Jeg er nok Vita...

En kort novelle, omkring satan, gud, død og ikke mindst liv. Måske minder den lidt om den samme slags situation som i Alice i Eventyrland, hvor hun drikker te med hattemageren, og martsharen.

Resume:
Liv finder sig selv flyvende på en flere meter lang, sort kutte, mere end fem kilometer oppe i luften. Kutten har en bærger, der bærger en le, og flyver med sorte vinger. Hvor er Liv på vej hen? Hvem er den mystiske mand, og hvor hører hun selv til?

1Likes
0Kommentarer
1040Visninger
AA

2. Side 2

Liv gled ind i en gyngende døs, der snart efterlod hende sovende.

”Vågn så op, siger jeg!” Liv spjættede da lyden af en andet menneskets stemme, fyldte hende ører. Med et ryk, åbnede hun øjnene, og gispede forskrækket, da hun nær var faldet af den sorte kutte. Liv stirrede på den ældre mand med leen. Hans øjne var endnu mere gennemborende end før, og hans sorte hår og skæg stod i en tydelig kontrast med daggryets rosa og gule farver. Liv inspicerede mandens ansigt grundigere, og fandt det en smule trekantet, og med mørke buskede øjenbryn. Hun vidste ikke om manden så beregnelig eller farlig ud.

Manden med leen, vendte vredt sit ansigt væk igen, og nu begyndte Liv at blive både en smule irriteret og en smule skræmt. Hvad bildte han sig egentlig ind? Hvis han havde et problem med at hun fløj på hans kutte, kunne han jo bare sætte hende af. Liv åbnede munden for at udøse sine tanker, men ombestemte sig. Hun var alligevel for bange for den fremmede mand, hvis kutte hun brugte som transportmiddel.

Livs opmærksomhed blev hurtigt fanget af det fantastiske skue, der mødte hendes øjne. Et vidunderligt landskab strakte sig milevidt. Store kraftfulde bakker, med det grønneste græs, befandt sig mellem de flere tusinde enge. Midt i det idylliske landskab var der små hyggelige landsbyer, og nogen steder store bygninger. Med fuld af nysgerrighed, kravlede Liv helt hen til manden med leen, uden nogen betænkeligheder for hvad han var for en mand.

”Hvor smukt! Er det her paradiset?” Manden med leen, kluklo overraskende over Livs frimodige spørgsmål. Hans uvilge imod hende var forsvundet, som dug fra solen. 

”Det kalder nogen det i hvert fald,” svarede han.

”Så vi er i himlen?” Liv kunne næsten ikke sidde stille af bar iver. Hendes mor havde tit, læst historier fra biblen, og paradiset havde altid fascineret hende dybt.

”Hvis du mener at vi er i det ydre rum, må jeg desværre skuffe dig, vi er stadig på jorden.” Manden med leen, så fremad igen, og baskeder endnu hårdere med de sorte vinger.

Liv opdagede, med fryd en mølle. Større mølle havde hun aldrig i sit liv set før. Hjulet, med de hvide lagner drejede så fredfyldt rundt, at hun næsten kunne falde i søvn til deres rottering. Vinden hamrede pludselig mod Livs ansigt, og hun opdagede til sin rædsel at manden med leen styrtdykkede ned mod den store mølle. Liv skreg og bad om nåde, men manden susede som en pil, og Livs ord druknede i den kraftige modgang af vind. Da de nåede mølle, bremsede manden med leen så hårdt op, at det slog alt luften ud af Liv, samtidig med at der kom en revne i kuttens stof.

”For katten da også, nu skal det til at sys,” rystede manden med leen på hovedet, men hans ansigt foldede sig til ærgrelse.

”Jeg kan da godt sy det hvis det skal være, det er kun en flænge,” tilbød Liv hjælpsomligt, da det var hendes vægt sammen med tyngdekraften der havde forårsaget flængen. Manden med leen, nikkede bekræftende, mens han åbnede døren ind til møllen. Han kiggede utålmodigt på Liv, som straks fattede betydningen og skyndte sig efter ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...