STALKER

Førstehåndsindtryk er vigtigere end de fleste går rundt og tror. Alligevel kan det virke som en maske, når man udgiver sig for at være mere åben end man er er, mere pålidelig end man kan kalde sig selv. Men hvad så hvis man siden barndommen har haft denne maske på? Hvad hvis den nærmest er groet fast på ens sande ansigt?

17-årige Takaya Ren, den perfekte mønsterelev, den charmerende og yderst venlige fyr, som aller sætter sin lid til.

Hvad gemmer sig mon bag det perfekte smil?

"Mit navn er Ayumi. Jeg skal nok knække dig."




20Likes
15Kommentarer
2092Visninger
AA

8. Start på ugen

Jeg vågnede ikke af mig selv. Denne søndag skulle forestille at være en dejlig solskinsdag, hvor jeg endelig kunne få lov at slappe af og sove længe. Men nej. Hvad skete der lige for, at min hovedpude vibrerede kl. 6 om morgenen? Hvorfor? 

 

Mine øjne var knap nok halvåbne, da jeg så et lille blinkende ikon på min mobil. Ny besked? Kl. 6 om morgenen? På en søndag? Ren hygge.

Dog nåede jeg ikke engang at klage over noget som helst, før det faldt mig ind, hvem der havde skrevet til mig så tidligt på dagen. 

 

"Jeg ved, hvem du er."

 

Jeg stivnede i et kort øjeblik, og genlæste beskeden engang til. Og igen. 

Hold da kæft. Jeg smed mobilen fra mig, og lod min dyne spise mig. Hvorfor var jeg så ... bange? Nervøs? Det var jo ikke, fordi han var en morder, som kunne dukke op når som helst og stikke mig ned med en hobbykniv? 

 

Og dog.

 

Lige så stille begyndte jeg at fortryde, at jeg i fredags besluttede mig for at være lidt sej, og efterlade en besked til ham i hans egen notesbog, hvor han gemte vigtige informationer om alle mulige elever og lærer fra skolen. I den ene simple notesbog, stod der skrevet hvordan man charmerende sig ind til de forskellige personers hjerter, hvordan man afpressede dem, og hvordan man kunne manipulere dem, og få dem til at gøre ting ubevidst. 

 

Det var jo ikke slemt, var det? At der står skrevet nogen skræmmende ting om én selv, man knap nok ved, i en eller anden mystisk notesbog uden at man ved det...eller altså, det er jo fedt nok, hvis man ikke havde nogen anelse om, at sådan en bog eksisterede. Men hvad så hvis man vidste det? At en eller anden tilfældig elev på skolen, kendte en, vidste ting om én, som de fleste andre ikke vidste? At der var nogen, der fulgte én, som en skygge ved hvert hjørne? Hvert eneste skridt. Det kunne være hvem som helst, Ayumi, og du er nødt til at finde ud af, hvem det er.

 

Trods den klamme tanke om, at jeg fra nu af, ville blive stalket, skræmte mig en del og fik mine håndflader til at svede under skrivebordet. Det var igen blevet mandag, og jeg vidste ikke, hvad hans næste skridt var. Havde jeg snakket med ham, havde han snakket til mig? Havde jeg set ham i mængden før, for han måtte uden tvivl have fået øje på mig. Var bogen stadig der, hvor den plejede at være, eller havde han taget den og gemt den væk for, at jeg ikke skulle gennemskue ham. Finde ud af hans identitet, afsløre ham. 

 

"Arai-san? Er det okay jeg sætter mig her?"

 

Jeg overdrev måske en smule, da jeg nærmest væltede om på stolen af skræk.

 

"J-jo det må du da gerne. Øh Amaya-san." 

 

Det er så underligt. Den følelse man får, når man gør noget første gang. Det at sidde sammen med en 'veninde' og spise frokost, det var en helt ny ting. Desuden fik det mig også lidt væk fra mine tanker. Amaya-san virkede også lidt nervøs.

 

"Nå, Arai-san, jeg har altid undret mig over, om dig og Shinichi kendte hinanden før gymnasiet? I virker sådan...meget tætte, og du opfører dig sådan mere, hvad skal man sige? Mere åben, når du er sammen med ham. Det er som om, du er mere dig selv. Ah! Undskyld, hvis jeg trænger mig på, jeg ved godt, at vi ikke rigtig kender hinanden så godt, men jeg ved da, hvem du er!" 

 

Wow. Jeg rynkede på næsen i et halvt sekund, men skyndte mig at ændre ansigtsudtryk, da det nok gav de forkerte signaler. Hvert fald var det lige noget af en mundfuld at skulle svare på, Amaya-san virkede lidt som om, hun altid gerne ville spørge mig om præcis de her ting. Men hvorfor? Hvorfor ville hun gerne vide sådan nogle private ting om mig? Vi kendte knap nok hinanden, og det meste jeg vidste om hende var fra notesbogen, men - 

 

Pludselig fik jeg en meget dårlig fornemmelse. Af hvilke årsager skulle en pige som Amaya-san sætte sig ved mit bord for at sludre? Hvorfor ville hun gøre sådan noget? '...men jeg ved da, hvem du er' havde hun sagt.....

 

*Jeg ved, hvem du er.*

 

Jeg mærkede en kold fornemmelse løbe ned af ryggen på mig. Hvorfor lød den sætning så....bekendt? Jeg mener, alle kunne jo sige noget lignende, men jeg kunne bare ikke lade være. På den anden side fandtes der allerede en side om Amaya-san, og det ville da være hysterisk dumt at skrive en side om sig selv eller....ville det? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...