Jeg er nok Vita...

En kort novelle, omkring satan, gud, død og ikke mindst liv. Måske minder den lidt om den samme slags situation som i Alice i Eventyrland, hvor hun drikker te med hattemageren, og martsharen.

Resume:
Liv finder sig selv flyvende på en flere meter lang, sort kutte, mere end fem kilometer oppe i luften. Kutten har en bærger, der bærger en le, og flyver med sorte vinger. Hvor er Liv på vej hen? Hvem er den mystiske mand, og hvor hører hun selv til?

1Likes
0Kommentarer
1048Visninger
AA

1. (Novelle skrevet)

Koldheden og stivheden, var det første Liv bemærkede i sine hænder.

De holdt krapagtigt omkring et stykket uldent stof, der så ud til at blafre kraftigt. Øjnene var helt tildækket af støv og søvn. Forsigtigt gav Liv slip med den ene hånd, hvor hun forundret opdagede at også hendes stivfrosne ben, havde snoet sig rundt om det store stof. Hele hendes position mindede hende om dengang hun uvidende for gardiners skrøbelighed, havde prøvet at kravle til tops, i et af hendes tanters gardiner.

Langsomt med den stivfrosne hånd, fik hun tørret øjnene. Uden en tanke, om hvor hun befandt sig kiggede hun opad. En kolossal sort himmelhvælv, strakte sig milevidt, mens få ensomme stjerner desperate prøvede at forhindre mørket der omklamrede dem.

Da en kølig aftenvind susede mod Livs pande, vågnede hun op af sin søvnlige døs. Med bange anelser kiggede hun ned. Med et gisp krammede hun endnu hårdere det svævende stykket stof, da hun opdagede at hun svævede mere end fem kilometer oppe i luften. Skræmt for vid og sans, kiggede hun en nervøst ned på de flere hundrede små lys, fra forskellige byer. Det var som at grunden til himlens lave indhold af stjerner skyldtes, at de var drysset ned på landjorden, og skinnede endnu kraftigere end nogen andre stjerner hun før havde set.

Angsten forsvandt og blev til betagelse. I lang tid kiggede Liv omkring sig, mens hun viklede det lange stykke stof omkring sig, for at undgå de kolde fronter. Liv prøvede forgæves at finde ud af hvad det var der drev, det næsten endeløse stof, der var kulsort som natten selv. Hun turde ikke kravle højere op, af frygt for at skulle falde, så hun prøvede at se om bag det store blafrende stykke stof. Men uden held.

En sort sky rykkede sig, og afslørerede en perfekt fulendt måne, der nærmest synes at kunne skinne kraftigere end solen. Vinden tog fat, og i stedet for at svæve fremad lodret, begyndte stoffet at lette som et flyvende tæppe i vinden. Liv måtte slå sig selv to gange på kinden, da hun så to store sorte vinger, der virkede hvide i skæret fra månen. De sad fast på en kutteklædt person, der holdte en le, med den ene hånd. Liv stivnede. Havde hun ikke selv ikke hørt om manden med leen, der hentede døde mennesker? Men hun kunne føle smerte i kinden, så hun måtte da være i live. Var personen, hvis lange kutte faktisk var det stof hun klamrede sig til, et skelet?

Næsten som svar på hendes tanke, vendte personen, eller hvad det nu var, sig om og kiggede gennemborende på hende. Til hendes lettelse, var ansigtet med kød på. Det var en mand i slutningen af sine tres år, med rynker tilfældigt delt over hans pande, mens et skæg dækkede hele han kæbe, hans øjne var mørke, som havde pupillen udvidet sig til det maximale. Liv sank lydløst da hun bemærkede det hårde blik i den ældre mands øjne. Men lettelsen over at manden var af kød og blod, gjorde hende roligere og modigere. Forsigtigt kravlede hun videre på den lange kutte, til hun kun var fem meter fra ham.

Liv vidste ikke rigtig hvad hun så skulle lave, hun var ikke længere så bange, som var et tykt tæppe af beroligelse lagt over hende. Hun prøvede at huske sin familie, og snart stod deres ansigter tågede i hendes erindring, men lysten til at se dem for sig, var som en svag gnist. Ligegyldighed over at hun ikke var hos dem, kunne næsten tages på, alt hun følte for var at svæve, med den ukendte mand, som guide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...