STALKER

Førstehåndsindtryk er vigtigere end de fleste går rundt og tror. Alligevel kan det virke som en maske, når man udgiver sig for at være mere åben end man er er, mere pålidelig end man kan kalde sig selv. Men hvad så hvis man siden barndommen har haft denne maske på? Hvad hvis den nærmest er groet fast på ens sande ansigt?

17-årige Takaya Ren, den perfekte mønsterelev, den charmerende og yderst venlige fyr, som aller sætter sin lid til.

Hvad gemmer sig mon bag det perfekte smil?

"Mit navn er Ayumi. Jeg skal nok knække dig."




20Likes
15Kommentarer
2103Visninger
AA

5. Taknemmelighed

"Ayu-chan! Skal du ikke have noget at spise?"

 

Den blideste stemme bag mig løsrev mig fra mit net af tanker. Jeg vendte mig om, for at bekræfte at stemmens ejer, var ham, som jeg vidste, at det var. Shinichi. Vi havde været venner lige siden børnehaven. Jeg husker stadig første dag, vi legede sammen. 

 

De var altid bange for mig. De andre børn. Mit hårde blik, og mit kyniske væsen. Fra da jeg lærte at gå, fra da jeg lærte at tale ord, havde jeg altid været meget, hvad skal man sige? Min søster var en springende blomst i regnbuens farver i forhold til mig. Jeg havde altid kunnet lide at læse. Begrave mig dybt ned mellem de spændende, romantiske eller sorgfulde ord, som bøgernes verden tilbød mig. Jeg tror aldrig, jeg var interesseret i de andre børn. Selvom der måske, måske en enkel gang, bare i et øjeblik jeg husker, hvor jeg følte mig alene. En enkel gang.

 

Shinichi, startede i børnehaven, på en smuk forårsdag. Han var den yngste i sin familie, og der var mange års forskel mellem ham og hans ældre søskende. Hans hår var sort og skinnede i solen. Hans hvide hud, og store nøddebrune øjne, som var dækket af de langeste øjenvipper. Fra da jeg var lille af nød jeg at observere de andre børn helt fra top til tå. Shinichi, var så lille i forhold til os andre. Han var svag, og helt sikkert et vindende tudefjæs. 

 

Man skulle tro at børn var uskyldige ikke? Man skulle tro, at børn jo kun var børn. At de befandt sig i en verden med sjov og opdagelse. En verden af glæde. Men børn kunne være onde. Ondskabsfulde. Især mod dem, som faktisk rent ud sagt var uskyldige, svage som levede i denne 'børneverden', som Shinichi levede i. 

 

Men på den måde mødtes vi så. Grundet vores væremåde, som ikke var, som de andre havde beskrevet under definitionen: normal, opstod der et bånd mellem os. Mig, som de andre børn  mente var uhyggelig, en man skulle holde sig fra, og Shinichi, som var en tøsedreng, man skulle gøre livet surt for. 

 

Børn kan virkelig være onde. 

 

"Ayu-chan?"

 

Shinichi lød sit nysgerrige blik falde på mig, mens hans undrende tone prøvede at fange min opmærksomhed. Hans ansigtstræk gemte stadig et glimt af den lille dreng, som blev drillet af de andre børn, men han var vokset. Dog skjulte hans skinnende hår stadig en del af hans delikate ansigt.

 

"Jo, altså. Din mor har altid været så god til madlavning. Jeg har forresten lagt din madkasse tilbage i din taske."

 

Et lille smil fandt sin vej frem til min mundvige, og mit blik blev kun endnu mere lykkeligt, da jeg så udtrykket i Shinichis overrasket, men også skeptiske øjne. 

 

"Jamen det skal jeg da nok sige videre til hende. Derfor jeg ikke kunne finde min mad! Arg giv mig din mad så, Ayu!"

 

Shinichi hev let i mig, mens jeg grinede lavmælt. Gad vide hvad jeg havde gjort, hvis ikke Shinichi var ved min side. Dog gik han i en anden klasse, men bare jeg vidste, at han var der, så blev min verden alligevel en smule bedre. Han var i min såkaldte 'bobel', jeg var ligeglad med de andre elever. De andre elever, så falske og dømmende. Med deres vandrende blikke. 

 

Med et sæt blev døren til klasseværelset smækket hårdt i, da en grædende tøs fra min klasse løb hen for at finde trøst hos hendes veninder. Der var sket noget.

 

"Miyu-chan, er du okay? Det skal nok gå."

 

Totalt kliché. Det første man siger til sin grædende veninde. Hendes øjne var helt hævede. Et allergisk anfald. Amaya Miyu? Jeg havde stødt på det navn før. I notesbogen. Jeg huskede et par sætninger, som der stod skrevet om denne Amaya Miyu.

 

'Total stræber. hårdtarbejdende. Naiv-type. Er meget allergisk over for nødder.

 

Nødder? Nå, så det var derfor hun stod der og lignede en rigtig asiater. Hendes øjne lignede to streger. Høfeber sikkert.

