Ude (Novelle)

'Mine hænder svedte da jeg vågnede. En smerte jog gennem mit hoved, da jeg prøvede at løfte det. Jeg kunne ikke samle mine tanker, og der lå et mørkt tæppe over min hukommelse. Jeg lå på noget fugtigt og blødt, og her lugtede af jord. Kunne det være mos?

Mit syn var sløret da jeg åbnede øjnene, men efter at have blinket et par gange, kom der klarhed. Rummet jeg var i, var dunkelt og det eneste lys, kom fra en lille olielampe ovre på et slidt, skævbenet bord. '

2Likes
5Kommentarer
5054Visninger
AA

8. Skoven

 

Jeg gik først, men begyndte så at løbe. Dårlige minder fra hytten trængte sig på. Minder om at vågne op uden at huske noget. Opdagelsen om at være smurt ind i sit eget blod. Følelsen af at være spærret inde mod min egen vilje. Men så kom jeg til at tænke på den lille pige. Hun kunne huske alt, havde set alt, og havde også selv følt det. Hun havde ikke andre end mig, fra at beskytte sig mod personen der holdte os inde. Dårlig samvittighed skyllede ind over mig, og jeg fik det dårligt. Ikke kun psykisk, men også fysisk. Min mave snurrede rundt, men jeg holdte det i mig. Hun havde fået muligheden at komme med, men afslog.

 

Jeg startede med at gå igen, men endnu en gang, kom den dårlige samvittighed. Hun var jo lammet af frygt, hun havde oplevet at flygte før, men det havde mislykket hver gang.  Hvorfor skulle hun tro det var anderledes nu? Jeg kunne ikke holde mig selv ud, og vendte hurtigt om. Jeg løb tilbage så hurtigt jeg kunne. Jeg kunne ikke klare tanken om at hun var alene, mens han måske var der. Jeg vred foden på den kolde skovbund, men blev ved med at løbe. Jeg nåede inden længe hullet, og denne gang var jeg heldig. Der var kun den lille pige, der sad og græd i lænestolen. Jeg løb over til hende, krammede hende til jeg næsten ikke kunne mere, mens jeg igen gav mine tårer frit løb. ”Undskyld. Undskyld, jeg forlader dig aldrig igen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...