How to save a life. {1D}

Vild, ung, glad, skør, underlig – ja det var Daisy Tomlinson. Dette er 2'eren af Secrets Hurt. Daisy er indlagt pga. sin anoreksi, og med et savn til 5 drenge, og et had til sin bedsteveninde, ja så går det ikke ligefrem fremad. Men med en hjælpende hånd - Eleanor Calder, kæmper hun sig fremad, men da hendes savn hele tiden stopper hende, får Eleanor arrangeret en uges fri fra terapien, hospitalerne og sondemaden. Nu er det op til Daisy at vise, at hun vil videre i sit liv, da hun stadig har en mor og en far, der venter på at se hende. Men et forhold til hendes brors bedsteven, kan ikke undgå drama. Kan Louis virkelig se igennem fingrene med det, og få Daisy ud af sin onde cirkel igen?

1109Likes
960Kommentarer
87405Visninger
AA

5. Solve your problem.

 

Just the way you are - Bruno Mars

Jeg vågnede næste morgen af solen, som varmede mit ansigt op, og fik min krop til at klistre sig imod Harrys.

Jeg gned mig kort i øjnene og kiggede rundt i værelset. Det var ikke særlig stort – faktisk langt fra. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg var her virkelig. Det var ikke bare en drøm. Jeg var sammen med dem alle igen. Jeg havde virkelig drømt om det i flere uger, og nu vågnede jeg pludselig op ved siden af en af dem. Jeg var så glad, virkelig.

Jeg lagde en hånd på Harrys bryst, og fik med besvær sat mig op, uden at vække Harry. Hans ene arm lå op over hans hoved, og den anden lå slapt ved hans side. Hans mund stod en smule åben, og hans hår sad klasket mod hans ansigt. Han havde svedt, præcis ligesom mig. Vejret var virkelig også godt i dag, og hele værelset var lummert.

Jeg tog min taske og åbnede døren. Jeg ville ikke vække Harry. Han så så fredfyldt ud, når han lå og sov. Han var ubeskrivelig smuk.

Der var stille i huset, jeg var vidst også ret tidlig oppe. Jeg var blevet van til at vågne tidligt, da jeg altid skulle have morgenmad halv otte, hver morgen. Lægerne havde dog ændret det til klokken ni, nu når jeg var hos drengene.

Jeg smed tasken i stuen og bukkede mig forover, for at finde noget tøj. Jeg hev et par shorts op, og et smil gled hen over mine læber. Det var mine yndlingsshorts. De var blå og havde det amerikanske flag på. Jeg elskede dem, men jeg synes de sad for stramt. Jeg kunne ikke få mig selv til at tage dem på. Drengene ville nok væmmes ved synet af mine blege fede ben.

Jeg satte mig med et bump på gulvet og smed dem hen ved siden af tasken, for at lede videre. Jeg fandt to par andre shorts som jeg heller ikke havde brug i lang tid nu. Jeg havde da også nogle langbukser et sted? Jeg gav et irriteret suk fra mig, og skubbede til mit hår, som hang foran mit ansigt. Jeg måtte tage dem til sidst, og så finde en trøje.

Jeg greb ud efter en gul top, som var ret nedringet. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg havde ikke lyst til at lade dem se min hud. Jeg anede ikke hvad deres holdning til mig var, og hvis den var lige så slem som jeg forestillede mig, så skulle jeg dækkes til, lige meget hvor godt vejret var.

Jeg smed trøjen ved med endnu et suk, og greb en ny, som jeg vidste ikke kunne gå. Den sad alt for stramt. Jeg smed den surt væk og lagde mit hoved i hænderne. Hvorfor var det så svært, at finde noget tøj? Jeg burde virkelig selv kunne finde det. Jeg var 17 år gammel, helt ærligt. Jeg kunne ikke få Eleanor til at finde tøj til mig hver gang.

Jeg lukkede øjnene i, for ikke at se på alt mit tøj som lå spredt ud over det hele. Jeg tog en dyb indånding, hvilket bare blev til en blanding af et suk og et hulk. Hvorfor var det så skide svært? De ville jo ikke hade mig, pga. mit tøj! Og hvad så hvis de så mine ben? Det var sommer! Vejret var jo godt, men jeg kunne ikke.

