STALKER

Førstehåndsindtryk er vigtigere end de fleste går rundt og tror. Alligevel kan det virke som en maske, når man udgiver sig for at være mere åben end man er er, mere pålidelig end man kan kalde sig selv. Men hvad så hvis man siden barndommen har haft denne maske på? Hvad hvis den nærmest er groet fast på ens sande ansigt?

17-årige Takaya Ren, den perfekte mønsterelev, den charmerende og yderst venlige fyr, som aller sætter sin lid til.

Hvad gemmer sig mon bag det perfekte smil?

"Mit navn er Ayumi. Jeg skal nok knække dig."




20Likes
15Kommentarer
2100Visninger
AA

7. Opdatering

"Arai-san!" 

En vinkende pige løb hen mod med med drastiske skridt, og fra det punkt hvor jeg stod, vidste jeg allerede hvem det var.

 

"Arai-san! Øh. Jeg ville bare gerne sige tusind tak. Min allergi er virkelig slem, så tja, jeg vil bare gerne takke dig endnu engang. Forresten hedder jeg Miyu. Amaya Miyu!"

 

Hun smilede, og gemte sine hænder bag ryggen. Jeg vidste godt, hvad hun hed. 

 

"M-men du må gerne kalde mig, Miyu! Er det i orden, at jeg kalder dig øh Ayumi så?"

 

Godt nok var jeg kun på fornavn med Shinichi, og det var der jo en ret så god grund til. Vi havde kendt hinanden siden børnehaven. Dog var det nu første gang, nogen tilbød mig at kalde dem for deres fornavne og modsat.

Det var noget helt andet. Det at være på fornavne med hinanden. Når 'fremmede' kaldte på mig, var det som om, de kaldte på mit ydre. Mit ansvar. Altså mit grundlæggende væsen. Men når Shinichi kom med sit:"Ayumi-chan" kaldte han på mig. Min sjæl. Han kaldte på den "mig" som var uden barrikader, den mig som var uden skjold. Mit svage jeg. Min svaghed. 

 

"Jeg har det ikke så godt med fornavne."

Jeg rødmede svagt. Det var jeg sikker på, at jeg gjorde. 

 

"Det er okay. Jeg er egentlig heller ikke så god til fornavne! Men vi ses, Arai-san!"

 

Amaya-san tog det helt fint, smilede og løb tilbage til sine veninder, som stod og ventede på hende. Mon ikke det ville være nemt at leve et liv som hendes? Omringet af venner, omringet af varme. Præcis som der stod skrevet i notesbogen.

 

En klam følelse steg langsomt gennem min sitrende krop. Jeg lod mærke til hvordan den begyndte at småstikke et punkt på min ryg. Jeg hørte skridt. Åndedrag. Der var helt stille på gangen. Men pludselig var den væk igen.

 

Nogen havde kigget på mig. Jeg var helt sikker.

 

Før klokken ville slå tolv, og tvinge mig til at vende tilbage til klasseværelset, sneg jeg mig ubevidst tilbage til biblioteket. Dog mere diskret end jeg plejede. Der var noget over dagen i dag, som fik mig til at føle mig mere usikker end normalt. Nogen havde simpelthen kastet en skygge over mig. Jeg undrede mig over, om det måske var ham. Tanken fik min krop til at sitre uvilligt.

 

Ingen opdateringer. 

 

Næste dag.

 

ingen opdateringer.

ingen opdateringer.

ingen opdateringer.

 

Der var intet. Jeg vendte tilbage hver dag for at tjekke, men der var intet. Derfor gjorde jeg noget, jeg aldrig skulle have gjort.

Jeg besluttede mig for at skrive en besked.

 

Til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...