Play my game {One Direction}

- "Tør du?" spurgte hun og sendte mig et sigende blik. Selvfølgelig turde jeg! "Ja, det gør jeg," sagde jeg og så hende i øjnene. -
Catherine Sheeran er Ed Sheerans datter. 16 år gammel og en god ven af One Direction. En dag udfordrer hendes veninde hende til at spille et spil med en af drengene. Spillet går ikke kun ud over en dreng, men to! Spillet er enkelt: Den, der først falder i og bliver forelsket, har tabt. OBS. ED SHEERAN ER ÆLDRE I DENNE FAN FICTON. (Advarsel: Der kan være anstødelige scener og sprogbrug. Det er helt op til dig selv, om du læser det eller ej. Så er det sagt)

433Likes
706Kommentarer
79133Visninger
AA

25. Don't leave me!

(Catherines P.O.V)

"Sandheden?" spurgte Niall og løftede det ene øjenbryn. Jeg sank en klump og nikkede. "Sandheden om hvad?" Han løftede sig op på albuerne og så forvirret på mig.

"Jeg har noget... jeg skal fortælle dig" næsten hviskede jeg. Nialls blik så undersøgende på mig, men jeg vendte blikket mod hans brystkasse, hvor jeg fortsat tegnede hjerter. "Jeg har ikke været helt ærlig"

"Hvad mener du?" Nialls stemme var kold, iskold. Det gøs i mig og løb mig koldt ned af ryggen. "Hvad har du løjet om?"

"Jeg har ikke løjet" skyndte jeg mig at sige, men det var løgn. Jeg havde løjet for ham, men ikke for nyligt. "Tror du på, at man kan fremtvinge kærlighed?"

"Nej" sagde han hårdt, og jeg mødte hans blik. Jeg rystede på hænderne, hvilket han bemærkede. Hans hænder greb hårdt om mine for at stoppe dem, mens han fastholdt mit blik. "Man kan ikke tvinge kærlighed, for så er det ikke ægte kærlighed" Med de ord satte han sig op og kiggede mig dybt i øjnene.

"Niall, jeg..." begyndte jeg, men han afbrød mig.

"Catherine, fortæl sandheden!" Hans stemme var hård og kold. Jeg sukkede og sank en klump. "Den hele sandhed" Jeg løsrev mig fra hans blik, men han lagde en hånd under min hage.

"Du ved godt, hvem Sarah er, ikke?" spurgte jeg med rystende hænder og mødte igen hans blik. Niall nikkede roligt. "Sarah fortalte mig om... et spil"

"Et spil?" spurgte han skeptisk, og jeg nikkede.

"Lad mig snakke færdig" sagde jeg en smule hårdt og hev blidt i hans nakkehår. "Jeg... spillede det her spil. Spillet gik ud på, at den der først blev forelsket, ville tabe"

"Cath, jeg..."

"Niall!" snerrede jeg og hev igen i hans nakkehår. "Jeg snakker, du holder kæft!"

"Ja" sukkede han og nikkede kort. "Fortæl"

"Jeg spillede det her spil med dig, men uden at du vidste det" fortalte jeg, mens hans blik sortnede. "Jeg er virkelig ked af at skulle sige, at jeg har tabt. Jeg er faldet for dig, Niall" Niall så overrasket på mig og løftede sine øjenbryn. Grebet om mine hage løsnedes og han slap mig helt.

"Hvad tænkte du på, Catherine?!" udbrød han og skubbede mig til væk fra sig. "Tror du, at jeg er helt dum?"

"Hvad mener du?" hviskede jeg og mærkede tårerne presse på. Jeg forstod ikke rigtig, hvorfor jeg var ved at tude. Havde jeg forventet, at han ville være helt okay med det? At han ville kysse mig og sige, at det ikke gjorde noget? Jeg rystede på hovedet ofr at ryste tårerne væk, men de begyndte at trille.

"Jeg ville ikke såre dig, men jeg fik følelser for dig, og..."

"Hvor dum tror du, jeg er?!" afbrød han mig og greb om mine håndled. "Jeg har sku da vidst det hele tiden!"

"Hvad?" hviskede jeg. Havde han vidst det? Hvordan? Åh gud, havde han snakket med Zayn?!

"Du er så dum, Catherine" sagde han tørt. "Du troede da ikke, at jeg virkelig var så dum?!"

"Nej, Niall!" skyndte jeg mig at sige og lænede mig ind mod ham, men han skubbede mig væk igen.

"Du er så dum!" råbte han og rejste sig. Han greb efter sit tøj og begyndte at klæde sig på. "Jeg har bare ventet på, at du ville fortælle sandheden" Han trak sin trøje på og så tomt på mig.

"Niall, jeg er virkelig ked af det" undskyldte jeg med et bedende tonefald og rakte ud efter hans arm. Jeg holdt stramt om den, men Niall rystede sig af mig, og jeg faldt sammen på sengen. Jeg holdt min dyne om mig, mens jeg mærkede tårerne trille ned af mine kinder. "Undskyld, jeg ville ikke såre dig" Min stemme knækkede over og blev til ikke mere end en hvisken.

