STALKER

Førstehåndsindtryk er vigtigere end de fleste går rundt og tror. Alligevel kan det virke som en maske, når man udgiver sig for at være mere åben end man er er, mere pålidelig end man kan kalde sig selv. Men hvad så hvis man siden barndommen har haft denne maske på? Hvad hvis den nærmest er groet fast på ens sande ansigt?

17-årige Takaya Ren, den perfekte mønsterelev, den charmerende og yderst venlige fyr, som aller sætter sin lid til.

Hvad gemmer sig mon bag det perfekte smil?

"Mit navn er Ayumi. Jeg skal nok knække dig."




20Likes
15Kommentarer
2097Visninger
AA

6. Tid

"Der er bare noget over ham, som jeg ikke bryder mig om. Det er så - så falsk. Det smil. Takaya Rens smil."

 

Min søster, Mika, og jeg fulgtes hjem fra skole, nu når vi alligevel gik på samme skole. Hun var dog et år yngre end mig, selv om det nu ikke var helt så tydeligt, da hun gjorde mere ud af sig selv. Hun var nok mere, hvad kan man sige? Modebevidst. Pænere måske. Jeg var ligeglad.

 

Jeg stoppede op og vendte mig om, for at kigge efter min søster, som dog slet ikke kommenterede på det jeg sagde, om ham den venlige fyr, som alle så op til. Også min søster. Helt sikkert. Dog så hun slet ikke ud til at lytte til det, jeg havde at sige. Hendes blik befandt sig et andet sted. Et sted ude i den blå luft. Et sted mellem marken, som var dækket af de rødeste valmuer. Solen varmede himlen med en dæmpende orange farve, som gjorde scenariet endnu mere romantisk at se på.

 

Tiden gik, med hvert skridt vi gik. Der var stille. Jeg opgav at vinde hendes ikkeeksisterende opmærksomhed. I stedet lød jeg mine tanker løbe frit igennem mit sind. Lige nu havde jeg tid. Tid nok til bare at tænke alt igennem. Tid til at løse de knuder, som med tiden havde ophobet sig lidt efter lidt.

 

I virkeligeheden ville jeg gerne være mere ligesom min søster. Jeg ville også ... jeg ville også snakke. Snakke med de andre. Jeg ville også grine sammen med dem. Have det sjovt med andre og ikke kun Shinichi. Han havde også andre venner end mig. Han var kommet videre.

 

Hvordan føles det at være tryg andre steder end derhjemme? Kan man stole på folk. Kan man stole på, at det de siger er sandt? Men hvem er de personer så? Når folk kiggede på mig, hvad tænkte de så på? Selv om jeg ville gøre alt for at finde ud af, hvad folk tænkte om mig, havde jeg heller ikke lyst til at vide det. Jeg var vel ikke modig nok til at høre det. Derfor lukkede jeg af. De kendte mig ikke. De vidste ikke noget om mig. Men jeg vidste noget om dem. Gennem den person, havde jeg lært ting om menneskene omkring mig. På en måde havde han skabt et bånd mellem mig og dem. Et bånd som de dog ikke vidste fandtes, men for mig var det det eneste bånd ud. 

 

Jeg ville gerne vide, hvem den person var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...