Jeg er nok Vita...

En kort novelle, omkring satan, gud, død og ikke mindst liv. Måske minder den lidt om den samme slags situation som i Alice i Eventyrland, hvor hun drikker te med hattemageren, og martsharen.

Resume:
Liv finder sig selv flyvende på en flere meter lang, sort kutte, mere end fem kilometer oppe i luften. Kutten har en bærger, der bærger en le, og flyver med sorte vinger. Hvor er Liv på vej hen? Hvem er den mystiske mand, og hvor hører hun selv til?

1Likes
0Kommentarer
1029Visninger
AA

3. Side 3

Måske havde møllen set smuk og utrolig indtagende udenpå, men indeni var det værre end den mørkeste kuldkælder. Støvet lå tommetykt på det allerede snaskede og snavsede guld. Møllen var også stadig indrettet til at høste korn, for den malede stadig kunne Liv se. Spindelvævet var som drueklasser oppe i det høje loft. Liv gøs da hun så en stor edderkop kravle hen og fortære en flue, der sad uhjælpelig fast i det fine tråd.

”Tag du bare plads,” sagde manden med leen, mens han tog den groteske lange kutte af og hang den på en gammel stumptjener, og satte leen ved siden af. Liv så sig lidt omkring, men hvor var det lige hun skulle sætte sig? Til sin forundring opdagede hun at rundt i den cirkelformede mølle, var der proppet med reoler, fyldt til randen med alverdens bøger. Bøgerne var ikke støvede som alt andet i rummet, hvilket måtte betyde at manden med leen, brugte dem i tide og utide.

”Sæt dig nu ned, se jeg har både kager, sytøj og kaffe, så skulle små piger da heller ikke forlange mere.” Manden med leen kom glidende ind fra en dør, som Liv slet ikke havde bemærket før.

Liv kiggede igen rundt efter mulige siddepladser, og til sin overraskelse opdagede hun at det hun først havde antaget var en slags grå kommode faktisk var et brod, med tilhørende fire stole, under en grå støvet dug. Med en arm hev, manden med leen, dugen af og satte kaffen med sytøjet på bordet.

”Sid skråt overfor mig, man kan aldrig vide om de to pludselig beslutter at dukke op.”

”Hvem vil måske dukke op?” Liv kiggede forvirret på manden med leen, der blot kiggede på det opdækkede bord, med dybe folder i panden. Liv kiggede på stolene og bordet, der var lavet af ganske normalt egetræ, uden nogen dikkedarer, som hende forældre ville have sagt. Manden med leen, havde allerede sat sig ned, med en bog, og et par briller. Allerede dybt inde i bogen.

Liv kiggede sig lidt opgivende omkring, og kom så i tanke om kutten. Hun skyndte sig over til stumtjeneren. Det tog noget tid at finde flængen imellem så meget stof, at hun kom til at vælde leen. Bombet lød så højt, at Liv kiggede skrækslagen over på manden med leen, der derimod ikke engang værdigede hende eller leen et blik. Med et bankende hjerte satte Liv så skråt overfor manden. Forsigtigt hældte hun kaffe op til sig selv, hvorefter hun gav sig til at sy, den lange flænge.

”En, to, tre, og så ind under,” nynnede hun til sig selv, da hun trak nålen med tråden ud og ind af stoffet, mens manden med leen havde lænet sig tilbage i den komfortable stol, med bogen helt op til øjnene. Liv kiggede forundret på det lidt halvlange hår, der snart dårligt kunne kaldes sort, da mere end halvdelen af pigmenterne havde taget farven grå. Han sad afslappet i en sortgrå dragt, der nåede ned til hans ankler. På fødderne havde han slidte lædersko.

Liv nynnede tilfreds videre, og foruden hendes nynnen, var det kun når de tog slurke fra deres kaffekopper, der forstyrrede den fredfyldte ro, der indkredsede møllen. Manden med leen, satte pludselig sin bog ned, og tog de kuglerunde briller af, med en blid bevægelse.

”Sig mig hvad du hedder, lille pige.” Det var ikke et spørgsmål, men nærmere en kommando. Livs

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...