”Daisy?” En blanding af gisp og overraskelse var til at finde i stemmen. Jeg drejede mig forskrækket om, og så Eleanor stå foran mig. Tårerne i mine øjne, fik hende til at se på mig med et kærligt smil. Hun kiggede på tøjet og derefter mig. ”Har du brug for hjælp?” hun satte sig på hug og tog min hånd. Jeg snøftede, tørrede mine øjne og kiggede så på hende. ”Nej det… gør ikke noget” Min stemme rystede, og jeg prøvede desperat at sende hende et smil.

”Godmorgen!” Louis ikke så friske stemme lød fra døren. Han stoppede op, da han så Eleanor og mig. De vekslede kort blikke, og lidt efter trak Eleanor mig op og stå. ”Kom” sagde hun og førte mig hen mod hende og Louis’ værelse. Jeg lukkede øjnene og prøvede bare stille og roligt at få mine vejrtrækninger rolige. Jeg var virkelig hjælpeløs.

”Her” hun kastede en trøje hen til mig. Den var brun og posede en smule. ”Den vil være pæn til dig” sagde hun opmuntrende, og vendte sig mod skabet igen. Jeg kiggede kort på den, inden jeg gav et underligt grin fra mig. ”Jeg føler mig så hjælpeløs” mumlede jeg, hvilket fik Eleanor til at vende sig mod mig. Hun rystede ivrigt på hovedet. ”Det skal du ikke tænke på. Jeg nyder at hjælpe dig” Hendes ord lød så oprigtige, at alt indeni mig faktisk troede hende. Jeg sendte hende et stort smil, og tog trøjen på for hendes skyld.

”Du ser virkelig pæn ud Daisy” sagde Eleanor og smilede henne fra døren af. Hun havde fundet et par blå bukser til mig, hvilket matchede godt med trøjen. ”Og hvis det bliver for varmt, så bare lån dem her” sagde hun, og pegede på nogle shorts, hun lagde på sengen. Jeg bed mig i læben og kiggede mig i spejlet igen. Jeg måtte bare stole på, hvad hun sagde! Hun ville ikke lyve for mig, sådan var Eleanor ikke.

Louis kom frem i døren, og kiggede på mig over Eleanors skulder. Han kyssede hende kort på halsen, hvilket fik hende til at fnise. ”Jeg laver noget morgenmad” sagde hun og vendte rundt. Jeg nikkede, men fastholdt mit blik i spejlet. Jeg kiggede i smug på Louis i spejlet, for at se hans reaktion. Han gik langsomt hen imod mig, mens han sendte mig et smil.

”Har du sovet godt?” han stillede sig bag ved mig, og lagde sine arme om mig, så jeg ikke rigtig kunne bevæge mig. Et smil bredte sig over mit ansigt. ”Perfekt” sagde jeg og blev mødt af et smil i spejlet. ”Jeg har virkelig savnet dig Daisy” mumlede han. Jeg vendte mig rundt og trak ham ind i et ordentligt kram. ”Jeg har også savnet dig, lidt for meget” mumlede jeg ned i hans skulder. Vi stod sådan i et stykke tid. Det føltes helt fantastisk at stå i hans favn, uden at have lysten til at skubbe ham væk. Der var sket så meget på kun to måneder – det var helt utroligt.

Han trak sig langsomt fra mig, og tog mit hoved i hans hænder. ”Du ser fantastisk ud” sagde han og kyssede mig så på panden, inden han tog min hånd. Et ægte smil gled over mit ansigt. Hans ord ramte mig dybt, og hvis jeg ikke tog fejl, så ville mit smil være ufattelig svær at fjerne igen.

***

”Godmorgen” en træt Liam kom ud i køkkenet, hvor Eleanor, Louis og jeg var. Vi mumlede alle et godmorgen, og derefter begyndte Eleanor og Louis på den samme diskussion, som de havde inden Liam kom.

