Play my game {One Direction}

- "Tør du?" spurgte hun og sendte mig et sigende blik. Selvfølgelig turde jeg! "Ja, det gør jeg," sagde jeg og så hende i øjnene. -
Catherine Sheeran er Ed Sheerans datter. 16 år gammel og en god ven af One Direction. En dag udfordrer hendes veninde hende til at spille et spil med en af drengene. Spillet går ikke kun ud over en dreng, men to! Spillet er enkelt: Den, der først falder i og bliver forelsket, har tabt. OBS. ED SHEERAN ER ÆLDRE I DENNE FAN FICTON. (Advarsel: Der kan være anstødelige scener og sprogbrug. Det er helt op til dig selv, om du læser det eller ej. Så er det sagt)

433Likes
706Kommentarer
78405Visninger
AA

27. Game over

(Catherines P.O.V)

Alting føltes tomt. Som om alle følelser havde forladt mig. Min far blev meget bekymret, da jeg hverken så Niall eller Zayn. Men han troede ved bare, at vi var blevet uvenner. Jeg måtte se i øjnene, at jeg havde tabt. Jeg kunne råbe det ud over gaden. Jeg havde tabt! Jeg var blevet forelsket i Niall. Zayn havde også tabt, da han ligesom var blevet forelsket i mig. Det var tydeligt for enhver! Men vigtigst - eller værst - af alt; jeg havde tabt. Jeg måtte snakke med Sarah og fortælle hende det. Jeg kunne bare ikke få mig selv til det. Ydmygelsen stod mig til halsen og kvalte mig langsomt. Bare at høre drengenes navne blive nævnt af min far gjorde ondt. Det var som at komme salt i et meget, meget dybt sår. Jeg ville åh så inderligt ønske, at jeg aldrig havde startet det dumme, forbandede spil! Jeg var dum og forblændet af begær. Jeg havde fucking været i seng med begge drenge! Hvordan kunne jeg sige det til Sarah uden at lyde som en luder! Jeg var virkelig billig, at jeg gik i seng med to drenge, for et fucking spil! Det var dumt! Jeg var dum! Det hele var dumt, og jeg ville gerne væk. Ikke som i forlade verden væk, men i væk fra drengene væk. Jeg ville ikke kunne se nogle af dem i øjnene, specielt ikke Niall eller Zayn. De to drenge havde sikkert fortalt resten af drengene det, og så hadede de mig sikkert også. Hvordan kunne man leve med skammen?

 

* * *

 

"Far?"

"Mh?"

"Jeg vil gerne flytte"

"Du vil... hvad?" spurgte han måbende og blev nær kvalt i sin kaffe. Jeg lænede mig tilbage i stolen, og betragtede ham sidde og tørre sig om munden. "Flytte?" Jeg nikkede kort og så ned. "Hvorfor det?" Skulle jeg fortælle ham hvorfor? At jeg havde spillet et spil med Niall og Zayn om, at den der først blev forelsket tabte, vare gået i seng med dem begge og derefter fortalt dem om spillet? At jeg havde knust Zayns hjerte, men Niall havde knust mit? Det kunne jeg da ikke..?

"Jeg mener, om vi ikke kunne flytte" omformulerede jeg mig. "Jeg kunne godt bruge nogle nye omgivelser" Jeg trak på skuldrene som om, det ikke var 'the big deal'. Min far tog en tår kaffe og så indtrængende på mig.

"Vi?" spurgte han så med et løftet øjenbryn. Jeg begyndte at blive en smule utilpas med alle hans spørgsmål.

"Ja" nikkede jeg og håbede inderligt, at han ikke ville stille flere spørgsmål om hvorfor. "Du har jo alligevel din musik, som udkommer alle steder i verden, så det gør ikke noget, om hvor du bor"

"Du har ret" mumlede han og så ud i luften som om, han tænkte. "Men hvad med dig? Kommer du ikke til at savne drengene?"

