Ude (Novelle)

'Mine hænder svedte da jeg vågnede. En smerte jog gennem mit hoved, da jeg prøvede at løfte det. Jeg kunne ikke samle mine tanker, og der lå et mørkt tæppe over min hukommelse. Jeg lå på noget fugtigt og blødt, og her lugtede af jord. Kunne det være mos?

Mit syn var sløret da jeg åbnede øjnene, men efter at have blinket et par gange, kom der klarhed. Rummet jeg var i, var dunkelt og det eneste lys, kom fra en lille olielampe ovre på et slidt, skævbenet bord. '

2Likes
5Kommentarer
5126Visninger
AA

5. At prøve at komme ud

 

Jeg trak sækken tættere om mig, og selv om det ikke gav varme, holdte den det meste af kulden ude. De tilsmudsede vinduer skjulte meget lys, og jeg kunne derfor ikke rigtig bedømme hvad tid på aftenen det var. Jeg fandt dog et lille vindue der ikke var dækket, eller for snavset. Jeg tørrede resten af snavset væk med sækken, og kunne nu se ud til en masse træer. Jeg skulle lige til at tro, at vi var i en skov, da jeg så et lys længere henne. Det kunne ikke passe. Var det røde virkelig fra en gammel telefonboks?

 

I skæret fra telefonboksen, så jeg en haltende skikkelse. Måske en hund? Byen var altså ikke langt væk. Jeg gik tilbage fra vinduet, og spejdede efter en dør. Noget der lignede en grim udskæring i væggen, viste sig at være en dør. Et lille stykke ranglet træ, gættede jeg på var håndtag. Selv om jeg regnede med at døren var låst, håbede jeg alligevel på det bedste. Desværre havde jeg ret, døren var låst.

 

Igen kom følelsen af panik krybende langs ryggen, og jeg prøve at kaste mig ind i døren, men det var noget der blokerede fra ydersiden. At sparke på døren hjalp heller ikke, døren var desværre mere standhaftig end resten af hytten. Men det er der sikkert også en meget god grund, tænkte jeg. Hvem end der holdte os spærret inde her, ville ikke have vi kunne komme ud, og indtil videre havde han held med det. Jeg opgav til sidst døren, og kikkede igen på vinduerne. Ved det nærmeste vindue rev jeg det skyggende pap ned, men opdagede at mit uheld ikke stoppede her.

 

Vinduerne var i gammeldagsstil, så alle ruder var små og adskilt med jernstænger der gik på kryds. Jeg tog noget sækkestof om hånden, og slog to ruder ud, så jeg kunne gribe fat i en af jernstængerne. Men lige meget hvor hårdt jeg ruskede, rykkede de sig ikke en millimeter. Jeg begyndte at blive fortvivlet, og slog hårdt imod væggen bare i frustration. Da jeg begyndte at få ondt i hånden af det, rev jeg let i mit hår, og sank langsomt nedad væggen mod gulvet. Mine skuldre rystede, og endnu en gang viste mine tårer sig, som små saltvands søer på det beskidte gulv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...