”Har du sovet godt?” Liam lagde sine hænder på mine skuldre, og kiggede ned på mig. Jeg nikkede og trak en stol ud, så han kunne sidde ned. Han smilede taknemmeligt og satte sig. ”Så, hvad skal vi lave i dag?” han satte sig ordentlig i stolen, og lod sit blik fange mit. Jeg kiggede hurtigt ud af vinduet. Der var helt blå himmel. ”Hvert fald være udenfor. Det er evigheder siden jeg har været det” Sagde jeg langsomt og slog et smil op, da Liams smil var ved af falme. Jeg ville ikke ødelægge stemningen pga. alt der var sket. Tiden skulle nydes! Jeg havde kun 6 dage med dem.

Louis stod henne ved siden af Eleanor og kiggede på et papir. Louis flyttede sig af og til, tog nogle ting og kiggede så på papiret igen. ”Det ser vidst ud som om, at nogen skal ud at handle” han vendte sig rundt og kiggede på Liam og jeg. Jeg havde ikke været andre steder end hospitalet, så jeg rakte hurtig en hånd i vejret. Louis smilede stort og vendte sit blik hen mod Liam. ”Jeg melder mig frivilligt” sagde han så, og gav min skulder et klem. Et fnis undslap mine læber, idet en anden stemme lød i rummet.

”Frivilligt til hvad?” en halv træt Harry kom gående. Han havde vådt hår, så han havde vidst lige været i bad. Et smil gled over mit ansigt, og straks vendte jeg hovedet hen imod ham. ”Vi skal ud at handle ind. Vil du med?” Liam lænede sig om i stolen og sendte ham et stort smil. Harry drejede hovedet hen mod mig, og lyste op i et smil, som fik alt indeni til at springe. ”Selvfølgelig, og godmorgen” sagde han til de andre, og kom hen imod mig.

Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Eleanor mumlede et eller andet til Louis. Jeg ignorerede det, da Harry lagde sine arme om mig. ”Har du sovet godt babe?” Han kyssede mig på panden, og satte sig ved siden af mig. Jeg bed mig i læben uden at vide hvorfor. ”Selvfølgelig” mumlede jeg, og trak ham hen til mig. Han støttede sin hånd på mit lår og kyssede mig på munden. Et fløjt kom fra Liam men blev erstattet af et grin. Jeg kunne ikke lade være med at smile, hvilket smittede af på Harry.

Et host fik Harry og jeg til at trække os fra hinanden. Jeg kiggede hurtigt hen mod Louis, som var kommet med hostet. Han sagde ingenting, men vendte sig i stedet mod køkkenbordet igen. Harry gav mit lår et klem, og lænede sig om i stolen. Hvorfor opførte Louis sig så underligt?

”Godmorgen!” en træt Danielle kom gående ind i køkkenet efterfulgt af Niall og Zayn. ”Godmorgen” sagde Eleanor frisk og stillede en kurv med brød hen på bordet. ”Åh, fedt! Lige hvad jeg trængte til” sagde Niall og tog en bolle. Den var vidst lidt for varm, hvilket fik ham til at kaste den fra hånd til hånd. ”Du gik ikke engang i seng med tom mave” sagde Danielle og skubbede til ham, hvilket fik os alle til at grine. ”Jeg har ikke fået mad hele natten! Jeg er sulten” brokkede Niall sig, og satte sig ned foran Liam. Zayn kørte en hånd igennem sit hår, inden han slog sig ned ved siden af Niall.

”Nogen planer for i dag?” spurgte Danielle om, og lagde en bolle på Liams tallerken. Han sendte hende et smil, og gav hende en kniv. ”Slappe af!” sagde Zayn hurtigt. ”Jeg får stress med alt det stress” Jeg gav et fnis fra mig, hvilket fik ham til at kigge på mig. ”Prøv du at være kendt” sagde han surt, men sendte mig alligevel et smil. ”Åh hold op. Så slemt er det da ikke” sagde Eleanor og satte sig for enden af bordet. ”Hvad ved du om det?” Zayns stemme var drillende, hvilket vi alle kunne høre. ”Godt spørgsmål, men jeg ved du ikke har noget at klage over” sagde hun og puffede til ham, hvilket fik ham til at holde mund. Denne gang var det Niall der kom med et højt grin, hvilket fik os alle til at smile.

”Her” Harry tog en bolle og rakte kurven over mod mig. Jeg tog hurtigt imod en og smed den på tallerken. De andre var allerede i gang med at spise deres boller, mens snakken var i gang.