"Pfff!" prustede jeg en smule hånligt og slog afværgende med hånden. "Det gør ikke noget. Hvis de virkelig vil, så kommer vi jo til at ses, ikke?" Jeg lagde hovedet på skrå og så på min far. han satte sig til at tænke igen, mens jeg krydsede mine fingre under bordet.

"Er du villig til at sige farvel til London og drengene, for at få nogle nye omgivelser?" Jeg nikkede ihærdigt og bed mig i læben. Tænk engang, at han var hoppet på den. "Fint, som du vil, prinsesse"

"Virkelig?" måbede jeg og havde nær tabt kæben. Min far nikkede med et smil om munden.

"Hvis det er det, du vil"

"Det vil jeg"

"Så flytter vi"

"Tak far!" jublede jeg, men glæden var ikke rigtig ægte. Den var fremtvunget, falskt. Jeg ville bare væk, lige meget om det betød, at jeg måtte lyve. Jeg ville ikke se Sarah i øjnene og indrømme, at jeg havde tabt. Hun havde en hvis form for respekt for mig, og at jeg havde tabt, - selv efter så meget selvtillid og besvær - ville gøre, at hun mistede den respekt. Det måtte ikke ske. Så hellere flytte fra London, og drengene. Dem ville jeg heller ikke kunne se i øjnene. Jeg var en kujon, men en såret kujon. Jeg gjorde det for mig selv, for ikke at brække min selvtillid helt i bund. Jeg kunne ikke gøre andet. Jeg ville ikke indrømme mit nederlag! Det var for pinligt, ydmygende og nedgørende. At høre Nialls stemme igen - eller Zayns for den sags skyld - skræmte livet ud af mig. Jeg var bange for, at de ville afsløre alt jeg havde sagt og gjort. Ikke mindst for hinanden og de andre drenge, men også over for offentligheden. Medierne vidste godt, hvem jeg var. Ikke mindst forbi jeg var Ed Sheerans datter, men også fordi jeg var blevet set sammen med Zayn. Medierne ville forfølge mig i al evighed, hvis de fandt ud af noget. Så måtte jeg bare gøre, så de ikke fandt ud af noget. Men hvordan

 

 

(Zayns P.O.V)

Jeg kunne ikke tilgive hende for, hvad han hun havde gjort. Hun havde såret mig så dybt, men samtidigt var der lige den irriterende stemme bagerst i mit hoved, der sagde, at jeg skulle snakke med hende. Hun havde sikkert haft sine grunde til at gøre det. Ligesom jeg havde mine grunde til ikke at snakke med hende. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Snakke med hende eller lade være. Det skræmte mig - men tændte mig også på samme tid - at hun kunne finde på at forføre mig, fordi hun kunne. At hun kunne få mig til at være sådan, men uden at føle noget. Eller følte hun noget? Var hun slet ikke så kold og følelsesløs, som jeg troede. Havde hun virkelig haft sine grunde til at gøre det? Jeg ville inderligt gerne tro, at hun ikke gjorde det 'med vilje'.

Jeg var i en dyb konflikt med mig selv. Hvad skulle jeg gøre? Jeg var godt gammeldags forelsket i hende. Ikke noget med en hurtigt flirt eller sommer romance. Nix! Jeg var forelsket i pigebarnet. Jeg ville gerne høre hendes stemme igen. Den bløde stemme...

Vent, hvad tænkte jeg på! Hun havde spillet med mig, leget med mine følelser. For Gods skake! Vi havde haft sex! Betød det egentlig noget for hende, eller var det bare en del af hendes spil? Havde hun og Niall også..? Nej, jeg ville ikke tænke den tanke. Tanken om hende nøgen. Hendes smukke krop, det skæve, sexede smil...

Jeg rejste mig arrigt fra min seng og gik frem og tilbage foran den. Jeg måtte tænke på noget andet. Jeg måtte tænke på alt andet end hende. Hun skulle ikke tro, at jeg var såret. Hun måtte ikke tro, at jeg virkelig var faldet for hende. Niall havde spillet med, så jeg kunne godt lade som om, at jeg havde vidst det, ligesom ham.

