Play my game {One Direction}

- "Tør du?" spurgte hun og sendte mig et sigende blik. Selvfølgelig turde jeg! "Ja, det gør jeg," sagde jeg og så hende i øjnene. -
Catherine Sheeran er Ed Sheerans datter. 16 år gammel og en god ven af One Direction. En dag udfordrer hendes veninde hende til at spille et spil med en af drengene. Spillet går ikke kun ud over en dreng, men to! Spillet er enkelt: Den, der først falder i og bliver forelsket, har tabt. OBS. ED SHEERAN ER ÆLDRE I DENNE FAN FICTON. (Advarsel: Der kan være anstødelige scener og sprogbrug. Det er helt op til dig selv, om du læser det eller ej. Så er det sagt)

433Likes
706Kommentarer
78469Visninger
AA

28. Seduced

(Catherines P.O.V)

Jeg lukkede den sidste flyttekasse og så rundt på mit værelse. Det var tomt, og det rungede allerede. Jeg kunne næsten høre mit eget åndedræt. Jeg bar flyttekassen ud i gangen, hvor jeg satte den sammen med de andre. Egentlig flygtede jeg fra drengene. Jeg turde ikke se nogle af dem igen. Jeg havde fucket godt og grundigt op med det hele. Niall. Zayn. Drengene. Kærlighed. Spillet. Sarah. Jeg måtte forlade det hele. Dem alle sammen. Jeg havde totalt ødelagt det for mig selv. For hvad? En dum leg?

Jeg rystede på hovedet af mig selv og smed mig i sengen. En sms tikkede ind på min mobil, og jeg greb ud efter den.

#Surprise! -N# stod der. Et ord, et bogstav, der gav mig en klump i maven. Jeg strøg hen til vinduet, hvor Niall stod midt på fortovet foran huset. Jeg sank en klump og begav mig mod trappen. Han var her. Med et bankende hjerne og en klump i halsen, åbnede jeg døren og krydsede græsplænen. Niall sendte mig et koldt blik, der næsten fik mig til at vendte om igen. Mit hjerte slog et dobbeltslag, indtil det næsten stoppede, da jeg stoppede op lidt væk fra Niall.

"Hej" fik jeg frem og bed mig hurtigt i læben igen. Han kolde blik fik det til at læbe koldt ned af ryggen. Hvorfor var han kommet? Tja, han havde vel hørt nyheden om, at jeg - og min far - skulle flytte.

"Hej" sagde han mindst lige så koldt, som hans blik var. Jeg trak vejret tungt og satte en facade på.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg lige så køligt som ham.

"Hvad tror du?" Wow! Han var totalt badass! Det passede slet ikke til Nialler. Han plejede aldrig - og jeg mener aldrig - at snakke sådan. Hans tonefaldet kom totalt bag på mig, og jeg var næsten trådte et skridt tilbage af overraskelse.

"Niall, fortæl hvad du vil og gå" Jeg blev næsten også helt overrasket over mit eget tonefald. Jeg var så rolig, så kold. Nialls blå øjne borede sig ind i mine, indtil han gav op. Han slog blikket ned, men så igen op kort efter.

"Hvorfor flygter du?"

"Jeg flygter ikke"

"Cath!" irettesatte han mig og tog et skridt tættere på. Jeg holdt vejret og mødte hans blik. "Ikke flere løgne. Jeg vil vide sandheden"

"Jeg var brug for... luftforandring" sagde jeg køligt og løftede overbærende et øjenbryn. "Jeg flygter ikke fra noget - og specielt ikke dig"

"Kald det hvad du vil" mumlede han surt og trådte endnu et skridt tættere på mig.

"Har du fortalt Ed noget?"

"Hvad tror du?" spurgte jeg. Nu var det min tur til at være flabet. Niall løftede begge øjenbryn i overraskelse, men fik dem hurtigt ned igen.

"Nej?" gættede han.

"Godt gæt" sagde jeg med et skævt smil og slog blikket ned på hans læber. Jeg besluttede mig for et lege lidt med ham igen. Langsomt lod jeg en finger glide over hans læber, mens jeg fugtede mine egne med tungen. Skulle jeg forlade drengene, skulle det være med manér. "Vil du have en præmie" Jeg lænede mig frem og pustede ham kærligt i øret. Efter spillet følte jeg mig sexet. Jeg havde en underlig følelse af, at jeg kunne sno ham om min lillefinger. Lige meget hvad, så var det da et forsøg værd.

"Cath" mumlede han og lagde en hånd på min mave.

"Naughty" hviskede jeg og grinede lavt. "Kan du huske det? Kan du huske, hvordan det var?" Mine læber lagdes forsigtigt på hans hals, hvor jeg sugede til, men jeg lod min tunge køre i cirkler. Niall stod helt stille, mens jeg efterlod et lyserødt sugemærke på hans hals. Et magen til det, jeg selv havde.

"Stop" hviskede han og skubbede blidt til mig. Hans kolde facade var væk. Jeg smilede selvsikkert for mig selv og lod mine læber glide langs hans kæbe. Ud for hans læber standsede de, og jeg spredte dem let.