”Hvad vil du have på?” Harrys stemme var lige ud for mit øre. Jeg kiggede hurtigt hen på ham, og så ned på bordet. Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Jeg kunne godt. Det var bare en bolle. Bare morgenmad. Jeg var van til at få morgenmad. Jeg burde være sulten nu når klokken var ni, og jeg stadig ikke havde fået mad.. Men nej, sulten var ikke til stede.

Jeg tøvede, men mumlede så ’osten’, og lidt efter stod den foran mig. ”Smør?” Niall kiggede afventende på mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet. Føj, ikke smør. Det var så…. tykt.

Jeg sad og stirrede ned på osten. Jeg kunne ikke få mig selv til at røre ved den. Den lugtede virkelig slem, og bare følelsen af den mod mine fingre, fik kvalmen frem i mig. Jeg skubbede den ind på bordet igen og sukkede. Eleanor og Louis blik lå på mig, hvilket jeg vidste, fordi jeg kunne se det. Jeg ville ikke kigge hen på de andre, for at se om de kiggede. Jeg hadede når folk kiggede på mig, når jeg skulle spise. Jeg bed mig i læben. Hold nu Daisy. Forfanden da, jeg kunne godt. Eleanor havde set mig spise før! Og jeg havde spist foran Harry før. Men det var anderledes nu. Jeg havde taget på, og det kunne de alle jo se.

Der var blevet en smule stille, som stilhed før stormen. De eneste der snakkede var Danielle og Eleanor, hvilket de kun gjorde, for at aflede de andres opmærksomhed. Et lille smil gled hen over mit ansigt. De var her jo stadig, selvom jeg tog på. Det ville drengene jo også være! Så meget betød udseendet jo ikke.

Et smil gled over mit ansigt, og hurtigt greb jeg ud efter marmeladen. Jeg kunne se Louis smile, hvilket gav mig en smule mere selvtillid. Jeg smurte det på bollen, og var meget omhyggelig med ikke at lade det ramme mine fingre.

Jeg tog bollen op til min mund. Jeg vidste de alle kiggede på mig, deres blikke var ikke til at undgå. Jeg borede neglene ind i min ene hånd, og tog så en bid af bollen. Smagen af marmelade fyldte hurtigt min mund, og lidt efter tog jeg en ny bid. Jeg havde virkelig ikke lyst til det, men jeg måtte. Det var bare en bolle! Den kunne jeg umulig tage på af. Men det var kalorier, tomme kalorier! Det var dumt af mig at spise det her.

Tårerne samlede sig i øjnene. Jeg smed bollen på bordet, gav et højt suk fra mig og rejste mig op. ”Daisy” sagde Louis hurtigt. Jeg rystede afvisende på hovedet. ”Undskyld.. men jeg… undskyld” hviskede jeg, og forlod køkkenet. Jeg var vred. Jeg var virkelig vred, på mig selv. Det var en fucking bolle! Hvorfor kunne jeg ikke bare æde den?

Jeg smækkede hårdt døren til værelset i, og gik frustreret hen til spejlet. Jeg løftede min trøje op for at tjekke, at bollen ikke allerede havde sat sig. Et suk gled ud af mine læber. Jeg kørte langsomt min ene finger hen over det ar jeg havde fået dengang på hotelværelset. Jeg lukkede hårdt øjnene i. Det var det her jeg ikke skulle. Det kørte mig psykisk ned, og det havde jeg ikke brug for nu. Jeg skulle være stærk!

Et par hænder lagde sig om min mave, og fik mig til at flyve op. ”Shh” Harrys stemme fyldte mit øre. Hans hænder lå om min mave, og sendte brændende fornemmelser rundt i min krop. Jeg havde ikke fået trukket trøjen ned, da jeg ikke havde hørt, at Harry var kommet ind. Havde jeg virkelig været så langt væk i mine egne tanker?

”Du har ikke noget at skamme dig over” mumlede han, og drejede mig hen mod spejlet. Jeg havde lyst til at skubbe hans hænder væk. De skulle ikke ligge på min mave, det føltes forkert.

