STALKER

Førstehåndsindtryk er vigtigere end de fleste går rundt og tror. Alligevel kan det virke som en maske, når man udgiver sig for at være mere åben end man er er, mere pålidelig end man kan kalde sig selv. Men hvad så hvis man siden barndommen har haft denne maske på? Hvad hvis den nærmest er groet fast på ens sande ansigt?

17-årige Takaya Ren, den perfekte mønsterelev, den charmerende og yderst venlige fyr, som aller sætter sin lid til.

Hvad gemmer sig mon bag det perfekte smil?

"Mit navn er Ayumi. Jeg skal nok knække dig."




20Likes
15Kommentarer
2178Visninger
AA

3. Et hjerte

"Undskyldning accepteret. Bare lad mig komme forbi." 

 

Jeg smilede. Virkelig meget. Et kæmpe 'fake smile' lod jeg mig selv klaske lige i hovedet på ham, mens alle de andre så på. Mens de andre så hvor ubehøvlet denne her tilfældige pige var. Lige nu betød det ikke så meget.

 

Gad vide hvordan han ville reagere? Gad vide om han endelig ville smide masken, og møde mit blik med fjendtlighed i stedet for det venlige og imødekommende ansigtsudtryk. Det måtte han gøre. Det måtte han kunne han give mig til gengæld for min ironiske og snerrende stemme. Alle mulige tanker løb hoppende rundt i mit analyserende hoved. Jeg anstrengte mig for at læse ham. Dog blev jeg ret så skuffet.

 

Han var jo nok også noget af det mest uetiske menneske, jeg nogensinde havde mødt.

 

"Tak! Jo, selvfølgelig vil jeg da det. Ayumi-san ikke sandt?"

 

Han kradsede sødt sit halvlange sorte hår, og gjorde plads for mig og mit dårlige humør. Jeg skimtede hans hvide tænder, da han bevidst smilede til mig. Igen. De andre elever hviskede rundt til hinanden om hvor betænksom og flink han var, over for sådan en negativ elev som jeg. De beundrede hans tålmodighed, han måde at behandle irriterende typer som mig på. De synes, han var et godt eksempel.

 

Jeg vidste, hvad de tænkte, men dog havde jeg under ingen omstændigheder planer om at gengælde hans venlighed. Hvad skulle jeg bruge den til? Jeg drejede skarpt på hælen, sendte ham et hurtigt håbløst blik, sukkede, og så forlod jeg så den fyldte gang af snakkende elever. Uden at se mig tilbage. Jeg hadede det virkelig.

 

Definationen: gammel, ville være en total underdrivelse, hvis man skulle beskrive vores hylder af edderkoppespind og krøllede papirer på væltefærdige reoler, som eftersigende skulle forestille at være et bibliotek. Ærlig talt lugtede her virkelig som i 1800-tallet, og det der så var herinde lignede virkelig også noget fra den tid. Hvis ikke der havde været en hylde med total moderne bøger, kunne nogen sagtens have bildt mig ind, at jeg på en eller anden besynderlig måde måtte have begivet mig ind i en tidsmaskine.

 

Trods al det ikke-så-moderne var der dog alligevel noget over al støvet og den tunge atmosfære her i dette ældgamle rum, som fik mig til at vende tilbage igen og igen hvert frikvarter. Der var en særdeles unik genstand udover alle de andre støvede genstande, som siden starten af skoleåret havde grebet fat om min fulde opmærksomhed, for derefter at 'tvinge' mig til at vende tilbage.

 

En bog. 

 

Overraskende nok.

 

Bag ved de bagerste træreoler havde jeg fundet denne total simple notesbog. Den lignede en hver anden notesbog, helt sort, med sådan nogle røde "trekanter" ude ved hjørnerne. Ganske simpel. For simpel. Hvert fald i forhold til det indhold som lå gemt mellem de stregede sider.

 

Jeg havde læst den. Fra første bogstav til det sidste. Nærlæst den uden at lade en eneste 'dråbe' gå til spilde. Saftigt. 

 

En elev her på denne skole var ejeren af denne total syge notesbog. En elev blandt alle de andre 100 elever på den forfærdelig simple skole, 'drev' denne notesbog. En hel normal person. Måske ukendt, ubemærket eller måske det modsatte. En elev som havde gået på den samme gang, som os andre havde købt denne tilfældige notesbog, i en hvilken som helst ganske almindelig butik.

 

Analyser. Helt igennem fantastiske analyser af hver enkelte levende sjæl i denne bygning som vedkommende fandt bekendt. Der stod alt hvad den ukendte 'forfatter' vidste om de forskellige personer. Deres hemmeligheder, svagheder, egenskaber. Der stod hvordan man kunne manipulere dem, hvordan man kunne komme helt ind til huden på dem. Alle de mest detaljeret detaljer om hver personlighed. 

 

Skræmmende nok var selv min 1 år yngre søsters navn skrevet ned på den sidst opdaterede side med en del af hendes personlige detaljer. 

 

Mika Arai, 1.g: 

Har en forkærlighed for søde sager, elsker romantiske noveller.

Hun lader som om hun er bange for mørke, for at trække opmærksomhed. Bare følg hende. (Hold om  håndled. Frygter kontakt med andres fingre.)

Klarer sig skidt i skolen. (opmuntre)

Samtale: (Følg hende, spørg ind.) Kan godt lide at snakke om sig selv. (Kommenter.)

Alt i alt: Ganske almindelig. Lidt klistrende. Nem type.

♥ = ✓ (d. 9 maj 2012, skoleporten.)

ekstra: Hun har en søster på skolen (hvem?) 

 

"Oh shit." 

 

Gennem tiden havde jeg læst endnu værre analyser af elever og lærer, endnu saftigere hemmeligheder eller lignende, men da jeg læste den sidste linje på siden løb det mig ganske koldt ned af ryggen. 'Han' vidste at jeg fandtes. En anden ting som også skræmte mig en del var, at han faktisk havde snakket med min søster. Han vidste hvordan man skulle håndtere hende. 

 

Selvom der på ingen måde stod om ejeren af notesbogen var en dreng eller pige, mistænkte jeg eleven for at være af hankøn. Ikke mindst fordi handskriften var noget så sjusket og grim men på grund af det lille hjerte han havde sat som et punkt for hver eneste af de pigenavne der stod skrevet. Fluebenet lærte jeg, efter al den tid jeg havde læst i notesbogen, var et flueben som beviste at vedkommende, hvis navn underligt nok var et pigenavn, havde erklæret sin kærlighed til selve ejeren af notesbogen.

 

Jeg trak min mobil op af lommen, for at tjekke datoen. Tirsdag d. 10 august.

 

Jep. Han havde fået en kærlighedserklæring så sent som i går.

 

Og det var fra min søster.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...