 

"Åh gud, jeg kan slet ikke se noget. Det var så pinligt. Jeg gik sultent rundt på gangen, og så jeg stødte på Takaya-kun, som spurgte om jeg ville have en muffin. Ej, så spurgte jeg så *snøft* om der var nødder i, han sagde, at det var der ikke, men lige pludselig mens jeg stod og snakkede med ham, begyndte mine øjne af klø helt vildt! *Snøft* og så - og så ja...jeg ligner et misfoster. Men fordi han var så sød, fulgte han mig hen til skolesygeplejerske, men de havde ikke nogen høfeberpiller. Jeg fatter ikke, jeg spildte sådan en chance med Takaya-kun ... *snøft*"

 

Og således gik det til for Amaya Miyu. Hendes veninder prøvede virkelig at trøste hende, men på den anden side, tænkte de, at så fik hun heller ikke for meget alenetid med Takaya-kun. Skolens prins. Nærmere helgen ... 

 

Shinichi vendte sig mod mig, da jeg pludselig trak min stol tilbage, rejste mig, for at hente noget min taske. 

 

Amaya Miyu vendte sit tårefyldte ansigt mod mig, da jeg lagde en hånd på hendes skulder. De andre piger stirrede også på mig, mens de undrede sig over, hvad jeg dog ville. Om jeg ville være ondskabsfuld og står og grine af deres venindes fjæs, eller jeg bare var nysgerrig og fik lyst til at se hvordan to streger i stedet for øjne så ud på det stakkels pigebarns ansigt.

 

"Her. Tag dem."

 

Jeg kiggede ikke i et sekund på hendes ansigt, da jeg hurtigt gav hende nogle piller. Jeg vidste hvordan det var. Jeg havde også allergi. Og i forhold til visse andre var jeg altid godt forberedt. Amaya-san kiggede forundret op på mig. (så det i hvert ud til.) Hendes læber frembragte et lille smil.

 

"T-tak. Det er ... Arai Ayumi-san, ikke?"

 

Taknemmelighed. En af de ting, som folk tit glemte, fordi de altid tænkte på dem selv. Fordi de så havde opnået det, de gerne ville, og så var der derfor ikke mere til det. Nogle mennesker ville ikke kunne gå videre, uden et tak til gengæld for den gode gerning, de havde gjort. Nogle mennesker gjorde kun den ene gode gerning, for bare at få det godt med sig selv. For at vide, at man har gjort noget godt for et andet menneske. Man havde gjort en ting, som ikke var egoistisk. I sidste ende tænkte de alligevel på dem selv.

 

Klangen af Amaya-sans stemme udstrålte taknemmelighed, fordi nu fandt hun svaret til sine bønner. Fordi nu ville hendes øjne snart blive normale igen, og når de var blevet det, ville hun ikke have noget med mig at gøre. Var det ikke sådan det var?

 

På ingen måde hjalp, jeg hende, fordi jeg som menneske, havde brug for at gøre en god gerning. På ingen måde ville jeg have et 'tak' til gengæld. Den eneste grund til, at jeg overhovedet gad at løfte en finger for at hjælpe min såkaldte skolekammerat var af fordi, jeg selv vidste hvordan det var. I det øjeblik følte jeg, at jeg var i samme båd som hende.

 

"Jo. Det er det"

 

Shinichi smilede til mig, da jeg overraskede ham med at hive ham ud af klasseværelset, i en temmelig høj fart. Det var en ualmindelig varm dag i dag, så de fleste elever var gået uden for. Det var tæt på, at man kunne kalde gangen tom. Vi stod begge lænende op ad væggen lige uden for klasseværelset. Jeg vendte mit blik væk fra Shinichi, og tog mine hænder op til mine kinder.

 

Selvom jeg prøvede at kæmpe imod, formåede han at vende han mit blik mod ham, så han kunne se mit ansigtsudtryk.

 

"Ayu-chan! Du rødmer helt!"

 

Shinichis drillende stemme, fik mig til at gå væk fra ham. Dog greb han fat i min hånd.

 

"Du troede ikke, at hun vidste hvad du hed vel?"

 

Jeg kiggede ned på det hårde gulv. Shinichis lød modent. Det var en dyb stemme, der havde erstattede hans ellers lidt lysere stemme. Jeg nægtede at kigge min barndomsven i øjnene.

 

"Du. Ayumi. Giv folk en chance? Det er ikke alle, der er som ... Ayu-chan, det er ikke alle der er så dømmende. Vil du ikke nok prøve at åbne dig lidt? Jeg er sikker på at alle i din klasse vil synes godt om den Ayu-chan, som jeg altid har kendt. Den venlige og flinke, Ayumi."

 

En sitrende følelse strømmede gennem min krop. Minderne. Jeg sank alt i mig. Gemte det i en kasse i mit indre, en kasse som jeg først ville åbne igen, når jeg er helt alene. 

 

Jeg vendte mig om, og først nu så jeg Shinichi i øjnene. Han var vokset. Blevet lidt højere. Det lagde jeg først mærke til nu. Jeg var ved at åbne mine læber, for at lukke nogle ærlige ord ud, men så gik han pludselig forbi. Takaya Ren. Med det sædvanlige smil plantet på læberne.

 

"Ah! Hej Arai-san. Jeg hører du gav Miyu-chan nogle allergipiller. Det var virkelig sødt af dig. Jeg vidste ikke, du også havde allergi. Men så ses vi i morgen. Arai-san"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...