STALKER

Førstehåndsindtryk er vigtigere end de fleste går rundt og tror. Alligevel kan det virke som en maske, når man udgiver sig for at være mere åben end man er er, mere pålidelig end man kan kalde sig selv. Men hvad så hvis man siden barndommen har haft denne maske på? Hvad hvis den nærmest er groet fast på ens sande ansigt?

17-årige Takaya Ren, den perfekte mønsterelev, den charmerende og yderst venlige fyr, som aller sætter sin lid til.

Hvad gemmer sig mon bag det perfekte smil?

"Mit navn er Ayumi. Jeg skal nok knække dig."




20Likes
15Kommentarer
2104Visninger
AA

2. Sødt

Skridt efter skridt bevægede jeg mig gennem mængden af larmende elever. Folk stod rundt omkring på den smalle gang, som om der overhovedet ikke ville blive proppet. Som om andre travle folk som mig uden besvær kunne komme forbi.

Gentagende gange gik folk 'ubevidst' ind i mig, og det var slet ikke irriterende. Slet ikke.

Der skulle mere til før jeg forlangte en undskyldning eller ligende, tænkte jeg til mig selv igen og igen, mens irriterende fodboldidioter hoppede rundt for næsen af mig. Jeg svor, at hvis jeg, hvis jeg dog bare lige kunne trylle en nål frem, ville have punkteret den forbandede fodbold.

 

På trods af det måtte jeg dog indrømme, at jeg aldrig havde været en opmærksomhedsvækkende person i forhold til de andre piger i min klasse, som blot ville nyde at blive badet i hvad som helst under ordet opmærksomhed. Listen med ting og ord, som jeg kunne tolerere var ganske lang, men i sidste ende kunne jeg ikke holde irritationen inde. Men det var også kun fordi jeg hvert fald ikke kunne holde masken, hvis nogen fysisk ramte mit ansigt med deres albue.

 

"Ok. Tak. Din albue klæder virkelig mit fjæs. Nå. Må jeg komme forbi?"

min skærende stemme formerede sig til en borede pil, og med sin giftige spids ramte den eleven, der havde valgt at slå sin albue ind i mit ansigt. Min ikke så blide og højlydte stemme rettede sig mod den uskyldige fyr, som med sin elegante holdning vendte sig om mod mig. Han smilede undskyldende før han kastede sine mørke øjne mod mine.

 

Folk kiggede. De vidste nok, hvem han var. De var allerede på hans side, også selvom diskussionen slet ikke var begyndt endnu. Også selvom de ikke havde set hvem der fik en hård albue i hoved. En spids en. Jeg hadede det virkelig. Opmærksomhed. Især når det er negativ opmærksomhed. Hvorfor stirrede folk sådan? Hvorfor passede de ikke bare dem selv? Jeg gøs over alle de tanker som folk måske havde om mig, mens deres blik hang over den hidsige og højlydte pige, som lige pludseig havde lyst til at ruinere den positive stemning.

Måske overdrev jeg, måske var det bare noget min hjerne bildte mig ind, alligevel overdrev jeg ikke med min reaktion, da han pludselig kom med sin undskyldning.

 

"Undskyld. Er du okay?"

 

Klangen af den blide og yderst hjertevarmende stemme smeltede hjerter. Bogstaveligt talt. Ih hvor var han dog sød og bekymret. Det synes de, at han var. Mit hjerte var dog alligevel ikke nær smeltet. Selv efter han let placerede sin bekymrende hånd på min pande bare for at virke endnu mere venlig, end han ikke var. Sødt.

 

Desværre virker det smil ikke på mig, søde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...