”Harry.. jeg..” Min stemme knækkede. Jeg ville ikke åbne øjnene, jeg ville ikke se mig selv i spejlet. ”Du er smuk Daisy, præcis som du ser ud nu” han kyssede mig på kinden, og nussede min mave med hans tommelfinger. Det havde en beroligende effekt på mig, og fik mig til at trække vejret tungt. Jeg tog roligt fat om Harrys hænder og trak dem væk fra min mave. Et suk forlod hans læber, men i stedet for at skubbe mig væk, trak han mig ind til sig. ”Stol på mig Daisy” hviskede han. Jeg stolede på ham! Mere end noget andet. Jeg åbnede hurtigt mine øjne og kiggede på ham igennem spejlet. ”Det gør jeg Harry” sagde jeg hurtigt og flettede hans fingre ind i mine. Et tilfreds mil gled over hans ansigt, og lidt efter tog plantede han, hans læber mod min kind.

”Du bliver nød til at spise din bolle” sagde han og trak mig hen mod døren. Jeg vidste det var derfor han kom, men han havde ret. ”Må jeg… spise den med Eleanor?” min stemme var lille, men Harry nikkede hurtigt. ”Selvfølgelig” sagde han og åbnede døren for mig. Jeg sendte ham et smil og gik ned mod køkkenet, hvor en mumlen lød.

”Der er hun jooo” sagde Niall med en glad stemme, som fik mig til at smile. Harry kom ind bag mig, og lagde en hånd på min ene skulder. Han vekslede blikke med Eleanor, som hurtigt forstod. Hun rejste sig op og tog sin kaffe med. Louis rakte mig min tallerken med den klamme bolle, men den skulle ned! Jeg tog imod den, og fulgte med Eleanor.

”Så kan vi også nyde solen” sagde hun og åbnede døren ud til terrassen. Jeg nikkede ivrigt. Det lød godt i mine øre! Jeg fulgte efter hende, og satte mig hurtigt ved bordet. ”Så” sagde Eleanor langsomt og kiggede ud over haven. ”Er det rart at være her?” Jeg nikkede hurtigt og tog bollen i hånden. ”Jeg nyder det” sagde jeg, hvilket fik Eleanor til at grine.

Jeg lukkede øjnene for hvert bid jeg tog. Det kom helt bag på mig, at jeg rent faktisk havde spist en halv bolle. Jeg følte mig ikke sulten, faktisk mæt, men jeg vidste det var min madplan, der fortalte hvad jeg skulle spise. Jeg vidste det var derfor vi skulle ud af handle ind. Tænk de overhovedet havde taget ansvaret for det her.

Jeg tog en bid efterfulgt af en mere. Fuglene sang, og Eleanor snakkede løs om et eller andet Niall havde gjort på deres tour. Det var fedt at høre om, og jeg så frem til at høre resten. Måske var det ret trist at høre om, da jeg kunne være blevet der, men i stedet havde jeg valgt at tage hjem og blive tvangsfodret. Det var slet ikke sådan det skulle være gået, men det var åbenbart blevet så slemt. Men nu skulle jeg bare være glad for at være her. Tænk, hvis de havde droppet kontakten helt, fordi jeg tog alt deres tid. Jeg rystede på hovedet. Det ville jeg slet ikke tænke over!

***

”Er vi klar?” Liam kastede nøglerne hen til Harry som greb dem. ”Jeg burde tage med” sagde Niall og kiggede surt på mig. ”Du ved, så vi får de rigtige ting” han lagde armene over kors og surmulede endnu mere. ”Niall, hvis du tog med, så ville vores penge blive opbrugt!” råbte Zayn ude fra køkkenet. Ham og Danielle havde taget opvasken, da ingen andre gad.

Niall lavede en grimasse. ”Husk bacon til i aften!” sagde han, og løb ud i køkkenet. Jeg hørte Danielle skrige, og vidste at Niall og Zayn sikkert var i gang med vandkrig.