"Det er for sent" sagde han hårdt og tog sin mobil, der lå på mit natbord. "Fuck dig, Catherine!"

"Niall" hviskede jeg inderligt og så bedende på ham.

"Hey vent, det har jeg jo allerede" sagde han tørt og vendte sig om. Jeg hulkede, mens han forlod mit værelse.

"Niall!" skreg jeg skingert, kort efter jeg hørte hoveddøren smække. Hvad havde jeg gjort?! Jeg havde totalt ødelagt vores forhold! Jeg skreg igen og bankede min hånd ned i dynen. Jeg skreg igen og igen, mens jeg følte mig tøset og barnlig. Jeg sank sammen i sengen og stirrede op i loftet. Det var min skyld. Jeg havde fucket det hele op. Jeg burde aldrig havde sagt ja til spillet.

 

* * *

 

#Hey babe. Hvad er der i vejen? Du tager ikke telefonen når man ringer og Niall siger at jeg ikke burde snakke med dig. Hvad er der galt skat?# Jeg smed mobilen fra mig igen og sukkede. Jeg havde opdaget de 13 opkald, jeg havde fået i løbet af morgenen. Jeg havde hverken svaret på dem eller de24 sms'er jeg havde modtaget inden for de sidste tre dage. Jeg havde ikke snakket med Niall, Zayn eller nogle af de andre drenge. I forhold til at jeg havde tilbragt så meget tid sammen med Zayn og/eller Niall på det seneste, måtte det være en smule foruroligende, at der var gået fire dage, uden at vi havde set hinanden. Jeg turde ikke snakke med Zayn, da jeg var bange for, at han havde snakket med Niall. Hvis de havde snakket, - hvilket jeg blev bange for, da jeg læste Zayns sms - så kunne Niall havde advaret Zayn. Fortalt ham, at han og jeg havde været i seng med hinanden, været tæt på at få et seriøst forhold og at jeg bare spillede et spil. Det ville ødelægge det hele, da jeg endelig havde fået Zayn. Det gjorde bare så ondt, at Niall var blevet så sur. Hans kolde blik, da han skubbede mig væk fra sig. Vi lå der; i mind seng nøgne sammen. Det var så surrealistisk, at jeg næsten var ved at grine og græde over det. Jeg savnede Niall. Jeg savnede hans favn, hans blide kys og vores lidenskabelige elskov. At have hans arme om mig, så tæt på mig. At høre hans hurtige åndedræt og mærke hans hjerteslag. Jeg savnede og elskede ham så meget, at det gjorde ondt. Det gjorde ondt indeni, at jeg havde såret ham så dybt, at jeg havde såret mig selv. Inderst inde ønskede jeg, at jeg aldrig var gået i gang med det spil!

"Cathy, er du okay?" lød det med en bekendt stemme fra døren. Jeg trak dynen væk fra mit ansigt og så tittende over mod døren. Det var min far, Ed.

"Hej far" sukkede jeg og satte mig lidt op.

"Hvad er der galt, skat?" spurgte han og gik langsomt ind på mit værelse.

"Det er lige meget"

"Noget med følelser?" Min far og jeg havde ikke ligefrem de bedste snakke om følelser og drenge. I sådanne situationer kunne jeg godt havde haft brug for min mor, men jeg havde lært at klare mig uden. Normalt snakkede jeg med Sarah, men ikke engang i den situation kunne jeg snakke med hende.

"Ja" sukkede jeg og trak min dyne omkring mig. "Du behøver ikke..."

"Tak skat" sagde han taknemmelig og bakkede ud at værelset igen. Egentlig gjorde det mig ikke noget, for jeg havde mest lyst til at være alene. "Åh forresten!"

"Ja?"

"Du har gæster" Han smilede og forlod døren, hvor en anden person kom ind. Jeg holdt vejret og trak dynen op over ansigtet.

"Jeg vil ikke snakke med nogen!" vrissede jeg irriteret og dykkede under dynen. "Gå, hvem du så end er"

"Cath..." sukkede personen, men jeg kunne ikke helt høre, hvem det var. Jeg magtede ikke at kigge, så jeg forblev under dynen.

"Gå nu bare" vrissede jeg videre og gøs. Hvem det så end var, så ville jeg ikke snakke med personen. "Seriøst, gå!" Jeg blev mere og mere irriteret, da jeg kunne mærke personen satte sig i min seng. Vægten gik ned i den ene side, da personen satte sig.

"Cath, hør nu..." En hånd aede mig ned af ryggen og sendte kuldegysninger ud over mine arme og ben. "Hvad er der i vejen?"

"Zayn, gå!" vrissede jeg og trak dynen af mig. Jeg sukkede og så ham i øjnene. "Gå!" Zayns hånd, der lå på min ryg, kørte op langs min rygrad og lagdes bag min nakke. "Zayn..." Jeg kunne ikke modstå ham, så da han drejede mit hoved, lod jeg mine læber ramme hans. Hvor var jeg svag! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...