"Du vil jo gerne" åndede jeg og blinkede. Hans blå øjne så ind i mine, mens jeg smilede bredere og bredere.

"Nej" hviskede han og sendte en bølge af hans pebermynteånde mod mig. Selvsikkert pressede jeg mine læber mod hans, mens jeg lod min hånd glide om i hans nakke. Alt det usikre var væk, da jeg let spredte hans læber ad og lod min tunge møde hans. Jeg følte mig uimodståelig, sexet og selvsikker. Jeg trak ham tættere på mig, mens vores tunger dansede. Han kyssede med! Med den overraskelse trak jeg mig væk fra ham og trådte et skridt væk.

"Vi ses, Niall" næsten grinede jeg og vendte ryggen til. Jeg småløb over til huset, hvorefter jeg smækkede hoveddøren efter mig. Jeg havde forført ham som aldrig før. Jeg var endnu bedre, når jeg ikke havde det dumme spil at tænke på. Jeg havde gjort det af ren lyst, af tiltrækningen til ham. Jeg smuttede op på mit værelse og så ud af ruden. Han var væk. 

 

 

(Nialls P.O.V)

Hvorfor havde jeg været så svag? Jeg havde ikke kunne holde min facade oppe. Jeg gav op! Jeg tabte! Jeg måtte alligevel have følelser for hende, for ellers havde jeg ikke ladet hende gøre sådan. Hun havde haft ret. Jeg ville gerne! Hendes åndedræt mod min hud, hendes mund mod min hals, min kæbe, mine læber. Det var som et stød gennem hele kroppen, at mærke hende igen. Hun var sexet, ingen tvivl om det. Inderst inde bag begæret var den stemme, der sagde, at jeg skulle skubbe hende væk. Råbe og skrige af hende! Men jeg kunne ikke. Jeg var for svag. Jeg havde været under hendes kontrol, og hun nød det.

Jeg genså hende løbe over græsplænen, hvor hun kastede et selvsikkert blik tilbage på mig og smækkede hoveddøren efter sig. Så snart den smækkede blev jeg revet ud af min trance, og jeg skyndte mig at gå. Hun skulle ikke se mig blive stående. Jeg nød det ikke! Jeg... jeg nød det. Hvorfor kunne jeg ikke modstå hende? Hvorfor var jeg så oprørt over, at hun skulle flytte. Hun havde spillet et spil om følelser. Men for pokker da! Kærlighed var et spil i sig selv. Enten tabte man, eller også vandt man. Prisen for at vinde var ofte intet i forhold til ydmygelsen ved at tabe. Måske var det derfor, at Cath flygtede. Hun kunne vel ikke indrømme, at hun havde tabt. Det foran huset, havde været et sidste gispende forsøg på at vinde. At få mig til at få ægte følelser for hende, men jeg kunne ikke. Stemmen havde fået mig til mig selv igen - med lidt hjælp fra lyden af hoveddøren, der smækkede - og jeg kunne hundrede procent ærligt sige; jeg var ikke forelsket i Catherine Sheeran. Men hvorfor gjorde det så ondt, at hun forlod os, eller mig? At hun flyttede væk, til Liverpool.

Hun havde spurgte, om jeg kunne huske det. Ja, det kunne jeg. Jeg huskede hvert af hendes åndedræt, hvert af hendes støn. Jeg kan huske nydelsen ved, at hun var over mig. Hendes begærlige læber over mine, de hede kys. Vores svedige kroppe mod hinandens. Jeg husker det tydeligt! Den aften var noget af det bedste, jeg havde oplevet. Og så med hende...

Mine tanker afbrød hinanden og begyndte at brydes. Jeg hadede hende! Jeg kunne ikke udstå hende, og så alligevel elskede jeg det. Det, hun gjorde ved mig. Det, hun fik mig til at føle. Selvom jeg ville fornægte det til enhver anden tid, så havde hun faktisk gjort mig glad. Jeg havde haft det hyggeligt med hende. Min latter havde været ægte, mine smil havde været ægte. Selvom alt andet havde været falskt; løfterne om at jeg elskede hende, kyssene og de søde ord. Falskt! Både fra hendes og min side. Måske ikke hundrede procent fra hendes side, men fra min af. Jeg elskede hende ikke på den måde, jeg gav udtryk for. Hun var som en søster, men så ikke mere. Jeg ville godt nok ikke knalde med min søster, men altså...

Jeg kunne ikke lade mine tanker forlade hende. Det kys, vi havde delt, fangede al min opmærksomhed. Der havde været noget i kysset, der sagde mig, at jeg ikke hadede hende. Jeg havde kysset hende igen. Det opdagede hun også. Jeg vidste ikke hvorfor, men der var bare noget i mig, der var tiltrukket af hende. Det var en inderlig kamp mellem mit hjerte, der var knust til 1000 stykker, og min hjerne, der sagde go for it! Jeg måtte lade hende gå. Jeg kunne ikke lade hende knuse mit hjerte igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...