Jeg vekslede blik med Liam, som stod med store øjne. ”Lad os komme af sted” sagde han og holdt døren for mig. ”Ses guys” råbte Harry og gik ud af døren efterfulgt af Liam og jeg. Jeg hoppede glad hen til bilen. ”Jeg sidder foran!” råbte jeg til Liam, som hurtigt rystede på hovedet. ”De ældste sidder foran!” sagde han, og satte i løb hen mod mig. Jeg rystede på hovedet, åbnede døren og smed mig nærmest ind i bilen. Jeg trykkede på knappen der låste bilen, lige inden Liam hev i døren. Han lavede en grimasse og prøvede at søge hjælp hos Harry, som bare begyndte at grine. ”Sorry to say it, men kvinden har talt” sagde han og åbnede døren. Liam kiggede surt på mig, inden han satte sig ind bag i. Harry gav mig et kært blik, inden han startede bilen og kørte mod den nærmeste by.

***

”Mælk, bacon, frysepizza, salat, müslibar, chips, æbler, kakaopulver...” Liam gik og mumlede mens han desperat prøvede at holde styr over, hvad vi havde fået, og ikke fået. Harry gik bag mig og skrev vidst en kort besked til Louis, fordi han åbenbart var usikker på, hvilken yoghurt han skulle have.

”Hvorfor svarer han ikke” sagde han irriteret og slog endnu engang blikket op på alle yoghurterne der stod der. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Harry, det er en yoghurt” sagde jeg og stillede mig ved siden af ham. ”Jamen, smagen Daisy, smagen!” sagde han og kiggede på mig, som om jeg var dum. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Okay ekspert” sagde jeg drillende, hvilket fik ham til at måbe. ”Jeg er ikke van til at handle ind! Så vær sød” sagde han og trak mig hen til sig. ”Nos hit sherlock!” sagde jeg drillende og lagde min hånd på hans skulder. ”Er man i lidt for godt humør i dag?” Han fjernede en tot hår fra mit ansigt og plantede et kys på min næse, hvilket fik mig til at fnise.

”Hey guys, har i fundet det?” Liam kom hen med vognen og kiggede på os. Harry rystede på hovedet, og skulle til at svare ham. ”Harry kan ikke vælge. Han mener smagen er utrolig vigtig” sagde jeg og begyndte at grine. Hvor lød det egentlig dumt. Harry begyndte at prikke mig i siden, hvilket fik mig til at hyle op. Liam rystede på hovedet, sendte os et smil og skubbede Harry væk, så han kunne vælge en yoghurt.

”Harry! Stop!” hvinede jeg og prøvede at lyde alvorlig. Han rystede bare på hovedet og fik mig til næsten at løbe baglæns. ”Harry!!” halv råbte jeg, da han slog sine arme om mig, og løftede mig op fra jorden. ”Så kan du måske lære ikke at være så flabet” sagde han og skubbede mig op af et stativ, med puder. Jeg kunne ikke lade være med at grine, hvilket lød ubeskrivelig dumt, da jeg også var forpustet.

”Jeg burde slet ikke lade dig dyrke motion” mumlede han og lagde en hånd på min hofte. ”Hvilken form for motion?” spurgte jeg drillende om, og fugtiggørede mine læber med tungen. ”Alt” sagde han og trak sig fra mig, med et glimt i øjet. ”Fair nok, så bær mig” Harry undslap et grin, som umuligt kunne andet, end at smitte af. Han vendte sig rundt, og gjorde tegn til, at jeg skulle hoppe op på hans ryg. Jeg rystede kort på hovedet, da jeg ikke direkte havde ment det. ”Kom nu” sagde han, trak bukserne op, og bøjede i knæene. Jeg slog ham i røven inden jeg hoppede op. ”Den behøver du ikke gemme væk” mumlede jeg ind i hans øre, hvilket fik ham til at grine. ”Det skal jeg skam huske” han blinkede med det ene øje, og tog så fat om mine ben, så jeg ikke faldt af.

Harry fik snoet os omkring alle tingene, og da vi endelig fandt Liam, var det lykkedes os kun at vælte to ting. Jeg kunne ikke lade være med at grine, hvilket smittede af på Harry, så vi måtte stoppe op alt for mange gange for at grine af.

”Jeg har fundet det hele, tak for hjælpen forresten, men vi er klar til at tage hjem” sagde Liam drillende og skubbede vognen hen mod kassen. ”Hyp Harry” sagde jeg og tog ved en af hans krøller. Han rystede på hovedet og gav et grin fra sig, inden han begyndte at gå hen mod Liam.

