Ude (Novelle)

'Mine hænder svedte da jeg vågnede. En smerte jog gennem mit hoved, da jeg prøvede at løfte det. Jeg kunne ikke samle mine tanker, og der lå et mørkt tæppe over min hukommelse. Jeg lå på noget fugtigt og blødt, og her lugtede af jord. Kunne det være mos?

Mit syn var sløret da jeg åbnede øjnene, men efter at have blinket et par gange, kom der klarhed. Rummet jeg var i, var dunkelt og det eneste lys, kom fra en lille olielampe ovre på et slidt, skævbenet bord. '

2Likes
5Kommentarer
5018Visninger
AA

7. Sidste chance for frihed

 

Jeg kikkede forvirret på hende. ”Vil du ikke ud fra dette fangested? Dette er vores mulighed for at komme ud,” sagde jeg, forvirret over hendes nægtelse mod friheden. ”Det kommer bare til at gå ligesom de sidste gange, vi forsøgte,” svarede den lille pige, som nu sagde mere, end hun havde gjort hele aftenen. Jeg spurgte hende om vi havde forsøgt andre gange, og hun nikkede stille med hovedet. Dette har sikkert noget at gøre med min manglende hukommelse, tænkte jeg. Denne lille pige, kendte mig, vidste vi havde gjort dette før, og åbenbart havde fejlet. Jeg begyndte at blive frustreret igen.

 

Hele aftenen, det pigen fortalte, og at en person havde spærret os inde, begyndte at trænge ind på mig. I stedet for at bryde ud i gråd, blev jeg denne gang rasende. Hvem end denne person var, havde han gjort os ondt, og havde gang på gang, fået os tilbage til dette rædselsvækkende sted.

 

”Denne gang bliver den sidste gang vi flygter,” svarede jeg rasende, rakte ud efter den lille pige, og begyndte at trække med hende, men hun satte fødderne i gulvet, slog og bed mig. Jeg stoppede op, og vendte mig om. ”Jeg går nu, og hvis du ikke vil med, kan du blive her,” sagde jeg til hende. Jeg havde sagt det for hårdt, da der kom tårer i den lille piges øjne. Jeg bukkede mig ned, holdte om hende, og vuggede hende stille fra side til side. Jeg sagde stille, ”Hør, jeg har tænkt mig at gå nu, da dette muligvis er min eneste chance for at komme væk herfra. Om du vil med, bestemmer du selv.” Jeg slap hende, rejste mig op igen, og gik over mod hullet. Jeg bukkede mig ned for at begynde at kravle igennem, og kikkede en sidste gang over på hende, med et spørgende blik. Men hun stod stift, og viftede på hovedet. Jeg nikkede, kravlede igennem, og kunne ikke lade være med at tænke på hvad der nu skulle ske med hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...