 

* * *

 

"Zayn!" lød det på den anden side af døren, inden der lød tre bank.

"Ja?" spurgte jeg tøvende, men min stemme var næsten ingenting. "Kom bare ind" Min stemme genvandt heldigvis sin sædvanlige klang, og jeg slappede mere af. Døren gik op og Liam stak hovedet ind.

"Hvad så?" spurgte han med et tøvende smil og lukkede døren efter sig. Jeg sukkede, men et smil trak så i mundvigende.

"Vas happening?" rettede jeg ham, hvilket fik ham til at smile rigtigt. Liam satte sig ved siden af mig og så uroligt på mig.

"Hvad sker der med dig, mand?" Hans undersøgende blik mødte mig, og jeg rynkede brynene.

"Hvad mener du?"

"Det jeg siger" Jeg rynkede igen på brynene og rømmede mig. "Zayn, snak med mig"

"Der er ikke noget galt" sagde jeg udglattende og smilede, men Liam måtte have en sjette sans. Han behøvede kun at se indtrængende på mig for at få mig til at snakke. "Okay, det er Cath" Et suk undslap mine læber og jeg så ned på min dyne. Mine fingre faldt om en lød snor i dynebetrækket, som jeg begyndte at lege med.

"Hvad er der med hende?"

"Du ved godt, at vi har tilbragt en del tid sammen her for nylig, ikke?"

"Jo"

"Og at Niall også har tilbragt meget tid sammen med hende"

"Åh..." mumlede Liam som om, han vidste, hvad jeg mente. At vi begge var forelskede i hende eller sådan noget. Men nej.

"Nej, ikke på den måde" afbrød jeg ham, hvilket fik ham til at se alvorligt på mig. "Både Niall og jeg er faldet for..." Mere nåede jeg ikke at sige, for døren blev banket op, og Niall sprang ind.

"Liam! Zayn! Cath skal flytte!"

 

(Nialls P.O.V)

Jeg så frem og tilbage mellem dem, der så måbende på mig.

"Ja, i hørte rigtigt!" sagde jeg forpustet og trak vejret i små stød. "Harry har lige snakket med Ed, der fortalte, at han og Cath flytter til Liverpool på mandag"

"På mandag?" spurgte Zayn og hans øjenbryn strøg i vejret. Jeg nikkede forpustet og sank en klump. Det var fredag. "Det er snart" Han mumlede noget mere, jeg ikke kunne høre. Det kunne Liam åbenbart, for han nikkede og rejste sig. I få skridt var han ovre ved mig og så undrende på mig. Hans brune øjne var fulde af bekymring og forvirring.

"Siger de ikke farvel eller noget?" spurgte han og lød ked af det. Jeg trak på skuldrene og så om på Zayn. Hans ansigt var gået fra at være forvirret, til sørgmodigt til hårdt. Jeg kunne godt følge ham. Egentlig kunne jeg være ligeglad med, at Cath flyttede. Så skulle jeg da i det mindste ikke se hende igen. "Jeg... snakker lige med Harry" Liam så undskyldende på mig, inden han passerede mig og forlod Zayns værelse. Langsomt bevægede jeg mig over mod hans seng, hvorefter jeg sank sammen ved siden af Zayn.

"Er du ked af det?"

"Egentlig ikke" svarede han og trak på skuldrene. "Er du?"

"Nej, ikke rigtig"

"Jeg forstår bare ikke, hvorfor hun flygter"

"Jeg forstår hende godt" mumlede jeg og rejste mig igen. Jeg måtte altså snakke med hende, inden hun flygtede på den måde. Hun kunne ikke slippe så let fra mig. Hun havde holdt mig for nar så længe, men jeg havde gennemskuet hende. Jeg gad godt vide, om hun havde fortalt Ed noget. Hvis min datter kom og sagde sådan noget, ville jeg ikke flytte. Så skulle hun lide! Jeg måtte altså snakke med hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...