret, da indgangsdøren pludselig med et brag blev revet op.  Liv stirrede på manden, der trådte adræt ind. Liv lagde mærke til hans giftige dybrøde øjne, der nærmest kunne nærme sig sorte. Det tomatrøde hår, der faldt langt og fladt ned, samt hans pæne hvide hud, og de smukke træk der indrammede hans ansigt. Jo det var en smuk, om end en bizar mand der stod henne ved døren, med et drillende og storsnuet glimt i øjnene.

Udfaldet ved at hamre døren op, havde fået noget støv til at rejse sig, så Amoveo måtte hoste diskret i sit ærme.

”Så kom du Lucifer, lige til kaffe tid.” Amoveo klappede lavt stolen der stod ved siden af hans egen.

”Hvordan går det så på din arbejdsplads?”

”Der er altid så meget at lave, jeg mener alle de politikere og diktatorer der lige er til at plante frø i, du drømmer ikke om hvad man må gå igennem, af tanker.”

Liv opdagede til sin forundring at Lucifers stemme var ret grov i det, og stod lidt uharmonisk til hans smukke ydre. Lucifer, trampede hen af gulvet, så endnu flere støvkorn blev hvirvlet op. Han slængede sig skødesløst i den lille stol, så man kunne høre hans læderbukser knirke. Liv følte at hun havde set for meget, til at det gjorde noget at hun følte åbenløst nysgerrighed. Hun stirrede længe på den underlige mand, der så ud til at være i slutningen af 20’erne. Han grinede skælmsk da han lagde mærke til at hun kiggede på ham. På to sekunder svingede Lucifer sit lange store røde hår væk, og afslørede to vædderhorn, hvor ørerne skulle havde siddet. Liv var nær faldet ned af stolen, af bar overraskelse, at hun spontant udbrød:

”Hvor er din hale så!?”

Både Amoveo og Lucifer kiggede forbløffet på Liv, før de begge brølede af latter, eller Lucifer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...