***

Hele vejen hjem havde Liam og Harry underholdt mig, med deres lækre sangstemmer som chipmunks. Det havde virkelig været svært at holde masken, så selv da vi holdt foran huset, løb tårerne ned af mine kinder. ”Rolig nu prinsesse” Harry åbnede døren for mig, og trak mig ud af bilen. Jeg tog mig hurtigt til maven og prøvede at slappe af, da Liam pludselig begyndte at synge igen. Harry strammede grebet om mig, og trak mig ind til sig.

”Ej men….. at synge sådan. Ahahahahaha!” Harry lo kort og strøg noget hår væk fra mit ansigt. ”Det gør ondt i min mave” hvinede jeg af grin, og strammede mit greb om hans jakke.

”Wuhu, hvad sker der?” Niall kom hoppende ud af huset og tog fat i en pose. ”Et mindre grineflip, tror jeg” sagde Harry med et smil i stemmen. ”Jeg tror hellere du skulle sige længere grineflip” sagde Liam og tog også en pose. Endnu et grin var på vej op, men blev kvalt og blev til en hosten i stedet.

”Hey, rolig nu” sagde Harry og bankede mig blidt på ryggen. ”Uhhhhh” sluttede jeg af, da jeg endelig kunne få vejret igen. Jeg lavede et drej med hovedet, så mit hår røg hen til den ene side. Jeg kiggede ham i øjnene, og kunne langsomt mærke omverdenen forsvinde. Et halvt genert smil gled over mit ansigt. Jeg havde lyst til at kysse ham – hele tiden. Jeg havde virkelig savnet ham, og han vidste det ikke engang. Jeg havde ikke selv fortalt det, men han burde vide det, snart.

Hans hoved nærmede sig langsomt mit, og det gik hurtigt op for mig, hvor meget jeg egentlig havde savnet hans kys. Det føltes som en evighed siden, selvom det kun var et par timer.

Han smækkede bildøren i og trak mig helt ind til sig. ”Tak for en hyggelig indkøbstur” mumlede han mod mine læber. Jeg gav et fnis fra mig. ”I lige måde Hazza” Jeg lukkede øjnene og lod hans læber omfavne mine. Mine knæ føltes som gelé, og min mave trak sig sammen i en knude, for at springe igen. For 2 dage siden, lå jeg på hospitalet og var ved at gå til af sorg og savn, og nu stod jeg og fik alt den kærlighed, som jeg ikke engang havde fortjent.

Mine følelser overtog en smule, og udviklede kysset til et snav. Harrys hænder gled ned langs min ryg, og lagde sig mod min numse. Jeg stillede mig på tæer, så han ikke skulle bukke sig så langt ned. Han trak sig en smule væk, men kun for at kysse mig igen – denne gang med flere følelser end før. Jeg lagde mine hænder om hans nakke og nussede den stille og roligt. Jeg havde helt glemt, hvor vi var. Det var først, da en person bag os, hostede som var personen ved at dø, at vi trak os fra hinanden. Jeg vendte mig langsomt rundt, og så Louis stå med et virkelig irriteret blik rettet mod os. Jeg sukkede og trådte væk fra Harry. Der var virkelig noget galt med ham. Hvorfor afbrød han hver gang? Jeg havde da også før set ham stå med tungen i halsen på Eleanor?

”Hvad, Louis” sagde jeg en smule irriteret. Det var ikke rigtig et spørgsmål, mest en konstatering så han vidst, at jeg var pisse træt af ham lige nu. ”Kunne i evt. hjælpe en smule?” spurgte han surt om. Jeg kiggede rundt. ”Med hvad?” Det lød måske lidt flabet, men der var ikke mere at hjælpe med. De havde hurtigt fået de fire poser ind i køkkenet.

Louis sukkede og vekslede blikke med Harry. Jeg slap Harrys hånd, hvilket fik ham til at kigge lidt forvirret på mig. ”Jeg ved virkelig ikke, hvad det er, der gør dig så irriteret, men det pisser mig virkelig af, at du er sådan der. Fiks dit problem” sagde jeg hårdt. ”Jeg mener det” indskød jeg hurtigt. Mine ord var kolde, og jeg lod ham gerne mærke min skulder mod hans, da jeg gik forbi ham. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...